Deres Excelence
Hr GehR. st. Minister Grev Moltke
Rd. af Elef. St. af d Dbm
d 28 May 1844
Paa Grund af de Forhold, hvori jeg i det sidste Decennium har staaet til Thorvaldsen, – oprindelig som Følge af høisalig Kongens Befaling til mig, medens Th. endnu opholdt sig i Rom, at sørge for at hans testamentariske Dispositioner bragtes betimelig istand for at sikkre hans Fødeland Besiddelsen af hans Kunstskatte – har jeg fundet mig opfordret til at tage Initiativet i en Sag, som nærmest kunde synes at vedkomme hans efterladte Adoptive Datter, men indirecte berører Museet.
Det vil være i DHs Erindring, at bemeldte Datter, Enkekammerherreinde Paulsen, efter hendes Mands Død ansøgte om Pension, men at den ikke blev aller. bevilget, med Hensyn til, at hun ikke antages at kunde være egentlig trængende, da Faderen havde sikkret hende en aarlig Indtægt af 1600r, og det tillige forudsattes at hendes Mand havde efterladt hende nogen Formue. Om denne Formues Størrelse og Beskaffenhed haves hidtil ingen Vished. Ligesom den afdøde Th. bestandig havde giort Regning paa, at hans Datter vilde, uanseet den Indtægt han havde skiænket hende, vorde allernaadigst forundt en Pension efter Mandens Stilling, vel ogsaa som Thorvaldsens datter, saaledes har hun, ved Efterretningen om Faderens Død, paa ny bragt Sagen i Bevægelse, og de Skridt hun, tilskyndet af romerske Advocater, har begyndt for at bestride Testamentets Gyldighed ved at ville giøre Forbud mod Faderens hos Banqierhuset Torlonia og Co. staaende Capitals Hidsendelse, ere for en stor Deel Følger af hendes feilslagne Haab om at erholde Pension. Hvad Testamentet angaar, saa ere dets Ord saa bestemte, at hendes Forsøg til at rokke det, vilde, efter vore Juristers Forsikkring, være frugtesløse, naar Sagen føres for danske Domstole; og at faae Klagen, hvis en skulde fremkomme, henvist dertil, derpaa har Executorernes af den østerrigske Gesandt i Rom Grev Lützau understøttede, Bestræbelser hidtil gaaet ud. Det vilde imidlertid upaatvivlelig meget fremme Sagen for Museets heldige Udfald, naar han erfarede, at hun ikke var glemt af den danske Regiering.
Forestaaende har jeg mundtlig allerund. erfaret fra Hans Mayst., som har paalagt mig i den Anl at henvende mig [til] D. Ex. om at der kunde bevirkes Fru Paulsen af Finantskasse en aarlig Pens. 400., som vel maatte regnes fra Mandens Dødsdag.
En anden hermed i Forbindelse staaende Sag, som jeg ligel. har allerund. nævnt for Hans Majestæt, er, at da fru Paulsen i afvigte Efteraar forlod Kbh for at reise til Rom, var hun næsten aldeles blottet for Resourcer. Saavel efter hendes som efter Thorvaldsens Anmodning havde jeg paataget mig at være hendes Laugværge, og maatte altsaa see at giøre Udveie til Afreisen. Til at berigtige hvad her skulde betales, at have det Fornødne til Reisen (5 Personer: Frue, Huuslærer, Pige og 2 Børn) og noget ved Ankomsten til Rom behøvedes 2000r ; af Th. fik jeg 600r hos Curator i afd Paulsens Boe laante jeg 400r, og paa mit allerunder. Andragende tilbød Hs Mayst., ved Rescr. dat. Wyk p. Føhr af 28 Aug 1843, at der maatte anvises til Reisen et Forskud af 1000r. At faae disse refunderede af Enken, derpaa vil ikke være at tænke, og Hans Mayst. har derfor allern. tilladt, at de maae passere til Udgift, som eftergives.
Begge disse Sager skulde dog saal, efter allerh Bemyndigelse, anbefales til DHs særegne Omsorg.