No. 5290 af 10318
Afsender Dato Modtager
NN 29.6.1830 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Schillers-Festen i Stuttgart.

II.

–––––––––

Schiller optraadte i en fordærvet, alderdomssvag Tidsalder, med ungdommelig Kraft, med et vidunderligt stærkt og jomfruelig reent Hjerte. Han har renset og forynget den tydske Poesie. Kraftfuldere og seierrigere end enhver Anden, har han bekjæmpet den i hans Tid herskende Smags usædelige Retning. Ublændet af sin Tids glimrende Vittighed har han vovet, igjen at vende sig til Menneskets reneste eg oprindeligste Følelser, og at møde Spotterne med et strængt og helligt Alvor. Ham tilkommer den Roes, at have forfrisket, luttret og forædlet Poesiens Aand. Tydsk- land nyder allerede Frugterne af denne Omvæltning; thi siden Schillers Optrædelse har vor hele Poesie antaget en værdig Tone. Ogsaa vore Nabonationer ere blevne grebne af denne Aand, og Schiller udøver en mægtig Indflydelse paa den store Forandring, der for Tiden foregaaer i Franskmændenes Smag og Poesie.

Men vi have ham at takke for endnu Mere, end Kunsttemplets Renselse. Hans Digtninger have ogsaa udenfor Kunstens Gebeet virket umiddelbart paa Livet. Hans Sangs mægtige Tryllekraft har ikke blot grebet Menneskenes Phantasie, men ogsaa deres Samvittigheder, og den fyrige Iver, hvormed han traadte i Kamp imod alt Slet og Lavt, den hellige Begejstring, hvormed han saa ofte og seierrigt som Ingen før ham forsvarede Menneskenes erkjendte Rettigheder og fornærmede Værdighed, bringer hans Navn til at straale, ei blot iblandt Digterne, men ogsaa blandt de ædleste Vise og Heroer, der ere dyrebare for Menneskeheden.

Der gives ingen Grundsætning, ingen Følelse af Ære og Ret, som jo kunde bekræftes med et skjønt Sted, med en betydningsfuld Sentents af Schillers Digtninger, og disse Kjernesprog leve paa Folkets Læber og ville leve der varigere, end om de vare graverede i Erts.

I Alt hvad Aandigt og Sædeligt vi i det 19de Aarhundrede efterstræbe, lyser Schillers Navn glimrende foran os. Hans Forhaabninger, hans Følelser vare det nye Aarhundredes. Han følte og levede meer for Fremtiden end for Samtiden. Hans Aand skuede bestandig fremad.

Maatte nu det Aarhundrede, paa hvis Tærskel han ved Afskeden nedlagde sine Digtningers rigeste Blomster-krandse, ligesaalidet skuffe hans skjønne Troe paa Fremtiden, som glemme ham selv! Maatte de Feste, vi feire i hans Navn og til hans Ære, maatte det Monument, vi agte at reise ham, være et Tegn paa, at vi ei alene ere stolte af hans Navn, men at vi ogsaa erkjende og dele hans Slræ- ben, og at det ikke er Storheden allene, vi skatte og beundre hos ham, men ogsaa Sindelaget i denne Storhed.” —
Efter denne Tale fulgte et Chor af Mandsstemmer, komponeret af Schneider. Operaregisseur Krebs deklamerede derpaa “die Ideale” af Schiller. Hernæst blev sjungen den herlige Introduction af Webers “Euryamhe” med underlagt Text.

Til Slutningen sang Hoffanger Petzold tilligemed Choret en af F. Ritter digtet og af Lindpaintner for Bas og Chor komponeret Sang : “Frühlingslied am Todestage Schillers”, der ved Textens tiltalende Indhold, saavelsom ved den ualmindelig indtagende og charakteristiske Komposition fandt saa stort Bifald, at den snart vil sindes i enhver musikalsk Samling.

–––––––––

Ligesom saaledes i Stuttgart Schillers-Festen allerede i en Række af Aar er bleven feiret, saaledes har iaar en lignende Fest for første Gang funden Sted paa den faakaldte Schillershöhe ved Saalefloden i Nærheden as Rudolstadt.

Denne Klippebakke var under Schillers Ophold i Rudolstadt Hans Yndlingsplet. Stedets naturlige Skjønhed er i de sidste Aar, efterat Eieren, en Kammerraad Werlich, var bleven opmærksom paa denne Omstændighed, bleven forøget ved hensigtsmæssige Anlæg, og iaar er paa Schillers Dødsdag, d. 9de Mai, en Metal-Afstsbning efter Danneckers berømte Schillers-Büste, der bleven opstillet, til Minde om den udødelige Digter.

Festen overværedes af over 2000 Mennesker fra Staden og dens nærmeste Omegn. Om Eftermiddagen Kl. 4 toges Floret af den om Morgenen opstillede Büste. Den staaer
paa en mægtig stor Klippeblok, der springer noget frem fra Bjergvæggen og synes ligesom af Naturen bestemt til en saadan Piedestal. I denne Klippe er indhugget en Inscription med Schillers Navn og Aarstallet 1788, hvilken paa Festdagen var omslynget med grønne Moskrandse. Noget over denne kolossalske Steen fremtrænger sig et andet Klippelag, og danner, fremragende over Busten, en Art Thronhimmel. Paa Fronten af dette Klippestykke er indhugget en stor Lyre, der, dannende sig af lutter gyldne Stjerner, straaler umiddelbart over Sangfyrstens Hoved og med sin funklende Glands sees vidt over Dalen. Rummet imellem disse tvende Klipper er en naturlig Nische, hvori Busten befinder sig. Om Bustens Tinding slyngede sig en riig Laurbærkrone.

Høitideligheden aabnedes med en af Kammerraad Werlich digtet Festsang, til en Melodie af Kapeldirekteur Max Eberwein, der blev siungen af Mandsstemmer, til Akkompagnement af Harpe og blæsende Instrumenter. Efter denne Sang holdt Kammerraad Werlich en kort Tale, hvori han fornemmelig udviklede Grunden hvorfor Schillers Minde netop paa dette Sted blev hædret, og dvælede ved Schillers Ophold i Rudolstadt i Aaret 1738, og de Aandsfostre (“die Götter Griechenlands’”, “die Künstler”, endeel af hans “Geschichte des Abffalls der Niederlande” a.) som her havde seet Lyset; fremdeles gjorde han opmærksom paa, hvilket mægtigt Indtryk den her saa venlige Natur havde gjort paa Schillers for Naturskønheder saa receptive Gemyt, og at han her havde fundet det jordiske Ideal for sin himmelske Kjærlighed og i Rudolstadts Dal modtaget den Myrthekrone, der var ham dyrebar over Alting i Verden; han hentydede paa den store Indflydelse, saa betydelige Indtryk physisk og mnemonisk maatte have paa hans sildigere Produktioner, og henviste i denne Henseende isærdeleshed til de tvende Schillerske Digte: “die Begegnung” og “der Spaziergang.” Endelig nævnte han den Danneckerske Büste, ved hvilken den i disse Omgivelser endnu aandigt Levende paa en endnu mere sandselig Maade blev sat i deres Midte, og sluttede med det hjertelige Ønske, at denne indtagende Plet i Fremtiden, og navnlig hvert Aar paa denne Dag, maatte blive et fortroligt Foreningspunkt for Schillers Venner. – Prof. Sommer foredrog nu, efter en kort Indledning, endeel af det Schillerske Digt: “Der Spaziergang”, i hvis første Halvdeel næsten hvert enkelt Træk er taget fra Egnen ved Rudolstadt og navnligen fra Schillershöhe. Hofraad Conradi reciterede en Stanze, der omfattede Festens hele Betydning, og herpaa fulgte Slutningschoret, der ligeledes var digtet af Werlich.

“Saaledes”, – hedder det i den herom i “Zeit. f. d. eleg. Welt” meddeelte Beretning, – “feiredes denne Fest, af taknemmelig Erindring, og den Hædredes Büste staaer nu reist, mindre bestemt til at være et Monument for Ham, derved sine Værker selv har gjort sig uforglemmelig, som snarere til at vidne for Samtiden og Efterverdenen, at ogsaa vi, med taknemmelig Erkjendelse, have vidst at paaskjønne den sjeldne Gunst af Skjæbnen, en Tidlang at have besiddet denne høitbegavede Genius i vor Midte.”

Generel kommentar

Denne tekst er trykt i Kjøbenhavns-Posten, og er andel del af en artikel i to dele. Første del af teksten udkom 28.6.1830.

Arkivplacering
M17,29 (Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1830)
Personer
Johann Heinrich von Dannecker · Friedrich Schiller
Værker
Sidst opdateret 17.10.2014 Print