Staal.
[...]
Naa, Kammerater! saa ville vi drikke danske Kunstneres tre helligste Skaaler! – Acht gegeben! og falder rask ind med i Chor.
| Mel. Herr Oberst, en Skotte bør slaae for sit Land. | Weyse. |
Der vanker en Kunstner ved Tiberens Bred,
En Guddom omsvæver hans Fjed!
Det iiskolde Marmor hans tryllende Haand
Begaver med Aand!
Europa af Søn gav den Herlige Navn,
Men Danmark dog trykked ham først til sin Favn,
Og stolt han det nævner sin Moder,
Som Dansken sin Broder
Og dansk er hans ærlige Sjel!
Paa Thorvaldsens Held!
Danmarks Phidias! du lide vel!
Chor.
Paa Thorvaldsens Held!
Danmarks Phidias! du lide vel!
Staal.
Gud skjænkede Danmark en Skjald til hvis Kvad
To Broderfolk lyttede glad!
Fast Svea til Dan ved sin Lyra han bandt
Og Hadet forsvandt.
Ved Donau og Rhin høit hans Toner gjenklang,
Og Danmark vandt Hæder, naar Digteren sang;
Hans Krands skal, som Danrigets Ære,
Uvisnelig være,
Thi Gud kaared ham til dets Skjald!
I Hytte og Hal
Evig Oehlenschläger mindes skal!
Chor.
I Hytte og Hal
Evig Oehlenschläger mindes skal!
Staal.
Er Danmark end lille, dets Rigdom er stor;
Thi Glæde og Fred blandt os boer.
Ved Love at lyde, som Kjærlighed skrev,
Lyksalig vi blev.
Ej kjøbte vi Frihed med Borgeres Blod,
Os Fredrik har kaldt til sin Kongestoels Fod
Og sagt: kommer Børn! Eders Lykke
Min Aften skal smykke;
Ved Raad I skal lede mit Bud!
O evige Gud!
Bred du Held om vort Fædreland ud!
Chor.
O evige Gud!
Bred du Held om vort Fædreland ud!