Til Thorvaldsen
Hvi funkler nu saa stærkt hver Ynglings Øie,
Hvi hæver sig hver ædel Quindes Barm,
Hvi maae den stolte Mand saa dybt sig bøie,
Hvi vorder selv den ældste Olding varm,
Hvi rører sig saa høit hver Digtertunge,
Mens harpen klinger under Egens Blad,
Hvi hører vi hver Fugl i Lunden siunge,
Mens gamle Fiender glemmer deres Had.
#
En stor og sielden Kunstner blandt os træder,
Derfor nu vorder hver en Yngling varm,
Derfor saa høit hver Digtertunge qvæder,
Derfor sig hæver hver en Quindes Barm,
Derfor hver laant og løiet Glands bortsvinder,
Og Døgnets Smiger nu os blænder ei,
Imens hver sand og ædel Tone finder,
Til Kunstens store Søn en sikker Vei.
#
Alt, hvad i Livet kraftig sig bevæger,
Det præged han for Evigheden af,
Det skiønne Barn, der med vor Smerte leger,
Dete dunkle Aand, der stander ved vor Grav,
Den unge Pige, der sin Drøm fordølger,
Den Vises Stirren giennem Skyens Rift,
De store Heltes Sagn i Tidens Bølger,
og Troens bedste, helligste Bedrift.
#
Ja tidt skal Vinden vore Kysters Svale,
Og ofte Smerten skifte skal med Lyst,
Og ofte Regnen falde skal i Dale,
Og mangt et Foraar vexles skal med Høst,
Og længe Pilen skal i Søe sig speile,
Og længe Bølgen slaae den danske Strand,
Og mangt et Skib skal end vor Jord omseile,
Før atter der skal fødes slig en Mand.
#
Derfor vil Danmark ei hans Navn forglemme,
Saalænge Skiønhed mindes end i Nord,
Saalænge Hiertet end har Kraft og Stemme,
Saalænge Kunsten lever end paa Jord,
Saalænge Øiet mægter end at tindre,
Saalænge Siælen skimtes i dets Lyn,
Saalænge Funken brænder i vort Indre,
Saalænge Aanden ei har tab sit Syn.