Til
Administrationen for det Thorvaldsenske Museum.
I Løbet af afvigte Sommer foranstaltede jeg et Udvalg af en Deel til Hans Majestæts archeologiske Kabinet henhørende antique Mynter, bestemte til, ved Bytning mod en Deel af det Thorvaldsenske Museums antique Doublet-Mynter – hvilke dertil bleve udvalgte af Hr. Licentiat L. Müller – at foranledige eet, for begge Samlingers Forøgelse, hensigtsmæssigt Arrangement.
Jeg tillod mig dengang egenmægtigen at betroe de Hans Majestæts Kabinet tilhørende Mynter, til Administrationens Varetægt, haabende, at den Administrationens Medlemmer derved forskaffede Lejlighed til at giøre sig bekiendt med Gienstandene, maatte fremme Sagens Afgiørelse.
Da imidlertid lang Tid er hengaaet uden at der er taget nogen Bestemmelse, saa tillader jeg mig herved at anmode Administrationen om at lade Sagen circulere mellem Medlemmerne inden næstkommende 8e Januar – der er den Dag paa hvilken jeg slutter indeværende Aars Regnskab for Hans Majestæts archeologiske Kabinet – saaledes at jeg til den Dag enten erholder bemeldte Kabinets Mynter tilbage – hvis Bytningen ikke bifaldes – eller sættes istand til, ved Referatet af mit Regnskab at kunne forevise Hans Majestæt de giensidige Gienstande for Bytningen og melde Allerhøjstsamme Administrationens Samtykke til dens Iværksættelse, for at erholde den nødvendige Allerhøjeste Sanction dertil.
Hans Majestæts archeologiske Kabinet paa Amalienborg den 29de Decbr 1845. |
Ærbødigst Falbe |