Frederiksteens Fæstning d. 21. Februar 1824
Høivelbaarne
H.r Etatsraad og Professor Thorvaldsen!
Ridder af Dannebroge i Rom.
Uforglemmelige Velgjører!
At jeg har overdraget min Egtefælle Anna Gotharda Gunnerus, fød Gadebusch, og vores fælleds syv umyndige Børn det af Deres Høivelbaarenhed ved Gavebrev af 24de. Maii 1822 ædelmodigen til vores Alles Redning skjænkede Kunstværk: en Basrelief i carrarisk Marmor, forestillende en Gruppe af en Moder med tvende Børn – med samme fuldkomne Ejendomsreet, som Gaven overdroges mig, det maa jeg med ligesaa dyb Taknemmelighed som Ærbødighed finde mig pligtig til, herved at anmelde for Deres Høivelbaarenhed! Øjemedet af denne formeligen, og i offentligen bekræftede Vidners Nærværelse skriftligen udførte Beslutning og Overdragelse til Hende og Børnene, er dette: at Kunstværkets Udbringende ene og alene skal anvendes til deres Fremtidsvel, ved at udsættes paa Rente i Norges offentlige Sparebank til Underholdningshjelp for hende, og til Opdragelse for samtlige Børn. Jeg er saaledes fast og urokkelig bestemt til, ej for min egen Person at nyde det ringeste Gode, eller nogensomhelst Fordeel i mit Liv af hvad denne hæderlige, med saa megen umiskjendelig Hjertets Godhed offererede Gave maatte kunne udbringes til; da jeg, som alderstegen og svagelig vil, for mine faa Levedage, med rolig Bevidsthed og stadigt Blik til den guddommelige Retfærdighed, standhaftigen bære min Skjebne. (: Kun een Bøn torde jeg i Menneskehedens og Retfærdighedens hellige Navn frembære for Deres Høivelbaarenhed! den nemlig: at maatte engang oplyses om, hvilke de Forebringender og Denunciationer ere, og kan indeholde, der have bevirket hvad aldrig kunde tænkes, paa det at jeg offentligen kan lægge Sandhed for Dagen, og retfærdiggjøre mig.:) Grunden til denne ømme og høitidelige Afstaaelse er: for det første, at den uforglemmelige Givers ædle Hensyn ved denne sjeldne Gave, især var henvendt paa den talrige Familie, hvis Fader jeg var; og for det andet, at jeg nu ikke længere kan tvivle om, at Mægtiges Indvirkninger til min individuelle Persons Nedsættelse hos min store Velgjører, har aarsaget, at det herlige Redningsmiddel ej efter Gavebrevets menneskekjærlige Indhold og Formeld blev, eller er bleven afsendt; – thi jeg har ikke siden selve Gavebrevet den 22de. Junii 1822 indløb mig, havt den Lykke at modtage mindste Underretning fra Nogen om enten den i samme nævnte Afsendelse, eller en Realisation uden Afsendelse. Efter Addresse til Hr. Grosserer Stub i Livorno – og efter flere Ganges Skrivelse til ham, modtog jeg med alle Mine, med inderlig Bedrøvelse et hans Svar, dat. 16de. Junii f.A. hvori han melder: ej at have modtaget Kunstværket til Besørgelse, samt, at ogsaa den Kongl danske Viceconsul Hr. Marassi var uvidende om Sagen. –
Under 26. April og 9. Aug. f.A. gav jeg mig den Ære directe at tilskrive Deres Høivelbaarenhed! Under 1ste. September næstefter ligesaa, igjennem Hr. Stub i Livorno, tilligemed en Duplicat-Skrivelse, hvorved fulgte en offentlig Attest fra Frederikshalds øverste Geistlige, Hr. Provst Breder, forsynet med den civile Øvrighedspersons notariale Bekræftning om Underskriftens Rigtighed. Attesten bevidnede Sandheden af min Familiestørrelse, og dens almeenagtede Forhold, for at tilstilles Deres Høivelbaarenhed. Jeg bør troe, at dette er skeed. Atter under 10de. sidstnævnte Maaned anmodede jeg velbemeldte Hr. Stub – alt paa Grund af min Velgjørers Addresse – anmodede jeg ham om at vigilere for en Realisation i Italien.
Men vi – jeg og hele min lidende Familie – have nu siden førnævnte hans Skrivelse af 16. Junii 1823, hvori han melder Intet at vide – Intet har havt fra ham.
Min Kone, der, efter den af mig skede Ejendomsoverdragelse eller Afstaaelse, er anbefalet til en virksomfrie, viis og værdig Norsk Borgers Raadgivelse, ønsker, om ej nogen Slags fordeelagtig Realisation maatte være skeed, at da Gaven maatte, ved disse med hendes dybe Følelser forenede Linier, med samme høimodige og kjærlige Iver for Menneskevel, som den Gavebrevet tolker, bevirkes [vorde] afsendt til Helsingøer, under Addresse til den brave Kammerraad Johansen, Toldcontrolleur sammesteds, hvorhen alleroftest gaaer Leilighed fra Livorno, og atter fra Helsingøer flere Gange i Maaneden hid til Frederikshald, samt, at lige gunstigst maatte foranstaltes Assurance af 500 Pund Sterling, imod Godtgjørelse af Assurance-Præmien, den hun, uden at røre noget af selve Værdiesummen, blot ved Kunstværkets foreløbige Udstilling i Norges Hovedstad, Christiania, i en Maanedstid kan have indhentet, og lade remittere. Den værdige norske Kunstner, Maleren Hr. Capt. Munch vilde med Fornøielse heri assistere. Det velgjørende Præmie-Udlæg haaber hun, at Deres Høivelbhd: opmuntrer enten Hr. Stub, eller nogen anden af Deres Venner til at besørge.
I dette Tilfælde, har hun, i Følge Værdiges Raad, den Plan, at anbyde dette i dobbelt Henseende ærværdige Kunstværk til hele den Norske Nation, hvis Repræsentantere just nu til ny Rigsforsamling eller ordentligt Storthing ere forsamlede, og vel vil blive det til Maii Maaneds Udgang. Jeg finder denne Plan, fra flere Synspunkter betragtet, særdeles skjøn og ædel, og jeg bebreider mig, at jeg ikke forhen selv – at jeg ikke forlængst – fattede den: Deres Hbhd., som vor Tidsalders uovertræffelige Videnskabsmand i det højere Kunstfag – den Mand alle cultiverede Folkeslag i og udenfor vor Verdensdeel beundrer og høiagter, er fød Nordboe, og nedstammer sikkerligen fra den Nation, der tidligst og igjennem hele Middelalderen befolkede Island: fra Normændene. Norge er maaskee det eneste Kongerige i Europa, der ikke ejer et eneste Værk af berømte Billedhuggere. Ingen offentlig, og langt mindre nogen privat Sal kan fremvise noget deraf – end mindre noget af Thorvaldsen eller Canova. Ejerinden af hiin Gave, min Kone, agter derfor, paa forønsket Underretning om Afsendelsens gunstige Foranstaltning, at gjøre Nationen, eller Storthinget hiint Tilbud, med Proposition at Kunstværket maatte gives Plads i det i Hovedstaden Christiania etablerede, og herligt fremspirende Norske Kunstacademie, hvor det med Tryllekraft vilde vække ukjendte Følelser hos Norges mange genifulde Gutter, og hos Fædre, som hos Mødre varm og hengivenhedsfuld Beundring for den ophøjede Kunst i Almindelighed; men ej mindre for den sjeldne Menneskeven i Særdeleshed. Norges Efterslægt vil med Rette kunne sige: “Hiin store, udødelige Thorvaldsens Menneskekjærlighed plantede det første Værk i Billedhuggerkonsten paa Norges Grund, og dette Kunstværk var forfærdiget af hans egen Haand”. Hr. Etatsraad! O, lad denne dobbeltskjønne Trophæe komme til snarligen at staae i Norge! –
Saare vigtigt var det baade for min Kone og hendes Børn (: som er tilstaaet halv Lod med hende til lige Deling imellem dem, alt under Bankdirectionens Bestyrelse :) om hun var saa lykkelig snart at kunde modtage førnævnte Deres Hbhds Underretning til Fremlæggelse ved Siden af Anbydelsesskriftet, i National-Forsamlingen, paa det at denne, førend den opløstes, kunde foranstalte Subscriptionerne i de respective Districter.
Deres Høivelbhds Commissionær, som er Afskiber i Livorno vil forhaabentlig derefter, efter Deres Ordre, sende hende Skipperens Dupplicat-Connossement, med Posten. Hendes Opholdssted er fremdeles Frederikshald.
Saaledes vil da en dydig, af mangehaande Sorger og Lidelser svækket og nedtrykt Moder med hendes haabfulde 7 Børn nu alene være Gjenstanden for Deres sjeldne Hjertes ophøjede menneskekjærlige Handling, som enhver af dem i deres fjærnere, som af mig, i mit Livs nærmerre sidste Time vil erindres med Følelsen af den sandeste Taknemmelighed. Jeg har, med Hensyn til forannævnte min Ejendomsafstaaelse fundet det rigtig, som en foreløbig, skjøndt her privat Bekræftelse derom, at anmode hende om, paa egne og Børnenes Vegne, at tegne sit Navn under disse Linier, hvilket af os begge skeer med Bøn til Gud: at han vil skjænke Dem en høi og lyksalig Alder!
Deres Høivelbaarenheds
ærbødigst og ydmygst taknemmelig hengivne
| Paa egne og mine Børns Vegne, Anna Gotharda Gunnerus fød Gadebusch |
Hans Henrik Gunnerus Kammerassessor |
