Fædrelandet.
1848.
Abonnementspris i Kjøbenhavn 15 Mk. pr. Qvartal, 5 Mk. pr.Maaned, enkelte Nr. 6 Sk.; udenfor Kjøbenhavn 3 Rbd. pr. Qvartalfrit[?] i Huset.
Hver Søgne-Aften udgaaer et Numer. Bladets Contoir, store Kjøbmagergade Nr. 54, 2den Sal, er aabent om Formiddagen Kl. 11-1.
−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−
−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−
9de Aarg. Søndagen den 17. September. Nr. 258.
−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−
−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−
Den 17de September 1848.
−−−−−−−−−−−−−
Ti Aar ere idag forløbne, siden det klang fra den kjøbenhavnske Rhed ud over Øresund:
“Paa Danskes Vei til Roes og Magt
Vi hilse Dig, hvis Hæder
Har Fædrelandets Hæder bragt
Til Verdens fjerne Slæder.
Fregatten heiser Kongeflag;
Den stolt vor Stolthed bringer,
Den gynger sig med Velbehag,
Den slaaer med sine Vinger.
Og Bølgen jubler anden Gang,
Og hoit mod Skibet stormer,
Og om dets Concha toner Sang
For ham, den Gudeformer;
Og Danskes Vei til Roes og Magt
Nu forer Danskes Vrimmel
Mod ham, som Danmarks Navn har bragt
Til Glands paa Kunstens Himmel.”
Det var Folkejubelens uforglemmelige Dag. Men midt imellem hin Dag og denne ligger en anden, paa hvilken der lød Toner, anderledes stemte:
“Danmark! hører Du Klokkernes Klang?
Din bedste Søn har Du mistet.
For ham nu lyder ved Graven Sang,
Som stolteste Rune Dig risted.
Dyb Sorg der er i Danmarks Lund,
Og aldrig vist skal glemmes
Den, Døden tog i denne Stund,
Hvad siden end fornemmes.
Danmark! føler Du ret dit Saar?
Og veed Du, hvad Du forliste?
Og veed Du, at i tusinde Aar
Ei større Navn Du priste?
Med Dig nu sørger Romas Stad,
En Verden Sorgen tynger,
Og største Digters Kæmpeqvad
Din Sorg vel ei bortsynger.
Men, Danmark! om Du dit Tab forstod,
Og vidste det ret at tyde,
Da vidste Du ogsaa, hvilken Bod
Du snarest nu maa yde.
Din Daad skal reise Bautasten
For ham, som gik til Hvile;
Som Morgenrøde klar og ren
Hans Navn skal til Dig Smile.”
Bautastenen er reist: en Bygning, værdig ham, til hvis Minde den er viet, — selv et Kunstværk af sjelfuld, tankerig Alvor; og Thorvaldsens Museum er fra denne Dag af aabnet for hans Medborgere. Der er i disse Rum, der brede sig til alle Sider som ligesaa mange Helligdomme, fra hvilke Skjønheden lyser vinkende og indbydende imøde, eet Sted, der vel fremfor noget Andet vil drage de Besøgendes Øie og Tanke til sig. Ogsaa dette Sted er festligt smykket. Naturen har bredet sit blomsterrige Teppe derover, og en varigere Flor har Kunsten plantet i dets Indre. Men det er et Sted, hvor Stenen dækker over det mørke Rum, og beretter om en Støvets Søn: at han er bleven født til Verden, er død, og der har fundet sin Hvile. Hvor Mange ville ikke standse ved dette Sted, med Ihukommelse af Dagene, da den Skikkelse, der nu hviler dernede, stod opreist i sin Adel og Skjønhed iblandt os! Og naar Slægten, hos hvem disse Minder endnu ere klare og levende, for længe siden er stedt til Hvile, vil denne Sten og dens Indskrift bevare Sagnene om Bertel Thorvaldsen. De ville lyde, fra Slægt til Slægt, om ham, Danmarks Stolthed og Under; de ville fortælle om de lysende Punkter i vort Hovedstadslivs Historie, lige i Skjønhed og Betydning: da det danske Folk drog ham imøde med Sang og Jubel ved Øresundets Kyst, og da det danske Folk fulgte ham taust og sørgende til Kirkens Hvælving.
En ædel Tanke har gjort dette Sted til Middelpunktet i Bygningen, — og kun Den, der fatter denne Tanke og holder den fast, fatter ogsaa Bygningen i dens konstneriske Betydning, — en ædel Tanke, fordi den er naturlig og sand. Thi denne Bygning er ikke en Konstens Hal, som saamange andre, der skyldes Fyrsternes eller Folkenes Gavmildhed, og ere opførte til Prydelse for Land og Stad. Det er Medborgeres Taknemmelighed, der har reist og har smykket disse Mure, — til Tak for, hvad der var modtaget af den store Borger. Men hvad Thorvaldsen gav sine Landsmænd, var ikke blot, hvad han havde skabt og hvad han havde erhvervet af Skjønt og Kosteligt; men — hvor tidt det end er sagt tilforn, bør det dog netop nu og netop her siges igjen — han gav os sig selv, da han, uddannet langt fra Fædrelandet og indlevet i fremmede Forhold, bunden til Sydens Land ved mange Baand og vinket til mange Steder ved gyldne Tilbud, dog søgte sin Fred i det moderlige Hjem, sin sidste Hvile i dets moderlige Skjød. Derfor skulde det ikke blot være Thorvaldsens Værker, der opbevares inden hine Mure, men „Thorvaldsen og hans Værker“ skulde have deres Sted tilfælles. Og enhver dansk Mand og Qvinde, der fryder sig ved al den Rigdom og Herlighed, som der indesluttes, vil finde Tilfredsstillelse ved at kunne sende en takkende Tanke til den store uforglemmelige Mester paa Stedet selv, hvor han hviler i sine Skabningers Midte, — hviler, saaledes som det sømmer sig, omgiven af Egens Løv, af Laurbærrets Krone, af Palmens fredelige Skygge.
Eller skulde det maaskee virke forstemmende, at Foden standser ved det alvorlige Sted, at vi mindes om at optage dets Alvor med i den Stemning, som maa ønskes aaben og modtagelig for den rige Nydelse, der her er beredt? Men føler ikke Enhver, hvorledes Dødens Mærke er her omgivet af Livets, der overlever og overstraaler Døden? at
— “ingen Gravluft vifter der,
Hvor nu hans smuldne Ben skal gjemmes,
Thi af hans egne Værkers Hær
En evig Hymne der istemmes.”
Det er ikke den døde, men den levende Mester, vi have iblandt os, naar vi vandre om imellem disse Værker, Mindesmærkerne af hans Liv; thi hvilken Konstner har mere end Thorvaldsen været Eet med sine Værker!
Og hvilket Liv! Hvor mærkværdigt, hvor rigt! Med sindrig Konstner-Aand er det skjønne Rum i Bygningens Indre smykket med en Række af billedlige Fremstillinger: hvorledes den menneskelige Genius modtager sin Indvielse, tiltræder sit Løb igjennem Livet, hvorledes den, arbeidende og kæmpende, snublende og atter opmandende sig, stunder og higer, med altid freidigere Mod, altid sikkrere Kraft, frem imod Maalet, indtil den, seirkronet, træder af fra Banen. Et saadant Liv er det — eet Livs Frembringelser, ikke en Samling af Værker af forskjellige Konstnere og Konstskoler, fra forskjellige Lande og Tidsaldere — der omgiver Dig, naar Du staaer ved Stenen hist, og lader Øiet gjennemløbe Rummene, der aabne sig imod den i alle Retninger. Konstens Genius, som engang hørte til de stærke Magter i Livet, der dyrkedes, hyldedes, elskedes i Europas skjønneste og lykkeligste Lande, men derefter ligesom drog sig tilbage i sit lyse Hjem, har her kaaret sig i Norden et Menneskeliv, som den viede ved Vuggen med sine bedste Gaver, hvis Kraft den bevarede ren og usvækket, indtil Livstraaden var udspunden. Og, som om dette Livs Spiren og Fremblomstren var foregaaet iblandt os, som om den skyldtes vor Omhu og Pleie, som om det var for vore Øine, at den rige Pragt havde udfoldet sig lidt efter lidt, saaledes kunne vi her forfølge dette Livs Historie, i dets Udvikling fra Trin til Trin; vi kunne efterspore dets Veie, indvirkningerne, det har modtaget, Banerne, det har brudt sig, en efter en anden; vi kunne fryde os ved ethvert Skridt til Seir og Forherligelse, kunne fordybe os i den vidunderlige Rigdoms-Fylde af denne Aand, i hvilken det menneskelige Liv i al sin Mangfoldighed synes at have afspeilet sig. Der er neppe nogen ædel, veldædig og lyksalig Stemning, der jo vil her finde sig truffen og tiltalt; thi hvad der af Skjønt og Livsaligt bevæger sig i det menneskelige Bryst, men kun glimtvis og hastigt forsvindende kommer tilsyne i Livet, er her grebet og fastholdt. Det barnlig Lette og Spøgende og det Hellige i sin høie Alvor og sin dybe Ro, det Huldeste, Ømmeste og Yndigste, det Mandige og Heltemodige staaer legemliggjort for os i samme sjelfulde Sandhed og Klarhed.
Og naar det er Livets Velsignelse — der, hvor det er sundt og stærkt og frodigt — at det har Kraft til at fremkalde Liv, at udvikle, forædle og styrke Livets Spirer: hvilken Livskraft vil ikke fra hine Rum, fra de Klenodier, de omslutte, udgyde sig i rige Strømme, og nærmest og veldædigst befrugtende over Nordens Folk! Da Thorvaldsen vendte tilbage fra sit andet Hjem, fra Mindernes og Konsternes tryllerige Stad, da var det, som vi vide, ikke simpel og sædvanlig Hjemlighedsfølelse, der bragte ham tilbage til det fædrene Land; — det var en Tanke, stor og ædel som han selv, som hans Aand og hans Liv; en Tanke, som han i lange Aar havde næret og pleiet hos sig selv. Nordboen var bleven henplantet i sydlig Grund, og det straalerige, det rigtbenaadede og rigtbegavede Velskland blev hans Genius’s Fosterland. Men det blev det ikke anderledes, end at den nordiske Mester blev den nordiske Aand tro, og udprægede den i sine Værker, i det stille, dybe, klare Sandheds-Liv. Og skulde da det Land og Folk, der havde frembragt den store Konstner, ikke selv være modtageligt for Konstens Sprog, ikke kunne blive fortrolig med det, lære at fatte og elske det, naar det blev ført ind i den Skjønhedsverden, som det endnu kun øinede i fjern Frastand, eller kjendte af enkelte Brudstykker! Men dette: at kunne berede sin Fødestad, Danmarks Hovedstad og det skandinaviske Nordens Forstad, til at vorde et Hjem for Konsten og dens Dyrkere, hvorfra et ædelt Skjønhedsliv kunde brede sig mere og mere mod Nord, — dette syntes den store Mester at være et Eftermæle, en Løn som ingen anden.
Naar Nordens Folkeslag ere komne Sydens nærmere i den rene Glæde og Nydelse ved Konstens Skjønhed, da vil Gaven vorde erkjendt i sin hele Storhed, sin hele Betydning for vort aandelige Liv. Men ogsaa nu, da det Thorvaldsenske Museum aabner sig for det danske, for de nordiske Folk, erkjende vi dog vist, hvor lidet vi endnu derved ere Gaven værdige, at vi have efterkommet Forpligtelsen, at reise denne Bygning, at vive dblive [sic.] at frede trolig om dens Tag og Fag. Først naar vi lade os paavirke af Aanden, der har frembragt al denne Herlighed, lade os gjennemtrænge af den Erkjendelse, at det er Vanhelligelse af Konsten, at betragte den som letflagrende, alvorforjagende Sandseforlystelse, men at, ligesom Sandhed, Retfærdighed, Gudfrygtighed, saaledes ogsaa Skjønheden er en hellig, en velgjørende, opløftende, forsonende Magt, at der i et Folks aandelige Udvikling mangler en aldeles væsenlig Side, saalænge som det mangler paa det Sind, der dvæler med Kjærlighed og Glæde ved Konstens Værker, mangler paa Drift og Trang til at forhøie Livet ved at paatrykke det Skjønhedens Præg — først da ere vi paa Vei til at fortjene den store Arv, til hvilken vi, uden vor Fortjeneste, ere gangne ind. —
“Dette Sted vil Tusinder betræde
Med et bøiet, sorgbetynget Sind.
Lad dem komme, alle de, som græde!
Aabner jer, I Porte! luk dem ind!
De skal see, at Konsten kan husvale Jordens Smerter med en himmelsk Trøst;
De skal see, at Marmor og kan tale
Med en Guddoms naaderige Røst.”
Saaledes lød en prophetisk Stemme, da Thorvaldsen for sex Aar siden, efter at have fuldført en Reise til Italien, modtoges for første Gang i Museets Forhalle af Kjøbenhavns Borgerbestyretse. Hvad har der ikke dengang bevæget sig i hans Bryst, ved at tænke sig ind i Fremtiden, fremad til det Tidspunkt, der nu er kommet! Og nu, da Thorvaldsen er taget bort fra os, være Bygningen indviet i hans Aand: ikke blot til hans Ihukommelse, til Nationens Forherligelse, til Konstens Fremme, men til at staae som Hovedstøtte for et sundt og frit, et ædelt og skjønt Folkeliv i Norden! Med dette Ønske stiller det danske Folk de hellige Rum under den Varetægt, uden hvilken Mennesket arbeider, samler og bygger forgjæves; og det skee, som det er blevet udtalt, førend Grundstenen endnu var lagt at “Konstens Genius maa frede her om sine Skatte, saa de, bevarede mod Fjendevold og Elementers Magt, maae vidne for en sildig Efterslægt, hvad Konstneren var.”
H. N. Clausen.
−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−
Imorgen.
Mandagen den 18de September
Det kgl. Theater. „Murmesteren” og et „Sørgehus”. Kl. 7.
Tivoli. Concert og Forestilling.
Møntcabinettet paa Rosenborg. Kl. 12-2.
Museum for nordiske Oldsager paa Christiansborg. Kl. 4-6.
Thorvaldsens Museum. Kl. 9-12 og 2-5.
Selskabet for Havedyrkningens Fremme. Blomsterudstilling.
Jernbanetog til Roeskilde Kl. 7½, 2½, 10½.
Dampskibet “Victoria” til Flensborg. Kl. 6.
Dampskibet “Hamlet” til Kysten, Helsingør og Helsingborg. Kl. 2.
Dampskibet “Ophelia” til Travemünde Kl 3.
Dampskibet “Freia” til Landscrona Kl. 12½; til Malmø Kl. 6½ Morgen og 5 Eftermiddag.
Auction i Dronningens Tvergade 273 over et smagfuldt Indbo. Kl 9 (Overretsproc. Larsen).
Assistentshus-Auction over uindløste Panter. Kl. 9.
Manufacturvare-Auction paa Østergade 63. (Overretsproc. d’Auchamp.)
Manufacturvare-Auction i Klædeboderne Nr. 7. (A. C. Lembcke.)
−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−
Færdigt fra Trykkeriet Kl. 5.
−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−
−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−
Udgivere: J. F. Giødwad og C. Ploug. – Ansvarlig Redacteur: C. Ploug.
−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−−
Trykt med Hurtigpresse hos Louis Klein.