Min Hiemkomst
eller
Tildragelse
med
S T. Etatsraad, Ridder og Overbyg-
nings Directeur Hansen.
–––––––––––––––––––
Af
Olaus Peter Gram,
Ornament Billedhugger
Frederiksholms Kanal No. 243.
–––––––––––––––––––
Kiøbenhavn 1813.
Trykt hos Christopher Græbe.
Længe nynnede jeg paa et Vers som følgende:
Naar Skalkheds Dække gaaer tilside
Saa faae vi alle først at vide,
Hvo lide skal fortiente Straf,
Som ei med Skrømt kan værges af.
Dog førend jeg gaaer videre, maa jeg fortælle Læseren min Hensigt med dette Blad: Det trykkes for at tiene andre som i Fremtiden kunde falde i samme Snare som jeg, og for at hielpe Enhver som blændes af Anseelse til at see klart. Jeg taler af Erfaring, giendriver mine Sætninger, eller mine Ord blive Sandhedens. Man er meget uenig om at fortolke Dyden. Er fiantet Godhed en Dyd? saa vil jeg slet ikke giøre mig bedre end jeg er, men tilstaaer at jeg føler en Slags Beroligelse ved at bekiendtgiøre min Sag. Hvor mangen seer man ikke græmme sig, blive syg, ja endog døe over Rænker og Kabaler? Aldrig bliver dette mit Partie. Rænker og Kabaler ere alt for nedrige til at jeg skulde værdige dem min Ærgrelse: de skærpe kuns min Forstand; og jeg seer da de Elendige i Taagen famle efter deres Standart, som Logikken træder under Fødderne.
Først var det min Hensigt at udgive en Dagbog blandet med Breve: men hvad giør Volummen til Sagen? I dette findes 2de Ansøgninger til Kongen, og et Brev til S. T. Oberbygnings Directeur Hansen, som underretter ham om min sidste Ansøgnings Indlevering. Publikum vil deraf i Korthed see Fremgangsmaaden, skulde de ønske mere, er jeg villig til Detaille.
Med den største Skaansomhed og yderste Artighed betragtede jeg S. T. Etatsraad Hansen i alle hans mod mig brugte Vendinger, indtil først i August Maaned. Overbeviist om med hvad for en Charakteer jeg havde at bestille, skrev jeg følgende Ansøgning til Kongen den 9de August.
Allernaadigste Konge!
Jeg er kommet hertil fra Paris, hvor jeg i flere Aar har arbeidet ved de Keiserlige Bygninger.
Det var paa Ober Bygnings Directeur Hansens Anmodning jeg kom hertil, for ved Slottet og Frue Kirke at bruge mit Talent.
Jeg er nu her siden 30te Mai sidstleden, uden at være kommen i Virksomhed. Jeg beder allerunderdanigsts om min Etablissement maatte vorde befordret, eller min allernaadigste Konge i Hensyn til min spildte Tid vilde forunde mig en Erstatning som kunde tiene mig til min Tilbagereise.
Kbhvn. d. 9 August 1813.
Allerunderdanigst
Olaus Peter Gram,
Stuccateur.
Kongen var saa naadig at sende samme til Bygnings-Commissionen, men jeg erholdt intet Svar, som var ganske naturligt, da S. T. Etatsraad Hansen sidder i samme Commission; dog ventede jeg omtrent en Maaned førend jeg besluttede at publicere min Sag, men overrakte først min allernaadigste Konge følgende Ansøgning:
Allernaadigste Konge!
Efter 13 Aar i fremmede Lande, paa en hæderlig Maade at have fortient mit Brød, bragte Kiærlighed til min allernaadigste Konge og Fædreneland, samt S. T. Etatsraad og Oberbygnings Directeur Hansens egenhændige Forsikring om Arbeide mig her hiem.
Fra min Ankomst hertil, indtil nu, har jeg været villig til at concurere med enhver i Ornamentfaget, baade i Tegning og Udførelsen af samme; og kuns fordret daglig Løn. Dette viser, at jeg ønskede hverken at Indfødsret eller Recommendationer skulde bidrage noget til min [sic] Etablissement her. Allene mit Talent som Konstner, og min Moralitet som Borger, maatte tilkiende mig et Fortrin, om jeg fortiente det.
Derimod finder jeg mig subtilisered ved en af Deres Majestæts Undersaatter, nemlig S. T. Etatsraad Ridder og Oberbygnings Directeur Hansen.
Moralen viser Skiændigheden af det Maxime, at Alting er Ret hvad Loven ikke straffer. I Betragtning af min allernaadigste Konges Godhed og Retfærd, tillader jeg mig at forelægge min Sag, som jeg allerunderdanigst beder maatte vorde paa det nøieste undersøgt.
Jeg har giort Reisen fra Paris hertil, og lever til Dato paa min egen Bekostning, seer ikke allene min Tid og mine Penge spildt, men nødes endog til mere end at skye mit Fædreneland. Og dette foraarsager allene S. T. Ober Bygnings Directeuren.
Egentlig har S. T. Oberbygnings Directeuren intet Arbeide, men da han havde bestemt skrevet mig til at komme til dette Foraar, var det hans Ambition for nær, aabenhiertig at tilstaae mig samme. Jeg yttrede endog mine Tanker over den Uorden og Søvnighed jeg fandt i Bygningsvæsenet her, og bad ham om ei at opholde mig, men lade mig reise igien, da jeg endnu havde en lille Sum som kunde tiene mig til Reisepenge. Men nei – hans *) Hævn og * *) Konstaager var ikke dermed tilfreds. Han søgte at give sin Handlemaade et Anstrøg af Ærlighed, ved at sige han havde alting under sin Magt; Arbeid og Bistand skulde mig ikke fattes. Hans lumske Blik og ængstlige Adfærd forraadte et fordærget Hierte. Han mærkede min Tvivl, og for at give sine Ord en bedre Vægt, bad han mig at giøre en moderat Fordring af min Løn og nedskrive samme i Form af et Brev, som han vilde forelægge Commissionen, tillige giøre mig bekiendt med Deres Excellencer Grev Reventlow og Overhoffmarchall Hauch. Hans Excellence Grev Reventlow saae jeg engang i S. T. Etatsraadens Værelse og S. T: Overhoffmarschallen paa Frederichsberg Slot, hvor jeg da lovede at blive, og forlod mig paa Vedkommende. Jeg trængte nu paa for Alvor, at faae et Atelie, Materialier &c., men dette gik saa treven, at Atelien endnu ikke er istandsat, ei at tale om det øvrige. Overbeviist om at jeg ikke paa denne Maade kunde komme i Virksomhed, skrev jeg den 30te Julii et meget artigt Brev om et Forskud af 500 Rbd. for ved Penge at giøre mine Indretninger. Herpaa vat blot søgte Vendinger og *) Ubestemthed Svaret. Dette æklede mig til saadan en Grad, at jeg skrev S. T. Etatsraad Hansen den 4de August min rene Mening, herpaa blev han opbragt. Brevet blev S. T. Oberhoffmarschall Hauch meddeelt; jeg blev kaldet af samme, og jeg lovede at skrive og indfinde mig hos Etatsraaden, for at bielægge Misforstaaelsen. Saadant skeete den 12te August: men her hørte jeg blot saadanne forslidte Udtryk, som intrigante Folk bruger naar de hører Sandheden, nemlig: jeg var et uroeligt Hoved, hvorpaa Hundedagene virkede, og at jeg var utaknemmelig for det meget Gode og Ædle han havde beviist mig. Da jeg aldrig har havt andet end Skade af Etatsraadens Bekiendtskab, fandt jeg denne hans Talemaade saa ublue, at jeg tillod mig at sige han var fuld af Kneb og Usandhed, fordrede mine Tegninger tilbage, som jeg erholdt Dagen derpaa. Jeg henvendte mig nu til min allernaadigste Konge, for enten at vorde etableret eller erholde en Erstatning for min spildte Tid. Deres Majestæt var saa naadig at sende samme til Commissionen. S. T. Etatsraaden har ikke allene Indflydelse, men er selv i samme Commission, min Ansøgning bliver tilsidelagt, og jeg som den Svagere opofres til Oberbygnings Directeurens Fornøielse. Kuns directe hos min allernaadigste Konge og det ærede Publikum kan jeg vente den Medlidenhed som min Tilstand fortiener.
Allerunderdanigst
Olaus Peter Gram,
Ornament Billedhugger.
Denne Ansøgning blev læst af Hans Majestæt, og var bekiendt paa S. T. Etatsraad og Ridder Jessens Contoir. Jeg vil i dette Øieblik forbigaae de Efterretninger jeg har indhentet desangaaende, men Læseren vil bemærke: det er nu fuldkommen en Maaned siden Ansøgningen blev Hans Majestæt tilstillet, og at jeg lod S. T. Etatsraad og Oberbygnings Directeur Hansen samme vide i følgende Brev:
P. M.
Af Kiærlighed til Retfærd og Sandhed, af Had til List og Rænker anseer jeg det for Pligt at publisere min Sag. Jeg har indleveret min Ansøgning til Kongen. Da hverken Ondskab eller Bagtalelses Aand hører til mine Bevæggrunde, kan De erholde en Copie af samme naar De behager.
Jeg har ingen anden Hensigt end at gaae frem paa en retskaffen Maade, og at fremlægge Uree heden [sic] af deres Principer hvorunder jeg lider.
For at De kunde tæmme Deres Egenkiærlighed, og med mere Roelighed betragte Deres Handlemaade, vil jeg bede Dem betænke mine velmeente Raad:
Kast den gyldne Drøm af Storhed bort; dens Yndigheder varer ikke længer end som De tilsidesætter Eftertanken. Troe ikke at Snedighed har nogen Værd: hvor megen Forsigtighed behøves ikke for at skiule den lumske Side? Hvor ængstelig og stundesløst er ikke Deres Liv? Et Hierte som aldrig har følt hvad det er at giøre vel, maae troe at Dyden er en Chimære; men skulde Deres graa Haar ei minde Dem om de Øieblikke hvor al Tant forsvinder, og som et graadige af Deres verdslige Ambition ei kan tilfredsstille? De søger et Navn efter Døden. Hvad for et er skiønnere end det, at være Ædel og God? Vil De som Konstner bære Navn af Stor, vil jeg raade Dem at være tilfreds med Deres Industrie; ægte Palmer lader sig ikke tilsnige. Troer De at Christiansborg kan udholde endog den skaansomste Kritik?
De er Oberbygnings Directeur i Kiøbenhavn – Hvad vilde De være i Paris? Jeg er over alt den samme, og troer ikke under en retfærdig Regiering at nødes til at lide Uret af Dem. Vor allernaadigste Konge er for god til ei at betragte os begge som sine Undersaatter, med den Forskiel, at De er lønnet og æret for at bidrage Deres til Landets Hæder. Jeg derimod har giort store Opofringer af Kiærlighed til Konge og Fædreneland.
De var sidst saa artig at bemærke Hundedagenes Indflydelse. Vi ere nu ude af dette Himmeltegn. Mener De endnu det samme? Paa Dem er jeg bange Skorpionen har meer Indflydelse end Vægten.
Kbhvn. den 4 September 1813.
Ærbødigst
Gram.
Herpaa kom intet Svar: dog oppebiede jeg rolig Tiden, skrev imidlertid Bladet: Noget om Kunsten, især med Hensyn til Christiansborg Slot: og nu, først den 8de October, begynder jeg at publisere min Sag.
Til Læseren.
Jeg seer den gode Læser urolig over Følgerne af dette Blad. Kuns sagte: jeg kiender mine Folk. Æderkopppen naar den seer en Flue i sin [sic] Væv, piner han samme til døde: men kommer et større Insect, kryber den af Frygt ned i sit Hul, og kalder sligt ædelmodig Beskedenhed. Men Emfindligheden? vil man sige: aldeles ikke – der gives Mennesker uden Indvolde, hvis udvendige Figur blot giør dem til noget ligt et Menneske: Emfindtligheden er hos disse kuns Ceremonie, for at giøre dem selv vigtige og at paalægge andre Skaansomhed. For at vise Besværligheden af deres Kald, og for at unddrage sig noget afgjørende, skrige de stedse paa deres kostbare Tid, og deres mange Sysler, uagtet de hele Timer kan vaase over Politik og andre udvedkommende Ting. Læseren kan troe mig ubetænksom? ikke heller dette – jeg har endog iagttaget flere Formaliteter: en høiere Mund har erklæret min Sag privat, og Dannemark kan vel ikke være bekiendt despotisk at straffe en Mand, som har opofret saa meget af Kiærlighed til sit Fædreneland, som i sit Fag er saa at sige den eneste i Danmark, kan bevise hvorledes han har opført sig og hvorledes han har været behandlet i fremmede Lande. End ydermere gode Læser, S. T. Ober Bygnings Directeuren har kuns 3 Veie, nemlig: Loven, Pennen, eller – tie; ved Loven koster det Penge og Resultatet er uvis, og hertil er jeg bered at forsvare mig selv. Ved Pennen, dertil behøves Grunde og Logik, herved vil jeg ikke heller blive sat i Forlegenhed. Men tie – her seer jeg min Mand. Vil vel Læseren troe dette? Tænk kuns paa Æderkoppen. Man vil sige: man læser ikke sligt, desuden maae man være ædelmodig mod sine Fiender. Man trøster sig hemmelig, at hvad der siges er kuns en Overgang, og saaledes forholder sig kjønt rolig. Læser! hvad mig angaaer ønsker jeg ikke at have noget at bestille med S. T. Oberbygnings Directeuren, førend min Meisel kunde tiene til hans Epitaph eller min Geist bemærke Udødeligheden af hans Muse.
Erindring til Læserne af Bladet: Noget om Kunsten især med Hensyn til Christiansborg Slot, i Anledning af mit Raisonnement om Arkitekturen.
De materielle Mennesker spørge – Hvad er det for et Dyr en Ornament Billedhugger? Kan han tale om Arkitekturen? Kan han giøre noget bedre? hvorfor taler just han, og ingen anden offentlig derom? Saadant holder jeg Uvidenheden og Misundelsen tilgode. Hvor let vilde det være mig med ligesaa materielle Grunde at omstyrte disse Titanner? Men sligt sømmer ikke min Pen. For at lade dem føle deres Uvidenhed, vil jeg blot pege paa Italiens arkitektoniske Arbeider, som for det meste har havt Malere, Billedhuggere og andre Konstelskere til Bygmestere. Perault var Digter, og Doctor i Medicinen, og dog har han opført den skiønneste Bygning som den moderne Verden eier. Jeg er overbeviist om at der er mange værdige Kunstnere i Kiøbenhavn, men, deres Stilling og Forfatning tillader dem ikke at tale høit. Hvad Ornament Billedhuggeren angaaer, saa er han sieldnere at finde, end som den der med en Linial og Sirkel kan drage nogle Linier paa et Tegnebret: man finder Snese af disse, som saaledes kan tegne et smagfuld [sic] Ornament. Iøvrigt kan vel sagtens Ornament Billedhuggeren frembringe noget mere end som det den almindelige Mand forstaaer ved Ornamenter.
–––––––––––––––––––