Juul i Rom.
[...]
Og Julens gamle Aasyn jeg kjender ej igjen.
Men kommer Juleaften paa Vælsk til os i Aar,
Paa Dansk vi maa den fejre, som danske Mænd anstaaer.
Dog Hvo skal os berede den Helligaftensgrød?
Sligt hele Rom ej mægter; hvo hjælper i den Nød?
Ukyndig Landsmandskabet end holder Raad omsonst,
Og spørger: hvad er Roma dog nu med al sin Konst?
Dog se, hist kommer Manden, som Konsten frelse kan:
Paa Gaden løber emsig en pyntet Riddersmand;
Paa Stadsekjolen dingle to Ordner eller tre;
I Galladragt han kommer fra Fyrsteassemble.
Hvad bærer han ved Barmen? en Trøster i vor Nød:
En vældig Kæmpeflaske med Melk til Julegrød,
Og Ridderen er Thorwald, de Danskes Fryd i Rom
(Med Grynene tillige nu vor Professor kom).
Til Arnen selv Hr. Thorwald med Mod og Iver gaaer,
Paa danske Julenadver heelt vel han sig forstaaer;
Selv sætter han paa Bordet det mærkelige Fad,
Højt Landsmandskabet jubler, og er af Hjertet glad.
Med velske Orvietto vi fejre danske Fest,
Af alle Romeraftner os denne tykkes bedst:
Den sætter os tilbage til Barnets Paradiis,
Da Helligaftensglæden var Himmelglædens Priis,
Da vore Fædre feired, som Fædrene før dem,
Den glædeligste Høitid i glade danske Hjem,
Da Tjeneren som Herren forglemte Aarets Nød,
Og hver en Sjæl, som leved, paa ny sig føled fød,
Da Lænkehunden løstes, og hvert et Husdyr glad
Fornam, at der var Glæde i Hus og Gaard og Stad,
Da selv ej Himlens Fugle man glemte i sin Fryd,
Og Jord og Luft gjentoned af samme Jubellyd.
Hvad større Fryd sig skjuler bag glade Aftenlyst,
Med næste Morgens Straaler alt luer i vort Bryst;
Det gjemmer Hjertet stille, mens højt til Bægerklang
Vi Fødelandet mindes med danske Brodersang.
Danskes Sang i Syden.
–––––––––––––––
I vide Verden gaaer freidig ud
Den danske Mand;
Men aldrig glemmer han Ven og Brud,
Og Fædreland.
Og mødes Danske paa fremmed Kyst,
Er Glæden stor;
Høit toner Sangen fra Broderbryst
Mod høien Nord:
Hil være dig, Danmark, vor Moder!
Det milde Syden har Bjerg og Flod,
Og klare Luft;
Her ruller fyrigt det muntre Blod,
I Blomsterduft.
Det strenge Norden har dybe Hav,
Saa stolt at see,
Der funkle Stjerner paa Kæmpens Grav
I Vintersnee.
Hil være dig, Danmark, vor Moder!
I Velskland slynger sig Ranken fro
Om Træets Arm;
I Norden klynger sig Møen tro
Til Vennens Barm.
Her Livet gløder i freidig Lyst,
Her Myrthen groer;
Men dybt siaaer Hjertet i stille Bryst
Mod høien Nord.
Hil være dig, Danmark, vor Moder!
Her Lauren fletter sin grønne Krands
Om Konstens Hal,
Her stande Guder med Oldtidsglands
I Marmorsal;
Men hist hvor Solen bag Skye nedgaaer
Ved Vintertid,
Ved Arnen Barden Guldharpen slaaer
Om Fædres Iid.
Hil være dig, Danmark, vor Moder!
Til Sydens Himmel, til lyse Luft
Vi vandred fro,
I Rankens Lye, i Orangens Duft
Blev Hjertet tro.
Tit længselsfuld mod det fjerne Hav
Vi stirred frem:
Hvor Stjerner funkle paa Fædres Grav,
Der er vort Hjem.
Hil være dig, Danmark, vor Moder!
Og Hil dig, Broder, og Ven og Møe!
Ved danske Strand!
Fornem vor Sang over Bjerg og Søe
Fra fremmed Land!
Hvor Livet gløder i freidig Lyst,
Hvor Myrthen groer,
Slaaer Hjertet dybt i det danske Bryst
Mod høien Nord.
Hil være dig, Danmark, vor Moder!
–––––––––––––––