Rom, 8. april, 1813
Naadigste Prinds! Hvor inderligen glæder det mig at kunne meddele Deres Høihed en Tidende, der stemmer med Deres Ønske, endog overgaaer Deres Forventning. Thorwaldsen’s Hiemreise, som D. H. har havt den Bevaagenhed at indlede i Khvn. er allerede i Rom afgiort.
I naadigst Skrivelse af 16. Febr. d. A. opfordrede D. H. mig at formaae Thorw. til snart og med Bestemthed at svare paa Commissionens Brev af 6. Febr. for at befordre den Corresspondence hid og did som endeligen skulde tilveiebringe et Resultat fra Commissionen. Thorwaldsens Svar indeholder Resultatet og kan ansees som Ultimatum, uden at han behøver videre Svar fra Commissionen. Han reiser herfra Rom næste Foraar og ankommer til Khvn. i Sommeren 1814. – Overbeviist om D. H.s Deeltagelse paa Grund af den levende Interesse, De har viist i denne Sag, har jeg ikke villet undlade, i det samme Øieblik denne Beslutning toges, ufortøvet at meddele Dem den.
Deres Høiheds Brev af 13. Febr. og Commissionens af 6. Febr., som ankom 14 Dage senere, vare af ganske forskiellig Virkning. Deres opmuntrede og indgav Mod; Commissionens nedslog og var snarere skikket til at betage Modet, kort sagt: D. H.[s] aander Velvillie, Commissionen[s] Modvillie.
Thorwaldsen følte Uvillie ved Modtagelsen af Commissionens Brev. Han fandt allerede i Forveien dens Behandling imod ham yderst uværdig, en Behandling, hvortil han med sin fulde Overbeviisning ingen Anledning havde givet, men derimod troede at kunne giøre Fordring paa dens Opmærksomhed og Høiagtelse.
Etatsr. Hansen havde længe tilforn erklæret, at Commissionen stod i Begreb med ifølge kongl. Befaling at tilsende ham et Brev vedkommende hans Hiemreise, der skulde indeholde alt, hvad en Mand i hans Stilling, der forlader Rom paa nogle Aar, kunde fordre. Det kom ikke. Først efter D. H.s Tilskyndelse modtog han Brev, dat. 6. Febr., fuld af Tvivl og Ubestemthed uden at oplyse ham om Aarsagen til, at man havde ladet ham vente forgieves, og endeligen bruger Commissionen et Udtryk, der meget saarede hans Selvfølelse. Man har isinde at giøre H. M. Forestilling om, at ham gotgiøres et midlertidigt Tab, han maatte lide ved Academiet St. Lucia, endskiøndt jeg i mit sidste Brev til D. H. detailleerte hans Stilling til benævnte Academie, som han er vis paa, at Commissionen ved D. H. er underrettet om og følgeligen maatte vide, at hans Tab ved bemeldte Academie ikke er midlertidigt, men bestandigt, naar han forlader Rom for at virke i Fædrelandet. Han troer heri at spoere en utidig Karghed el. vel og den Hensigt at ville nedværdige ham til underdanig at anbefale sig i dens Bevaagenhed for at vente det naadige Svar: »Vi ville see, hvad vi kunne giøre«.
I det første uvillige Øieblik besluttede han at af bryde den hele Sag og ikke videre tænke paa at forlade sin Stilling her, hvor han foruden rigelig Erhverv nød den meest ubegrændsede Høiagtelse, ikke gaae til Khvn. for der at udsætte sig [for] Ubehageligheder ved Commissionen.
Endskiøndt jeg ikke kunde forsvare Commissionens Forhold, søgte jeg dog at overbevise ham om, at Commissionens Udtryk midlertidigt kunde enten være Følge af Misforstaaelse af Commissionen el. og af Secretairen og overseet af Commissionen ved Underskriften, og overalt: at den tørre og kolde Contoir Stiil, hvori han saae et frempiint vær velkommen, burde ikke tilskrives Commiss., der sikkert ønskede hans Nærværelse, men Secretairen, der eengang for alle var stemt i en vis mekanisk Tone; og for at give min Paastand Vægt confereerte vi flere af Commiss.’s Breve og fandt rigtig nok samme Stempel, hvorimod jeg giorde ham opmærksom paa, at de Breve, Hansen egenhændig havde tilskrevet ham, vare af en anden Natur.
Jeg forestillede ham endvidere, hvormeget han feilede i at troe, at man ikke ønskede hans Komme: At Hansen intet hellere ønskede for at see sine Bygninger prydede med hans Mesterværker. Forestillede ham tillige D. H.’s saa uskrømtede Velvillie og Forsikkring om, at det er H. Msts alvaarlige Hensigt at gotgiøre ham, hvad Tab han maatte lide ved at forlade sin Embedsstilling her; at den norske Marmor vilde give rigelig Beskiæftigelse, saavel offentlig som privat i Fædrelandet, der kunne holde ham skadesløs fra denne Side af, hvad han tabte her i Rom; at den Høiagtelse, som uvilkaarligen ydes den sande Fortieneste, upaatvivleligen maatte blive ham til Deel og undertrykke Avind og Misundelse; og endeligen, at han jo i ethvert Tilfælde kunde sikkre sig sin Retirade, naar enten det nordiske Klima ikke anstod ham, el. han paa Grund af andre Omstændigheder ikke skulde finde sig tilfreds.
Paa Grund af foranførte foreslog jeg ham at vedblive sit Forsæt snarest at tiltræde Reisen, der havde hans kiereste Ønske til Formaal at see sit Fædreland, men tillige for at sikkre sig, giøre sig uafhængig af Fædrelandet, naar dette ikke paaskiønnede hans udmærkede Værd. Til den Ende for det første under sin Fraværelse fra Rom forbeholde sig sine Værksteder med Tilbehør og sin Boelig m. v. I Khvn. modellere de Figurer, som Commissionen i sit Brev havde lovet at overdrage ham; dernæst giøre en Reise tilbage til Rom for nærmere efter Omstændighederne at arrangere sine Sager, enten at bryde op fra Rom med alle el. der henleve sine øvrige Dage. Og sandeligen, det vilde under alle Omstændigheder være høist vanskeligt, vel umueligt for ham paa eengang at bryde op fra Rom med alle Værksteder med dertil hørende Inventarium og bestilte Arbeider, som endskiøndt de ikke til nogen bestemt Tid leveres, dog fordres tilendebragte; hans vel arangeerte Boelig med Meubler og betydelige Kunstsamlinger af Modeller, Malerier, Kaabere m. v., efterhaanden udvidet og forøget under sit 16 Aars Ophold i Rom, kommer her væsentlig i Betragtning. Det er ikke Tiden for Øieblikket at skille sig ved slige Ting; man veed eiheller, hvorvidt man kan lide paa Transporten til Lands el. Vands under seneste forandrede Conjuncturer.
I det han for det første antager at være fraværende nogle Aar kan han imidlertid efter Omstændighederne saavel med Hensyn til politisk som privat Forhold disponere over disse Sager og nærmere tage en fast Beslutning for sin øvrige Levetid.
Efter nøie Overlæg af foranførte Forslag gav han det endeligen sit Biefald, besluttede at reise og aldeles forlade sig paa D. H.’s saa særdeles udviste Naade og Velvillie, der havde holdt ham skadesløs for Commiss.’s uværdige Behandling.
Med Hensyn til sin faste Gage ved Academiet St. Lucia, som han taber for bestandig, i det han forlader Rom for at virke i Kbhvn., forlader han sig paa den kongl. Forsikkring: at erstattes dette Tab; og til Beviis paa sin Uegennyttighed indgaaer han uopfordret den Forpligtelse, at naar han nødtvungen af Omstændighederne maatte vende tilbage til Rom for der at tilbringe sin øvrige Levetid, han da for denne aarlige Gage, som han vedblev at hæve af den danske Regiering, derfor aarligen leverer H. M. et Kunstarbeide i Marmor, der rigeligen kan eqvivalere denne liden Gage og være til Prydelse for Kongeboeligen. Større Beviis paa Uegennyttighed og Hengivenhed til Konge og Fædreland troer jeg ikke, han kan give.
Han tillod mig foreløbigen at meddele D. H. sin Beslutning, forbeholdende sig selv næste Postdag at besvare D. H.s gunstige Skrivelse af 13. Febr. d. A. Commiss.’s Epistel af 6. Febr. har han som sagt isinde at svare paa en Maade, der ikke fordrer videre Brev fra den, i det han erklærer, at han indtreffer Sommeren 1814 i Khvn. [og] reiser tilbage til Rom for nærmere at arangere sine Sager, naar han i Khvn. har modelleert, hvad man maatte opgive ham. Fører for først ingen Arbeidere med sig, da den af Commiss. foreslaaede Italien[er] kan gaae ham tilhaande ved Stukarbeidet, og han nærmere vil kunne sørge for Marmor Arbeider.
I øvrigt erklærer han, at alt, hvad Penge Sag angaaer saavel det Tab, han lider her, saa og Reiseomkostningerne, han ikke forud kan bestemme, kunde beroe, indtil han ved sin Nærværelse i Khvn. kan opgive det fornødne til allerunderdanigst Forestilling.
Af dobelt Grund vil Thorw. ikke kunne fyldestgiøre D. H.s Ønske at indtreffe i Khvn. i Januar 1814, deels fordi han har Vinter Maanederne nødig her i Rom for at blive færdig med de Arbeider, som han har forpligtet sig til at levere til en vis Tid, deels og fordi han, som i 16 Aar er vant til det italienske Klima, ikke tør udsætte sig at reise mod Norden i Vinteren, men maae mage det saa, at han forlader Rom i Foraaret og indtreffer Sommeren i Khvn.
Jeg lærer meer og meer at sætte Priis paa Thorw.’s overordentlige Fortieneste og i samme Grad at erkiende det en Lykke for Fædrelandet at see ham i sit Skiød.
Hvilken Fordeel vil man ikke kunne drage af hans Nærværelse, naar man paaskiønner hans Fortienester og byder ham Haanden til at virke. Hans Talent kan have Indflydelse paa alle Fabrik- og Industrie-Grene, der fordre Form og Tegning, til Kunstsmagens Udbredelse i Almindelighed. Nyelig er een af 2 de Cariatider tilhørende et Monument bestemt for Napoleon, afformet i Gibs for dernæst at udføres i Marmor. Dagligen besøges hans Attelier af Rommere og fremmede Kunstnere og Dilettanter for at beundre dette Mesterværk. Skaberen tillagde Slavinden Fuldkommenheder, der giver den Rang blandt de himmelske Væsener og aftvinger Tilbedelse. Skiøndt bærende og fast hvilende har han tillagt den en Grazie og Bøielighed i Stillingen og drappeert den paa en Maade, der giør den aldeles afvigende fra den for sin Skiønhed berømte græske Cariatide for Pandrosium i Athen, og som altsaa tillægger den et ejendommeligt Værd. Den anden, so m nu modelleres, bliver paa lidet nær den græske liig, og det vil saaledes være interessant at giøre Sammenligning.
I mit sidste Brev til Etatsr. Hansen nævnte jeg det som en ønskelig Ting at eie en Afstøbning i Gibs til Brug for Slottet el. Academiet; men jeg har end nu intet Svar. For Academiet vilde de være et sandt Studium. For Slottet lader der sig neppe tænke noget skiønnere Partie til Throne i Regentens Throngemak end en Baldakin baaret af disse 2de Cariatider. Ieg har giort Udkast til et Throngemak og der anvendt Thorw.’s guddommelige Basrelief Alexanders Indtog i Babylon som Friise og givet de 2de omtalte himmelske Væsener foranførte Bestemmelse.
I min underdanige Skrivelse til D. H. af 15. Dec. f. A. lovede jeg nærmere at give Underretning om Udgravningen af de antique Monumenter her i Rom især med Hensyn til Amphitheatret Flavio, hvor Opdagelser ere skeete af yderste Interesse, som havde givet Anledning til Striid imellem herværende Antiquarer. Ieg erfoer, at een af Parterne havde isinde offentligen paa Tryk at kundgiøre sin Mening om Sagen og udsadte da indtil videre at meddele D. H. Underretning for da, endskiøndt senere, dog med Sikkerhed at kunne meddele Dem noget fuldstændigt.
Da Overmagten bemægtigede sig Pavestaten og en nye Regieringsform indførtes, gik, som det sædvanlig skeer under slige Revolutioner, flere Familier tilgrunde, mangfoldige forarmedes. Klogskab bød den nye Regiering at være betænkt paa Middel til at forebyge Mord og andre Voldsomheder som Følge af Fortvivlelsen. Den søgte i Forbindelse med foranførte Øiemed at erhverve sig et Navn af Kunstens Beskytter og Forfremmer i Eftertiden, og saaledes opstod Planen: at udgrave de antique Monumenter, med hvilke det ikke hidtil var skeet; at rydde alle de Gienstande af Veien, som forhindrede Monumenterne at betragtes fra den fordeelagtige Synsvinkel, med Hensyn hertil at befrie Kolonen Trajan fra sit uværdige Naboeskab og indrette frie Plads i endeel af det forrige, senere bebyggede, Forum Trajano, endvidere at samle de paa Campo Vacino og [i] dens Nærhed værende Monumenter fra Capitol indtil Colisæum, inclusive Ruinerne af Keiserpaladset paa Palatin, under et offentligt Have Anlæg, og i Staden Roms modsadte Deel med Porto Popolo at tilveiebringe offentlige Promenader, hvortil Monte Pincio bestemtes.
For at lede Udførelsen af denne store Plan nedsattes en Commission af Kunstnere og Antiquarer. Midlerne til at udrede Omkostningerne fandtes letteligen i de mangfoldige Klostere, som hævedes og plyndredes. Hvor disse fandtes paa Terrainet, man vilde udvide, nedbrødes de uden Skaansel. Paa andre Steder tiene de deels til Boelig for private, hvis Lod det blev at rømme deres Eiendomme for at indtages til General Planens Udførelse, deels staae de øde og forladte efter at være udplyndrede. Dette maae vel være et høiere Væsens retfærdige Hævn over Catholisismens Misbrug, til Gunst for de Mindesmærker af vore Forfædre, der tiene til Beviis for, hvor høit en Nation kan bringe det, naar kun ethvert Individ anvender det af Naturen nedlagte Pund til et almeent gavnligt Formaal.
Da jeg nu har givet en Udsigt over den General-Plan, som paa alle Puncter for Øieblikket er i Virksomhed, i det 1500 til 2000 Mennesker derved ere beskieftigede, nærmer jeg mig nu min Hovedgienstand, neml. Colisæet.
Allerede for 2 Aar siden begyndte man med at bortføre den Masse af Iord, som udfyldte Arkaderne af første Etage og fandt saaledes en Indskrift, som tilkiendegav, at en vis Casilio Prefæct af Rom havde paa egen Bekostning istandsadt Amphitheatrets Podium og Arena, efterat disse havde lidt meget ved et frygteligt Jordskielv. Ifølge den Idee, man forhen havde om Arena, begreb man ikke, hvorledes det kunne lide ved Iordskiælv og give Anledning til en Restauration. Man forestilte sig nemlig hidtil under Navnet Arena Iordens Flade jævnet i en Plan, hvor Iagt med vilde Dyr og Fægtespil gaves. Denne fundne Indskrift leedte imidlertid til at formode en særdeles Indretning at være forbunden med Arena, og man besluttede at søge den. Dette Forehavende lykkedes saa vel, at man nu ikke alene fuldkommen kan forklare Indskriften, men og alle Steder af antique Autorer, der tale om de Forestillinger, der gaves i Amphitheatret, som man forgieves deels tvang sig til at forklare, deels aldeles ikke var istand til at forklare. Man har neml. fundet, at hele Arena var underbygt i samme grandiøse Construxion som Amphitheatret, og man spoerer tydeligen en Restauration, som giver tilkiende, at disse have lidt ved et Jordskiælv. Distributionen af denne Underbygning giver tydeligen tilkiende, at man har tilveiebragt Forandringer i Arena, saaledes som i nærværende Tidsalder det skeer paa Scenen af Theatrene. Der er sørget for, at de vilde Dyr pludseligen fremkom fra Grunden enten ved skraa Tilgange fra Underbygningen el. ved Svælg, som aabnedes og tillukkedes ved Maskinerie anbragt under Arena.
Endskiøndt kun een Mening burde finde Sted om denne Underbygnings, Bestemmelse, fandtes dog i Commissionen, under hvis Bestyrelse Udgravningen foretoges, et af de antiquare Medlemmer, [en] for sin Lærdom særdeles bekiendt Mand, som debiteerte, at disse opdagede Mure ikke vare construert med Amphitheatret, men senere efterat Amphitheatret var ødelagt og maatte vel have tient som Tilflugt for brandlidte el. desl., hvorom vel Historien taler; kort sagt: han paastod endmere, at Arena aldrig havde været underbygget, og antog saaledes Arena i den opdagede Dybde af Underbygningen paa Grund af et Naumachie, man veed af Historien at være givet i Arena. For hver især af disse 2de Meninger opstod en Defensor, og Commissionens øvrige Medlemmer skulde være Dommere i denne Sag. Man stredes hæftigen og jævnligen i Forsamlingen paa Capitol og bestemte endeligen en Dag for i selve Colisæet at giøre Ende paa Striden; men istedet for, det forhen kun var Ordstriid, geraadede det her til personlige Fornærmelser og Nævefægtning i og over Arena. De tilstædeværende Sagen uvedkommende Rommere moerede sig over, at det nye opdagede Arena ved en Forestilling indviedes og kaldte den satirisk en Chiostra el. Bøffelfægtning. Efter denne Katastrophe udkom paa Tryk en Afhandling af Lorenzo Re Romano, den ene af Defensorerne, med vedføiet Tegning af Architect Bianche, som ved Udgravningen førte Opsynet, der ikke alene fremsadte og beviiste Arena underbygget, men angav tillige et nyt Podium, som forhen aldrig var tænkt paa af Artist el. Antiquar. Ieg fandt denne Afhandling saa vel affattet og Beviserne saa uimodsigeligen fremførte, Sagen i sig selv saa uendelig interessant, at jeg besluttede og ufortøvet iværksadte en Oversættelse paa Dansk af foranførte Afhandling for at give Kunstacademiet i Khvn. et fuldstændigt Begreb om denne saa skiønne Opdagelse ved et af Alderdommens fortrinligste Monumenter. Med næste Post skal jeg give mig den Frihed at tilsende Academiet denne min Oversættelse, som indtil videre kan holde skadesløs for Savnet af Originalen, den jeg ikke kan sende med Brevposten, men som jeg forbeholder mig personlig at afgive.
For at undgaae Repetition vil D. H. altsaa tillade, at jeg henviser Academiets høie Presis til denne omtalte Oversættelse. I lige saa høi Grad, som denne Sag vedkommende Amphitheatret Flavio interesserer Kunstacademiet, troer jeg, den bør interessere Kbhvns Videnskabsselskab, forsaavidt neml., at de gl. Klassiker, der tale om denne Gienstand, og som forhen ikke forstodes, nu derimod letteligen begribes, en Opdagelse i det 14. Sekel efter Amphitheatrets Undergang, der berigtiger de vrange Begreber, lærde, Kunstnere og Antiquarer hidtil i flere Sekler have omtvistet.
Ieg har endvidere fattet en Beslutning, som jeg haaber skal vinde D. H.’s Biefald, denne neml. at udarbeide et Systeem for Bygningskunsten, der grunder sig paa Grækernes og Rommernes fortrinligste Værker, indeholdende Architecturens aesthetiske Skiønhed og dens Construxion. Den aesthetiske Skiønhed grunder sig udelukkende paa de 3de græske Seuleordener. Construxionen grunder sig saavel paa disse som paa Rommernes Hvælvinger. Ieg har ved Compositionen af et Theater, et Pantheon og en protestantisk Cathedral Kirke fremstilt, hvorledes dorisk, jonisk og corinthisk Orden, hver især med deres ejendommelige Caracter, passende kunde anvendes til Bygninger for vær Tidsalder. Ieg har giort flere Udkast til andre forskiellige Bygninger, som især fordre en vis, skiøndt mindre stræng Caracteer for at vise, hvorledes man kan afvige fra disse Ordener og tillade sig Frieheder, der passe til Bygningens Bestemmelse. Saaledes var det min Hensigt at bevise, hvad jeg troer at føle som Sandhed, at naar Architecten nøie studerer de 3de græske Seuleordener og giør sig beldendt med Rommernes Bue-Construxion, som Grækerne ikke kiendte, han da danner Kunstsmagen i den Grad, at han uden at forfalde paa Afveie kan anvende hver særegen Bygningsmaades Eiendommeligheder (ægyptisk, græsk, rommersk, gotisk, arabisk etc.) – kort sagt, tillade sig Friheder, som ledet af hans dannede Kunstsmag ingenlunde støde Øiet el. stride imod Følelsen, men giver Anledning til et umaadeligt og uigennemskueligt Feldt.
I det jeg anbefaler Studium af de græske Seuleordener, forkaster jeg den i alle Acadernier antagne Lærebog, Vignola, der binder Eleverne slavisk til visse Regler, som ikke ere grundede paa rigtigt System; thi Vignola byggede sin Lære paa rommerske Monumenter, som langt fra ikke havde de græskes Fuldkommenheder, og antog som fast Regel, hvad der egentligen hos Rommerne for endeel var mislykket Forsøg.
Overalt har Rommerne havt den ulykkelige Feil, i det de, seirende ved Vaaben og i Kunsten vilde overvinde deres Slaver, at afvige fra den overordentlige skiønne Simpliciteet, som udmærkede de græske Monumenter, og saaledes udartede de efterhaanden til de største Extravagancer, sædvanlig i enhver Kunst og Videnskab Tilfældet, naar man taber Oprindelse og Hensigt el. Grundprincippet af Sigte.
Hvor lykkelig føler jeg mig ved min Tilbagekomst at frembære for Deres Høihed som Kunstacaderniets høie og værdige Preces Frugten af mit Studium paa Reisen og under mit Ophold i Rom, for at udbede mig Deres fordom[s]frie og dannede Kunstdom, hvorvidt det maatte være lykket mig at bringe denne Frugt til Modenhed, og naar den, som jeg smigrer mig med, behager Dem, da at ofre den til Deres kiereste Formaal, til almeent Gavn. Deres Opmuntring, ædle Prinds, som hidtil forøgede min Stræben, vil altid fremdeles blive et virksomt Middel til at giøre den frugtbringende.
Underdanigst
Malling.