Jeg skriver disse Ligner med Bindesbøll, ieg sendte Bud efter, for at raade ham selv at tage til Roskilde og tale med Eder, jeg haaber sikkert du har faaet mit Brev fra Igaar. Hvad jeg deri foreslog havde jeg først spurgt Collin om hvad han synes om, og han bad mig meget strax at skrive dig det, da han i Grunden helst ønskede at det kom efter Eder derude, i hvert tilfælde vil jeg kun blot tilføie at I endelig maae skynde Eder at giøre noget Alvorligt, thi saa længe Arbeidet ikke er i gang igien, saa er jeg ikke roelig for Thorvaldsen, han seer saa daarlig ud af de Par Dages Ærgrelse, og de mange Inbildninger han giør sig at jeg kuns bede Eder giøre hast dermed, thi imellem os sagt troer han det er lagt an paae at der intet skal blive af det Heele, og naar de nu lader Sommeren gaae uden at arbeide, saa kan de nok faae mit Endeligt at see før de begynder igien, men saa skal jeg nok i Tide Tage en saadan beslutning, at jeg skal gaa andre Steder faae at Skue til mine Sager osv osv – naar han bander og støier er jeg enda ikke saa bange; dog det er ham en Hierte Sag, og der for giør det ham og melankolsk, saa jeg fleere Gange har set Taarer i hans Øie i disse Dage. – Lad mig see I giør Blæst hurtigt. Thi naar Barnet er druknet er det for sildig at dække Brønden og det virker mere en[d] man skulde troe paa Thorvaldsens helbred, Bindesbøl venter, altsaa farvel
Chr Stampe
I hast
Hvad siger du om at Skrive til Kongen? og ligge ham det paa Hiertet, eller Stænderne kunde de ikke giøre noget?