The Thorvaldsens Museum Archives

Landskabsgartneriet ind under Billedhuggerkonsten, men enhver tilføjet plastisk Staffage vilde da erindre os om hin smagløse Mode, at stille udskaarne og malede Figurer omkring i Haverne. Farvetonerne i deres rent konstneriske Betydning maa derfor Sculpturen opgive at gjøre Paastand paa, i det mindste i den Udstrækning, hvori de tilfalde Maleriet, og dette vil derimod, selv ved den mest skuffende Illusion, aldrig blive i Stand til at give mer end et enkelt Moment af hele den Rigdom paa Formbilleder, som indeholdes i en eneste plastisk Gruppe, en eneste Billedstøtte.
Denne Sondring maa fastholdes; men en desto stærkere Tilnærmelse viser sig mellem de tvende Konstfag, naar de betragtes med Hensyn til et andet væsenligt Punkt, med Hensyn til Anvendelse af Lys og Skygge. Den Forskjel, at Malere maa blande sine Lys- og Skyggetinter paa Paletten, og at Billedhuggeren derimod maa frembringe sine ved at give selve Lyset Lejlighed til at spille i alle Nuancer paa hans Figur, kommer her ulige mindre i Betragtning end den Omstændighed, at de begge ved Konst maa frembringe den Illusion, hvori Beskueren skal sættes. Forskjellen mellem en god og en slet Statue beror, hvad Udførelsen angaar, ene derpaa, at Konstneren har forstaaet, eller ikke har forstaaet, i hele Anlæget og i de mindste Enkeltheder, at give Lyset bekvemme, højst afvexlende Flader at falde paa, for saaledes at frembringe hele den harmoniske Fordeling af Lys og Skygge, alle de uendelig fine Overgange, hvorved en fuldendt Afrunding fremkommer. Overføre vi denne harmoniske Lysvirkning paa Maleriet, saa betegne vi derved en af dets mest tillokkende Egenskaber, men vi

blive tillige opmærksomme paa, at Farvetonerne først faa deres fulde Betydning som Lys- og Skyggetoner. Selv det ensfarvede Maleri beholder sin Lysvirkning, sit luftige Udseende, og vi ane her allerede en fuldstændig Colorit. Denne Omstændighed kan forklare os, hvorfor vi saa lidet savne Farven hos Billedstøtterne, især i de ædlere Stoffer, men den vil tillige gjøre os det begribeligt, hvorfor den plastiske Figur maa være beregnet paa sin Opstilling, eller, naar den ej er bestemt til at sees paa en offentlig Plads eller i en vis Belysning, hvorfor den da helst maa stilles i det Lys, der har sét den dannes under Billedhuggerens Haand. Skal Statuen aabenbare alle sine Skjønheder, da maa ogsaa Betingelserne derfor være givne, og da vil Beskueren studse over det Liv, der kan vise sig selv i dens Øje, skjøndt Pupillen kun kan antydes; da er det først, at hint Smægtende, Svømmende i Kvindens Blik, saaledes som vi kunne se det i fortrinlige Billedstøtter, røber os, hvor farlig en Medbejler her fremstaar for Maleren, selv der, hvor han tryggest synes at kunne stole paa sin Fordel. Overhovedet kan man, naar Talen er om Konsten i dens fulde Udvikling, fremsætte det som en Grundsætning, at ethvert Maleri bør kunne nydes som et plastisk Arbejde, enhver Billedstøtte som et Maleri.
En ny Kreds af Billedhugger-Arbejder har i Tidens Løb bestandig afløst en ældre, og saaledes ogsaa i vort Fødeland, der ingenlunde var saa fattigt paa Sculptur, som man nu maaske i Almindelighed tror. En Række af Begivenheder, for det Meste højst sørgelige, havde imidlertid siden 1787 berøvet Hovedstaden en stor Del af denne Prydelse, og der var opstaaet en Tomhed, som

ikke blev uden Indflydelse paa en hel Slægt. Af alle hine Billedstøtter er der nu kun en svag Erindring tilbage hos Enkelte, og denne vil ogsaa om kort Tid aldeles forsvinde. Sammenlignede med de Arbejder, der nu smykke Christiansborg og Frue Kirke, vilde de sagtens blot have beholdt det Værd, som en historisk Erindring formaaede at give dem; men at de alligevel ej have staaet som døde eller fremmede Metal- og Stenmasser, at de have gjort Indtryk, derom vidne bedst de Forklaringer, som den uvidende Almuesmand gav over mythologiske Attributer og Ansigternes Udtryk, og som, trods al Vilkaarlighed, dog røbede den opmærksomme, ja den følende Betragter.
Johannes Wiedewelt var i Christian den Syvendes Tid vor mest ansete Billedhugger. Han havde faaet sin Dannelse i den franske Skole, var en dygtig Mand og fik Lejlighed nok til at udføre store Arbejder, mest allegoriske Figurer. Men han forstod ej at give Marmoret Liv, og hans Allegorier vare uforstaaelige for Mange, saa han for en stor Del synes kun at have høstet en kold Beundring, og Johan Grunds plumpe Sandstensfigurer i Normandsdalen havde, i det Mindste for menig Mand, noget langt mere Tiltalende. I den unge Thorvaldsens Arbejder søger man imidlertid for-

gjæves efter Spor af den Tids plastiske Indtryk. Det var gjennem Malerkonsten, at han erholdt sin første Dannelse. Abildgaard, skjøndt en Akademiker i Ordets strængeste, koldeste Betydning, maatte ved sit unægtelig overlegne Talent, ved sin universelle Stræben nødvendigvis blive den Konstner, som fik den største Indflydelse paa ham, og man sporer den umiskjendelig i alle hans Ungdomsarbejder, ja, i hans Haandtegninger, i hans Skitser kan man forfølge den endnu længere. Thorvaldsens skjønneste Ungdomsværk — Peter og Johannes, der helbrede den Lamme — er aldeles malerisk, men behandlet med en, især for en yngre Konstner, usædvanlig Takt.
Det er bekjendt, at en Konstner kan være højst forskjellig i sin Theori og i sine Værker, og denne Forskjel fremtræder altid skarpest i en sjunken Periode. C. Maratta var greben af den største Beundring for Rafael, ligesom Canova senere for Antikerne, og deres Arbejder — hvor himmelvidt forskjellige fra disse Mønstre! Ogsaa Abildgaard beundrede Antiken, men betragte vi Thorvaldsens Frembringelser fra denne Tid, skulde man sværge paa, at der ikke havde været en antik Afstøbning i hele Kjøbenhavn. Og maaske var netop den Uskyldighed, hvormed han kunde hengive sig til Oldtidsminderne, da han stod i deres Hjem, en Fordel, der fuldelig opvejede den Mangel paa Dannelse, som blev ham bebrejdet.
Da Thorvaldsen i sit 27de Aar kom til Rom, forstod han lidet eller intet af Marmorets Behandling. Han kunde tegne et smukt Portræt og lavere det med Farve, han forstod at bruge sin Modellérstok, men han forstod

ikke at føre en Mejsel eller en Rasp. Og hvo skulde nu være hans Lærer? Den berømte Landsmand, Georg Zoega, til hvem han var nærmest anbefalet, kunde ikke vejlede ham; denne store Lærde synes ikke engang at have havt noget synderligt Blik for Konsten. Men det var en ærlig Mand med en dyb Begejstring for Oldtiden; hans skarpsindige Fortolkning af Monumenterne, hans Autoritet maatte paa flere Maader blive til Gavn for den unge Billedhugger, og idet denne havde Mod til at vælge de antike Statuer til sine Lærere i at udøve Konsten, fandt han tillige Traaden, som sikrest kunde føre ham gjennem den Labyrinth, han stod midt i.
Rom var dengang endnu bestandig Hovedsædet for europæisk Konst. Men, hvor forandret siden de tidligere, bedre Dage! — Det var nu ikke længer Italiænere, som angave Tonen; Tyskere, Franskmænd, Englændere havde afvexlende, i større eller mindre Omfang, aabnet nye Retninger. Forholdet mellem Konstnerne og Publikum var ogsaa forandret. Kirkens og Folkets Trang var for længe siden tilfredsstillet, den æsthetiske Nydelse var ene tilbage; men saa høj og ren som denne end kan være, vil den aldrig i sig alene have Kraft til at frembringe en saa gribende Begejstring, som naar den smelter sammen med patriotiske eller religiøse Følelser. Den æsthetiske Nydelse bliver alt for let til en saakaldet Smags Sag, Theorien kommer frem med sine kolde Abstractioner, og hele Konsten faar næsten Udseende af at være til, ene for at bevise dette eller hint Systems

udelukkende Gyldighed. Da i en saadan Tid Virksomheden i de fleste Tilfælde udgaar fra Konstneren, synes den Frihed, hvormed han bevæger sig, dog at være en stor Fordel i Modsætning til alle de Betingelser, ældre Konstnere maatte underkaste sig; men selv denne Fordel er mere indbildt end virkelig. Konstneren maa alligevel søge at vinde sit Publikum, han maa udspejde og rette sig efter dets Luner, dets Tilbøjeligheder, og han kommer derved grumme let i en Afhængighed, der er lige saa stor og mere ygmygende, end den, hvori hine ældre Konstnere stode.
Den Beundring, som Winckelmann havde vakt for den græske Oldtid, var bleven endnu mere udbredt især ved dygtige Archæologers og ivrige Konstsamleres Virksomhed. Alt hvad der blev malet og tegnet og modelleret, drejede sig næsten udelukkende om Gude- og Heltesagn. Flaxman havde gjort megen Opsigt med sine flygtige Omrids til Homer og Tragikerne, men et større og varigere Indtryk frembragte Canovas og Carstens’ gjennemførte Arbejder.
Den første af disse stod den Gang i sin fulde Kraft, hans Berømmelse udbredte sig rask over hele Europa, han stod som Gjenføderen af klassisk Renhed og Skjønhed. Tvende Pave-Gravmæler havde han allerede udført, og desforuden en hel Række af Billedstøtter og Relieffer af den græske Mythologi og Historie. Jeg tvivler ikke om, at hans Arbejder i første Øjeblik maa

have gjort Indtryk paa den unge danske Billedhugger; det maatte overraske denne at se Marmoret blive blødt som Vox under hans utrættelige Rasp; men længe kunde dette Indtryk ikke vare; dertil var Canovas Konstner-Individualitet og Dannelses-Methode alt for forskjellig fra Thorvaldsens. Medens hin vaklede mellem sit ængstelige Begreb om Natursandhed og sin temmelig materielle Anskuelse af antik Idealitet, fordybede denne sig uforbeholdent ikke alene i de gamle Konstværkers Former, men i hele det Liv, der laa til Grund for dem. Stykværket i Canovas System kunde ikke længe blive skjult for ham, lige saa lidt som hans Mangel paa Manddomskraft og hans overvejende Hang til det Kjælne og Smægtende, der huede hans fornemme Velyndere saa vel og bidrog saa meget til at udbrede hans Ros.
Maleren Carstens havde ikke havt Canovas Held. Lang og møjsommelig havde hans Udviklingsbane været, og nu, da han skulde begynde at høste Frugten af sin uforsagte Vedholdenhed, nu var Kraften udtømt. Thorvaldsen lærte ham at kjende paa Sygelejet, og Aaret efter gik han allerede bort. Men den mandige, uafhængige Stræben, der betegnede hans Liv og hans Værker, den alvorlige Begejstring for det Højeste i den moderne Konst, som var saa umiskjendelig afpræget i hans Tegninger, det Samliv med græske Forfattere, hvorom saa mange af hans Compositioner vidnede, gjorde et uudsletteligt Indtryk paa Thorvaldsen. En umiddelbar Indflydelse paa dennes Dannelse som Billedhugger synes han imidlertid ikke at have havt; dertil laa ogsaa deres Veje for vidt fra hinanden. I den lille Gruppe, Ariadne

og Bacchus, som Thorvaldsen modellerede i 1798, viser han sig alt som selvstændig Plastiker.
Dette bliver endnu tydeligere ved at se hen til den Billedstøtte, som først bebudede Thorvaldsens Storhed, og hvortil den første Tanke efter al Sandsynlighed er undfanget i Omgangen med Carstens. Det er i det mindste højst paafaldende, at et af dennes allersidste Arbejder er en hel Cyclus af Compositioner til Argonautertoget (1797). Hans og Thorvaldsens fælles Ven, Tyroleren Koch, raderede dem, og de udkom i 1799, og i det følgende Aars Oktober Maaned meldte vor Konstner Akademiet, at han inden kort Tid blev færdig med en Billedstøtte af Jason i naturlig Størrelse. Denne Figur tilfredsstillede ham ikke i Udførelsen; men han beholdt Tanken, der laa til Grund for den, og lod denne paa ny fremstaa i sin berømte Statue. Imellem Carstens’ Tegninger er der ogsaa en Jason, der vender tilbage til Skibet med sit Sejersbytte, og en Sammenligning mellem denne maleriske Composition og Thorvaldsens Figur stiller Forholdet mellem disse to saa nær beslægtede Konstfag i et klart Lys. Den gjør det begribeligt, hvor nødvendigt det er for Billedhuggeren skarpt at opfatte det Moment, han vil fremstille, og ret at dvæle ved det. Det er heri, han skal søge og finde Erstatning for den mere udvidede Kreds, som Maleren kan omgive sin Hovedfigur med.
Men der var en anden Omstændighed, der sikkert væsenligt har bidraget til at Thorvaldsen med saa megen

Iver holdt fast paa sin Jason. Var der kun ringe Udsigt for ham til at faa den udført, saa maatte Trangen hos ham være desto mægtigere til klart og fuldstændigt at udtale sin Idé om en græsk Heros, efter at Canova i Aaret 1800 havde fuldendt sin Perseus. Dersom det er sandt, at Abildgaard højlig skal have beundret dette Konstværk, saa er dette et Bidrag mere til at vise, hvor selvstændig og kraftig Thorvaldsens Genius alt havde udfoldet sig. Thi Perseus er ikke fremstillet i et ægte plastisk Moment; det er en almindelig, her ikke engang passende Triumf, der er det Fremtrædende. Hans Stilling er vaklende; den minder desuden, saa vel som hans Former, paa en uheldig Maade om den vaticanske Apollo, hvis Forhold ere ulige skjønnere. Og hvor betegnende for den Tids Konst-Anskuelse, at den mest ansete Billedhugger ikke havde Betænkning ved at overføre saa specielle Gudeformer som Apollos paa Helten fra Argos! Jason er fremgaaet af en aldeles modsat Bestræbelse. Konstneren har ikke lagt an paa en stykkevis Efterligning af det, der dengang gjaldt for det Skjønneste i antik Konst, men vel paa at fremstille os en heltekraftig Figur fra den jævne, usvækkede Oldtid. En dristig Daad er fuldbragt, en sjælden Skat er vunden, og idet Jason holder fast paa sit Bytte, er det en slaaende Tanke, at han i sin fulde Tryghed dog endnu en Gang maa dvæle ved den Fare, han har svævet i. Men det er kun et Øjeblik; saa sikker og rolig hans Stilling end er, man sér dog tydelig, at han i næste Moment vil afsted til Skibet og til sine ventende Staldbrødre. Hele den yngre

Konstners Stræben gik tydelig ud paa klart og sikkert at udvikle sit Motiv; i Fuldendelsen af sit Konstværk maatte han endnu kunne vinde meget, men det Vigtigste var vundet: at lade en plastisk Idé besjæle conseqvente, plastiske Former.
Havde Thorvaldsen hidindtil uafhængig og uegennyttig stræbt for den Idé, som foresvævede ham, saa udeblev hans Løn heller ikke. Da Skilsmissen fra Rom og fra hele den Kreds af Tanker og Følelser, som han nu havde levet sig ind i, som nu først aabenbarede sig for ham i hele sin Betydning, da denne Skilsmisse stod ham allernærmest, for at føre ham tilbage til det fjerne Nord, da havde hans Jason alt vakt ham en varm Beundrer i Englænderen Hope, og idet dennes kraftige Velvillie bød hans Billedstøtte at fremstaa i Marmor, knyttedes tillige uformærket det Baand, der saa skjønt, saa inderligt, gjennem en lang Aarrække skulde fastholde ham i Rom. Nu var hans Lykke gjort, som man siger, men det var en Lykke, som beroede paa en anstrængende, aldrig hvilende Kamp; efter at han éngang var fremtraadt som Canovas Medbejler, kunde han ikke mere træde tilbage, og de ydre Vilkaar vare ingenlunde til hans Fordel, selv om han tryg turde stole paa sin Genius.
Og netop i de nærmest paafølgende Aar var Canovas Virksomhed overordentlig. Fra 1803 til 1812 model-

lerede han de store Monumenter over Erkehertuginde Christine og Digteren Alfieri, den kolossale Theseus med Centauren, Palamedes, Paris, Ajax, Hektor, Freden (allegorisk Figur), Venus, to Muser, tre Danserinder, den kolossale Napoleon, hans Moder, Søster, Maria Louise, Prinsesse Esterhazy. Den allerstørste Del af dem blev udført i Marmor paa samme Tid, nogle endog flere Gange. Desuden fuldførte han ikke faa Gravmonumenter med Relieffer, og Buster.
Med ethvert nyt Arbejde slog hans Berømmelse videre og dybere Rødder. Det var tildels kolossale Værker, og hans Frugtbarhed fik derved en endnu større Betydning; han forstod næsten altid at give sine Billedstøtter noget Tillokkende, og han forhøjede det ved den Glans, han vidste at udbrede over deres Fuldendelse. Han smigrede for sine Beskuere og blændede dem, og som oftest oversaa de derfor, at selv hans fortrinligere Arbejder, som f. Ex. Christines Monument, manglede en plastisk Charakter, at hans fleste kvindelige Figurer — især de ideale — bare Udtrykket af en stærk Higen efter at behage, at selv hans mandlige, f. Ex. Paris, ikke vare frie derfor, og at Svulst som oftest maatte repræsentere Heltekraften.
Thorvaldsen var næsten 33 Aar gammel, da han fuldendte Modellen til Jason, og hans følgende Arbejde, Gruppen Amor og Psyche, syntes endnu tydeligere at vise, hvor klart han havde sit Maal for Øje. Den ene Statue fremstod nu rask efter den anden, og i Løbet af to Aar modellerede han ikke mindre end fem Figurer: Bacchus, Ganymed, Apollo, Venus, Hebe, og begyndte

paa en kolossal Gruppe, Mars og Venus. Men det synes fast, som om den rolige nordiske Natur mere behøvede Tid til klart at udvikle sig, og som om denne raske Productivitet ikke var det, der heldigst skulde fremme den. Det er i det Mindste sikkert, at Konstneren senere aldeles brød Staven over de to (Bacchus og Apollo) af hine fem Billedstøtter, og at to andre af dem, Venus og Hebe, maatte gjennemgaa en fuldkommen Omarbejdelse. Ydre Forhold havde maaske Indflydelse paa at den kolossale Gruppe blev staaende paa Halvvejen, men det synes tillige, som om den fra Begyndelsen af var udsprungen af en mindre klar Idé. I de næste 6 Aar var Thorvaldsen ogsaa sparsommere med sin Kraft. Foruden den fredbringende Mars, der dog næppe kan betragtes som en aldeles ny Skabning, fik man kun tre nye Statuer (Adonis, Psyche, Amor med Sommerfuglen) fra hans Haand.
Det er unægtelig en Fordel, ja en Fortjeneste, at kunne frembringe med Lethed, men den kan aldrig blive Maalestokken for en Konstners Virksomhed. Man saa det ogsaa ved denne Lejlighed. Skjøndt Thorvaldsens Arbejder vare saa ulige færre, skjøndt de ej kunde optræde med den Pomp eller med det tillokkende Ydre som Canovas, saa vakte de dog en stor Opmærksomhed, især blandt Konstnerne i Rom. De stode med en Renhed og Adel, der ikke kunde dølges selv for det mindre rolige, mindre ubestukne Øje. Den Djærvhed, som der

var i hele Anlæget af Mars, det barnligt Jomfruelige i Psyche, den stille, halvdrømmende Hvile i Adonis, den sjælfulde Ynde i Amor og Psyche, vare Fortrin man forgjæves søgte i Canovas Værker, saa prisværdige de end for Resten kunde være. Man indrømmede ogsaa dette, men man beklagede tillige, at Thorvaldsens Figurer savnede den Gratie, den overordentlige Fuldendelse, som hans store Modstander besad i saa høj Grad, og man lagde herved ikke Mærke til, at denne lovpriste Gratie var aldeles uforenelig med den danske Konstners Renhed og Ærlighed, og at denne Fuldendelse, der stykkevis gik ud paa den mest smaalige Naturefterligning, og som, i det Hele taget, var især lagt an paa at give Marmoret en blød og lækker Overflade, maatte staa i en uforsonlig Strid med hans Sands for de højere, strængere Stilfordringer.
Men dersom en europæisk Anseelse endnu hævdede Canovas Billedstøtter Forrangen og hindrede en fuldstændig Erkjendelse af vor Landsmands alvorligere Stræben, saa var der en anden Retning af Plastiken, hvor hans Fortjenester lettere gjorde sig gjældende. Det var i det ophøjede Arbejde (Relieffet). Winckelmanns Indflydelse havde alt virket til at ombytte den forkérte, maleriske Behandlingsmaade med en mere conseqvent plastisk, men der havde tillige indsneget sig en Tørhed, en Fattigdom i denne Gren af Sculpturen, som blot lod Erindringen tilbage om den Anseelse, Relieffet endnu i det 17de Aarhundrede formaaede at give sin Forfatter. Af de atten Relieffer, som Canova udførte mellem 1790 og 1801, lykkedes det ikke et eneste at blive modtaget

med mer end lunken Deltagelse. Da fremstillede Thorvaldsen under almindeligt Bifald sin Achilles og Briseis, der føjede nye poetiske Træk til Homers dejlige Skildring, og tilstrækkeligt oplyste den Fylde, der kan nedlægges i et saadant Værk, trods den indskrænkede Flade, som Billedhuggeren maa bevæge sig paa. Imidlertid blev det ophøjede Arbejde dog i Almindelighed betragtet som noget Underordnet, som en Nødhjælp for Bygmesteren, hvor det kom an paa at skjule en tom Flade; det var desuden den mindst bekostelige Maade at anvende Sculpturen paa. Begge disse Grunde bidroge til, at Thorvaldsen paa den Tid, da betydelige Bestillinger i Rom ikke hørte til Dagens Orden, erholdt flere Opfordringer til at udføre Relieffer. Det var som om den lunefulde Skjæbne med sin træffende Ironi vilde bringe den gamle Lærdom om Geni og Rangforordning i frisk Minde.
Den første af de her tilsigtede Bestillinger modtog han fra Kjøbenhavn. Hovedindkjørselen til Christiansborg, der stod i Bygning, skulde smykkes med fire Billedstøtter, der, formodentlig før 1804, vare overdragne til den akademiske Professor Dajon, en meget middel-

maadig Konstner. De skulde forestille allegoriske Figurer, og temmelig højt oppe over enhver af dem skulde der anbringes en beskeden tilsvarende Allegori i ophøjet Arbejde, og disse fire Relieffer skulde Thorvaldsen udføre. Denne kunde paa sit Standpunkt umulig have Lyst til at behandle saa tomme Personificationer som Visdom, Retfærdighed, Styrke, Sundhed; det maatte være ham ulige kjærere at fremstille betydningsfulde Billeder af den græske Mythekreds, saa meget mere som han i Zoega havde en Mand, der sikkert kunde lede og understøtte hans Valg, og nu fremstode de fire herlige Compositioner, som vi alle kjende. De to af dem, den besjælende Minerva og den forklarede Hercules, vakte især en stor Beundring. Saa inderligt havde endnu ingen moderne Konstner formaaet at slutte sig til græsk Tanke og Fremstilling, saa aldeles havde endnu ingen siden Rafael vovet at opgive enhver Fordring paa Nyhed og Originalitet, og netop i det Samme bevaret sin sande konstneriske Uafhængighed. Og medens der her hjemme næppe var Nogen, som tænkte paa Billedstøtterne, der skulde staa i Nischerne, holdt man i Rom Lovtaler over de underordnede Relieffer.
Efter at Thorvaldsen ligesom havde udhvilet sig ved at sysle med flere mindre Compositioner), som oftest

af erotisk Indhold, aabnede der sig i 1812 en ny Lejlighed for ham til at fremstaa i hele sin Overlegenhed. I det kejserlige Palads paa Qvirinalbjerget, hvis Indre dengang erholdt en ny Udsmykning, var der flere Værelser, der øverst paa alle fire Vægge bare et bredt Baand, som Architekten havde udset til en passende Plads for festlige Optoge, Victorier og deslige, der blot skulde modelleres og afstøbes i Gips. Flinke og middelmaadige Konstnere arbejdede her ved Siden af hverandre, men ingen af første Rang; det var jo dog kun en Decoration. Det gjaldt imidlertid om at blive færdig i rette Tid, og herved foranledigedes Bygmesteren til at forespørge sig hos sin gode Ven og Collega Thorvaldsen, om han vilde paatage sig et Stykke af dette Hastværksarbejde. Han gik ind derpaa, og tre Maaneder efter var Alexanders Triumftog færdigt. Men da det nu stod paa sin Plads i Gemakket, da Øjet med Velbehag gled hen over de smukt fordelte Figurer, da de saa mesterligt skildrede Charakterer mer og mer fængslede Blikket, da det rige Indhold efterhaanden udfoldede sig med hele den Fylde, i hele den Klarhed, hvormed det var undfanget af Mesteren, da opdagede man med Forbavselse, at det var meget mere end Gipsdecoration og Festoptog. I skarpe Træk havde Konstneren fremstillet Hellas og Asien, Friheds og Trældoms Aand lige over for hinanden. Hastværksarbejdet i det ringe Stof indeholdt et af Historiens store Momenter, forklaret i et udødeligt Mesterværk.
Efter Alexanders-Toget indtræder, en ny Periode i Thorvaldsens Liv. Man mærker alt Overgangen i Portræt-

statuen af Grevinde Ostermann, i Venus med Æblet, og i de tvende ypperlige Relieffer, »Priamus, der bønfalder Achilles« og »Natten«, især i det sidste. Men Hebe aabner den egentlig betegnende Række, og efter hende følger den knælende Ganymed, Hyrdedrengen, Argusdræberen, Gratierne. Thorvaldsen staar nu som den fuldendte Konstner, han frembringer med større Lethed og Sikkerhed, Stoffet bøjer sig lydigt for ham. Det er ogsaa dette Herredømme, der især er fremtrædende i de Fortrin, som danne de ovennævnte Billedstøtters tydeligste Særkjende, thi dersom vi vilde udhæve Følelsens Inderlighed eller Opfatningens Storhed og Kraft, da kunde vi let blive uretfærdige mod hans skjønneste Arbejder fra den foregaaende Tid. Men der er mere Fasthed i Omridsene, et friskere Studium af Legemets Enkeltheder, Foldekastet er blevet mere flydende. Der ere visse fine Svingninger i hele Figurens, i det enkelte Lems Bevægelse, som hans aandrige Blik, hans sikre Haand have fattet og følt, og som bidrage saa meget til at udbrede et skjønnere Liv, en større Harmoni over Konstværket. Naar vi, efter at have betragtet Adonis gaa over til Hyrdedrengen, eller fra Jason til Argusdræberen, saa føle vi tydeligst den angivne Forskjel. Saa forskjellige som disse Figurer end ere, saa tilbyde de dog

heldige Sammenligningspunkter, de to første i den Hvile, som er udgydt over dem begge, de to sidste i den Dobbelthed, som gaar igjennem hele Bevægelsen. Ved en saadan sammenlignende Beskuen er det den højre Side af Hyrdedrengen, der nærmest vil interessere os. I den Løshed, hvormed Haanden hviler om Benet, i Knæets sagte Bevægelse, der hælder udad, indeholdes der et saa fint følt, et saa mesterlig angivet Udtryk af det Villieløse i dette Legeme, at vi næsten ikke behøve at se mere for klart at fatte Konstnerens Hensigt. I Argusdræberen vil den Elasticitet, der gaar igjennem hele Kroppen lige fra den venstre store Taa, især beskjæftige os. Blikkets spændte Udtryk faar endnu mere Betydning ved den Stilhed, som hviler over hele Figuren trods dens Bevægelse. Den krydsende Modsætning mellem Armene og Benene er anlagt med en beundringsværdig Følelse for Harmoni; men enhver af disse Stillinger og Bevægelser har tillige et Indhold, der umiskjendeligt peger frem eller tilbage, og Øjet faar knap Tid til at dvæle fortrinsvis ved noget Enkelt, saa mægtig strømmer Hovedtanken gjennem det Hele. Det er foran saadanne Billedstøtter, at man kommer til at føle hele Plastikens Tryllemagt; vi staa foran virkelige Former, der aabne vort Blik for hele den Skjønhedsfylde, vi saa ofte overse i selve Livet, og uden Vanskelighed, uden at vi mærkedet, hensætte vi disse haandgribelige Former i en luftig Fantasi-Omgivelse, som vi selv skabe paa Konstnerens Bud. Der er en egen Nydelse i denne Forening af Virkelighed og Fantasi, af Selvfortaben og Selvvirksomhed, og næppe vil nogen anden Konst end Sculpturen

formaa at give os den i saa høj en Grad, i det Mindste danne hine Kræfter her den skarpeste Modsætning.
Canova søgte det Yndefulde i Holdning og Bevægelse alene, eller dog nærmest, i Linierne; derfor dette Svævende og Bølgende, derfor disse Ballet-Attituder i hans Billedstøtter af Hebe og Danserinderne. Den overordenlige Zirlighed, den udsøgte Delicatesse, hvormed han behandlede disse Figurer, naaede uden Tvivl sit Højdepunkt i hans bekjendte Gruppe af Gratierne (1814), som vi ogsaa her i Byen kan finde mange Steder i Afstøbninger af en formindsket Copi; og det turde vel ogsaa blive vanskeligt at overbyde det Slangebugtede i dette Konstværk, der for den renere Sands alt har noget Modbydeligt. Hos Thorvaldsen var derimod, allerede i hans tidligere Arbejder, denne Gratie nedlagt i det reneste Udtryk af kvindelig Ungdom, Uskyldighed, Følelse, eller af barnlig Lyst og Glæde. Man betragte blot Briseis i hans første Relief, eller de smaa Relieffer med Aarstiderne, eller Gruppen Amor og Psyche, eller den lille Figur af Psyche med Urnen. Selv i saadanne Arbejder, der ikke tilfredsstillede ham, som hans første Hebe, eller hvor han, uagtet det alvorligste Studium, ikke kom til at udtale sig klart, f. Ex. i hans Venus med Æblet, spores ikke nogen søgt Gratie; men hvor hans Genius ret udfoldede sig, der

blev det tillige noget Betegnende for den, at kunne udtrykke den højeste Ynde gjennem de simpleste Linier. Saaledes i Nattens stille Hensvæven (1815), saaledes i hans sidste Hebe (1816). Hvilken Modsætning dog mellem denne og Canovas Fremstillinger af den samme Gudinde! Hvor simpel staar hun der i sin strængt tilhyllende doriske Dragt, hvor beskeden og bly i Holdning og Bevægelse, og netop ved dette sjælfulde Udtryk saa uimodstaaelig yndig ved Siden af hine svævende, koketterende Væsener! — Saa dybt rodfæstet var Thorvaldsens Sands for denne Renhed i Følelsen, saa modbydelig var ham forkjælet Konst og smægtende Føleri, at han, for ret at bekæmpe dem, søgte at aabne sin Samtids Blik for det Yndige, selv hvor det fremtraadte under en fjern Oldtids stive Former. Stærkere Modsætning til moderne Gratie kunde der vel ikke findes, end de smaa kvindelige Figurer paa Mønningen af det æginetiske Tempel, og netop disse valgte han til Mønster for sin bekjendte Statue »Haabet«, der fremtræder saa alvorlig og dog saa festlig. Indtrykket heraf havde endnu ikke forladt ham, da han dannede sin Gruppe »de tre Gratier« (1819). Ingen vil kunne nægte dette Konstværk Præget af Simpelhed og Uskyldighed, men den mellemste Huldgudindes faste Holdning fører Tanken tilbage til den æginetiske Strænghed, og der opstaar tillige let en Formodning om, at han under Udførelsen ikke har kunnet modstaa den Fristelse, ret at minde sin berømte Modstander om dennes Mangel paa et plastisk Hvilepunkt.

Thorvaldsens Behandling af græske Æmner har hidindtil udelukkende tiltrukket sig vor Opmærksomhed, og han bevægede sig ogsaa i alle disse Aar (1797—1819) kun sjælden udenfor denne Kreds, der, efter det Foranførte, maatte ligge ham nærmere end nogen som helst anden. Hvad der i denne Retning udmærker ham mellem tidligere og samtidige Plastikere, det er den Harmoni, han vidste at udbrede over sin Fremstillingsmaade, og den Sjæl, han forstod at indaande sine Gude- og Helteformer. I Forhold til andre moderne Konstnere, kan man vistnok sige, at han sluttede sig strængt til Antiken; sammenlignet med denne, vil man derimod let opdage, hvor langt han er fra at være Copist, hvor frit hans Genius overalt bevæger sig. Man finder ingen Ængstelighed i Valget af Gjenstande, for at have Typer, som han trygt kunde slutte sig til, thi hans Konstnerblik maatte snart opdage, hvor lidet de Gamle havde ladet sig binde af Sligt; ingen slavisk Efterligning af Stil-Vedtægter, f. Ex. i Relieffet, thi han afviger fra dem, saasnart de true med at indskrænke ham for meget, eller hvor han muligen har frygtet for ikke at blive forstaaet. En Archæolog, som vil underkaste hans Værker en lærd Bedømmelse af deres formelle Side, maa derfor paa mange Steder finde meget at udsætte, uden at deres Betydning eller Værd derved bliver mindre.
Det var et Held for Thorvaldsen, at han, der havde faaet et saa aabent Øje for Billedhuggerkonstens Betydning,

ogsaa, da Lejligheden saa rigelig tilbød sig, følte Lyst og Kald til at behandle antike Gjenstande. En mægtig Autoritet hævdede ham her en Frihed, som han ellers aldrig havde vundet. Hos ham var der ikke Tanke om at ville bramme med en tom Virtuositet, eller om at misbruge Forestillinger, der havde en dyb Rod i et højtbegavet Folks nationale og religiøse Liv, til en affecteret Leflen; men hos ham var der en inderlig Trang til at fremstille det rent Menneskelige, og herligst traadte det ham først imøde i græske Konstværker og i græske Sagn. Hurtigt maa det være gaaet op for ham, hvor tilgavns Hellenerne havde forstaaet at sondre mellem Livets og Konstens Fordringer, og at de herved vundne Resultater maatte komme alle følgende Tidsaldere til Gode; men heller ikke var han bleven den harmoniske Konstner, ikke havde han faaet det Præg af ægte Humanitet, der gjør ham saa elskelig, dersom han ikke først var bleven lutret i et saadant hellensk Bad. Den græske Nøgenhed hviler paa en ren og uantastelig Grund: paa Konstnerfriheden til at bryde de Skranker, som hellige og nødvendige Love sætte for det daglige Samliv, og paa Konstnerevnen til at lade et Billede fremstaa af Livet, skjønnere og betydningsfuldere end dette selv. Den Alvor og Renhed, som der er i alle Thorvaldsens Fremstillinger; det indre Liv, der saa smukt og kraftigt bevæger sig i hans Skabninger, og som gjør ham til en sand Reformator i Sculpturen, bør ogsaa hos enhver opmærksom Beskuer vække Tanken om, at den store Konstner, som med afgjort Forkjærlighed følger græsk

Sædvane, hvor det paa nogen Maade tillades ham, maa have vægtigere Grunde hertil end dem, der udledes af en blot stilistisk Efterligning.
Medens Thorvaldsen langsomt men sikkert tilvandt sig den første Plads som Billedhugger, førte tydske Konstnere i Rom Maleriet ind i en aldeles ny Sfære. Bibelen og Middelalderens Digtere traadte i Stedet for Homer, Malerne fra det 15de Aarhundrede i Stedet for Antikerne. Det var ikke Moden, men Begejstring, som fremkaldte dette Omsving; alt i længere Tid havde det været forberedt; nu, efter Napoleons Fald, virkede det uimodstaaeligt, støttet og hævet ved en ungdomsfrisk, mægtig, folkelig Bevægelse. Thorvaldsen kunde umulig være blind for Betydningen heraf; han forstod sikkert at vurdere Talenter som Overbeck og Cornelius, men han kunde ikke dele den Ensidighed, hvormed de, især i Begyndelsen, gik frem. De faa bibelske Gjenstande, som han havde behandlet, vidnede utvetydig om hans Bekjendtskab med Rafael, men der var ingen devot Tone i dem, og de stode kun enkelte mod den lange Række af hans græske Compositioner. Saa mangt et Bevis han derfor end nød paa deres Agtelse, saa stod han alligevel som den »hedenske« Plastiker lige overfor disse »christelige« Malere.

Imidlertid var Gjenopførelsen af Frue Kirke her i Byen rykket saavidt frem, at det blev overdraget en yngre talentfuld Konstner, der just gik til Rom, at udføre i Gips de 12 Apostler, som skulde staa langs ad Hovedskibets Sider. Da Thorvaldsen Aaret efter kom hertil og viste sig beredvillig til at udføre dem i det samme Stof, maatte den unge Konstner, som allerede havde sat sig ind i Opgaven og fuldendt den ene af Apostlerne, bøde for den Fejl, han ikke havde begaaet, og Thorvaldsen udkastede nu den Plan til Kirkens indre og ydre Prydelse, som vi alle kjende, og som, foruden andre Fortrin, ogsaa ved sin indre Sammenhæng sondrer sig saa fordelagtig fra hvad vi ere vante til at se af en Bygnings Decoration.
Da Thorvaldsen, efter lidt over et Aars Fraværelse, kom tilbage til Rom, havde han alt fyldt sit halvtresindstyvende Aar. En ny Idékreds aabnede sig for ham, Bestillinger af et overordentligt Omfang mod dem, han før havde havt, ventede paa ham, og med en Fyrighed, et Overblik, som man hidindtil kun havde sét et enkelt Glimt af, da han arbejdede paa Alexanders Triumf, tog han fat paa og fuldendte Modellerne til dem i 7 Aar, og 3 Aar senere var ogsaa Udførelsen i Marmor endt. Naar man husker paa, at han i denne Tid, foruden Arbejderne til Frue Kirke, maatte udføre Monumenterne over Potocki, Copernicus, Poniatowsky, Pius VII, Hertugen af Leuchtenberg, og at han desuden modellerede den liggende Løve og Portrætstatuer), for ej at omtale Buster og Relieffer, og at den stør[s]te Del af disse

Billedstøtter vare i overnaturlig, ni af dem i kolossal Størrelse, saa vil man ogsaa uden Vanskelighed indrømme, at han i Kraft og Raskhed til at frembringe indtager en høj Plads mellem de moderne Billedhuggere. Men det vilde ikke været muligt, at han ene, uden Hjælp skulde have frembragt saa Meget og saa Betydeligt; vi sé ham, ogsaa hvad Udførelsen angaar, nu fra en ny Side. Det er ikke længere Konstneren, som med den mest afvejende Omhu modellerer hver Figur, men det er Mesteren, som styrer en hel Skole; han gjør som oftest blot Udkastet, der udføres af Eleverne under hans Tilsyn; han er den besjælende Tanke, som gaar igjennem det Hele, og kun ved Rettelser, eller naar en i Udførelsen vanskelig Opgave skal løses, eller naar en Figur tilsidst skal eftergaaes, lægger han selv Haand paa Værket. Som en Følge heraf vilde det være ubilligt at anvende den samme Maalestok, hvad Fuldendelsen angaar, paa disse Arbejder som paa de foregaaende; her maa Hovedfordringen blive, at Mesterens Idé uforvansket aabenbarer sig i ethvert af hans Værker.
Idet vi kaste et Blik paa Frue Kirke, der er prydet med en saa omfattende Billedkreds af det nye Testamente, som næppe nogen anden Kirke har modtaget fra en og samme Konstner, dvæle vi først ved Johannes’ Prædiken over Hovedindgangen, og blive her strax opmærksomme paa en af de Fordele, Thorvaldsen skyldte sit fortrolige Bekiendtskab med antik Konst. Som Restavrator af Figurerne fra Templet paa Ægina, havde han fuldelig overbevist sig om Fordelen ved at anvende fritstaaende Billedstøtter til Prydelse for en Gavlfordybning, i Stedet for halvophøjet Arbejde, som Skik og Brug have været

hidindtil i den moderne Konst. Hans Skitser til Frue Kirkes Gavlfigurer bleve derfor anlagte som Statuer, og disse fremtræde rundt og frit. Grunden til at de imidlertid ikke fuldkommen gjøre den tilsigtede Virkning, er, i det Mindste for en Del, en Følge af tilfældige Omstændigheder, ikke af en Mangel i selve Compositionen. Den strængt plastiske Anordning udsondrer sig i forskjellige Grupper og enkelte Figurer, der kun sammenholdes ved Grundtanken og ved den symmetriske Opstilling; det Stive, det Trættende i Gjentagelsen, som herved saa let kunde fremkomme, er undgaaet ved de enkelte Partiers afvexlende Stillinger og ved den smukt bevægede Linie, der forbinder dem til større, rolige Masser, og som Øjet let opdager, naar det forfølger Figurernes Hoveder. Ved denne Anordning saa Konstneren sig tillige i Stand til med større Tydelighed at angive de højst uligeartede Elementer, hvoraf Tilhørernes Flok bestaar. Døberen Johannes danner paa sit Klippestykke som paa en Talerstol Middelpunktet, hvorom det Hele bevæger sig. Ved at se denne Figur kommer man til at tænke paa den Form, hvorunder Rafael har fremstillet ham, navnlig i Madonna di Foligno; kun er der her, som ogsaa Opgaven fordrede, mere Kraft og Inderlighed i hele Udtrykket. Men dersom Thorvaldsen til Døberen forefandt en Typus, som han kjendte for gyldig,

og som han derfor sluttede sig til, saa viste han sig desto mere ny og skabende i Tilhørerne. Det var et taknemmeligt Stof, men det vilde vel ogsaa være vanskeligt at erholde et rigere Udbytte. Den Skarphed og Conseqvents, hvormed han har skildret forskjellige Livsstillinger og Sindsstemninger, det Valg, hvormed han har opstillet dem, er alt blevet bemærket og almindelig erkjendt; skulde jeg derfor dvæle ved Noget, da skulde det helst være ved den Finhed i Overgangen af de ensartede Tilhøreres Maade at høre og opfatte paa. Man betragte engang Farisæeren og de Skriftkloge, som en Yngre læner sig til, eller de to Tilhørere, der staa Johannes nærmest, og af hvilke den Yngste er aldeles opløst i at lytte til Lærerens Røst, den Ældre derimod ret har søgt sig en sikker, hvilende Stilling, for med uforstyrret Andagt at kunne følge hans Tale. Navnlig ved de to sidste Figurer fristes man til at spørge, om hele den øvrige moderne Plastik kan fremvise Mage til Udtrykket af et uskyldigt og et inderligt følende Hjerte.
Naar Øjet inde i Kirken glider hen over de tvende Rækker af Apostelfigurer, modtager det bestandigt et nyt Indtryk; snart er det den livfulde Bevægelse, der interesserer, snart det dybe Udtryk af Alvor, eller det er Værdigheden i Figurens Holdning, eller det er Klædemonnet, saa simpelt, og dog saa stort, saa rigt og afvexlende. Disse Statuer have derfor ogsaa vundet et overordentligt Bifald; Mesteren synes derimod ved flere af dem ikke at have tilfredsstillet sig selv. Apostelcharakteren,

der i sin Almindelighed er saa godt betegnet paa de oldchristelige Monumenter, er derimod kun i Peter, Paul og Johannes bleven udviklet mere særegen. Naar derfor ikke Momentet, som i Lionardos Nadver, fordrer en skarpere Fremhæven af en bestemt Sjælsbevægelse, eller tillader Individualiteterne at opløse sig som enkelte Toner i en fælles Samklang, saa bliver der ikke Andet tilbage for Konstneren, der med Grund frygter for Ensformighed, eller for vilkaarlige Portrætfigurer, end at benytte sig af de Attributer, som ere ham overleverede af den ældre christelige og af den senere Middelalders Konst. Med hvor megen Skjønsomhed Thorvaldsen har gjort det, vil Enhver let kunne overbevise sig om ved at gjennemgaa de enkelte Figurer; her maa det være nok at bemærke, hvorledes Konstneren har benyttet Attributet, ikke som en ørkesløs Prydelse, men som et heldigt Motiv for den fremstillede Charaktér. Saaledes i Bartholomæus, der rolig dvæler ved Tanken paa sin Martyrdød; i den ældre Jakob, der optræder med sin Vandringsstav; i Thomas, der med Vinkelmaalet i Haanden er hensjunken i Grublen. Derimod turde det vel være, at vor Forestilling om dem som Apostler, det vil sige: Herrens Sendebud, ikke paa denne Maade bliver, aldeles fyldestgjort, og at derfor de Statuer, som klarest udtale denne Betydning, længst ville hævde deres Ros: Peter f. Ex., hvis hele Stilling og Bevægelse saa fortræffeligt skildrer os Herrens redebonne og ivrige Tjener, eller Paulus, hvis Udtryk af kraftig Veltalenhed tillader lige saa godt at udtyde Sværdet, han holder, om hans gjennemtrængende Ord, som om hans Martyrdød.

Vi nærme os nu til Alteret og til Christi kolossale Billedstøtte. Hvor hurtigt siger ikke Følelsen os, at vi her ingenlunde staa foran en olympisk Guddom, der throner sejrsalig fjernt fra de svage Dødelige, men foran Billedet af en Forsoner! Med mild, vemodig Alvor sænker han Blikket ned paa os, stille aabner han sine Arme imod os. En indre, højere Fred hviler over denne majestætiske Figur, smykket med Lidelsens hellige Mærker, blødt omhyllet af Linklædets rene Folder. Men for at føle hele Betydningen af denne Billedstøtte, maa man rigtignok ikke se den i et Slags Dagdæmring, indeklemt mellem svære Colonner, bagved høje Alterlys. Dette Konstværk bør staa frit, det maa have et fuldt og højt Lys, naar dets simple og rolige, men store Partier fuldstændigt skulle aabenbare sig.
I oldchristelige Sculpturer, i Basilikernes kolossale Mosaikbilleder se vi Christus fremstillet som Herre, som Alhersker. Det er den samme Tanke, som ytrer sig i Kongesmykket, hvormed en senere Tid prydede ham, og som først igjen fremtræder i sin højere Betydning hos Fra Giovanni og Rafael. Protestantismen, medens den endnu havde fuld Livskraft, tilegnede sig kun den Korsfæstede. Men, hos de Reformerte og de Episcopale forsvandt snart al Konst af Kirken, hos Lutheranerne blev den bestandig mattere, og med utrættet Spidsfindighed søgte man Erstatning derfor i Fordringer til Konstnerne, som det var umuligt for disse at opfylde. Det var den store Lærer, Gudmennesket, som skulde fremstilles, og disse, tildels rent ukonstneriske Forestillingsmaader have ogsaa havt Indflydelse paa Danneckers Christus-

statue, som til sin Tid blev saa meget omtalt. Den forestiller Christus som Lærer i en sid, belteløs nedhængende Livkjortel; med den ene Haand peger han paa sit Bryst, med den anden mod det Høje: Vejen til Faderen gaaer igjennem Troen paa ham.
Det var en Lykke for Thorvaldsen, at han i Rom uforstyrret kunde fordybe sig i de skjønneste Minder af antik og christelig Konst. Det var i denne Ro, at Ideen om den guddommelige Forsoner stedse traadte renere, inderligere frem for ham. Der skal en sjælden Kraft, en høj Grad af Konstnermod til at udtale sig med saa megen Simpelhed, til at sætte saa faa Midler i Bevægelse; men det er ogsaa kun ad denne Vej, at man opnaar en Virkning, der bestandig efterlader sig et dybere Indtryk. I det sænkede Hoved og Blik, i de sig mildt aabnende Arme udtaler Forestillingen om den i det Høje thronende, og med Kjærlighed Alt omfattende Forsoner sig tydeligere og kraftigere, end i noget andet Konstværk. Mesteren følte det selv; der var maaske intet af alle hans Arbejder,

der med Hensyn til Ideen i den Grad fyldestgjorde ham, og sikkert var det hans Forsæt paa det omhyggeligste at gjennemføre det i Marmoret. Men Aarene gik, og da han endelig kom til sin Fødeby og saa den Plads, det skulde indtage, blev han mismodig, og han forlod os uden at have lagt den sidste Haand paa sit mest betydningsfulde Værk.
Da vi først senere ville betragte hans tvende store Relief-Compositioner, ligger det os nærmest at faa en Udsigt over hans monumentale Arbejder, saavel de allerede anførte, som de, der kom til i de følgende Aar. Det var den baierske Maximilians kolossale Billedstøtte til Hest, de ligeledes kolossale Portrætstatuer af Guttenberg og Schiller, endelig Conradins, den sidste Hohenstaufers, Billede, bestemt til at opstilles i Neapel. Her hjemme modellerede han endnu sin egen Portrætstatue i Efteraaret 1839, og Christian den Fjerdes i det følgende Aar. Værker af denne Art, der især have erhvervet saa mange moderne Billedhuggere deres egentlige Berømmelse, maatte mere eller mindre lægge Baand paa hans Genius, der var vant til at bevæge sig frit i Fantasiens Verden. Enten stødte han an mod kirkelig Vedtægt, eller han maatte lempe sig efter en Andens Plan, eller han maatte føje sig efter det moderne Costume. Strax ved Pavens Monument kom han til at føle dette Tryk. Pius den Syvendes elskværdige Personlighed, hans haarde Prøvelser

havde vundet Thorvaldsen for ham. Hans første Skitse var et smukt, et inderligt Udtryk af Konstnerens Følelse, men han havde fremstillet Pius saaledes som kun en Canoniseret kan blive det, og han maatte vende tilbage til det saa ofte anvendte Motiv: en Pave, som uddeler Velsignelsen. Den indholdsrige Tanke var tabt, men Erindringen om den elskelige Oldings Personlighed blev derimod maaske bedre bevaret i den fordringsløse Maade, hvormed han sidder paa sin Throne, i den sagtmodige Bevægelse, hvormed han løfter Haanden til Benedictionen. Jeg véd ikke, om Konstneren selv har valgt de tvende Allegorier, som smykke dette Monument; i ethvert Tilfælde er det skjønne Udtryk, som gaar igjennem dem, navnlig gjennem den Figur, der forestiller christelig Styrke, hans udélte Fortjeneste. Smukkere og klarere er vel sjælden det billedlige Udtryk blevet brugt, og denne Forsagen paa al jordisk Kraft, denne Hengivenhed i en Højeres Villie indeholder tillige en sand og passende Hentydning paa et vigtigt Tidspunkt i den Afdødes Liv. Et endnu mere udbredt Bifald vandt imidlertid hans bekjendte Gruppe »Livets og Dødens Genier«, til Leuchtenbergs Gravmæle.
Allerede ved Betragtningen af hans kvindelige Portrætfigurer vil man let opdage en friere Behandlingsmaade end den, vi ere vante til at se hos Malerne. I hans monumentale Arbejder fremtræder denne Frihed, som man kunde vente, i en endnu højere Grad, endog i selve Hovederne; og naar man sammenligner Brystbillederne af Paven, Poniatowsky, Byron, med hans Billedstøtter af de samme Mænd, saa vil man se, at disse mere fremstille historiske

Charaktérbilleder end Portræter i dette Ords snævrere Betydning. Naar engang Modellerne, eller Afstøbninger af alle disse Værker staa opstillede i Museet, vil man først rigtig kunne vurdere den Lethed, hvormed han har opfattet saa forskjellige, saa fjernt fra hverandre staaende Personligheder. Man har bebrejdet ham den Græskhed, der hersker i Potockis og Poniatowskys Billeder; men man kan ikke nægte Portrætligheden, man maa indrømme den første af disse Statuer Præget af Djærvhed og Heltesind, den sidste Udtrykket af roligt Mod og Overblik, og man glemmer, at det ikke er enhver Billedhugger givet, at bringe et moderat Fysiognomi i Overensstemmelse med hellensk Nøgenhed, endnu mindre at udtrykke Helte- eller Feltherre-Charakteren. Ulige lettere er det rigtignok at angive Generalsværdigheden. Endnu inden han modellerede Poniatowsky, havde han alt fuldendt Copernicus og Pius den Syvende, senere bleve Guttenberg og Conradin udførte, og i alle disse Figurer viste han, hvor fortræffeligt han forstod at benytte ethvert Costume, som egnede sig for Plastiken eller, rettere sagt, tillod et konstnerisk Raaderum. At han i øvrigt ikke frygtede for at gaa ind paa den moderne Klædedragt, har han tilstrækkelig godtgjort i Schillers og Byrons Billedstøtter. Men i den sidste, hvor han ej kunde anvende den Alt indhyllende Kappe, hvor en mere livlig Bevægelse skulde angives, sér man ogsaa hans Kamp med det utaknemmelige Stof, netop idet han vil bevare Sammenhængen imellem Partierne. Den moderne Dragt, slavisk afhængig af en despotisk Modesyges mest forfløjne Luner, indsnøret og udstoppet, forskaaret og sammenflikket, generer ikke sjælden Maleren, og er i høj Grad hindrende, for ej at sige ubrugbar, i Sculpturen,

naar denne ej skal indskrænkes til en meget snæver Kreds af Forestillinger. Der er ingen Glæde for Billedhuggeren i at lave Knapper og Knaphuller, eller Epauletter, og Halsbind, eller Kniplingskraver og udstukne Sømme, ja, der er ikke engang noget synderligt Tillokkende i at indlade sig paa rynkede Støvleskafter og Hjortelæders Handsker; thi Form og Bevægelse maa her vige for en skuffende Efterligning af Stoffets Overflade, der kan have sand Fortjeneste i Maleriet, men som har et ulige mindre Værd i Billedhuggerkonsten, og som altid, hvor den gjør sig bemærkelig, forraader en mindre heldig Periode. Skal den moderne Dragt faa plastisk Betydning, da maa den frigjøres gjennem Konsten, og Thorvaldsen har kraftig angivet Tonen dertil i sin egen Portrætstatue.
Medens Thorvaldsen var beskjæftiget med de foranførte Arbejder, hvoraf de fleste jo vare i kolossal Størrelse, fandt han Tid nok til at dvæle i de Regioner, hvor han følte sig friest og lykkeligst, og til ikke alene at frembringe Statuer som Vulcan og Danserinderne, men tillige et meget stort Antal af Relieffer. De danne som et Blomsterbaand, der spiller med de alvorligste og med de muntreste Farver, og smykkende slynger sig mellem hine større Værker. Græske Myther afvexle her med det gamle Testamentes patriarchalske Liv; eller han lader, som en plastisk Anakreon, Amor optræde i de mest

afvexlende Situationer, saavel i barnlig Spøg og Skjælmeri, som i Udøvelsen af sin Magt som Universets Behersker; eller vi se Menneskelivet i dets forskjelligere Aldere, eller salige Engle svæve tonende forbi os. Til Decorationen af Torlonias Villa ødslede han fast med de nydeligste Compositioner (1834), der ere udførte snarere som store Cameer end som smaa Relieffer; og til Frue Kirke (1839) skitserede han Christi Indtog i Jerusalem og Gangen til Golgatha, to af hans mest omfattende Værker, og det sidste tillige udført efter en saa stor Maalestok, som ikke mange ophøjede Arbejder.
Vi have alt forhen bemærket den Forskjel, der maatte opstaa i Fuldendelsen af hans Værker, efter at han stod ikke alene som selv udførende, men tillige som Styrer af en Skole eller af medhjælpende Konstnere. Ved Betragtningen af hans Arbejder maa man derfor sondre mellem saadanne Mangler, der ere en Følge af en mindre øvet Haand, en mindre udviklet Sands, og saadanne, som hænge sammen med Mesterens egen Ejendommelighed. Det Første sporer man f. Ex. i Udførelsen af Underkroppen paa Copernicus, det Sidste i den noget overlæssede Antydning af Localiteterne ved Byrons Figur. Det synes overhovedet som Thorvaldsen i den Periode, der gaar nærmest foran hans Hjemkomst, har i Relieffet havt en Tilbøjelighed til for meget at lægge Vægt paa en stor Rigdom af Motiver, f. Ex. i Homer, i Nemesis, i Omarbejdelsen af hans ældre Compositioner. I de Arbejder, han udførte her hjemme, sporer man den sjældnere, det er som om den landlige Ro havde forfrisket ham.

Med Hensyn til Udførelsen maatte det desuden være fristende for ham, efter at han saa sig omgiven af Konstnere og Arbejdere, som han kunde gjøre sig forstaaelig for, at ile fra Idé til Idé, tage hele Nydelsen af sin rige Skabekraft, uden at standse mer end højst nødvendigt ved den materielle Fuldendelse. Dertil kom den uefterlignelige Lethed og Ynde, hvormed han førte Modellérstokken; selv i hans flygtigste Udkast tror man at se mere, end der virkelig er. Det er først hvor han ret vilde fuldende større Modeller, som dem, han gjorde her hjemme, at man opdager det Alderens Herredømme, som ogsaa denne Konstner maatte bøje sig for.
Thorvaldsen havde i sin Ungdom, i sin Manddoms Alder kæmpet med udholdende Kraft imod Stilløshed og svækkenke Føleri; han var i sin Sammenstilling af Gratierne nær ved at gaa over til en modsat Yderlighed. Han var nu traadt sejrrig ud af Kampen, hans største Modstander var gaaet til Hvile, og med Aarene synes han selv at være bleven blødere om Hjertet. Man sporer det alt i de mindre bestemte Former, i den mindre strænge Holdning af hans Relieffer, hvor han ikke længer frygter for Linier, der nærme sig til det Maleriske. Han dvæler med Forkjærlighed ved det Erotiske, der nu og da gaar over til det Sentimentale; men tydeligst mærker man Virkningen af denne forandrede Stemning i hans Utilfredshed med Gratierne. Da han sidste Gang var i Rom (1841—42) omarbejdede han denne Gruppe med en forbavsende Sikkerhed. Kjendere finde denne Omarbejdelse mere harmonisk end den første Composition; men det sentimentale Epigram, som, maaske en Følge af Tidsaanden, der ikke lader Nogen aldeles uberørt, havde

vist sig i enkelte af hans andre Arbejder, i hans Mars og Cupido og i den triumferende Amor, er her efter saa lang Tid atter kommet frem i Stedet for den ulige skjønnere Tanke, som gaar igjennem den tidligere Gruppe.
Men i det Hele taget bevarede Thorvaldsen sin Aand og sin Følelse usvækket lige indtil det Sidste; thi ungdommelig Djærvhed betegner endnu Skitsen til Hercules. I Choleratiden i Rom (1837) modellerede han den lille Danserinde, og aldrig har han aabnet sig mere uforbeholdent for Indtrykket af det yndigste, friskeste Naturliv. Var Hyrdedrengen dengang bleven til, saa havde han sikkert ikke faaet det fornemme Bind om Haaret! Der aander patriarchalsk Uskyldighed gjennem hans Rebekka og Elieser (1841), og vil Nogen ret gjøre sig Forskjellen mellem det saakaldte Genremaleri og den historiske Fremstilling tydelig, da sammenligne han denne Composition med Horace Vernets af det samme Æmne; og dog er det aabenbart, at Thorvaldsen har med megen Deltagelse betragtet sin berømte Vens Arbejde. Den Følelse, som bragte ham til at fremstille sig selv med Haabet ved sin Side, svigtede heller ikke. Han udførte paa samme Tid de store Relieffer til Frue Kirke; og er det end med Hensyn til Stilen, som om Erindringen fra hans akademiske Ungdom hist og her havde foresvævet ham, saa har han tillige aldrig fremstillet Noget med et livligere Udtryk, end der, hvor den Blinde sér og den Lamme gaar; aldrig har han stærkere ladet os føle Modsætningen, end hvor Christus selv under Korset bevarer sin Højhed og Kvinderne hensynke i Jammer; aldrig har hans Skildring bevæget sig raskere end i hele dette Tog til Golgatha, hvor de mest stridige Sindsbevægelser kæmpe med hverandre.

Idet vi skue tilbage over den hedenfarne Konstners udbredte Virksomhed, maa vi vel lægge Mærke til, at han alene tilhørte sin Konst, og at Tiden kun, for saa vidt som en bestemt konstnerisk Retning gjorde sig gjældende, fandt en mægtig Gjenklang i hans Bryst. Vi kunne derfor paavise et antikt, et christeligt, et historisk Afsnit i hans Værker, men Aanden, der gaar igjennem dem, er uforandret den samme. Thi vel knyttede han sig i sin Virksomhed til Samtiden, men uden at gjøre sig afhængig af dens Luner, som meget mere fandt den mest udholdende og derfor ofte sejrende Modstander i ham. Man maa vel sondre imellem hans dybt begrundede Erkjendelse af det Rigtige og det almen Gjældende i de antike Stillove — thi disse ville aldrig kunne binde eller hindre Aandens Ytringer, men de staa som et sikkert Værn mod enhver Udskejelse — og mellem hine Bestræbelser, der udsprang enten af et indskrænket Skjønhedsbegreb, eller af en hartad fanatisk Ensidighed, og som vilde gjøre dette eller hint Formsystem til en ubrødelig Lov for Konstens saa rige, saa mægtige Sprog. Vil man med Hensyn til det Ovenanførte kalde ham Gjenføderen af den antike Konst, saa indeholdes der en vigtig Sandhed i disse Ord, som jeg dog frygter for ofte bliver udvidet over sine rette Grænser, og følgelig mistydet. Man kan med lige saa god Grund kalde ham Gjenføderen af christelig Konst, thi Aarhundreder ere henrundne, siden man saa en saadan høj Renhed og Alvor som den, der har sat sit Stempel paa Christusstatuen og paa Johannes den Døbers Prædiken. Og hvor ere de samtidige plastiske Konstværker, ja jeg tør sige, hvor ere de samtidige Malerier, som heri naa dem?

Et andet Spørgsmaal er det, hvilken Plads Thorvaldsen vil indtage hos de kommende Slægter, thi dette maa vi overlade Fremtiden at afgjøre. For os vil det altid blive en uforvisnelig Ære, at den Konstner er udgaaet af vor Midte, som danner Højdepunktet for den moderne Sculptur i dens universelle Stræben. Konsten bliver nu mer og mer opfordret til at være en Tolk for folkelige Minder, folkelige Savn og Længsler; men ogsaa for denne Retning findes der ikke faa Vink og Hentydninger i Thorvaldsens Værker, som det vil være gavnligt at agte paa, for at holde enhver Smaalighed borte, for at hævde Konsten i sin Frihed, denne dens gode, gamle, men saa ofte smertelig krænkede Ret.
Naar vi undertiden hørte Tale om Fortidens store Konstnere, eller naar vi læste Beskrivelser af deres Værker, da vaktes der hos os usædvanlige Forestillinger; de stode for os som mægtige, ubegribelige Væsener, der voxede til Kæmpestorhed i vor Fantasi. Nu har en stor Konstner levet imellem os, vi have været Vidner til hans stille, venlige Færd, vi have sét hans Værker fremstaa for vore Øjne. Trylleriet er hævet, de gigantiske Omrids maatte vige for de sædvanlige Menneskeformer; men vi modtoge til Erstatning en klarere Forestilling, et bestemtere Indtryk, en mere inderlig Medfølelse. Hvor ofte ere vi i tidligere Dage vandret gjennem Antiksalen, men vi kastede kun et halv flygtigt, halv sky Blik paa Afstøbningerne, thi denne Konst var jo et Mysterium, og vi vare uindviede. Men skulde denne Fordom ikke alt været rokket, efter at vi saa tidt, snart af Nysgjerrighed, snart grebne af sand Deltagelse, have dvælet ved vor udødelige Landsmands Værker? Skulde vi ikke allerede have prøvet,

at dette eller hint af hans Arbejder, som vi ret have havt Lejlighed til at se, ligesom et ædelt Digt, vel hurtigt vækker vor Sympathi, men først ved gjentagen Betragtning viser sig forklaret i sin fulde Skjønhed? Og skulde denne Erfaring ikke være den kraftigste Opfordring til at gjøre os mere fortrolige med denne Genius, til at virke hver i sin Kreds for at udbrede Erkjendelsen og Paaskjønnelsen af den Rigdom, vi besidde i ham? — Snart vil hans Museum staa færdigt, og vi ville der kunne følge den store Konstner fra hans første Forsøg og gjennem alle Stadier af hans Udvikling. Det er en kostelig Gave, rig paa Nydelse, rig paa Dannelse, ikke alene for os, men for hele Folket. Men lad det da ogsaa være en Hjertesag for os Alle, at vogte og pleje denne Gave, saa at den som en spirekraftig Udsæd kan bære tusindfold Frugt!

––––––––––––––