The Thorvaldsens Museum Archives

Original xxx Expedition.

I Løbet af de sidste ti Aar ere flere Sendinger af Thorvaldens Arbeider, baade i Gibs, i Marmor og i brændt Leer, ankomne hertil.
Frue Kirke og Slottet have modtaget deres Deel og det, som deraf endnu henstaaer i Corridorer og afsides Kamre, vil dog engang komme til at opfylde dets Bestemmelse og forherlige den Bygning, som det skal pryde.
Men det største Antal af disse Konstsager, som ikke har nogen saadan fast Bestemmelse og som for endeel tilhøre Thorvaldsen, findes adsplittede deels paa Charlottenborg, deels paa Slottet, deels i Magazinerne, da der fattes et Sted, hvor man blot nogenlunde passende kunde opstille dem samlede.
Iblandt disse Arbeider findes der ikke faa ufuldendte, saavel af dem, der ere bestilte til Slottet og Kirken, som af dem, om hvis Bestemmelse vi ikke vide noget sikkert. Deres Afsendelse maa derfor synes os gaadefuld, saafremt vi ikke ville sætte den i Forbindelse med en Yttring, som Thorvaldsen alt saa ofte og saa alvorligt, især i de senere Aar, har gientaget, at han igien vilde besøge Danmark, og som det synes, paa en længere Tid.
Vi have desuden Formodning om nye Sendinger, der sikkert ville giøre os bekiendte med de fortrinlige Værker, som vi nødigen savne mellem de allerede modtagne.
De med Opbevaringen og Opstillingen forbundne Vanskeligheder ville da paa ny giøre sig gieldende, og en alvorlig Forlegenhed vil opstaae, dersom Mesteren selv skulde komme, inden der for Alvor var tænkt på at afhielpe, hvad der mangler. Længselen efter Fødelandet er det Baand, som stærkest drager ham til os; dog følger han jo tillige ofte gientagne Indbydelser, og opfylder et almindeligt Ønske; hvor uskiønsomt altsaa, om vi ikke vilde sørge for, at han uhindret kunde dvæle mellem de bekiendte Skikkelser, som vilde lade ham gienfinde Italien i Danmark, lade ham i Erindringen giennemleve sine feireste Manddoms Aar der, hvor han finder sin Ungdoms betydningsfulde Minder og hvor han maaskee helst ønskede, at finde den Hvile, som selv den meest Utrættede tilsidst stunder efter.
Talen er her ikke om at sørge for et Atelier og hvad dertil hører; thi, naar Thorvaldsen kommer, vil han, efter sit eget Valg, finde Charlottenborg rede til at modtage sig, og Værkstedet færdigt til at lade Meislens Slag klinge, saasnart han vil. Men her spørges, om det sømmer sig, at hans afsluttede Arbeider, som alt findes her, eller kunne ventes hertil, blive adsplittede paa høist forskiellige Steder, eller henligge i Kasserne? og, paa hvilken Maade man bedst kunde forberede dem et værdigt Samlingssted?
Hvorledes det første af disse Spørgsmaal maa besvares, derom ville alle være enige. Ogsaa for en værdig Opbevaring af Thorvaldsens Arbeider vil der sikkert være et eenstemmigt Ønske. Dog her fordres mere; her fordres afgiørende Kiendsgierninger for, at vi ere værdige til at bevare dem hos os, at vi erkiende deres fulde Værd.
Thi disse Værker have en dobbelt Betydning: de indeholde en rig Kilde til den ædleste Nydelse, og de aabne vort Øie for Herligheden i antik, som i christelig Konst.
Da Thorvaldsen havde modelleret sin Jason, forbausedes Rom ved at see en Billedstøtte, der beroede paa de samme ufravigelige Grundlove, som Oldtidens beundrede Arbeider. I meer end trehundrede Aar havde man i Konstens Land opsøgt Antikerne, samlet, copieret, ophøiet dem; men alligevel vaklede den moderne Skulptur usikker hid og did, indtil en dansk Konstner gav den Ro og Fasthed. Og ene det havde været nok til at forevige ham.
Dog Thorvaldsen har endnu et høiere Krav paa vor Beundring og Erkiendtlighed. Ingen af alle hans Samtidige har kraftigere end han arbeidet paa at tilintetgiøre de hule, livløse Former, som man i lang Tid havde villet tvinge Konsten i; og i høiere Grad end nogen af dem, forenede han en uhildet Modtagelighed for det skiønneste i Fortidens Konst med Selvstændighed, Uskyldighed og Styrke i sin Maade at see og opfatte Gienstandene paa. Antik Naivitet og christelig Fromhed have afvexlende og eiendommeligt udpræget sig i hans Arbeider. Han lærte den moderne Plastik, – hvad Raphael saa herligt havde viist i Maleriet, – at det ei er Formen, som bestemmer Konstens Væsen og Character, men den høiere Aand, som reent og kraftigt udtaler sig giennem den; og at de samme Former, under Konstnerens Hænder, ville stivne til hedensk Trods, eller bøie sig til christelig hengivenhed, saafremt Udtrykket for disse Sindsstemninger stærkt og klart har afspeilet sig i hans Siæl.
Den værdigste Maade, hvorpaa en skabende Genius kan hædres, er, at aabne den frieste og ædleste Virksomhed for den. At Thorvaldsen ikke har været uden denne Hæder, derom kunne vi let overbevise os, naar vi see, hvorledes hans Arbeider ere fordeelte over en stor Deel af Europa, hvorledes de smykke Landsteder, forherlige Kongeborge, byde Ærefrygt og Alvor i Kirker og paa Torve. Men en lunefuld Skiæbne raader ofte her, og midt i al sin Lykke har vor store Landsmand dog savnet et Held, der maa være noget af det meest opløftende for Konstneren, et Held, som det, der uadskillig har forenet Raphaels Navn med Vaticanet, Phidias’s med Templerne i Athen og Olympia. Skiøndt Thorvaldsens mere omfattende Compositioner ere bestemte for og opstillede i anseelige, ja vidtberømte Bygninger; skiøndt de tildeels ere udførte for eller i Forening med navnkundige Bygmestere; saa have Omgivelserne dog aldrig været saa gunstige, Konsteren ei havt saa frie Hænder, at nogen væsentlig Fordeel derved er blevet vundet for hans Arbeider. Ved intet af dem kan man vel med Føie sige, at det architectoniske saaledes forbinder sig med Skulpturen, at en høiere Eenhed deraf fremstaaer; om flere af dem har man Ret til at paastaae, at de maae sees isolerede, saafremt de skulle nydes og vurderes, som de fortiene.
Men den rige, afvexlende Kreds af Frembringelser, som skylde deres Tilværelse ene og alene til Konstnerens Længsel efter at fastholde og virkeliggiøre de Billeder, der opfordrende eller begeistrende foresvævede ham, – alle disse Billedstøtter og halv ophøiede Arbeider med den friske Afglands af Grækernes evig unge Gude= og Helte=Liv, hvor ere de ikke spredte vidt omkring i Landene, hvor staae de ikke fremmede og forlegne midt imellem deres Beundrere, fordi Omgivelserne ængste eller trykke dem, eller fordi de savne det Lys, hvori de klarest kunde aabenbare hele deres Skiønhed! Selv det Bifald, hvormed de bleve modtagne, har uventligt skilt dem fra hverandre og saaledes udstykket det store, skiønne Billede af hans Konstnerliv, at dets fulde Betydning efterhaanden maa svækkes og tabe sig. Allerede nu, – hvor faa af Thorvaldsens Beundrere, som ei til forskiellige Tider have været i Rom, kiende vel hele det Omfang af erotisk Lune og tragisk Dybde, som bevæger sig i disse Værker.
Lykkelig maa vistnok den kaldes, der kraftigen bidrager til, at Konstneren kan frembringe eller fuldføre udødelige Væker; og naar Talen er om Thorvaldsen, da kunne vi med Rette glæde os over, at Udsmykningen af Hovedstadens første Kirke har beriget Konsten og os med Statuer og Fronton=Grupper, fulde af Alvor og Værdighed, af bibelsk Kraft og Enfoldighed. Men ogsaa det er en skjøn Lod, en hellig Pligt, at værne om Konstnerens Minde, at befordre den klareste, fuldstændigste, meest levende Erkiendelse af hans Fortienester, og saaledes lade hans Genius ustandset og usvækket virke paa senere Slægter. Og med Hensyn til vor Konstner, hvem burde da denne Lod nærmere tilfalde end hans Landsmænd? For hvem kunde det være kiærere og glædeligere at opfylde denne Pligt? Og hvor vilde den bedre og fuldstændigere kunne udføres end i hans Fødeby, som ene kan opvise hans tidligste, alt saameget lovende Ungdomarbeider, og som tillige er prydet med ikke faa af hans Manddoms meest fuldendte Værker.
Tænke vi os en Bygning, opreist og indrettet til at modtage alle de Afstøbninger over hans Modeller, som findes her og i hans romerske Atelier, samt alle de Arbeider i Marmor, brændt Leer. o. s. v., der ikke have nogen anden Bestemmelse. Rummet skulle være saa godt benyttet, den architectoniske og malede Decoration anvendt med saamegen Smag, Lyset saavel beregnet, og de forskiellige Gienstande saaledes sammenstillede i større og mindre Kredse af beslægtede Forestillinger, at de plastiske Arbeider der maatte føle sig ligesom hiemme og fremtræde roligt og klart, med al den konstneriske Virkning, som er nedlagt i dem, og, hvor det giordes fornødent, saa at sige fuldstændiggiorte ved en tilsvarende Omgivelse. Tænke vi os denne Bygning tillige som et værdigt, nationalt Mindesmærke ved dens architectoniske Characteer og dens Beliggenhed, saa have vi her det første, svage Udkast til et Museum, hvor et fuldstændigt, harmonisk Billede af Thorvaldsens daadrige Liv kunde træde Beskueren imøde.
At et saadant Foretagende vilde tækkes Thorvaldsen som den skiønneste Erkiendelse af hans Fortienster, derom kunne vi være forvissede, og med Glæde vilde han see sine Arbeider saaledes samlede og opstillede, saaledes bevarede og overantvordede til kommende Tider. Det vilde være en virksom Anledning for vore Konstnere til at vise sig deres store Mester og Folkets Tillid værdige. Det vilde fremkalde en Kappelyst, en Samvirken mellem de forskiellige Konstfag og Haandværkere, der ikke kunde blive uden heldbringende Følger. Kun ved den udholdende Anstrængelse, den Redebonhed til at offre, som Begeistringen for et saadant Foretagende og den faste Overbeviisning om dets Nødvendighed fremkalder og vedligeholder, kan det iværksættes og fuldendes. Men Offere, som vilde overstige Enkeltes Kræfter, eller maatte synes afskrækkende for en Classe af Samfundet, kunne uden Vanskelighed bringes, naar alle Stænder forene sig derom. Thi det gielder om et Værk, der har sin kraftigste Opfordirng i Nationens Ære, og først da vinder sin fulde Betydning naar det tilhører Nationen. Og handle vi da blot opoffrende? Kunne vi betragte det som et ringe Vederlag, at Lysten til den forædlende Nydelse af dannende Konst og Sandsen for det Skiønne kraftigen bliver vækket, Almeenaanden hævet, Fremmedes Agtelse tilvundet? Kun ved et saadant Foretagende kunne vi, som overlode det til en Fremmed, at være den optrædende Thorvaldsens Velgiører og Beskytter, gienvinde Ret til at kalde den fuldendte Konstner vor Landsmand i Ordets skiønneste Betydning.
Da Thorvaldsen i 1819 besøgte os, modtoge vi ham med jublende Begeistring, thi han havde knyttet sin velgrundede, europæiske Berømmelse til det danske Navn. Vi vare henrykte ved at see ham iblandt os, thi Konstnerens Høihed glemtes over Landsmandens elskelige, hiertelige Personlighed. Da mødte vi ham ei alene med en ungdommelig Enthusiasme, men vi beredte ham tillige en ny Kampplads, som han hentede nogle af sine rigeste Hæderskrandse paa.
Modtoge vi ham dengang saaledes, hvorledes ville vi da modtage ham nu, dersom han kommer alderstegen, hæderkronet, ledsaget af nye Skatte, til Berigelse for vor Hovedstad? Hvor sørgeligt, dersom han skulde finde, at hiin Begeistring kun havde været hurtig opblussende, og at Ligegyldighed og Smaalighed rugede over de os betroede Konstværker! Lader os ikke glemme, at den Mand, der æredes af mægtige Herskere som Nutidens første Konstner, er født i Danmark, og at vi skylde vor egen Værdighed som Nation, her at handle saaledes, at der ingen Mistanke skal hvile paa os, som om vi ei forstode at skiønne paa den Lykke, der er vederfaret os, og at vi ikke skulle ligesom tillade andre at tilegne sig den Ære, der tilkommer os.
Længe tør vi heller ikke betænkelige tøve med hvad vi ville giøre. Halvtredsindstyve Aar ere allerede henrundne siden Thorvaldsen modtog Academiets første opmuntrende Belønnng, og kunne vi end fortrøste os til, at han gaaer en kraftig Oldingsalder imøde, saa maae vi tillige erindre os, at vort Foretagende udkræver flere Aars Forberedelse, og at vi maae sikkre os imod den lammende Indflydelse, som et uventet Slag pleier at medføre for den alt for Trygge.
I Henhold til Ovenstaaende aabnes herved Subscription til et Museum for Thorvaldsens Værker. Det nærmeste Øiemed med denne Subscription er imidlertid blot at give vore Landsmænd og Landsmændinder Leilighed til at tegne sig om bidragende, og en nøiere Angivelse af den fornødne Sum synes derfor overflødig, saameget mere som den, uden at være grundet paa et fuldstændigt Bygnings Project, maatte savne den tilbørlige Paalidelighed. At der udfordres betydelige Summer til Udførelsen af et saadant Monument, vil letteligen indsees; men fordeles disse Summer paa en stor stor Deel af Nationen, som vilde være ønskelig, for at det i Sandhed kunde blive et nationalt Mindesmærke, da vil Bidraget neppe blive besværligt for nogen, især da det kan fordeles paa tre Aar. Heller ikke er nogen Grændse sat for Bidragets Størrelse, da det synes lige så ubilligt, at hindre den Rundhed, som flyder af større Evner, som at udelukke selv den ringeste Skierv, der bydes med et velvilligt Sind.

Kiøbenhavn den 10^deJanuar 1837.

Collin H Freund.   N. Høyen C Moltke
Prangen   H. Puggaard   P B Scavenius   Schouw
J Thiele   Treschow.   – P M Tuxen