Sang.
d. 8d Mts 1836.
Mel. Lad dadle Qvinderne hvo vil.
#
Vel har vi til en munter Fest,
I kjære Venner, taget Sæde;
Men Længsel er igjen vor Gjæst
Og blander Vemod i vor Glæde.
Den vinker atter os til Rom,
Om hvis Ruiner grønnes Ranker.
:|: – Ak, Ranken her kun snoer sig om
Ruiner af en – Dranker. :|:
#
Thi griber os et mægtigt Savn,
Et Savn der laaner Skuldren Vinger;
Og høit i Phantasiens Favn
Det hen til Tiberen os bringer.
Og atter flyder om os Duft
Af Laurens og Orangens Blade;
:|: Og i en romersk Aftens Luft
Vi Øiet henrykt bade. :|:
#
Til en Erindrings-Fest igjen
Skal Phantasien os forbinde.
Hver lille Plet os drager hen,
Og Minde knytter sig til Minde.
Os helligt er hvert Navn, hvert Spoer,
Skjøndt helst ved eet vor Tanke standser,
:|: Et Navn, hvem alle Musers Chor
Med Laurbærløvet krandser. :|:
#
Til ham vi gaae den vante Gang!
Tritonen end paa Torvet troner,
Symbolet paa hans Vuggesang,
Der først blev sjunget af Tritoner.
I Straalens Pladsken er en Røst,
Der falder hjemlig i hans Øre;
:|: Thi Stemmer fra sin Fædrekyst
I den han troer at høre. :|:
#
#
Ja, hen til ham, hvis Navn og Iid
En Verden undrende forkynder;
Hvis Meisel skabte for vor Tid
Et Hellas’ Kraft, et Hellas’ Ynder.
Han er vor Landsmand, er vor Ven;
Hans Navn behøver ei at nævnes.
:|: Et Glas for ham! Og et igjen!
Og ingen Draabe levnes! :|:
Henrik Hertz.
Til Hr Philipsen
NB. Det er dog vel en Triton, der staaer paa Torvet hvor Thorv: boer – ellers var Fanden løs. –