Kjære Etatsraad Thiele!
Tak for venlig M[e]dtagelse (samt kongl. Besørgelse) af Tankebrevene fra det Hades[?], som vist kun Faa i vor Hastværks- og Jernbane-Tid give sig Tid til at tænke paa før de sidde midt i det! Dernæst Tak for de trykte Manuskripter, som man, uden at standses af Møisommeligheden med at læse Skrift, paa den nemmeste Maade kan underholde sig med. Det har jeg nu gjort i nogle Dage. Den Fugl, De holdt herpaa, var vel ikke fløiet herud; men at den Musaeion, der alt medens De gik i Skole, Dandsede hos Dem med Gaade-Løsnings-Sang og siden blev os Alle synlig paa hendes lette Vaardands baade paa Rosenblade og paa Dugdraaber – ikke havde slaaet Haanden af Dem, medens De samlede gamle Eventyr-Skatte og begynde det første Thorvaldsens Musæum, og [bevarede] den nye Kobberstiksamling – men at hun under en eller anden Skikkelse maatte skjule sig hos Dem, som en kjærlig [Sonet] – see! det kunde jeg jo nok vide. Jeg har nu gjenseet heri Rosenblade, der erindre mig om vor romantiske Tid. “Tiggerne i Palermo” var mig et nyt og interessant Billede fra Syden. Saavel den ædle Resignation, Kjærligheden som det indvendige Rum i “En Kiøbmands Datter og en Kongesøn” har ligeledes tiltalt mig. De af Deres Sagn, som have faaet T[xxx]vinger, flyve heller ikke Sorø forbi: “Jeg kommer med Sang og med Spil” og “Fuglen sang paa Kvisten”, har jeg oftere hørt her; (over Fuglens ustadige Flugt (i den sidste) har jeg endog for nylig hørt en ung Dame her i Skoven beklage sig.)
Fordi Musen ikke giver Forestillinger og Dandser paa Linie for Folk, kan hun jo leve et skjønt og lykkeligt Liv inden Døre med sine Elskere og det var Utroskab, at drage hendes Tilværelse i Tvivl, naar man selv holder hende fangen.
Min Kone beder Dem venligt hilse! Hun er just i Færd med at læse Deres “Kjøbmandsdatter og en Kongesøn” som hun tidligere har læst med Interesse. Den har altsaa dog været her i vort Læseselskab og formodentlig Anonym – for mig var den aldeles ny.
Lev nu ret vel, og bevar fremdeles i venlig Erindring
|
Sorø d. 26 Sepbr 1844 |
Deres ærbødigst hengivne B. S. Ingemann |