Fester i Rom.
Vor Jul have vi tilbragt ret behageligt, uagtet Juleaften kom pludseligere over os end over den gamle Kjærling, som man siger. Fru Bügel havde nemlig talt flere Gange om den Juleaften, som vi alle Landsmænd skulde tilbringe hos hende, ja endogsaa om en Leg, i hvilken jeg skulde være en Hane og hendes Døttre Hønsene, og Gud ved hvad mere! Vi ventede derfor paa en nærmere Invitation, men den udeblev. Onsdag Aften, da det var paa den høieste Tid, blev det besluttet, at jeg skulde gjøre en Visit for, om muligt, at udforske hendes ubegribelige Sindelag. Men jeg fik Intet at vide, uden at hun meget gjerne vilde have, jeg den næste Aften Kl. 9 skulde ledsage hende til det pavelige Kapel paa Monte Cavallo, hvilket jeg ogsaa, da jeg nu i min Ærgrelse over hendes Opførsel ansaa Alting for opløst, lovede. Den næste Dag ved Middagsbordet berettede jeg de Andre min ublide Skjæbne. Vreden var stor og almindelig, som Du nok begriber, og der blev besluttet, at Thorvaldsen, som ved et Tilfælde spiser hver Torsdag hos hende, i vort Navn, nu skulde invitere hende til om Aftenen, at spise Julegrød hos os. Hun forstod Skosen, og gjorde om Aftenen, for mig, mange Undskyldninger for “hendes Vrøvleri”. Jeg var gyselig haard og svarede: “ja, det kunde rigtignok blevet meget ærgeligt, men nu er dog Alt fortræffeligt indrettet.”
– Imidlertid havde Lund indkjøbt Vin og romersk Tilbehør: Parmesanost, Figener, Skinke o. s. v., men glemt Grøden aldeles. Nu kommer til Lykke Thorvaldsen hjem, sender Lund efter Risengryn, Freund efter Sukker og Kanel, og selv løber han, kulsort klædt, med Silkestrømper og Ridderkors, og en stor Flaske under Armen, hen at kjøbe Mælk. Noget efter ses alle tre fra de forskjellige Gader, at støde sammen i ét Øieblik udenfor Porten, saa L. og Th. løbe hinanden næsten paa Armen, den ene med et stort Kræmmerhus som et Svøbelsebarn i Favnen, den anden slæbende den tunge Mælkedunk. Nu gik det op til Madame Butides Kjøkken, men hun forstod ikke at lave Grød; hvorfor Thorvaldsen selv maatte koge den. En lærd Disput opstod mellem L. og Th., da den første vilde fortynde Grøden med Vand, men den sidste, med sin ædle Sans for det Passelige og Bedste, vilde have den ægte og uforfalsket. Endelig seirede Thorvaldsen og Grøden fortæredes med Fryd og Jubileren. Derpaa kom Vinen frem og de romerske Sager. Messen var, imod Sædvane, uhyre kjedelig, og først efter tre Timers haarde Lidelser slap jeg løs. Damerne kjørte hjem, for Kl. 3 om Natten atter at vækkes af Estrup. Ingemann havde skrevet medfølgende meget smukke Sang (som Du vel maa gjemme for mig) og Provst Smiths herlige Stemme opmuntrede Alle. Kl. 1 skiltes vi ad. Fruen modtog naturligvis ikke Invitationen.
Iforveien havde jeg Kl. 7 om Aftenen, maattet spise Julemad hos min Vært. Da jeg gik ind til dem, sad de allerede ved Bordet, ganske glødende røde i Kinderne. Abbed Uggieri havde ladet gjøre en Mandelkage , meget kunstig bygget og hul indeni. Da Værten (thi Manden besørger alle Kjøkkensager og koger al Mad i de ringere Klasser endogsaa) stak Hul paa den, fløi der tre Fugle ud. Dette morede alle Italienerne uhyre. Pigen kaldtes ind for at se det, men Katten kom med og tog den ene Fugl. – Hm, sagde man, han skal ogsaa holde Fest idag, og saa var det forbi! Man faar i Begyndelsen en stor Ringeagt for denne Ligegyldighed hos disse Folk, men jeg har allerede tilgivet dem det, da det er en Følge af deres hele Natur.
Om Natten var vi Alle, paa Fru Bügel, Lund og Thorvaldsen nær, i den deilige Kirke St. Maria Maggiore. Fra Kl. 3-4 sang Capitularer og Canonici en høitidelig Messe i Koret, Kirken var dunkelt oplyst, som i Sidegangene gav en stor Forskjellighed i Belysningen. Her ligger flere Hundrede Landfolk, som ere indkomne, og andre af de lavere Klasser og vente paa Processionen, som gaar for sig noget efter Kl. 5. De skjønneste Stillinger af Vaagende og Sovende, er det et almindeligt Sagn blandt Kunstnerne i Rom, at man her finder denne Nat. Og vi fandt det ogsaa. Deres store Kapper, som vare udbredte og slyngede om dem paa utallige Maader, gav saa skjønne Gevandter, som jeg nogensinde saa. Andre Grupper af Mødre og Børn, Fattige og Krøblinge, saas omkring Fodstykket af de antike Colonner, som bare Taget af de øverste Mure.
– Man troer her at gjemme adskillige Stumper af den Vugge, Christus laa i i Krybben. De forvares i en stor Krystalskaal, hvorpaa er et rigt udarbeidet Sølvlaag. Hele Indretningen ser livagtig ud som en Suppeterrin. Denne blev nu i en høitidelig Procession med Fakler og andet Tilbehør baaren ud af det afsides Kapel, hvor den gjemmes, igjennem den midterste Gang af Kirken og indsat i Pave Sixtus 5tes Kapel, hvor vi stod inde. Her holdtes atter Messe, og saa gik vi hjem Kl. 6 ½ om Morgenen, efterat Estrup og jeg havde maattet traktere med Chocolade i en Kafé.
Tirsdag den 30te December.
Første Juledag forsamledes Alle hos Thorvaldsen for at høre Provst Smith prædike. Han havde taget Dagens Evangelium, Forkyndelsen for Hyrderne, til Text og holdt en ganske fortræffelig Prædiken, som rørte de fleste til Taarer, og selv Hedningen Thorvaldsen blev ganske høitidelig stemt. Et smukt Tegn paa hans Barnlighed og Renhed. Det var maaske den første Prædiken, han hørte og forstod i hele sit Liv. Smith sammenlignede smukt Roms Tilstand under Keiser Augustus og de første Kristnes Tilstand, og siden det nuværende Rom med Norden eller rettere dets Forhaabninger.
Den anden Dags Aften vare vi hos Fru Bügel. Vi legede Julelege, vare meget lystige, drillede Fruen paa alle Maader, og dansede med de 4 Døttre ligetil Kl. 3 om Morgenen. Jeg forsikkrer Dig, at jeg morede mig overmaade godt. Alting gik saa frit og uskyldigt til. Især er den Yngste en overordentlig naiv og naturlig Pige, som man kan behandle som et rent Barn, og Børn ere, ligesom for Dig, ogsaa for mig det Kjæreste paa Jorden.
[…]