Cimbrens Opfordring til Thorvaldsen
Nys Thorvaldsen – Du Konstner stor!
Du Stolthed for vort Danas Land!
Omseiled’ nær de Cimbrers Strand,
Hvor Fyret blussed’ høit mod Nord!
Dog større Glimt fra Nordisk Pol
Sig samme Nat mod Himlen svang,
Og sikkert Konstner dig aftvang
Beundring stor – liig Sydens Sol.
Thi Nordlys liig et Ildhav fast,
Alherren spredte vidt omkring,
Som lyste op den store Ring
Der slutted’ “Rota” med sin Mast,
Og Gjensyn knytted’ mildt den Pagt
Med Fødelandet, Du forlod –
Thi viiste Rom ved Tiberflod
Ei Guds Natur i større Pragt!
Ja høitidsfuld var denne Nat,
Det følte Konstner! vist Din Barm,
Thi Cimbrens Mod og Kæmpearm
Et Hædersminde sig har sat,
Som minded’ Dig om djerve Folk,
Der freidigt drog mod Sydens Land,
Vidt ud fra den Normanner-Strand,
Hvor tapre Sværd kun gjaldt som Tolk.
Som vanked vidt i Verden om
Naar Vandflod det fra Arnen drev
Til Folkeslag, hvis Skræk det blev
Og trued’ selv det stolte Rom!
Ja, Konstner! stolt er Cimbrens Søn
Af stor Bedrivt i høien Nord!
End samme Aand i Ætten boer;
“Thi bæres frem af dristig Bøn.”
Vel veed vi: “at den Cimberfærd
Er tegnet op med Flammeskrift;
At Runer tyded’ hiin Bedrift
Som giver Folket evig Værd;
Vel veed vi: “at Alherren bød,
At Cimberland i Kæmpeform
Blev dannet liig en Mand enorm,
Som Ærefrygt hver Sjæl indgjød!
“Hvis Tinding stolt mod Norrigs Kyst,
Huldt værged’ for Smaaøers Grav,
Naar skummende det Vesterhav
Brød Bølgerne mod Kæmpens Bryst!
Vel veed vi: “Kæmpens faste Fod
Paa Klippegrund er varigt sat,
Og Albuen i Kattegat
Kun tyder hen paa Kraft og Mod.”
Men vor Statue er alt for stor!
Hvem reiser den vel her paa Stand?
O ingen! Derfor sjeldne Mand
En mindre reis os i vort Nord!
Du som formaaer med Skaberhaand
I kolde Steen at aande Liv,
Giv anden Kæmpe her et “Bliv”
Indblæst af Din, den høie Aand!
Thi viid en Stordaad her oprandt,
Da tappre Helt Niels Ebbesen
For Dannemark gav Livet hen
Og bradt Tyrannen overvandt,
Som brændte, skændte, plyndred’, væk
Paa mordisk Viis, liig Fogden hist,
Som ogsaa fældet blev med List
Af Wilhelm Tell hiin Schweizer kjæk!
Paa Kæmperviis, ved aaben Færd
Blev Greven undsagt Liv og Blod!
Og Handsken kastet for hans Fod
Da Ebbesen slog Haand paa Sværd:
“Viid – sagde han – “i Evighed
Jeg Venskab ei med Dig indgaaer
I Forbund Du med Voldsmænd staaer
Dig, hvor jeg seer, jeg hugger ned.”
Til Randers Stad med sexti Mand,
Hvor firetusind Geert opbød,
Man Helten fulgte, blindt adlød,
Beredt at lade Liv paa Stand!
Ved Hanegal i Midnatstid
Paa Randers Slot Grev Geert nu faldt,
Det – hele Danmarks Frihed gjaldt,
Paa Heltens Sværd man satte Liid.
Til Nørreriis drog Helten ud,
Hvor Borgen laae i Skovens Ly!
Hvor Eegen kneiser end mod Sky,
Som fredet ved et Almagts Bud!
Alt runde bort femhundred’ Aar,
I Støvet Borgruinen sank,
Men Heltens Støtte høi og rank
I Dannevang end ikke staaer!
Hil Danmark Dig! Din Konstner kom
Hans første Blik var Cimberland!
Han føler varmt for Fødeland,
Thi førte “Rota” ham fra Rom!
Hil, Konstner Dig, vor Thorvaldsen!
Som Guder hugged’ ud af Steen,
Gid Du os gav af Formen reen
Vor Danmarks Helt – Niels Ebbesen!