Slotsbygnings Commissionen har havt den Fornøielse at modtage en Skrivelse af 28de f.M., hvori Hr. Conferentsraaden yttrer det Ønske, at kunne saameget som muligt benytte Opholdet her i Staden til at udføre nogle bestilte Kunstarbeider, af hvilke opgives den store Fronton paa Christiansborg Slot, en mindre til Slotskirken og derhos Frontonen til Raad- og Domhuset.
Da et saadant Ønske ikke kan andet end være aldeles overeensstemmende med Commissionens, har man strax ladet undersøge, hvad der vel stod tilbage fra dens Side at udrette, for at bringe de nævnte Arbeider til Udførelse; men ligesom det maa bemærkes, hvad Raad- og Domhuset angaaer, at denne Bygning forlængst er afleveret til Stadens Magistrat og de eligerede Borgere, følgelig maa ansees at være Slotsbygnings Commissionen uvedkommende, saalades har det af Commissionens Protocoller ikke været muligt at udfinde, hvilke Kunstværker, der, foruden de allerede modtagne, maatte i sin Tid være bestemte for Slottet. Dog maa herfra undtages 4 Figurer, som det, ifølge allerhøieste Resolution af 4de August 1832, ved Skrivelse af 21de f.M. blev overladt Hr. Conferentsraaden selv at vælge som meest passende for det Gemak paa Slottet, hvor Frisen, Alexanders Indtog, nu opsættes; men hvorpaa man siden ikke modtog noget Svar.
Vel erindrer jeg, Conferentsraad Hansen, som det ældste Medlem af Commissionen, at der har været omtalt et Basrelief til den store Fronton paa Slottet, forestillende Jupiter m.m. og et andet til Kirkeportalet, forestillende Opstandelsen, samt til Raadstueportalet ligeledes et Basrelief, forestillende Salomons Dom; men til noget bestemt eller afgiørende Forslag er det ikke kommet, og saaledes har man hidtil været uvidende om, hvorvidt der turde giøres Regning paa at erholde saadanne Prydelser for de paagiældende Bygninger fra Hr. Conferentsraadens Atelier, og under hvilke Betingelser de maatte være at vente.
Man griber imidlertid begiærligen et saa behageligt Tilbud som det nu fremsatte, og for at kunne lede Sagen til et forønsket Maal, har man troet, at det muligen maatte behage Hr. Conferentsraaden enten at tiltræde et nærmere bestemmende Commissionsmøde, hvor da Alt mundtligt kunde omhandles til Øiemedets Opnaaelse, eller ogsaa at meddele Commissionen de manglende skriftlige Efterretninger og Forslag, for saavidt Arbeider til Slottet angaaer, hvorefter man da vilde være istand til uopholdeligt at indhente Hans Majestæts allerhøieste Resolution desangaaende.