[…]
Her er saa mange Erindringer, som ikke kunne andet end bevæge mig dybt. Nu er Alt siden ensomt og melancolsk, og ti Gange daglig maae jeg briste i Graad over Alt, hvad vi have tabt; nu kommer Pindsen, hvor Sysette vist havde overtalt Dig til at tage lidt herud, og Thorvaldsen var da vist kommet; dem skal vi nu aldrig see mere; og saaledes kommer den sorte Død og forstyrrer Ens bedste Glæde.
[…]