30
Nu nærmede Tiden sig vi skulde til Kiøbenhavn og vi besluttede (: da Elisa skulle giøre Decanessen sin Opvartning (hun var nu intraadt i Hebung) at Thorv: vilde følge med, han havde været paa Vimmeltofte, nu skulde han dog see Valløe, Decanessen var meget Artig og vi besøgte desforuden Comtesse Scheel, som var meget fornøiet ved Thor’s besøg, paa Veien Opdagede jeg Modeleer stokken i hans Lomme ‒ samme Aften kom vi til Kiøbenhavn, og nu gik alt sin vandte Gang, Thorv: spiste hver dag hos os, naar han ikke var bedt ud, og han af slog nu alle store Dineer, da han troede ikke at have godt deraf, han drak nu ogsaa siælden Viin; dog maa jeg her anmærke en untagelse vi vare nemlig engang til Midag hos en Consul Hage, her stødte jeg paa en Baron Dirking, som jeg ikke havde seet siden vi vare ivrige ved insamlingen til Museet, Baronen og jeg vare blevne uenige i den Anledning[,] han var en rig Mand, og jeg hørte han havde en ualmindelig danelse, altsaa maatte han og have en ualmindelig interesse for dette foretagende, ventede jeg, og drev ikke allene paa hans egen contribution, men paa hans Inflydelse hos hans rige Svigerfader, ‒ dog jeg blev skuffet, Baronens heele med virken, bestod i at tilbyde et Skrift han havde skrevet og som han vilde lade trykke tilbeste for Museet, N:B: De
31
De skulde selv paatage udgifterne derved[,] dog da der var san syn lighed for at de bleve større end Integterne, saa takkede Comiteen for det Thorvaldsenske Museum, nu sad jeg hos ham ved Bordet og da han begyndte at tale om hvores siste Møde for 8 Aar kunde jeg ikke modstaae fristelsen at sige ham, høit saa Thorv kunde høre det sagde jeg: [“]ja da skientes vi,[”] og paa hans Haab at det ikke vilde blive tilfældet I dag, svarede jeg: at det kom ganske an paa Ham, thi hvis han tænkte I dag som dengang vilde jeg bestemt være ham imod af alle kræfter; hvorpaa han svarer høit, saa alle kunne høre det: (og især Thorvaldsen, som sad lige i nærheden :) : [”]ja nu er jeg meere glad end nogensinde, ikke at have givet noget Bidrag til det Museum, som er faldet saa daarlig ud[,”] og herpaa udpægede han dets mangler paa saa latterlig en maade, at man strax mærkede at han forstod sig lige saalidt paa Kunst, som den Blinde paa farverne[.] jeg ærgrede mig først lidt over hans udelicatesse at sige sligt i Thorv:s Nærværelse, dog Thorv: blev heftig, og talte meget bitter ja næsten lidt Haanende imod Baronen’s Smag, som han lagde for dagen i anledning af Decorationen, [“]nei De vil nok heldere have saa danne skidene Vægge at see paa, som Slottets
32
som griner ad Hansen?[”] ‒ osv osv og paa Baronens Bemærkning at det jo lignede en Mausoleum ‒ svarede Thorv: [“]ja det skal det ogsaa være, og jeg skal hvile deri![”] ‒ Thorvaldsen blev meget Varm og jeg, som har seet og hørt ham ofte saaledes, og holds meget af ham saaledes, jeg glædede mig over, at ogsaa Andre kunde lære ham at kende ‒
Thorvaldsen var i Almindelig[hed] Taus og han maatte befinde sig meget væl for at heve sin Stemme, dels, var han tale doven, og deels, saa umaadelig Beskeden, og denne siste omstændighed bandt ofte hans Tunge, naar nogen var nærværende, som han troede sig overlægen, i Aandelig henseende, han var ogsaa mistroisk, og troede han at man ikke vare meget Venlig sindede mod ham saa blev han uvilkaarlig Taus, men hvor han ret følte sig afholdt, og paaskiønnet og hvor han vi[d]ste at være høit elsket der har vi ofte hørt hvor væltalende, hvor Varm, hvor begistret, Thorv: kunde være; og det giorde mig godt da Horneman’s den Aften sagde mig de havde glædet dem over ham, som de aldrig havde ventet besad saa megen Væltalenhed[.]
33
hvor ofte har jeg ikke ønsket at man havde hørt ham, naar han ret af hiertet udtalte sig, som jeg har hørt det tusende gange[.] saaledes var det og med hans skriven, han forsikkrede mig at han i 20 Aar ikke havde skrevet til noget Menneske før han havde overvundet, sin unseelse til mig, som han sagde, nu kiendte hans svage side, og holdt af hans Breve enten de Vare godt, eller daarlig skrevne, han skrev en meget tydelig Haand, og smuk naturlig og Hiertelig Stiil, men han var altid bange at jeg ikke kunde læse hans breve, og paa min forsikring at han skrev nydelig, sagde han altid at det var Partiskhed for ham fordie jeg ikke nennede at sige ham andet, thi han følte fuldt væl hvor daarlig det var, og det giorde ham saa ondt at han ikke havde lært det bædre i sin Ungdom og senere havde Skamfuldhed holdt ham fra at tage undervisning thi det klang altid for hans Øre, hvorledes han havde hørt Een og Anden, opholde sig over denne og hiin, med de Ord: [“]han kan ikke engang skrive![”] Jeg maatte et par Gange, naar han kom herud forelæse ham nogle af
34
hans til mig skrevne Breve, for at han kunde over bevise sig om, at jeg virkelig kunde læse dem, og ved saadan leilighed giorde jeg altid mit beste for at det ret skulde gaae flydende, som da var let, da jeg jo alt havde læst dem ved modtagelsen, og de altid vare skrevne meget tydelig, men kom jeg engang til at stamme lidt, udbrød Thorvalsen altid, mismodig: [“]ja sagde jeg det ikke nok, du kan ikke læse det, og jeg kan ikke skrive[”]; før vi reiste til Italien maatte jeg Brænde i hans næværelse 43 Breve han til da havde skrevet mig, og dem jeg nu haver, som ere 54, giemmer jeg og glæder mig over saa længe jeg lever, ‒ saa skal de brændes, ‒ til sist insisterede han ikke paa at jeg skulde Brænde Brevene, thi han kiendte mig bedre og vi[d]ste at jeg ikke lod noget Menneske see hvad han behøfte at rødme over ikke ønskede, og jeg troer vist at hans Breve ere saa rigtige simple og nette skrevne, som man kan vente det af en Mand[,] Kunstner uden for den Lærde værden[.]
Men for at komme tilbage paa Scenen med Baronen, saa maa jeg, endnu tilføie at kunde Thorvaldsen, ikke faae bukt med ham
35
saa kunde Andre, og det giorde de af hiertens Grund; der var Lehman og Kaptein Scherning osv ‒