Om det Thorvaldsenske Museum som Nationalanliggende.
Det Gamle indeholder som oftest Spiren til det Nye, og visse Grundtræk i Nationernes Caracteer give ofte Nøglen til mangen Gaade i deres aandelige Udvikling. Dersom det er saa, at vi hos Forfædrene maa beundre hiin romantiske Indbildningskraft, der gav dem Sands for det Nye og Usædvanlige, der gjorde det til Trang for dem at gaae ud paa Eventyr og oplede og trodse Farerne, da er det ikke mindre vist, hvor contrasterende det end maatte synes, at de havde en beundringsværdig Tact for det Bestandige, det Faste og Varige. Fra Hedenoldets Dage betragte vi endnu med Forbauselse, som Vidner om denne Sands, hine Konge- og Dronning-Stole, hine hængende Stene, hine Kæmpernes Dansechore (gigantnm choreà), hine Stendysser og Offerkredse paa vore Agre og Heder, hine Skriftklipper og Runestene. See vi hen til den flygtige Kunst, som fulgte og ofte var forenet med Heltelivet, til Skjaldskabet, da finde vi heri noget ganske særegent, som hverken Grækere eller Romere have kjendt til. Det var dem ikke nok, som hine, at tilveiebringe Rythmus og Tonefald, ved et Antal korte og lange Stavelser; de tilfredsstilledes ikke ved, med Hebræernes Vise, at give kraftige Fyndsprog; Skjaldens Vers maatte ogsaa nagles fast i Hukommelsen, derved, at Endestavelserne maatte være eenslydende. De saae paa det Faste og Bestandige, derfor maatte Heltens Navn hugges i Steen og Heltesangene smeddes i Riim. Da den urolige Aand fandt Hvile i Christendommen, lod Sandsen for det Solide sig ikke mindre tilsyne, i de mangfoldige Gudshuse, de allerfleste af hugne Kampestene. Mure, Taarne og Hvælvinger afgive Beviser nok for, at Fædrene havde Mod til at trodse Tiden og haabe Udødeligheden, ogsaa Formen af disse Bygninger give rigt Stof til Betragtninger, der ville ligge uden for disse Liniers Grændser.
En stor Kunstner er bleven os til Deel:
“Europa af Søn gav den Herlige Navn,
Men Dannemark trykked’ ham først til sin Favn.”
Han er en Søn af det gamle Norden og bærer Oldtidens Præg; hans Kunst bestaaer ikke i flygtige Toner, eller i Farver paa Lærred og Træ, dybt i Stenen maa hans rige Phantasies herlige Fylde præges med uudslettelige Skjønhedstræk. Dvæle vi ved det Kunstværk, der først tildrog ham Opmærksomhed og gjorde ham navnkundig, da var det ingen Aphrodite, ingen Ares, skjøndt disse Grækenlands Guder senere udsprang af hans kunstrige Aand, det var Jason, der atter maatte hente det gyldne Skind, det var Argonauternes Anfører, der leder Tanken mod Hjemmet, hvis Tumleplads fører Nordboen fra Sortehavets til Østersøens Kyster, hvis Skib minder om hine Langorme og Bølgeheste hos Skandinavierne, og hvis Bedrift bringer Nordens eventyrlige Søfarere i Erindring. Saaledes fandt en Kunstner det Fædrelandske i det Fremmede.
Vil man nu opreise Nationen og Thorvaldsen et værdigt Mindesmærke, da maatte dette vistnok bære Præget af den omtalte Almeensands, den Tact for det Solide, der er som et nedarvet Nationaltræk.
Vi maa eie Thorvaldsens Værker i Marmor, ikke blot i Gipsafstøbninger, der næppe kunne renses tor Støvet, uden paa Formens Bekostning; og Bygningen, der skal indslutte dem, maa i Form og Fasthed være værd at betro saa herlige Skatte dog her torde Bekostningen let overgaae Begeistringen; men det kommer dog an paa om ikke allerede Noget skulde være forhaanden, der muligen kunde fremme Foretagendet.
Der er i Danmarks Hovedstad en Bygning, ufuldendt; den var bestemt til et christeligt Tempel; men førend Alterlyset tændtes, stod den allerede som Ruin. Denne kostelige Marmorkirke burde fuldendes. Det forekommer Indsenderen, at et saadant christeligt Tempel kunde være et værdigt Gjemmested for Thorvaldsens christelige Plastik, og at det ligeledes kunde være passende, at det Folks Guder fandt Ly i Templets Vestibuler, hos hvilket Apostelen fandt et Alter for den ubekjendte Gud og hvis Tungemaal først bar Evangeliet. Et solidere og mere ildfast Glyptothek vil man dog vanskelig kunne tilveiebringe.
C. F. Jacobsen.