Vicenza den 23de September 1831.
Høystærede gode Herr Etatsraad
Jeg kan ikke modstaae Følelsen at vedblive tolke Dem min Hengivenhed, og den kiære Elise min Kiærlighed; min Længsel efter at kunde være hos Dem og med Dem, er uforanderlig, og hører jeg end intet fra Dem, saa er det dog mit vedholdende Ønske at vedligeholde et Venskab, som jeg sætter saa megen Priis paa. –
Den kiære Elises Brev af 25. July modtog jeg i Livorno, som jeg forlod den 1 s[te] September og ankom hertil den 5. – Hele Tiiden af mit Ophold i Livorno var jeg ret syg af min Gulsoet, jeg kom ingen Stæder, og forholdt mig aldeles roelig for nøyagtig at kunde følge Lægens Forskrivt der ogsaa blev mig til megen Nytte, saa at jeg for Tiiden ikkun føler en ubetydelig Rest af min vedholdende Upasslighed. –
Naar jeg ofte tænker paa de mange behagelige Tiimer og Øyeblikke jeg tilbragte med Dem og Deres kiære Elisa, da erindrer jeg ogsaa Deres sidste Ord til mig gode Etatsraad, idet De sagde: “Jeg har endnu ikke ganske opgivet Haabet”; kunde jeg efter en nuværende længere Fraværelse atter høre Dem gientage disse Ord, da vilde jeg for Tiiden ansee Dem med endnu større Betydning for mig, – Har De derfor nogen Grundet Anledning at gientage dem, og troer De at jeg er Elise saa kiær, som jeg det af Hiertet ønsker, da lad mig ikke blive uvidende derom. I faae Ord ville De jo kunde sig(e) mig meget. – Vel er Elises Breve til mig venskabelig og hiertelig skrevne, men naar jeg derved ikke tør forbinde andet end den almindelige Godhed og Høflighed, – og ikke deri tør troe at finde andet end en venlig Besvarelse, saa foranlediger dette selv Tanken hos mig, at jeg maaske ved mine Breve kan falde besværlig; var jeg derimod overbevist om at mine Breve virkelig kunde glæde hende, og at det var hende kiært at modtage directe Efterrettninger fra mig, hvor gierne fortsatte og vedligeholdt jeg da en saa kiær Brevvexling. – De gode Etatsraad maae dog have erfaret og bemærket Elises Sindelag om mig, og jeg vilde ønske af Dem at høre gientaget: ei at have opgivet Haabet om Mueligheden af mit høyeste Ønskes Opfyldelse. –
Med den fuldkommene Overbeviisning, om hvilken De jo har givet Vished,: at mit Ønske ogsaa er Deres, – ligesom at Elises Tilfredshed og Lykke ville udgiøre min Lykke, – vedbliver jeg gierne fremdeles selv i Uvisheden, at nære et Haab og holde fast ved en Tanke, indtil Nødvendigheden byder at opgive
samme. –
En Ting der ville giøre mig uendelig lykkelig var at erholde Elises Portrait en miniatur, hvis hun selv føler sig tilbøylig til dermed at giøre mig en Glæde, og i det Tilfælde at jeg deraf turde tage Anledning at være hende saa kiær, at et grundet Haab om en større forventende Lykke var mig forbeholden. –
Hils Elise hierteligst fra mig, derom beder jeg ret meget, vedbliv at være min Talsmand hos hende, og lad mig ikke blive uvidende om de Forandringer der maatte foregaae.
Ligesom Geniet ved Kunsten i faae Conturer kan udtrykke meget, – saaledes kan jo ogsaa faae Ord have megen Vægt og være af megen Betydning, allermeest naar de kommer fra Hiertet, som de let naaer til Hiertet. –
Jeg giør sikker Regning paa, et par Ord fra Dem Høystærede – derom beder Deres Dem uforanderlig oprigtig hengivene