Rigsforsamlings-Tidende
––––––––––––
No. I.
––––––––––––––––––––––––––––––––––––
Det norske Folk, som nylig i den Eviges Templer frivilligen har svoret at hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland, og som er bered at giøre enhver Opoffrelse for at holde denne høitidelige Eed, hæfter med Opmærksomhed sit Blik paa Rigets Mænd, som i dette Øieblik ere forsamlede paa Eidsvold, for, efter han kongelige Høiheds, Prinds-Regentens, Indbydelse og Folkets eenstemmige Ønske, at bestemme dets Regjeringsform. – Høistsamme tilligemed Rigsforsamlingen har derfor fundet passende, Tid efter anden at lade udgive denne Tidende, hvorved det som vorder forhandlet i Rigsforsamlingen paa Eidsvold vil komme til Folkets Kundskab.
Den 10de d. M. behagede det Norges Regent, Hs. Kongl. Høihed Prinds Christian Frederik at indfinde sig i Eidsvold Kirke, ledsaget af Regjerings-Raadet og flere af sine høit betroede Mænd. I Kirken mødte ogsaa høitideligen samtlige de til Eidsvold ankomne Nationens Repræsentantere ved Rigsforsamlingen, for at nedbede Himlens Velsignelse til deres vigtige Forehavende. Gudstjenesten blev forrettet af Stedets Sognepræst, Oldingen Hr. Professor Leganger, som holdt en til Dagens Høitidelighed passende Tale. – Hs. Kongelige Høihed begav sig efter Gudstjenesten hen til Eidsvold, hvor det naadigst behagede Høisamme af Nationens Repræsentantere at modtage de samme af de respektive Districter meddeelte Adresser og Fuldmagter, som af en Committee strax bleve igjennemseete og befundne at være i fuldkommen Orden.
Den 11te d. M. blev Rigsforsamlingen høitideligen aabnet af Hans Kongelige Høihed Prinds-Regenten. Regjerings-Raadet og adskillige af Rigets høieste Embedsmænd vare tilstede. Hans Kongelige Høihed holdt med Kraft og Varme følgende Tale:
Normænd! Helligt er det Kald, der samler Eder ved Fædrelandets Alter. Det norske Folks Hu staaer til Eder, dets udvalgte Mænd, at I ville vide med Viisdom og Samdrægtighed at grundlægge den Statsforfatning, af hvilken nærværende og tilkommende Slægter kunne vente Held, Orden og Velstand inden Riget.
Den viseste Regjeringsform er udentvivl den, som, sikrende Borgerfrihed og Lovens Hellighed, giver den udøvende Magt Myndighed til at udrette alt Godt og til at haandhæve Lovene; men I skulle ikke kunne give Norge en Regjeringsform, der svarer til Folkets Forventning, uden ved samdrægtigen at ville virke til eet og samme Maal: Folkets Lyksalighed banlyser enhver Tvivl, Frygt eller Mistanke fra Eders Barm, naar det gielder om at bestemme Norges Grundforfatning; ethvert Medlem af denne Forsamling vise sig som trofast, retsindig Normand, og i det han ytrer sin Overbeviisning, tænke han tillige paa de Medborgeres Stemning, i hvis Navn han taler.
Skulde Nogen fortælle Eder, at Norge ikke kan bestaae som en selvstændig Stat, da lue Kjærlighed til Fædrelandet dobbelt høit i eders Bryst; da mindes hine Oldinge, hine kraftfulde unge Mænd, der bøde Eder Held til det Hverv I gik hen at rygte[sic]; hine sagde: vanslægter ei fra Fædrene; og disse: stoler paa den Kraft, der hviler i vor Arm som i vor Villie. – Er det norske Folk da ikke mere sine Fædre ligt? Skulde Sønnerne ei ligesaagodt som de kunne forsvare deres Fjelde? Ere vi ei vante til Savn? Og kan noget Savn lignes ved Frihedens? Staaer det ei i Folkets Magt, at indrette sin Regjeringsforfatning efter Statens Tarv og de Midler den besidder i sit Skjød? – Norge har ingensinde forlangt, at Danmark skulde afholde dets Statsudgifter; i fredelige Dage har dette Rige givet Overskud af Indtægter i Stats-Cassen; og skulde Sverrig ønske Forening med Norge, for at forsørge det norske Folk med Almisse? – Hvortil lede endeligen disse bange Tvivl? Kun til frivillig Underkastelse. I Sandhed, hvad var et Folk vel værd, som frygtagtigen opoffrede sin Selvstændighed og sin Ære? Kun de Slavelænker, som fra Evigheden vare beredede for samme!
Dog, Held os! Vi ere ei vanslægtede; med høi Følelse af egen Værd har det hele Folk i Herrens Templer aflagt den høitidelige Eed, at hævde Norges Selvstændighed; denne Eed skulle I besegle, trofaste Normænd! Ved at grundlægge den Regjeringsform, under hvilken I ville leve og som I ville forsvare mod hvert Forsøg paa at kuldkaste den.
Mistvivler ei om, at I jo besidde Kraft til, selv i Modgang, at haandhæve den; og mistvivler eiheller om, at en retfærdig Gud beskytter et frit og ubetvunget Folks Anstrengelser. – Herren er mit Haab og min Tillid!
Jeg har anseet det for min første Pligt, som dette Lands Regent, at kundgjøre Nationens fredelige Forhold til andre Magter, og indtil denne Dag er ingen nye Fiendtlighed af nogen Magt udøvet imod Norge.
Jeg har tilskrevet alle de Fyrster, hvis Venskab er væsentlig for Norge og af hvis Retsindighed man kunde haabe Bistand ved en saa retfærdig Sag, saasnart Omstændighederne tillade dem at ytre deres Sindelag til vores Fordeel, – Rigets afsondrede Beliggenhed har endnu tilbageholdt disses Svar, men imidlertid er det engelske Flag igienseet og med Glæde modtaget i norske Havne. – De Svenskes Konge har jeg tilskrevet saaledes som det skal blive forelagt Rigsforsamlingen, men denne Monark har sendt min velmeente Skrivelse uaabnet tilbage.
O! gid den Konge, der siger sig at ville være det norske Folks Fader, ogsaa vilde ære dets Rettigheder og skjenke Norden Fred og lykkelige Dage; vi ønske jo kun at leve uafhængig i god Forstaaelse med et i sig selv agtværdigt Nabofolk.
Jeg skulde ansee det for en kjær Pligt, hvis jeg udførligere, med nogen slags Sandsynlighed eller Vished, kunde skildre Norges politiske Stilling; men Ingen formaar at forudsee de Begivenheder eller Omvæltninger, som Europa idet Hele eller enkelte Stater kunne være underkastede, forinden den almindelige Fred gjengiver Roe og kalder Lyksalighed og Velstand tilbage. – Held imidlertid det Folk, som, uagtet Trængsler og mangehaande Gjenvordigheder, med urokkelig Troskab, først mod sin Konge og siden mod sine egne Rettigheder og sit Nationalværd, bestaaer den gode Strid indtil blidere Dage oprinde. Europa skal ikke nægte det sin Høiagtelse og Beundring, og kommende Slægter skulle velsigne dets Minde. Ja! Held Norge!
Jeg indbyder Rigsforsamlingen til at vælge sig en Præsident, som kunde omvexle ugentligen, saavelsom en bestandig Secratair[sic]; og, til at udarbejde Forslaget til Constitutionen, vil det findes fornødent at udvælge en Committee, bestaaende af Medlemmer fra de forskjellige Stifter.
Regjerings-Raadet skal være beredt at forelægge de Oplysninger om Rigets Resourcer, som have været mulige at forskaffe i saa kort en Tid, men saasom Tidsomstændighederne forhindre den i sig selv vidtløftige Opgjørelse af gjensidige Fordringer med Kongeriget Danmark, og Rigets Indtægter og Udgifter desuden ei lade sig bestemme efter et Krigsaar som det afvigte, ligesaa lidet som ubetinget efter fordums Fredsaar, saa vil eih[e]ller noget fuldstændigt Budget for Aaret 1814 kunne forelægges Rigsforsamlingen; jeg ønsker derimod, at det efter Constitutionens Bestemmelse maatte overveies, om ikke Tilforordnede af Rigsforsamlingen kunne tillige med Regjerings-Raadets Iste Departement udarbeide Rigets finansielle Etat og Forslag til nye og nødvendige Hjælpekilder for Financerne.
Den til Næringsveienes Oplivelse saa uundværlige Laaneindretning, som under 5te Januar d. A. blev antaget af sammes Constituentere, er hidtil standset i sin Virksomhed, fordi de senere indtrufne Omstændigheder have gjort dens Foreening med en National-Bank ønskelig, hvis Plan ligeledes skal forelægges Rigsforsamlingen til Bedømmelse. Overhovedet venter jeg med Fortrøstning al den Bistand af Rigsforsamlingen, som Kjendskab til Land og Folk, og som varm Følelse for Norges Vel vil indgive hvert dens Medlem.
Mine Hensigter kjendes af Alle; i redelig Villie skal Ingen overgaae mig, og min bedste Løn skal til alle Tider være Folkets Kjærlighed og de Retskafnes Høiagtelse.
Rigsforsamlingen og de øvrige Tilstedeværende gjentoge 3 Gange det af Hs. Kongl. Høihed i Talen gjorte Ønske: Held Norge!