The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 5436 of 10246
Sender Date Recipient
Peder Hjort [+]

Sender’s Location

København

1831 / 1854 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af den bog, hvorfra denne tekst stammer.

Omnes
Abstract

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

See Original

Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn.
1831.

––––––––
(Efter Fictionen et Brev fra en Indvåner i Byen til Udgiveren af Kjøbenhavnsposten. *)

Det faldt for noget siden i min Lod at ledsage en fremmed Rejsende, som vilde bese Vor Frue Kirke. Den Samtale, som jeg der havde om forskjellige Konstgjenstande, var af sådant Indhold, at jeg formener, det kunde interessere Flere at kjende enkelte af de Yttringer, som denne Fremmede lod falde. I Forvejen må jeg undskylde to Ting: dels at jeg som uøvet Forfatter skriver ganske ligefrem, således som jeg vilde have fortalt denne Sag mundtlig, dels at jeg ikke leverer nogen sammenhængende mindst æstetisk Fremstilling, for at undgå at indblande mit Subjektive i de Meninger, jeg vil beskrive, men kun fragmentarisk afgiver en Beretning. Jeg ønsker at meddele Stof til en Undersøgelse, ikke at belære. Mindst af alt ønsker jeg at volde en literær Fejde, om nok så kort, om nok så ubetydelig; og jeg formener – for at tage Munden ret fuld at jeg i al Fald er ligeså lidt forpligtet til at forsvare en Andens Mening, som Historieskrivere til at forsvare alle de Handlinger, de fortælle, at mærkelige Mænd have udført.

–––––––

Da vi kom ind i Kirken igjennem Hovedindgangen, så jeg ret vel, at noget forbavsede min Ledsager. Jeg mente just ikke, at det var Templets Skjønhed, der umiddelbart traf hans følelse, uagtet han dog kaldte “denne Sal” både ind-

tagende og opløftende; men jeg troede alligevel, at noget Nyt eller Særegent i hele Karakteren af Bygningsmåden havde overrasket ham. Men jeg tog fejl. Siden erfor jeg, hvad det havde været. “Har De været her tidligt om Foraaret?” spurgte den Rejsende, ligesom for at skjule sine Tanker. “Drypper så ikke Snevandet igjennem de Vinduer deroppe?” Jeg tilstod, at intet Faktisk derom var kommen til min Kundskab; hvorpå han bemærkede ganske i Almindelighed, at af de Fejl, som de nyere Bygmestere ikke sjælden begå, var også den, at de ringeagtede Hensyn til Klimaet. Men ingen Konst var således bunden til udvortes Betingelser, til Jordbund og Himmelegn, til Landets Skikke og Folkets Levemåde, som Arkitekturen. Derfor måtte de unge Arkitekter ikke engang rejse til Italien; de hjembragte kun, således som Studiet nu drives, Nykker, fromme Ønsker, skjønne Luftkasteller. Kunde de endelig ikke lære hjemme, hvad de skulde, så måtte Danmark hellere sende dem til Tydskland, Holland, eller Belgien; i disse Egne havde deres Fædre sikkert hentet adskilligt, f. Ex. de Gavle, som sees i Kjøbenhavns ældre Gader. I Engelland var nu den barokkeste Sammenblanding af alle Stilarter høj Mode; derfor kunde en Fremmed vanskelig studere der, hvorhen ellers meget syntes at måtte drage den danske Bygmester. Noget ganske andet var en ægte Konstners Rejse til fremmede Lande; en Mands, der kjendte det Lands Historie, hvis Arkitektur han studerede, og som af den forklarede sig Bygningskonstens Udvikling, næsten som vi forklare Sneglehusets Beskaffenhed af Sneglens Natur. En sådan Rejse kunde være uendelig lærerig.
Man kunde, vedblev han, nutildags ikke nok advare mod Efterligningen af det nyere Italienske. Blandt andet forkastede

han her i Kirken aldeles Afdelingen af Vindues-Åbningerne i flere Etasjer og bad mig blot engang, under en passende Belysning, f. Ex. når Solen gik varmt ned efter et Regnvejr, at gå igjennem Krystalgaden hen imod Rundekirke, for at få en Anelse om, hvad et langt Kirkevindue betydede. Den fulde Virkning af den såkaldte gotiske Arkitekturs imposante Stil kunde man sikkert ikke blive bekjendt med i Danmark. Man havde i Odense vist ham en “gotisk” Kirke, men han havde forundret sig i høj Grad over en sådan Talebrug her i Landet. “Her i Landet?” afbrød jeg. Men han forsvarede denne Beskyldning ret godt, og forsikkrede, at en “Kunstliebhaber”, som han i et Selskab var bleven præsenteret for, havde opfordret ham til at besøge et gammelt “gotisk” Lystslot for de danske Konger, nogle Mil her fra Byen, der var opført omtrent 1600. Af den korte Beskrivelse, jeg nu gav over Frederiksborg-Slot, formodede han, at det måtte være en Blanding af de sædvanlige massive Undermure med nyere, især venetianske Beklædninger, der var temmelig karakteristisk og ret behagelig, men som dog kun forekom på et vist Strøg i det nordvestlige Evropa. Jeg glemte desværre at bringe Børs – Bygningen på Tale.
løvrigt beklagede min Telemak, der med fuldeste Ret forfremmede sig selv til Mentor, at vor fortjente Hansen, der havde opført en så “vel forstået” Rådstubygning, kun havde restaureret Slot og Kirke og havde derved misforstået ikke lidet. Kolonnaden mod Nørregade uden på Tårnmuren, lå der næsten som hidskyllet ved en Oversvømmelse; de runde Vinduer i Gangen bag Koret bleve forkastede under en anden Sammenligning; mindst af alt behagede ham Frontespise og Altan på Slottet. En Fasade kunde enten, ligesom en Magnet,

have to modsatte Poler, i hvis Midte Indifferentsen lå, eller også, som et fremadmarsjerende Regiment, have sin Fane i Midten, hvorhen alle så. Men her fandtes begge Dele, og i den overlæssede Mur fanđt Øjet ingen jævn Bane at glide hen ad. Han indså nok, at Kolonnaden på Slottet selv skulde veje op mod Forsiringen af den hosliggende Slotskirkes Indgang. Men denne Forsiring var selv temmelig uklimatisk og konvensjonel. Desuden er den gamle Slotsfasade det Givne, hvorefter Slotskirken måtte have været indrettet. De hårde og vrede Ord, som nu faldt om Arkitekternes Pyntelyst, vil jeg forbigå; jeg kan ikke gjengive dem i deres sande Karakter. – I denne Henseende gjorde Frue Kirke tildels en glædelig Undtagelse, og Mesterens Smag og Sparsomhed måtte prises, i det Hele taget. Overalt måtte vi Kjøbenhavnere dog takke Hansen for at have forskjønnet Byen ved tre så store og mærkværdige Værker. De tre Torve, som disse lå på, gave tildels Byen et bestemt Præg. Jeg måtte ikke glemme, sagde han, i Måneskin at betragte Frue Kirke, det bedste Standpunkt var udenfor Hyrekudsken i Skindergaden; han var den foregående Aften kommen her forbi og var bleven overrasket ved dette uventede skjønne Syn. Fremdeles: skjønt denne Arkitektur langt mere var lærd og lånt end naturlig og af sig selv udviklet, så udtalte dog en Ånd sig deri, som kjendte højere Formål end Tilfredsstillelsen af forfængelig Pragtsyge, og som forsmåede det fornuftløse Koketteri (jeg husker ikke fejl af dette Ord), der i forrige århundrede gik for Smag og fin Takt.)
Da vi siden gik bort og betragtede den skjønne latinske Skole, sagde han: “Man må bedømme en Konstner som Hansen forsigtig; han tænker ved sit Arbejde. Jeg ser nu

vel, at Etasjerne i Kirken svare til dem i Skolebygningen. Men alligevel er dog Hovedloven for al Arkitektur den, at Bygningens Bestemmelse iblandt Menneskene, i Forening med alle nasjonale Fordringer, hvortil unegtelig hører en rigtig forstået Tradisjon, må afgjøre, hvilke Grundtræk der skulde drages til dens arkitektoniske Karakter. I det mørke Norden bør derfor udentvivl alt gjøres for at få lange Kirkevinduer. Det var ellers at ønske, at Hansen kunde fuldføre dette lærde Forum med Opførelsen af en Universitetsbygning, og at Bispens Residents så i det mindste måtte få samme Farve, som de andre Bygninger.” Så vilde han komme igien og gratulere os.
Forresten var det den nærværende Arkitekturs Hovedkarakter at famle efter et Prinsip, og de Danske måtte derfor ikke forlange bedre Vilkår end andre Folk, hos hvilke Konsterne dog havde blomstret meget længere og slået ganske andre Rødder i hele Folkelivet, end sket var i Danmark. Arkitekturen stod nu omtrent på det samme Trin, som Poesien stod på i det hele kultiverede Evropa for et halvt århundrede siden; det vil sige, at man følte, at et nyt Prinsip for Konsten nødvendigen måtte søges, da Antikens tomme Efterligning havde ført på så vildledende Afveje. Poesien fandt en Lessing til at advare, en Goethe til at vise Vejen. Malerkonsten søgte siden at regenerere sig på en lignende Måde; den fandt vel ikke, som Skulpturen, en Thorvaldsen, der af alle Nasjoner strax erkjendtes; den gjorde et uhyre Misgreb, idet Davids Skole malte Billedstøtter, ligesom Canova havde med Mejselen villet fremlokke en malerisk Sentimentalitet af Stenen; men den tydske Skole, som med Tiden vel får Navn

efter München, havde dog i Cornelius, Schnorr og disses Staldbrødre så dygtige Formænd, at Gjenfødelsen ingenlunde kunde benegtes som sket. Arkitekturen, som mindst af alle Konster er fælles for Folkene, kunde vanskeligere regenereres på en lignende Måde ved et enkelt stort Ingeniums Optræden. Bygningskonsten er mere den hele Tidsalders Sag. Muligen tør man nævne Schinkel i Berlin som den første, der har brudt en ny Vej. Klenze i München har dog med al sin Fortjeneste ikke kunnet forlade den samlende, efterlignende, anvendende Fremgangsmåde. Hansens Værker betegne et Trin, og det et nødvendigt Trin, som vor Tidsalder må overstige, inden den får en videre, klarere Udsigt længere oppe på Konstens Trappe; så meget mere må man i Danmark glæde sig over, at de nu stå her færdige til Betragtning, til Belærelse, til Advarsel.
Men en Ting kunde denne strenge Dommer ikke nok forundre sig over, og han slog oftere derpå under Udviklingen af de nys fremsatte Meninger. Dette var den hertillands ofte hørte Klage over, at Hansen byggede med Træ, således fremsat nemlig, som han havde opfattet den. “Hvoraf bygger man i hver By, hver Provinds, hvert Land?”, spurgte han med et ironisk Smil. “Af de Materialier, man har; højst af alle dem, man kan få!” svarede han selv. “Da altså Danmark, såvidt jeg kjender til Landet, ikke kan have Råd til at hente Sten fra fremmede Lande, sålænge ikke den hele nasjonale Retning tydelig erklærer sig for Udførelsen af store Monumenter, så må man ikke dadle den Mester, der ved at behjælpe sig med det Materiale, der kan haves. Uden Middelalderens Entusiasme for Christendom og Kirke havde

selv hin Tids Murere intet kunnet udrette.*) Derfor stå de fleste store Kirker nu ufuldendte, fordi de uhyre Omvæltninger, som Reformasjonen og Amerikas Opdagelse m. m. frembragte, gave Menneskenes Tanker andre Retninger og deres Bestræbelser ganske ny Formål. I et Land, hvor der bygges med Træ, bliver der oftere bygget om, således som i de ældste christelige Tider og hos de ældste Græker; derved vinder Konst og Håndværk ikke blot timelig Fordel. Når så engang den nasjonale Begejstring bliver Bygherren, som vil sige noget andet, end når blot personlig Lyst og det daglige Livs Fordringer styre Udførelsen, så er der en Kapital af Indsigt og Erfaring samlet, med hvilken det Største kan udrettes; men om Evropa, om Danmark vil blomstre i så mange Tidsaldere, som der udfordres, inden det almindelige Folkeliv kan nå denne Udvikling, det ved kun hin ældste og dygtigste af alle Bygmestere.”
Under denne Samtale vare vi gåede op og ned ad den midterste Gang. Den Rejsende havde øjensynligen trukken den lidt ud, for i Forbigående at gjøre Bekjendtskab med de sex Statuer på hver Side, ja jeg tør næsten sige for i Forvejen at undersøge, om han kunde skjænke dem alle sit Bifald. I det mindste trådte han nu pludseligen, ligesom en, der havde havt et Arbejde for, hvis Udfald i Begyndelsen var ubestemt, men hvis heldige Tilendebringelse fyldte ham med

Glæde, eller ligesom en, der får en behagelig Efterretning, hen for den hellige Andreas og begyndte omtrent således:
“Har Danmark længe måttet vente, inden det kunde fremvise noget betydeligt Værk af sin første Genius, så har det også nu fået en Samling af de beundringsværdigste Arbejder. Som et helt Samfund betragtet ere vel disse tretten hellige Helte det Fortrinligste, som Thorvaldsen har frembragt, hvormeget også den guddommelige Ungdom, den klare Sandhed og Friskhed i Alexanders Triumftog henriver til Beundring. Man føler, med hvor megen Ret de Danske ere stolte af en sådan Landsmand og af sådanne Værker; og vil man i Tidens Længde måske lære at kjende mange flere fortrinlige Egenskaber hos dem, end det nu synes, at man seer. Da den nuværende Konge af Bajern forlangte af Cornelius, at han skulde male en sammenhængende Fremstilling af den græske Mytologi i Glyptotekets Sale og derimod bestemte, at den ny Kirke i München skulde smykkes med Basrelieffer af Thorvaldsen, der i en Frise forestillede Christi Historie, holdt de Fleste i Rom, hvor jeg dengang var, en sådan Fordeling for et stort Misgreb, og man har endogså påstået, at flere Skridt ere gjorte for at hindre denne Plans Udførelse. Et Forsøg af Thorvaldsen, Qvinderne ved Graven, bestyrkede den Mening hos Mange. Det får derfor et ret troligt Udseende, når man i udvikler, hvorledes Danmark egentlig skylder Konstnerens Rejse hjem til Fædrelandet den uvurderlige Lykke, at besidde disse Konstværker. Dette skal nemlig således forståes. På Rejsen igjennem Tydskland så Thorvaldsen, hvad Florents måske havde ladet ham ane, men hvad han dog ikke således havde seet i Italien, en i sit Inderste ægte christelig Konst, som ikke havde udfoldet sig

af gamle tradisjonelle Typer til en friere, bestandig mere ideal Skjønhed, men som tværtimod var bleven den naturlige Efterligning indtil Ubegribelighed tro, og som i denne dybe Sandhed nåede sin højeste Skjønhed. *) Det er aldeles vist, at Thorvaldsen som et Barn faldt i Forundring over den Boisseree’ske Samling; det er lige så vist, at han med dyb og tavs Opmærksomhed længe stod for disse Billeder **), at han ikke blot i Erindringen, men selv på Papiret (f. Fx. en herlig Qvinde ved Graven, med en Salveurne i Hånden, af A. Dürer) søgte at afpræge det indtryk, som enkelte gjorde, og det kan altså med Grund antages, at såvel disse uforlignelige Konstværker, som mange andre, der betragtedes på denne Rejse, f. Ex. Afstøbninger af Peter Vischers Apostle ***) på Sebaldusgraven i Nürnberg (thi i Nürnberg selv var Thorvaldsen ikke dengang), have havt en meget betydelig Indflydelse på de christelige Værker, som han siden frembragte.” – Jeg: Finder De da virkelig Spor i disse Statuer af sådanne

Studier? — Den Rejsende: “Ja, men i en ganske anden Forstand end den nysnævnte. Jeg skal øjeblikkelig sige Dem min Mening, og beder dem blot først at bemærke, hvor let hin Udvikling kan anvendes unyttigt, når man med den vil begrunde en Påstand om noget Ensidigt eller Mangelfuldt i Konstnerens Talent, eller på anden måde vil kaste et skjult Sideblik. Lad også hin Betragtning være bygget på den strengeste historiske Sandhed, hvor skjønt og hvor betydningsfuldt er det da ikke, at en moden Konstner, der har frembragt Værker som Merkur eller som Triumftoget, endnu vil være Lærling hos andre Mestere; at han ikke forsmår Konstens Vejvisning, uagtet han mer og mer lærer at se, hvad der kan findes ved Naturens Studium; at han ikke, som så mangen Billedhugger, helst vil finde sin egen Konst igjen i Maleriet uden Farvespil, eller også dette Farvespil uden den dybere Følelse, som besjæler det sande Maleri?”
“Skal jeg selv yttre en Mening om denne Rejses Virkning på Thorvaldsens Konst, eller besvare det Spørgsmål, hvorledes vel disse her stående Statuer ere blevne til det, som de ere, da har jeg to Ting at sige derom. Det er for det første sandsynligt, at Thorvaldsen såvel i Florents som i Tydskland, klarere end hidtil i Rom, har seet, hvorledes et gemytligt Element havde gjennemtrængt al ældre christelig Konst, uden at en streng Natursandhed havde lidt derunder. Han kom til Italien til Søs, og til Rom over Neapel. Han kjendte altså slet ikke de mellemliggende Lande, og kun ufuldkommen den Konst, som havde blomstret i disse. En tidligere Rejse til Florents gjorde ingen Epoke i hans Konstnerliv. Men på denne større Rejse så han nu i Sammenhæng den hele Overflod af klassiske Værker, som endnu ere blevne

tilovers af hin Tidsalders uendelige Rigdom; han så disse Værker med et ligeså åbent som øvet Øje og gjennemskuede deres hele Ejendommelighed. Som ægte Konstner, der grunder alt på den levende Anskuelse, udførte han siden sine christelige Heltestatuer ved samme Kraft, som de hedenske vare udførte, d. v. s., at ligesom Antiken i Rom åbnede Ynglingens Øje for Naturen, således bidrog Synet af de christelige Mesterværker til, at Manden opfattede Christendommens, eller rettere den christelige Histories, Ånd på en Måde, som betydelig fremmede Udførelsen af de herlige Statuer, vi have for os. Men denne Forklaring, der forresten ikke udgiver sig for at træffe det faktiske selv, men kun vil oplyse det Urigtige i det, som vil gjelde for faktisk, må jeg bede, at man adskiller fra det Nysnævnte, som den just modsættes. For det andet vil det vel mer og mer erkjendes, at den Ånd eller, om man vil, Stil, hvori disse Apostle ere udførte, ingenlunde nærmest kan sammenlignes med Florentinerne eller med Albrecht Dürer, end sige med de ældre rhinske Skoler. Skal den hedde andet end thorvaldsensk, så må den hedde rafaelsk. Men dette vil igjen sige, at ligeså meget som et inderligt Åndsslægtskab, en fælles Sands for den rene Natur, den milde Alvor, den fyldige Kraft, de brede Forhold, som et blot Studium af Rafael, har avlet denne Overensstemmelse. Især minde vel Petrus og Johannes om Rafael; overhovedet flere karakteristiske Motiver i adskillige andre Apostlers Statuer. Men de minde også om Naturen og om Antiken. Om den vandrende Jakob kunde man mene, at han mindede om Florentinernes og Tydskernes Naivetet. Den fornemme Strenghed, om jeg tør sige så, i den hellige Pavlus kan vække Erindringen om den store Leonardo; og således kunde en

bevandret Konstynder blive ved en Tid endnu; men han vilde mere gjøre sin egen Forfængelighed end Sandheden derved indlysende. Således vækker Synet af et Menneske Tanken om det andet – dette står at læse i alle Logiker og Psychologier, kunde man i alt Fald svare ham. Alt Stort og Skjønt er i sit Væsen beslægtet, og jo inderligere Folkene forbindes, jo mindre Dannelsen og Studiet lader sig indskrænke af Floder, Bjerge og politiske Grændser, desmere vil det også i sin Form vise dette Slægtskab. For Enshed og Monotoni vil Naturen nok frelse os, sålænge et højere Liv besjæler de enkelte fremragende Individuer. Derpå ere disse Statuer just et slående Exempel; de ere i Sandhed noget Nyt, Originalt; de ere en sand Berigelse af den evropæiske Konst, uagtet vi føle os så fortrolige med dem, som med et Yndlingsdigt, man kan udenad, men Uudtømmelighed er alle ægte Konstværkers Særkjende; det er det rene Menneskelige i dem, vilde Schiller have sagt, der bevirker dette.”
“I gamle Dage forholdt det sig ganske anderledes, da mangen en Konstner så ikke andre Arbejder end dem, som hans Fædreneby indesluttede. Derfor kan man så nøjagtig påpege de Virkninger, som et Besøg eller et længere Ophold i en fremmed Stad havde på Konstnerens senere Arbejder. Det er således intet mindre end Indbildning, når man f. Ex. hos A. Dürer ser Følgerne af hans Rejser til Nederlandene som til Venedig, eller man af Rafaels florentinske Rejser, især af det andet Ophold, eller af de senere Rhinlænderes italienske Rejser o. s. fr., forklarer Karakteren i disse Konstneres Værker. Nu derimod have de fleste en let Adgang til det meste; det beror blot på at kunne se; Lejligheden er der. Men den store Konstner kan i et Nu se noget, som mange andre aldrig

få Øje på, og derfor kan man såmeget des vanskeligere nutildags angive, hvad der hos en sådan har fremkaldt dette eller hint.”
“Men,” vedblev han, “De bragte mig ved Deres Spørgsmål længer ind i denne Materie, end jeg næsten ønskede, da sådanne omfattende Gjenstande kun burde afhandles i Skrifter, hvor man kan være betænkt på at møde Indvendinger og forebygge Misforståelser, der næsten ligeså nødvendig følge enhver Meningsyttring, som Skyggen følger sin Gjenstand. Lad os derfor afbryde. Jeg vilde spørge Dem noget om denne Statue (d. h. Andreas). Hvorfor mener De, at den ikke, som de andre elleve, har en Kjortel indenfor Gevandtet?” – Jeg: I Begyndelsen troede jeg, at det skulde sigte til Korsfæstelsen, da de, som korsfæstedes, formodentlig afklædtes, men dette siger dog i Grunden intet. Jeg har senere derfor antaget, at Konstneren, som anså det for aldeles nødvendigt at fremstille Christus uden Kjortel, har ment, at denne Figur ikke ganske skarpt skulde adskille sig fra Apostlerne heri, med hvilke den udgjør et Hele, og at han derfor lod Andreas være uden Kjortel, for at danne en Forbindelse også ad denne Vej imellem Hovedfiguren og de tolv andre. – Den Fremmede: “Jeg finder denne Grund ret antagelig, om den også i Gjerningen ikke just har gjort Udslaget; den forklarer iøvrigt ikke, hvorfor Andreas valgtes fremfor de andre til at danne denne Overgang. Men søger man Svar herpå, så kommer man måske til den virkende Årsag. Konstneren vilde fremstille Apostelen hvilende på Korset, som er hans Emblem. Men den herved foranledigede Stilling med Benene overkors havde frembragt mange uskjønne Kastninger i den lange nedhængende Kjortel, hvorimod det

mere konvensjonelle antike Overgevandt lettere kunde kastes og bøjes efter Legemets Stilling. Spørge vi endelig, hvorfor han ikke, som de gamle Malere, enten gav Apostelen Korset i Hånden, eller under Armen så at sige, med Tværstykker, der skare hinanden under en meget spids Vinkel, da kunne forskjellige Svar gives. Enten vilde Konstneren, der stedse måtte tænke på Udførelsen i Sten, måske lette og forskjønne denne ved en Komposisjon, hvor det store Kors spillede en betydelig Rolle, da han ikke kunde vente, at alle Emblemer, således som når Statuerne støbtes i Jern, kunde udføres i levende Forbindelse med Figuren; eller måske ønskede han, for hvem Fremstillingen af det Nøgne dog stedse bliver Hovedsag, i det mindste i en af Apostlerne at tilfredsstille denne Lyst; eller — han havde en anden Grund. Jeg mener, vi kunne opgive denne Sag. Iøvrigt vil jeg ikke skjule, at jeg endnu hælder stærkt til den Ensidighed, som foretrækker beklædte christelige Figurer for halvklædte, end sige for nøgne, den korsfæstede Frelser undtagen, der af mange Grunde ikke kan fremstilles anderledes.”
Under disse Ord nærmede vi os Koret, og idet den medfølgende Kirkebetjent slog begge Dørene op, vilde jeg gjøre en Indvending imod det sidste, hentet fra den Figur, vi nu nærmede os til, men den Rejsende drejede med et Buk af til venstre, og begyndte hastig at tale om Pavlus, næsten som om han skyede at komme op i Koret. Jeg vil ikke søge at gjentage de Bemærkninger, som faldt over de enkelte Statuer, over enkelte Motiver i Stilling og Gevandt, da jeg ikke er vis på at gjengive dem aldeles nøjagtigt, og da de fleste ikke kunne fremsættes i passende Korthed, måske ikke

engang forståes, uden når man har Figuren for sig. Han spurgte, da vi anden Gang gik langs op med den søndre Side, om ikke Kjøbenhavns Indbyggere havde klaget over den hellige Johannes tykke Hals; han blev mod Slutning stående ved Koret, med Ryggen mod Alteret, og talte endel om, at det glædede ham, at Thorvaldsen ikke påfaldende havde stræbt efter at give Apostlenes Fysiognomier et nasjonalt Præg. Især i Skulpturen var den rette Middelvej udentvivl vanskelig at træffe ved en sådan Opgave. De betydeligste Konstnere, f. Ex. den store Leonardo i Nadveren, havde ladet sig føre på Vildspor under denne Stræben.
Endelig fik jeg ham op i Koret. “Herligt! Herligt! Man glemmer gjerne alt over et sådant Syn!” udbrød den Fremmede. Derpå sagde han, efter en tavs og ufravendt Betragtning af den på Alteret stående Figur: “Jeg læste for et Årstid siden eller to i den Biografi af Deres Oehlenschläger, som Digteren selv har udgiven, at den gamle Voss, dengang Ø. havde forelæst ham sin Correggio, sagde: “jeg vilde ønske, at Lessing havde været her i Aften”; således kunde jeg fristes til at sige, at jeg ønskede inderlig, at Rafael havde været med os i dette Øjeblik. Få vilde måske så fuldkommen have indset og udtydet os dette kolossale Mesterværks Fortjenester, som denne Fyrste blandt Christenhedens Konstnere, og han vilde måske have funden her en Gjenfødelse af den Ånd, hvori han arbejdede, en Ånd, som ikke altid fremlyser af de nyere Værker, der siges at skylde den sin Tilværelse. Rafael har ikke malt nogen for os evangeliske Christne hellig Person, der i Højhed og Alvor, i Skjønhed og Rolighed står ved siden af denne Christus-Statue; det Dramatisk-Menneske-

lige var Hovedgjenstanden for hans Historiemaleri. I Leo den Tiendes Portræt derimod, foruden andre Steder, som i Tapeterne f. Ex., har han vist en Dybde i at opfatte det Personlige og en Styrke i at gjengive det Karakteristiske med al den rene Almindelighed, som Konsten fordrer, der levende må rinde enhver i Tankerne, der kjender disse Værker, og så ser denne Statue. Men jeg vil dog tilføje – ligesom ovenfor – at denne Christus tillige forekommer mig højst original for Thorvaldsen. Det er unegtelig en ny Fremstilling af det så utallige Gange Fremstillede; man kunde måske, med få ord, sætte dens Ejendommelighed deri, at den af den ældre christne Konsts grandiose Strenghed har beholdt lige så meget, som den optog i sig af den seneres Mildhed og af dennes Tragten efter at nå de fuldere klarere Former, der fremfor alt udmærke Antiken. Således kunde selv Rafael måske have lært af den Stil, hvori her f. Ex. Hårbedækningen er behandlet.”
Jeg vilde just gjort adskillige Spørgsmål, nemlig om den Forbavselse, som han ved Indtrædelsen havde søgt at skjule, da den måske var kommen af denne Figurs sjældne Skjønhed; fremdeles, om han dog ikke ved denne Billedstøtte i det mindste glemte det Frastødende, han ellers fandt deri, at noget andet end Hænder og Hoved vare nøgne på christelige Personers Statuer, eller hvad han dømte om den Bemærkning, at det ved denne Figur var en Fejl, at Hovedets Stilling var således, at det kun i Nærheden sås uden Forkortning, hvorimod de fleste, som fra Kirkegulvet så Støtten, stode i sådan Frastand, at Halsen måtte synes forkortet som i et Maleri, samt endelig, om intet var at bemærke angående et

eget Forhold imellem Extremiteterne: men i det samme tog den alvorlige Mand mig næsten ængstelig ved hånden, nærmede sig Alteret, og spurgte, i det han med et blik, som fordrede hastigt Svar, pegede opad: “min Søn – mein Sohn? Jeg bekræftede hans Formodning, og måtte strax oversætte ham fuldstændig de tre Indskrifter på Alteret. Han indførte dem i sin Tegnebog, og bad mig vedføje den danske Original med tydelige latinske Bogstaver. Medens jeg opfyldte denne Begjering forekom det mig, at han ligesom samlede sig eller undertrykte noget. Han bemærkede nu, som også var Tilfældet, at det ikke længere var rigtig lyst, og foreslog at gå en Tur i det Frie, hvorpå vi temmelig hastig forlode Kirken.

–––––––––

Efterat have beseet Pladsen udenfor, gik vi over Nørregade og Volden, hvor ikke få Spadserende mødte os og adspredte Tankerne, til Indgangen af Kongens Have. Det var en af de varme Dage, vi havde i Foråret; et fint grønt Skjær af de frembrydende Blade gik hen over Træerne, og jeg foreslog at gå ned i Haven, da jeg ønskede at ende den Samtale, som afbrødes i Kirken. Ensomheden gjør ofte veltalende, tænkte jeg, og mit Håb slog ind. I den gamle Alle tog min Ledsager således til Orde: “Jeg tilstår, at den første Indtrædelse i Kirken forbavsede mig. Jeg erindrer ingensinde på mine Rejser at have truffen en sådan fritstående Billedstøtte på Kirkens Hovedalter, end sige en kolossal Christus-figur. Den imponerer – og det er vel Hensigten. Men hos mig var det ingen velgjørende Følelse, hvori det første Slag oploste sig. Jeg ved ikke, om jeg ret kan forklare mig. De

tolv Apostle stå hver udenfor sin Pille som en betydningsfuld Prydelse for Kirken, som et Billede på, hvad der var den ældste Christendoms sande Grundpiller. Disse Figurer smelte harmonisk sammen med Bygningens hele Skikkelse og ere ganske, hvad Billedhuggerens og Malerens Værker hos os efter deres Natur og Oprindelse fornemmelig må være, nemlig en Forskjønnelse af Bygmesterens Arbejde. Men hin Statue derimod, på hint Sted, var i mine øjne noget ganske andet; den var ingen Prydelse for Alteret, således som en malet Altertavle er det; dette Alter var meget mere en Ramme eller Omgivelse for Statuen, der syntes for sin egen Skyld eller for hele Kirkens, i al fald ikke blot for Alterets, at stå på dette sted. Således forekom det mig ved første Øjekast. Jeg syntes at se ligesom Guden, til hvem der skulde offres, og denne fornemmelse, der ikke vilde vige, generede mig. Jeg beder Dem at undskylde mig for det abrupte Væsen, som jeg måske viste. Der gives visse Arter af Indtryk, som jeg aldrig bliver rigtig Herre over.” — Jeg: Jeg vil tilstå Dem, at et åndrigt Fruentimmer har gjort mig netop den samme Bemærkning, men at jeg uden Forbeholdenhed svarede, at man gjorde Uret, når man tilregnede andre enhver Ide-Association, som en letbevægelig Fantasi bragte istand, og at Konstens Værker måtte betragtes med en forstandig Rolighed, i og for sig selv. — Den Fremmede: “Måske havde jeg svaret det samme. Et Svar må gives i samme Sprog, som det, hvori der bliver spurgt, og jeg har oftere af en qvindelig Mund hørt en sand Bemærkning, der dog måtte besvares, som om den var en Vildfarelse, fordi den var udsprungen af en overspændt Vittighedsdrift. Men

jeg — jeg har ikke tilregnet nogen noget, og jeg taler ikke om Konstværket, ikke om denne herlige Statue selv, men om dens Plads, især imellem de Omskrifter; desuden forklarer jeg blot, hvad der er sket. Min personlige Følelse har det stedse været mig magtpåliggende at skjelne fra min Eftertankes Dom. Endskjønt jeg derfor ikke har nået, og ikke vil nå, den ideelle Betragtningsmåde, hvorved man i vore Dage så let abstraherer fra alt Individuelt og alt Symbolsk, så respekterer jeg gjerne den Mængdens Frihed, der kan overfare et og andet, som volder mig stor Betænkelighed.”
Raden var nu egentlig til mig at gjøre Undskyldning, men han vedblev uden mindste Ophør: “Som sagt, således forekom det mig engang. Da vi nu kom ind i Koret selv, da betragtede jeg i Sandhed dette Konstværk i og for sig selv, aldeles i og for sig selv, og det var min inderligste Overbevisning om dets store Skjønhed, som bragte mig til at tale om Rafael. Om Billedstøtten selv sagde jeg måske, efter Deres Følelse, for lidet; men jeg tier, hvor jeg ikke formår at tale. Selv de største Digtere blive ofte kolde, når de ville udmale Konstværkers Fortrinlighed, og tale da mer om alt andet, der hænger sammen med Værket, end om det selv og dets Egenskaber. Noget helt andet er igjen en konstforstandig Forelæsning over et Mesterværk; en sådan har sin store Nytte til passende Tider, men De vil indrømme mig, at en ti Minutters Betragtning er vel liden Forberedelse dertil. Dog, hvorom alting er, så vil jeg ikke tilbageholde, at jeg nok engang forstyrredes i en fri Betragtning af denne Figur. Lige nedenfor Billedstøtten glemmer man vist let, hvorledes den tager sig ud i sit Forhold til hele Kirken, men her ser

man derimod Inskripsjonerne. Det Hedenske, jeg var bleven mindet om, derved at Figuren i Baggrunden stod på sit Alter, fortrængtes her af et andet Extrem, det Hyperkatolske. Ovenover står skreven: Denne er min Søn, den Elskelige, hører ham! Men denne Navngivelse behøves ikke af den Grund, af hvilken flere Apostle ķunde trænge til at have deres Navn på Fodstykket. Og dog, hvortil ellers? På Fodstykket læses: Kommer til mig! Ere disse Ord lagte Billedstøtten i Munden? Umuligt! Men hvortil da? Endelig læses nederst: Se, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende! Jeg spørger atter i hvad Anledning, i hvad Betydning disse Ord her ere anbragte med lueforgyldt Skrift, og finder aldeles intet, som kan svares; thi det eneste, som tilbyder sig, er det forkasteligste af alt.”
Her holdt han inde. — Hvad tilbyder sig da? spurgte jeg. — Den Fremmede: “Den eneste naturlige Forbindelse, hvori en Billedstøtte og en Inskripsjon kunne tænkes at stå med hinanden, er vel den, at den sidste skal nærmere betegne eller forklare den første. Men det kan ikke her være Hensigten, og derfor såre disse Ord min religjøse, ikke blot min æstetiske Følelse. Disse Ord bringe — for mig — Billedstøtten i en dramatisk, eller om man vil seremoniel Forbindelse med Alteret og Altergangen. Men Alteret er, under Gudstjenesten, mer end et Stenbord; det er de Christnes helligste Forsamlingssted; de komme her til Christus, men ikke til denne Christus; vor Religjon forbyder os nemlig at gjøre et Billede af den Gud, vi tjene. Det er nu heller ikke sket her. Men det er – for mig – just det Stødende, at Indskriftens Ord alligevel betegne den døde Sten som forestillende Forløseren,

ej blot et Billede af Forløseren. Indskriften er vel sat, for sig, til Pynt; men den må for mangen En smelte sammen med Stenbilledet til et katolsk Symbol, der minder om Votivtavler ved Madonnabilleder, om St. Peders guldbeklædte Kyssetå m. m. Dette Alter frembyder således med Ord og Billede et Symbol på det, som efter vor Religjon ikke kan og ikke bør symboliseres. – “Det er min Søn,” gjentog han på Dansk med en besværlig Udtale; “Nej, Gud være lovet, han sidder i Himlen ved sin Faders højre Hånd, han står ikke her; og den hjælperige Arm, som han udstrækker til de svage Dødelige, den kan intet Øje se. Forstår De nu min Følelse? Jeg taler om hvad man ubetænksomt har gjort, ikke om det, man vilde gjøre. Jeg ved alt for vel, at den herlige Konstner allermindst har tænkt på at give sin Statue denne Betydning. For ham var den konstfærdige Udførelse af Figuren Et og Alt. Jeg indser naturligvis, at den kjøbenhavnske Gejstlighed lige så lidet vil begynde Afgudsdyrkelse i sin Metropolitan-kirke; men jeg tror at indse, at de Prydelser, som man har anbragt på denne Kirkes Alter, eller egentlig Indskrifterne på samme, i Forbindelse med Billedstøtten, endogså for den Fordomsfri og Unbefangene (var hans Ord) må tage sig ud, som om de vilde være mer end blotte Prydelser, og at de derved må såre både den religjøse og den æstetiske Følelse. Jeg taler kun om et Misgreb, som Smagløshed har forledet til, og om en forstyrrelse af Andagten just på det sted, hvor alt Synligt burde tabe sin Magt over os.” —
Jeg vilde gjort en Indvending, men min ivrige Taler bad mig godhjertet om at tie, da han var træt af at tale. Det var nu bleven Aften og månelyst. “Skulptur og Christen-

Dom”, sagde han, idet vi toge Afsked med hinanden, “Billedstøtter og Gudstjeneste må de evangeliske Christne holde i tilbørlig Afstand indbyrdes. Konsten er kun Menneskeværk, og jeg forsikkrer Dem, at det selvklare Lys, som der skjælver imellem Grenene, har vakt helligere Anelser i mit Bryst, end nogensinde de skjønneste Konstværker have kunnet indgyde mig. Jeg elsker Konsten, men den ærefrygt, som jeg undertiden kan føle for Naturen, den håber jeg at Konsten aldrig skal indgyde mig.”

General Comment

Denne tekst stammer fra Hjort, op. cit., 1854. Som det fremgår af indledningen, så blev teksten oprindelig udgivet anonymt i 1831 i avisen Kjøbenhavnsposten. Som det også fremgår, fingerer Hjort, at en anonym skribent har mødt en udenlandsk / tysk ven med hvem, den anonyme forfatter drøfter Vor Frue Kirke og dens skulpturelle udsmykning.
Det hele er imidlertid Hjorts konstruktion.


Thorvaldsens apostle omtales fra p. 177, og Kristus fra p. 185.

Thiele
Ikke omtalt hos Thiele.
Other references

  • Peder Hjort: ‘Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn. 1831’, in: Kritiske Bidrag til nyere dansk Tænkemådes og Dannelses Historie. Konsthistorisk Afdeling, København 1854, p. 169-192.

Subjects
Criticism of Thorvaldsen's Works, Negative · Criticism of Thorvaldsen's Works, Positive · Statues, Christian Mythology · Thorvaldsen and Christianity
Persons
Johann Baptist Bertram · Melchior Boisserée · Sulpiz Boisserée · Hermann Ernst Freund · Bertel Thorvaldsen
Last updated 05.01.2021 Print