Kjøbenh: 11 Juni 1839.
Det er Tid at jeg lader et lille Brevskib løbe af Stabelen, Lysten har længe været der til, og Ladning, ja jeg har havdt mange Slags: Sandhed, voxet paa broderlig Grund, Skjænd, skudt frem paa Menneskets Eiendom og Nyheder høstede i vor gode Stad Kjøbenhavn; der har kun manglet mig Stadighed til at faae Brev-Skibet tiltaklet saaledes at jeg kunde troe De saae det gjerne eller med Glæde kjendte det. Jeg vil heise alle Flag ogsaa de falske, det siger jeg Dem forud, at det ret kan see pyntelig ud; Alt bør jo være i Pragt paa disse Festens Dage. Naa, jeg kom da ikke til Nysø, som Aftalen var. Den naadige Frue var saa elskværdig at sige ved sit forrige Besøg herinde: »ja, saa kommer De med Thorvaldsen!« mine svage Kræfter bleve ogsaa tagne i Beregning, jeg skulde hjælpe, og jeg glædede mig der til. Jeg havde sat mig for at være den Elskværdige, selv om, ja det er min onde Natur, gjorde det i Længden til en haard Prøve. Imidlertid hører jeg til min Forundring, for et Par Dage siden, at Thorvaldsen var afhentet, og at der var to ledige Pladser i Vognen ud. Det vilde være for meget forlangt at jeg skulde tro, at man tilbød mig en saa beqvem Reise ud, men jeg finder det underligt at det slet ikke er blevet sagt mig, at jeg kunde have taget med Dagvognen; Tid til at give mig Underretning var der og Trang jo til at faae en Medreisende, rigtignok var det Mænd, som Weyse og Abrahams, der søgtes. Siig til Baronessen at det har gjort mig ondt, og at jeg nu aldeles ikke kan komme til Nysø, jeg mister altsaa en Sommer Glæde, hun selv havde vakt hos mig og som jeg virkelig satte Priis paa. Siig Baronen at jeg saa gjerne havde sent ham og bring Børnene mange venlige Hilsener. Jeg tillader mig ogsaa at tilføie een til Frøken Schwartsen hvis smukke Stemme, altid toner mig for Øret ved Tanken om Glæderne paa Nysø. – Nu, vi sees altsaa ikke paa Nysø! – De lever da lykkelig? Lykkelig mellem Blomster og Børn, Glæde og Toner; kom ikke ind til Byen her er det ikke saa idyllisk, her snakker man saa meget og jeg har jo disse ulykkelige Ører – ja jeg er i Grunden et meget feilfuldt Menneske. Jeg stod forleden Morgen i mit Vindue og tænkte derover, tænkte paa de sande og søsterlige Ting De ved flere af vore gjensidige Forelæsninger havde sagt mig, og jeg erkjendte hvor uklogt jeg altid handlede i at tale lige ud af Posen. Jeg misundte Dem Deres Mangel paa Modtagelighed for Snik-Snak og ønskede at jeg kunde vænnes af der med og det er jeg blevet, haaber jeg og maa takke Dem der for! tænk, det skete samme Morgen. Jeg kom ind til en Condittor for at faae en Kop Chocolade og der talte jeg med flere, halv fremmede Folk, Weyse sad i en Krog, han kom til og var vred, De havde sagt ham hvad jeg i broderlig Snaksomhed havde givet Dem, nemlig hans bekjendte Udtalelse af Misbilligelse mod at De reiste. Han fornærmede mig formeligt, skjændte, der paa et offentligt Sted, hvor jeg, et offentligt Menneske, maatte taale det; jeg spøgte naturligviis, men mit Hjerte blødte, som man siger, jeg leed, hvad jeg efter min forfængelige Natur maa lide, og var nær ved at ville have sendt Dem et Brev, men det havde blevet et uklogt Epistel, jeg har derfor ladet nogle Nætter gaae, og er kommet til Resultatet, at De har undt mig denne lille Mindelse for at forbedre mig! Al Feilen er paa min Side og jeg takker Dem derfor, takker Dem ret inderlig. Jeg skal være klogere en anden Gang, og hver Gang jeg gaaer ud i Bredgaden læse hvad jeg har optegnet for mig selv angaaende dette. – O, kjære Sorella, De er velsignet lykkelig, De lever ikke, som jeg i en ond Verden, behøver ikke at veie Deres Ord, De beskues kun af venlige Ansigter, hvor man kun har Øie for Deres gode Egenskaber og af dem har De saa mange, saa utallige mange, at De gjerne, naar der falder nogen af, kunde give mig dem til at slide paa. Dette Brev haaber jeg De ikke viser til nogen; jeg ønsker det ikke læst af Venner der mindre kjender mig, end De! – Hils Thorvaldsen, min Vaudeville gives paa Løverdag, men da have de nok ganske artigere Stykker paa det levende, lystige Nysø. Det glæder mig at høre at De og Baronessen synes saa godt om min Byes-Søster, Jomf: Salomonsen. Ja, som jeg har sagt Dem, hun har ogsaa mange Fortjenester. De skriver mig ikke til, der ere flere ny Venner traadte op og med disse maa Baandet knøttes fastere, mellem os holder det, jeg har jo gamle kjære Erindringer og De er en ædel, storartet Sjæl. I dette Øieblik læser jeg selv dette Skrevne igjennem og finder det er et Brev jeg heller skulle rive itu, det er næsten skrevet, som de gamle hebraiske Haandskrifter, Vokalerne mangle og det beroer altsaa paa den Læsende hvilke han vil lægge under. Dog naar jeg betænker dette, veed jeg jo, at De altid lægger de bedste Bogstaver under og det kan De her. Vort Venskab holder sig i Længden; slipper det endogsaa engang paa Jorden da have vi jo Evigheden for os og i den kan vi tidt mødes og tales ved. Deres Broder Christian har faaet et langt Epistel fra mig, men jeg har siden ikke hørt fra ham. Deres Fader har jeg besøgt to Gange og han var meget elskværdig. Ingeborg skal efter Lægens Forordning reise til Ems, ellers kommer hun sig ikke, Louise tager med, men endnu er ikke Reisen ret bestemt. De glæde sig begge til at see fremmede Lande, glæde sig nu det forestaaer dem. Heibergs reiste igaar til Rhinen og Harzen. – Hauchs nye Roman kommer ud om nogle Dage, mine Eventyr ikke før i August, siig den gode Elise at jeg skal have den Fornøielse at sende hende dem naar de indtræffe. Forleden Nat drømte jeg om hende, hun sagde saa smukt og naturligt, at hun havde Lyst til at tegne og male, men fik ingen Underviisning, da sagde jeg det til JetteSorella og hun smilede og svarede, »det var underligt at jeg ikke har mærket det og tilbudt en Time imellem!« og saa malede De ?? Spørg Elise om min Drøm har noget at betyde. Endnu engang en Hilsen til La Baronne, hun staaer og skal staae for mig altid, som da hun sidst med sit ærlige Øie tilsmilede mig og sagde: »altsaa vi sees med Thorvaldsen!«
– Lev ret lykkelig.
Broderen.