20.8.1820

Sender

Louise Juliane von Bertouch

Sender’s Location

Søholt ved Maribo

Recipient

Bertel Thorvaldsen

Recipient’s Location

Søholt ved Maribo

Information on recipient

Ingen udskrift.

Dating based on

Dateringen fremgår af digtet.

Abstract

A poem to Thorvaldsen about his bachelorhood.

Document

Til
Den ædle Thorwaldsen

DuI har saa meget hørt om Dit Talent,
Saa meget seet saa meget læst paa prentII,
At Du maae saare undres over
At jeg endnu her noget vover.

Dig intet fremmet meere ere i Kunsten
Du alting høstet har som ydes kan af GunstenIII
Dit FyldhornIV det er fuldt af Laurens grønneV
Og Fædrelandet veed Dit Værd at skiønneVI.

Trods al Din Hæder som fra Syden lyder
Trods Nordisk Kierlighed som vi Dig byder
Saa har jeg end et Ord at sige
hvortil Du aldrig har hørt lige.

Du har en Feil! jeg kan den ej fortie,
Her Sandhed høres maae her i Naturens frie,
Det er en PletVII i Dit saa skiønne Liv;
Du deeler ej Din Glands med en elskværdig Viv.

SøeholtVIII: Lolland
den 20de August 20. –
Louise von Bertouch
fød von Wallmoden

General Comment

Dette digt blev antagelig fremført 20.8.1820 ved den festmiddag, som blev afholdt til Thorvaldsens ære på herregården Engestofte på Lolland. Bertouch har imidlertid stedfæstet digtet til sit hjem på naboherregården Søholt, hvor Thorvaldsen boede under sit ophold på Lolland. Der er derfor mulighed for, at Bertouch har skrevet digtet i sit hjem, men fremført det ved den festlige lejlighed hos naboen på Engestofte – eller at hun ved en mindre formel sammenkomst på Søholt samme dag oplæste digtet for Thorvaldsen og overrakte det til ham dér.

Et ironisk drilleri

Digtet retter på charmerende vis en mild bebrejdelse mod Thorvaldsen over, at han er forblevet ugift. Det er højst sandsynligt, at Louise von Bertouch havde hørt om Thorvaldsens forlovelse året før med Frances Mackenzie. Billedhuggeren fik dog kolde fødder og viklede sig ud af forholdet på knap så elegant vis ved bl.a. at indlede et andet forhold til Franziska Caspers. Hans gode ven P.O. Brøndsted opsummerede 5.5.1819 forbindelsen mellem Mackenzie og Thorvaldsen med ordene: “hun hav[d]e ennyeret ham ihiel, Gud skee Lov! at hun er borte”. Læs mere om sagen i hendes biografi.

Historien om Thorvaldsens forliste forlovelse blev publiceret vidt og bredt, og Bertouch greb da anledningen og stak drillende til billedhuggerens uvilje mod at blive smedet i Hymens lænker. Men historien rækker også ud over det snævert biografiske plan. Thorvaldsens livslange fastholdelse af sin ungkarlestatus hænger sandsynligvis også sammen med hans ønske om udleve en af sin tids centrale eksistentielle og filosofiske ideer i praksis: Han brugte sit eget liv som en anskuelig model for det frie, selvbestemmende individ, der i højere grad kunne gøre, som det havde lyst til. Denne uafhængighed var så normbrydende, at digtet til sidst påkalder både “Sandheden” og “Naturen” som korrektiv over for billedhuggeren. Og læst for pålydende fremtræder digtet som en lidt sippet moraliseren over, at en så eftertragtet mand gik fri og ugift omkring og trodsede en af samfundets mest basale konventioner.

Men hvis man kun forholder sig til ordlyden, overser man digtets humor. Tonen er fra starten tydeligvis uformel og direkte – først og fremmest markeret ved, at Thorvaldsen højst usædvanligt tiltales med Du – hvad Bertouch ikke gjorde uden for digtets frirum; og ved at Bertouch frækt hentyder til den society-skandale, Thorvaldsen havde forårsaget. Men kritikken af hans uægteskabelige frihedstrang er ikke fordømmende, den er tværtimod kæk, kærlig og drillesyg, hvad der i bund og grund tager brodden af selvsamme kritik – og noget tyder på, at Thorvaldsen også har opfattet digtet sådan, da han valgte at beholde det, så det blev bevaret til i dag blandt hans efterladte papirer. Digtets udsagn bliver altså undermineret af dets frimodige sprogtone, og der bliver da heller ikke lagt skjul på beundringen for Thorvaldsen. Den ironiske pointe er da, at det kun ud fra et konventionelt synspunkt var en “Feil”, at han ikke delte sin “Glands med en elskværdig Viv”. Med dets drillende charme hylder digtet tværtimod Thorvaldsens ukonventionelle ungkarlestatus og peger dermed på en af grundbetingelserne for, at hans liv kunne blive rollemodel for udviklingen af modernitetens frie individ.

Archival Reference

m32, nr. 22

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Other references

Subjects

Commentaries

  1. At Thorvaldsen i digtet tiltales med Du, kan forklares med poetisk frihed. Bertouch var under normale omstændigheder Des med Thorvaldsen, som det fremgår af hendes brev af 25.3.1821.
    At hun tager sig den frihed at sige Du straks fra digtets start, har uden tvivl fået tilhørerne til at spidse ører. Og tiltaleformen forstærker digtets uformelle grundtone og lægger op til digtets afsluttende pointe: Nu skal der tales ligeud af posen.
    Se i øvrigt Dus med Thorvaldsen.

  2. I 1820 var Thorvaldsen blevet internationalt berømt og blev meget ofte omtalt i aviser og var ofte genstand for digte og taler. Mange af disse tekster kan læses i dette Arkiv.

  3. Thorvaldsen havde i 1820 modtaget flere ordner og mange andre hædersbevisninger, se Thorvaldsens udnævnelser.

  4. Dvs. fyldehorn, egentlig det samme som et overflødighedshorn, se Ordbog over det danske Sprog.

  5. Dvs. af en laurbærkrans, se Ordbog over det danske Sprog.

  6. Thorvaldsen havde under sit Danmarksophold 1819-20 modtaget mange væsentlige opgaver for den danske stat navnlig til Christiansborg og Vor Frue Kirke i København.

  7. Ordet er velvalgt i et digt til en billedhugger som Thorvaldsen, der gik meget op i, at hans marmorskulpturer ikke havde grå pletter, eller andre “fejl”. Bertouch’ drilleri er på højt plan.
    Se i øvrigt emneordet Pletfri marmor.

  8. Dvs. familien Bertouch’ hjem, herregården Søholt, ca. 8 km fra Maribo på Lolland.

Last updated 14.02.2020