7.11.1803

Sender

Bertel Thorvaldsen

Sender’s Location

Rom

Recipient

Charlotte Schimmelmann

Recipient’s Location

København

Information on recipient

Ingen udskrift.

Dating based on

Dateringen fremgår af brevet.

Abstract

Petition from Thorvaldsen, drawn up in collaboration with Herman Schubart and addressed to Schubart’s sister. She is requested to exert her influence so that Thorvaldsen will receive commissions from the Danish government and be able to stay another two years in Rome.

Document

Rome le 7 Novembre 1803

Madame la Comtesse

Pardon si un inconnu ose s’adresser à Vous; mais on dit que Vous êtes si bonne, si sensible aux malheurs d’autrui, et si j’en juge d’après l’excellent Coeur de Votre respectable FrereI, je dois Vous supposer la Dame la plus accomplie qui puisse existerII. On m’a toujours dit Madame la Comtesse que Vous ne cessiés de faire le bien, que Vous Vous interessiésIII aux Arts, aux Artistes, et a Ceux qui ont des talents. Les miens ne sont enverité pas forts grands, mais je sens que si le destin se lasse de me persecuter, je ne serai pas indigne d’etre Votre CompatrioteIV Madame la Comtesse. Je sais que Monsieur Votre frere Vous a parlé de moi, de mes ouvragesV, et de mes malheursVI. Il Vous aura dit ce que son Coeur sensible lui aura inspiré, et je suis bien persuadé qu’il Vous a trop dit, mais je ne Vous cache pas que si par Vos bontés je pouvois obtenir de quoi vivre encore deux ans, je deviendrai un artiste habileVII. Vous voyés Madame la Comtesse que j’ose Vous parler avec franchise même au depends de la modestie, et cela Vous prouve combien ma confiance en Vous est grande. Si le RoiVIII m’accorde quelque secours, je m’engagerai à travailler pour Sa MajestéIX. On n’a qu’a me donner le sujet que j’excécuterai avec enthousiasme puisqu’il s’agira de me rendre digne de Votre bienveillance. Les fraix du marbre devroient etre pour le Compte de la Cour parceque je n’ai aucun moyen pour y supléer moi meme; mais l’ouvrage seroit excecuté a raison de ce qu’on me donneroit anuellementX, et pour m’acquitter envers un Gouvernement paternel qui ne me doit rien, mais auquel je dois tout le bonheur qu’il repand sur ma chere patrie.
Ma hardiesse est grande Madame la Comtesse de m’adresser à Vous; mais Votre bonté est plus grande encore, et cela me rassure. D’ailleurs c’est Monsieur Votre FrereXI qui m’a donné du Courage, et c’est lui qui me permet de Vous écrire tandis que je n’ose pas meme m’adresser à Son Excellence le Comte ReventlowXII qui fut de tout tems mon protecteur, et moins encore a Son Excellence Monsieur le Comte Votre EpouxXIII, quoique je sache qu’il a la plus belle ame, et le caractère le plus noble.
J’ai l’honneur de me signer avec le plus profond respect et la plus grande admiration

Madame la Comtesse
Votre très humble et très obeissant serviteur

Oversættelse af dokument

Rom den 7. november 1803

Fru grevinde

Undskyld hvis en ukendt vover at henvende sig til Dem; men man siger, at De er så god, så lydhør overfor andres ulykke, og hvis jeg skal dømme efter deres agtværdige broders gode hjerte, ville jeg formode, at De var den mest fuldkomne dame, som kunne være til. Man har altid fortalt mig fru grevinde, at De ikke ophører med at gøre godt, at De interesserer Dem for kunst, for kunstnere og for dem, der har talenter. Mine [talenter] er i virkeligheden ikke særlig store, men jeg fornemmer, at hvis skæbnen bliver træt af at plage mig, ville jeg ikke være uværdig til at være Deres landsmand, fru grevinde. Jeg ved, at Deres hr. broder har talt til Dem om mig, om mine værker og om mine ulykker. Han vil have sagt Dem det, som hans følsomme hjerte har tilskyndet ham til, og jeg er overbevist om, at han har sagt for meget til Dem, men jeg vil ikke skjule for Dem, at hvis jeg for Deres godhed kunne opnå at bo her endnu to år, ville jeg blive en habil kunstner. De ser fru grevinde, at jeg drister mig til at tale til Dem med oprigtighed selv på bekostning af beskedenheden, og dette beviser for Dem, hvor stor min tillid til Dem er. Hvis kongen tilstår mig bistand, vil jeg forpligte mig til at arbejde for hans Majestæt. Man skal blot give mig motivet, som jeg vil udføre med ildhu, da det gælder om at gøre mig værdig til Deres velvilje. Udgifterne til marmor skulle dækkes af hoffet, fordi jeg ingen midler har til at forsørge mig selv, men værket skulle udføres på grundlag af det, som man ville give mig årligt, for at jeg kan gøre fyldest overfor en fædrene regering, som ikke skylder mig noget, men til hvilken jeg skylder al den lykke, som den udøser over mit kære fædreland.
Mit mod er stort fru grevinde, siden jeg henvender mig til Dem; men Deres godhed er endnu større, og dette beroliger mig. Desuden er det Deres hr. broder, som har givet mig modet og ham, som har tilladt mig at skrive til Dem, hvorimod jeg ikke engang vover at henvende mig til hans excellence, grev Reventlow, som altid har været min beskytter, og endnu mindre til hans excellence, hr. greven, Deres gemal, som jeg ved har det smukkeste sind og den mest noble karakter.
Jeg har den ære at underskrive mig med den mest dybfølte respekt og den største beundring

Fru grevinde
Deres meget ydmyge og meget lydige tjener

[Oversat af Kirstine Reffstrup]

General Comment

This petition to Herman Schubart’s sister was written by Schubart himself on his characteristic note paper, of which only one column of the sheet is filled in. It is not known whether the wording is Schubart’s alone, but it is likely that Thorvaldsen has left it entirely to his willing benefactor to compose the petition, both because it was addressed to his sister, and because it was to be written in French – her preferred language of correspondence – which Thorvaldsen probably did not master sufficiently well to be able to write a fluent and correct letter, cf. the related article Thorvaldsen’s Spoken and Written Language. However, it is also possible that Thorvaldsen did not like to ask for help in this direct manner, and that he therefore left it to Schubart to compose the letter.
Thiele is not in any doubt that Schubart is the author of what he calls “…this insipid, obsequious letter, in every way unworthy of Thorvaldsen…”, cf. Thiele I, p. 203 and 205. Thiele’s criticism is probably not aimed at this letter alone. His negative attitude to Schubart’s person may have been caused by the fact that the relationship between Thorvaldsen and Schubart became less cordial at the end of the 1810s, and that Schubart’s posthumous reputation became slightly tarnished, see more about this in his biography. Thiele’s comment is written with the wisdom of hindsight: He knew how the relationship between the patron and the sculptor developed later and therefore did not evaluate this letter on the basis of Thorvaldsen’s circumstances in 1803.
Irrespective of Thiele’s disapproval, the letter had the desired effect. The countess wrote back to her brother 10.12.1803: “…I [was] sincerely moved when I read his letter, and my husband was not indifferent either ..”, see letter dated 21.1.1804.

The letter draft was part of Schubart’s efforts in 1803-04 to get support in Denmark for Thorvaldsen to continue his career in Rome, see the related article Thorvaldsen’s Continuance in Rome 1803-04.
It is known for certain that the present draft resulted in a letter since Schimmelmann in December 1803 wrote to her brother that she had started to work on Throvaldsen’s behalf in Danmark. This is evident from the above-mentioned letter from Schubart dated 21.1.1804, in which he informs Thorvaldsen about the positive development in the matter.
The draft was probably written in Rome as one of Schubart’s last initiatives before he went to Naples, where he announced his arrival in a letter to Thorvaldsen dated 12.11.1803.

Document Type

Udkast af koncipist

Amanuensis

Herman Schubart

Archival Reference

m28, nr. 18

Thiele

Gengivet hos Thiele I, p. 203-205.

Subjects

Persons

Commentaries

  1. Dvs. Herman Schubart, brevets faktiske pennefører, jf. den generelle kommentar.

  2. Som det fremgår, rummer brevet flere af denne slags floromvundne og overdrevent smigrende vendinger. Denne fidele indstilling var ifølge Thiele slet ikke karakteristisk for Thorvaldsen, men synes at være blevet lagt ham i pennen af brevets koncipist, Herman Schubart. Dette er uden tvivl årsagen til, at Thiele vurderede dette brev så negativt, se den generelle kommentar.

  3. Charlotte Schimmelmann var kendt for sin mæcenvirksomhed, se hendes biografi.

  4. At Thorvaldsen skulle blive uværdig til at være grevindens landsmand, hvis ikke han kunne forfølge sin karriere i Rom, var mere end blot tom smiger. Fædrelandskærligheden spillede en afgørende rolle i argumentationen for at lade Thorvaldsen forblive i Rom: Det tjente Danmark bedre med en talentfuld billedhugger dér end hjemme i København. Se mere herom i referenceartiklen En fri mand. Thorvaldsens forbliven i Rom.

  5. Her hentydes først og fremmest til Jason med det gyldne skind, A52, og den enorme succes, denne statue havde opnået. Jf. evt. referenceartiklen Jason og Hopes bestilling.

  6. Her hentydes antagelig ikke kun til Thorvaldsens sygdom i årene 1803-04, se referenceartiklen herom, men antagelig også til den penible situation, som Thorvaldsen befandt sig i: Formelt set var han forpligtet til at vende hjem til Danmark og vende ryggen til alle de muligheder, der stod åbne for ham i Rom efter hans gennembrud med Jason med det gyldne skind, A52. Om dette dilemma, se referenceartiklen En fri mand. Thorvaldsens forbliven i Rom 1803-04.

  7. Det forekommer umiddelbart ikke helt forståeligt, hvorfor Thorvaldsen i efteråret 1803 mente, at lige netop to års yderligere ophold i Rom ville have været tilstrækkelige til at gøre ham til en “artiste habile” al den stund, at han i 1803 var blevet hyldet som en stor kunstner fra flere sider pga. Jason med det gyldne skinds, A52, succes. Thorvaldsens kunstneriske selvbevidsthed synes ikke at have været så lav, som brevets beskedne formulering lader ane. Alt tyder tværtimod på, at billedhuggeren var så overbevist om sit talent, at han fandt det urimeligt at vende tilbage til Danmark, fordi udsigterne til kunstnerisk arbejde i Danmark var temmelig ringe; se mere om dette i referenceartiklen En fri mand. Thorvaldsens forbliven i Rom.
    De to år forekommer da snarere skønsmæssigt valgt. Thorvaldsen håbede antagelig på, at han efter to år ville have modtaget så tilpas mange bestillinger, at han ville kunne klare sig på egen hånd, og da frit kunne vælge, om han ville blive i Rom eller ej. Desuden kunne han antagelig ikke bede om støtte i en længere periode. Og så kan det trods alt heller ikke udelukkes, at han på dette tidspunkt overvejede at vende tilbage til Danmark efter to år.

  8. Dvs. den danske konge Christian 7., i praksis kronprins Frederik (6.) og den danske regering.

  9. Meningen med nærværende bønskrift kommer tydeligt frem her: Thorvaldsens/Schubarts anmodning om støtte var egentlig ikke stilet til Charlotte Schimmelmann; hun skulle i stedet virke for, at kongen/den danske regering bestilte nogle værker hos billedhuggeren.
    Resultatet af bestræbelserne blev faktisk, at kongen/den danske regering i foråret 1804 gav Thorvaldsen en understøttelse via den statslige Fonden ad usus publicos, sådan som Thorvaldsen ønskede sig det i nærværende brev. Siden hen modtog Thorvaldsen også bestillinger til Christiansborg Slot.
    Imidlertid kunne Thorvaldsens vilkår for modtagelse af en kongelig støtte ikke stilles op, som Thorvaldsen/Schubart gør det her: Hvis kongen støttede billedhuggeren, ville billedhuggeren gerne arbejde for kongen.
    Det forholdt sig tværtimod sådan, at Thorvaldsen formelt set allerede var i kongens tjeneste i kraft af det rejsestipendium, som Kunstakademiet havde tildelt ham. En af betingelserne for modtagelsen af dette var netop, at stipendiaterne skulle vende tilbage til Danmark og arbejde for den enevældige konge/fædrelandet. Thorvaldsens frihed til at vælge, om han ville arbejde for kongen eller ej, var altså formelt set ikke-eksisterende, se mere herom i referenceartiklen En fri mand. Thorvaldsens forbliven i Rom.

  10. Her foreslår Thorvaldsen/Schubart med andre ord, hvordan billedhuggerens arbejde for Danmark i Rom i gunstigste fald skulle finansieres: Udgifter til marmor skulle afholdes af den danske regering, mens lønnen skulle udbetales som et årligt honorar.
    Nogenlunde samme tanke lancerede Schubart i sit brev af 26.3.1804 til kronprins Frederik (6.), hvor han skrev: “Le Roi payeroit donc à notre celebre sculpteur non pas une pension, mais le salaire de ses ouvrages…”

  11. Dvs. Herman Schubart, brevets koncipist!

  12. Dvs. Christian Ditlev Reventlow, der i Thorvaldsens ungdomsår i København havde understøttet billedhuggeren, som det fremgår af det følgende.

  13. Dvs. den danske finansminister Ernst Schimmelmann.
    Selvom Thorvaldsen/Schubart skriver, at billedhuggeren ikke vovede at henvende sig direkte til Reventlow og Schimmelmann, kom de begge til at spille en rolle i bestræbelserne for at Thorvaldsen kunne blive i Rom, se referenceartiklen herom.
    Schubart giver med andre ord nærmest en opskrift til sin søster på, hvordan hun skal gå frem for at opnå det ønskede.

Last updated 21.09.2018