Heinrich Keller
Rom
Karl Pfyffer von Altishofen
Luzern
Dateringen fremgår af dokumentet.
Keller reports that the model for Dying Lion (The Lucerne Lion) , cf. cast A119, is nearly finished, and that it arouses admiration. Keller has investigated what it would cost to have the monument carved in colossal size, and he recommends the use of a local Swiss sculptor in order to keep the costs down. He regrets that his health does not allow him to do the work himself.
Rom de 22 May 1819.
Theuerster Herr und Freund!
Der LöweI nähert sich seiner Wollendung und wird allgemein bewundert; Thorwaldson hat die gröβte Freude über die gigantiske AusführungII seines Modells[.] Meine beiden Letzten enthalten zum Theil schon eine Antwort auf Ihr Letztes rücksichtlich auf den ArbeiterIII, der von Rom kommen sollte. Im Studium von Thorwaldson befindet sich einer der scavatoreIV in den Steinbrüchen von CarraraV war und den Marmor zusammenhaut, wie Kraut und RübenVI, der mit groβen Maβen umzugehen weiβ, allein freilich nicht ausführen kann. Nach Ihrem letzten Briefe kam mir der Gedanke, auch diesen zu fragen. Ich führte ihn vor das ModellVII, maβ ihm die ihm die Länge von ungefähr 30 FuβVIII wor, erk[l]ärte ihm die Beschaffenheit des SteinsIX und fragte ihn; was er für die Ausführung in diesem Maasstabe verlangte? Er frug lang und viel und kalkulierte und dachte, und sagte mir endlich nach reichlichem Überlegen, daβ man ein solches Werk nicht unter 1500 ScX machen könne. Es ist also am besten wenn Sie die SchweitzerkünstlerXI dazu gebrauchen, denn in Rom sind sie theuer, weil sie so viel verdienen, als sie wollen. Es wäre freilich das Beste gewesen, wenn man sich mit einem hieβigen Bildhauer hätte verstehen können, übrigens muβ der, welcher diese Arbeit unternimmt, mehrere Menschen anwenden, ein einziger hätte Jahre langXII zu schaffen. Auch den Tisch inbegriffen, sind 100 Louis d’orXIII zu wenig, denn, wenn er die Hin und Herreise abrechnet, so blieben ihm etwan 300 Scudi, und der Geringste verdient mehr in RomXIV selbst, übrigens würde sich die Summe sehr verringern, wenn er nicht für seinen Unterhalt und Wohnung zu sorgen hätte. Mir ist leid, daß ein BlutsturzXV mich zwang die Bildhauerei aufzugeben, sonst wäre ich selbst gekommen und hätte die Sache, als eine Reise nach der Schweiz zu meinem Vergnügen betrachtet, um die Freude zu haben, ein Jahr in meinem lieben, unvergeßlichen Luzern und in Ihrer Gesellschaft zuzubringen.
So bald Torwaldson dem letzten Zug an dem Modelle gethan hat, so nehme ich daßelbe in Empfang und ehe es noch trocken ist, laße ich ihm die KisteXVI anmeßen, damit keine Zeit verloren geht, fürs Übrige beziehe ich mich auf meine beiden Letzten. Was ich zur Beförderung der Sache thun kann, werde ich nicht unterlaßen.
Mit Achtung und Freundschaft, ewig
Ihr
Keller.
Brevet indgår i en lang korrespondance mellem bestilleren af monumentet Døende løve (Schweizerløven), jf. A119, Karl Pfyffer von Altishofen og mellemmanden Heinrich Keller, der som bosiddende i Rom kunne virke som indpisker for Thorvaldsen. Se referenceartiklen om monumentet for mere herom. Eller se hele korrespondancen mellem Keller og Pfyffer von Altishofen her.
|
|
Døende løve (Schweizerløven), 1819, inv.nr. A119 |
Last updated 18.10.2014
Thorvaldsen var omkring den 22.4.1818 (jf. brev af denne dato) gået ind på at modellere en døende løve og levere en gipsafstøbning i naturlig størrelse af denne til et mindesmærke, der skulle opstilles i Luzern, jf. Døende løve (Schweizerløven), afstøbning på Thorvaldsens Museum, A119. Monumentet skulle hædre mindet om de schweizergardister, der kæmpede for Ludvig 16. under de revolutionære styrkers storm på Tuilerierne i Paris 10. august 1792.
Keller virkede som mellemmand mellem bestilleren Karl Pfyffer von Altishofen i Luzern og Thorvaldsen i Rom.
Se referenceartiklen om bestillingen for mere herom.
Keller havde foreslået Thorvaldsen at lade løven hugge i kollosalstørrelse direkte i sandstensklippevæggen i Luzern, hvor monumentet skulle opføres, i stedet for at lade den hugge i marmor eller granit eller støbe i metal i lidt over naturlig størrelse. Thorvaldsen var begejstret for ideen; se hertil også Kellers breve af antagelig 5.12.1818 og 20.2.1819.
Pfyffer von Altishofens brev til Keller kendes p.t. ikke, men af Kellers svar fremgår det, at intentionen på dette tidspunkt var at få en i Rom bosiddende billedhugger eller stenhugger til at tage til Luzern for at foretage selve udhugningen af monumentet efter Thorvaldsens model. Dette mente Keller dog ville blive for dyrt, jf. det følgende.
Dvs. en ansat, antagelig en stenhugger, i de berømte marmorbrud i Carrara, hvis arbejde formentlig har bestået i den grove udhugning af sten i modsætning til assistenterne i Thorvaldsens værksted, der også kunne hugge de finere og mere komplicerede dele af værkerne. I Thorvaldsens værkstedsregnskaber bruges normalt betegnelsen scalpellino for en stenhugger. Se evt. referenceartiklen om Thorvaldsens værkstedspraksis for mere herom.
De berømte marmorbrud ved Carrara.
Dvs. hulter til bulter. Passagen går formentlig på det arbejde, der skulle udføres i Luzern med at udhule en grotte i klippevæggen, hvori også løven skulle udhugges. Løven alene blev i sin endelige udførelse 9 m lang, og grotten 13 m i bredden. Der var altså tale om betydelige stenmængder, der skulle borthugges. Se evt. referenceartiklen om bestillingen.
Dvs. modellen af Døende løve (Schweizerløven), jf. afstøbning på Thorvaldsens Museum, A119, der var under udarbejdelse på denne tid.
En fod svarer til ca. 30 cm, dvs. at løven beregnes til at måle ca. 9 m. Se evt. referenceartiklen Mål og vægt.
Dvs. den sandstensklippevæg ved et gammelt stenbrud i Luzern, hvor monumentet skulle udhugges. Se evt. referenceartiklen om bestillingen.
Dvs. scudi. Se hertil evt. referenceartiklen Møntenheder.
Også andre årsager end de økonomiske talte for, at det blev en lokal schweizisk kunstner, der udførte monumentet. Monumentet hædrede netop schweizere og den tapre “schweizerånd” og var indskrevet i retorikken omkring schweizisk selvstændighed. Mange ønskede derfor et værk af en schweizisk kunstner. Ved at vælge Thorvaldsen var dette udelukket, men den mekaniske udførelse kunne som plaster på såret overlades til en schweizer. Det blev den schweiziske billedhugger Pankraz Eggenschwyler, der i første omgang blev overdraget opgaven med at hugge monumentet ud af klippevæggen. Da han efter et alvorligt fald måtte trække sig tilbage (og siden døde), overtog den tyske billedhugger Lucas Ahorn i stedet. Se evt. referenceartiklen om bestillingen for mere herom.
Den tyske billedhugger Lucas Ahorn, der endte med at udføre monumentet pga. forgængeren Pankraz Eggenschwylers fald under arbejdet, påbegyndte arbejdet 28.3.1820 og fuldførte det 7.8.1821. Det tog dermed 15 måneder.
En fransk guldmønt, der var internationalt gangbar. Se evt. hertil referenceatiklen om datidens møntenheder.
Se f.eks. Thorvaldsens samtidige værkstedsregnskaber fra hhv. 1.5.1819, 8.5.1819 og 22.5.1819 for eksempler på ugentlige udbetalinger til hhv. assisterende billedhuggere, stenhuggere m.v.
For flere eksempler se dokumenterne tilknyttet emneordet Værkstedsregnskaber.
Keller var oprindelig selv udøvende billedhugger og udførte bl.a. den grovere del af arbejdet på Thorvaldsens gennembrudsværk Jason med det gyldne skind, A822, men han måtte pga. en ikke nærmere defineret lungesygdom (i datiden kaldet brystsyge) og den her omtalte “blodstyrtning”, dvs. blodigt opkast eller en blødning fra lungerne, ophøre med at virke som billedhugger i 1805.
Først d. 3.7.1819 kunne en meget lettet Keller melde, at modellen var færdig og afformet i gips. Fremstillingen af de omtalte transportkasser kunne dermed sættes i gang.