Christian Pontoppidans Minde.
1822.
––––––––––––
Svæver, ømme Klagetoner
Til Neapels grønne Strand,
Hvor Cypressens dunkle Kroner
Vifte mildt ved Gravens Rand!
Himlens Gud er den som saarer;
Jeg ham priser i min Nød.
Flyder, stille Vemodstaarer,
Ved min elskte Christians Død!
Lysets Engle, I ham bære
For Alfaders Trone hen!
Høj vil Eders Glæde være,
Naar I favne Eders Ven!
Kjærlighedens milde Fader,
Skjænk ham rene Hjerters Løn!
Evig Viisdom ej forlader
Dyds og Fromheds ædle Søn.
Ved hans Grav jeg vil nedknæle;
Der min Taare flyde skal.
Blidt min Kummer der skal dvæle
Eensomt i de Dødes Hal.
Tør mit Blik jeg Arme hæve
Til de høje Himles Lyst?
Salige, Du huldt nedsvæve!
Gyd din Balsom i mit Bryst!
Mine Dage kan hensvinde,
Tiden læger mangt et Saar;
Dog, vort Venskabs ømme Minde
Evig for min Tanke staaer.