Jens Baggesen
København
Bertel Thorvaldsen
København
Dateringen fremgår af digtet.
Poem for Thorvaldsen sung at a party in the literary society Clio.
Skaal for Thorvaldsen.
(Afsjungen i Selskabet Clio, den 30te Octbr. 1819.)
––––––
Den store Genius ei døer,
Skjøndt ofte Jorden den forlader;
Den aabenbarer sig som før
Endnu for Slægtens Myriader.
Og stundom seer man doppelt skjøn
Med Krands om Tinding evig grøn,
I Kunstens alleryngste Søn
Den allerældste Kunstens FaderI.
Med Verdens største MalersII Død
Vel Farvebilledkunsten døde!
Men Rafael igjen blev fød
I StubbsIII nys svundne Morgenrøde.
Og Held os! end i PurpurglandsIV,
På Veien til Apelless Krands,
I alle Farvers Trylledands,
En EckersbergV endnu vi møde.
Og Digteraanden ei sov hen;
Af den har Verden endnu mere.
HomerVI gik i Virgil igjen,
Virgil i Dante, han i Flere.
Vi andre Digt’reVII, store, smaa,
Hvoraf tolv fjorten saa som saa
Paa hver af hine største gaae,
Hvert Efteraar paa ny florere.
Men hvad i Marmor evigt staaer,
Derpaa man sieldnere mon støde;
Det er i Dag to tusind Aar,
Da PhidiasVIII den gamle døde.
See! ClioIX smiler med Behag
Paa Danmarks Dronnings FødselsdagX
I vor Beundrings Vennelag
Ved Mandens pludselige Møde!XI
Baggesen.
Som det fremgår af digtets overskrift, blev det afsunget ved en fest 30.10.1819 i det litterære selskab Clio, som festligholdte dronning Marie Sophie Frederikkes fødselsdag to dage tidligere. Ved denne lejlighed blev Thorvaldsen indbudt, ligesom også Baggesen, der indtrængende udbad sig Thorvaldsens tilstedeværelse, se brev af 29.10.1819. Thorvaldsen blev inviteret som særlig prominent gæst, fordi han tidligere på måneden var ankommet til København.
Digtet er afskrevet fra Baggesen, op. cit., se scanningen, der er knyttet til denne afskrift. Digtet kendes også fra to andre trykte udgaver: Thiele, op. cit., og Barfod, op. cit., der begge afviger på en del punkter i forhold til det her citerede, se kommentaren til ordet Purpurglands i 2. vers.
Baggesen skrev desuden en revideret udgave af digtets sidste to vers i Thorvaldsens stambog 9.5.1820.
Baggesen fejrede Thorvaldsens ankomst til København med to andre digte: Det ene var ‘Ved Thorvaldsens Giensyn’, og det andet et epigram i Dana. Poetisk Lommebog for 1820.
Last updated 13.02.2015
I dette første vers anslås digtets hovedtema, nemlig at man i nutiden kunne møde kunstnere, der var reinkarnerede udgaver af kunstens stamfædre. Dette evige genfødselstema stod ikke kun centralt i nyklassicismens tankegrundlag, men også i de tidligste karakteristikker af Thorvaldsen: Han blev betragtet som antikkens genføder; “Ist gefüllt zwischen uns und der Antike die Klüft?”, spørger fx Baggesens gode ven, Friederike Brun retorisk i sit hyldestdigt 1803 til Jason med det gyldne skind, A52.
Når Baggesen indleder sit digt her med at fastslå, at kunstens yngste sønner er nye udgaver af kunstens ældste urfædre, så peger han på hovedtemaet i den datidige forståelse af Thorvaldsens kunst.
Se også referenceartiklen om Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles.
Dvs. den italienske renæssancemaler Rafael (1483-1520), sådan som det fremgår af det følgende. Når Baggesen nævner Rafael her, skyldes det ikke kun hans berømmelse, men også at Thorvaldsen regnede maleren for et sine største kunstneriske forbilleder.
Den danske maler C.G. Kratzenstein Stub, hvis nylige død i 1816 Baggesen hentyder til i det følgende.
Den meget entusiastiske jævnføring af Kratzenstein-Stub med Rafael er desto mere bemærkelsesværdig i lyset af den ringe anerkendelse, Kratzenstein-Stub nyder i dag.
Hos Thiele og Barfod, op. cit., er der adskillige forskelle i digtet herfra og et vers frem. Deres version lyder:
[...]
Og, Held os! end i Morgenglands,
I alle Farvers Trylledands,
På Veien til Apollo’s Krands,
En Eckersberg endnu vi møde.
Og Digtekunsten ei sov hen,
Af den fik Verden endnu mere:
Homer gik i Virgil igien,
Virgil i Dante, han i flere.
Vi andre Digtre, store, smaa,
Hvoraf tolv, fiorten nu som saa
Paa hver af hine største gaae,
Hvert Efteraar paa ny florere.
Herefter fortsætter digtet hos Thiele med sidste vers, som bortset fra én lille minutiøs forskel er identisk med den her citerede udgave fra 1820.
Den danske maler og Thorvaldsens ven, C.W. Eckersberg.
At Homer fremhæves i et digt til Thorvaldsens ære er ikke nogen tilfældighed. De homeriske helte og motiver er netop udgangspunktet for mange af Thorvaldsens værker. Thorvaldsen kan dermed betragtes som endnu en af de skulpturelle “digtere”, hvori Homer går igen, som Baggesen siger om Vergil og Dante etc., se også kommentaren til Kunstens Fader ovenfor.
Af hensyn til versefødderne er et e udeladt i ordet digtere.
Sammenligningen mellem den antikke billedhugger Fidias og Thorvaldsen forekom hyppigt i datiden, se referenceartiklen Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles herom.
Clio er historieskrivningens muse og tillige navnet på det selskab, der arrangerede den fest, hvor digtet blev sunget.
Meningen er med andre ord, at ikke kun det forsamlede selskab, men også selveste Historien smiler veltilfreds ved Thorvaldsens tilsynekomst, jf. det følgende.
Dvs. dronning Marie Sophie Frederikke, der havde fødselsdag den 28.10., to dage før arrangementet i Clio.
Med denne linje får Baggesen elegant slået to fluer med et smæk: I første omgang skal ordene forstås som Fidias’ pludselige genkomst i nutiden – i Thorvaldsens skikkelse.
Men ordene hentyder også mere konkret til Thorvaldsens længe ventede hjemkomst til Danmark og specifikt til hans fremmøde i selskabet Clio netop den aften. Baggesen havde dagen før udtrykkeligt bedt billedhuggeren om at møde op – uden tvivl for at sangens afsluttende linje kunne virke efter hensigten.
I den senere udgave af digtet, der er trykt hos Barfod, op. cit. er denne sidste linje erstattet af følgende:
...Ved Fidias den andens Møde.
Her gentages altså sammenligningen mellem Fidias og Thorvaldsen mere håndfast end fire linjer ovenfor.