Ved alle de Yttringer, der ere fremførte imod Brugbarheden af den af Hs. Maj. allernaadigst skiænkede Bygning til Indretningen af et Museum for Thorvaldsens Arbeider, har jeg ikke fundet mig overbeviist eller rokket i den Mening, at den for os alle saa vigtige Sag ved ovennævnte allerhøieste Tilbud jo har nydt en Fremhiælp til det egentlige Øiemeds Opnaaelse, som vi under andre Omstændigheder muligen endnu længe skulde søge forgiæves.
Jeg anseer det derfor at ville være uforsvarligt at tilraade nogetsomhelst Skridt, der kunde føre Sagens endelige Afgiørelse endnu dybere ind i det Uvisse. Thorvaldsens Yttringer, som man oftere har fortolket ved en altfor stor Beskedenhed, seer jeg hellere et Udtryk af den ædle Kunstnerstolthed, der saa ofte charakteriserede ham. Hans Værker – har jeg forstaaet – er det Smykke, som han vilde skiænke sin Fødeby og hvor de beskueligt henstilles, der have de fundet et Museum, hvis ydre Glands og Beliggenhed ikke kommer stort i Betragtning.
I denne Aand vilde Comiteen, efter min Mening bedre opfylde sine Forpligtelser mod Contribuenterne og navnligen mod den største af dem alle – mod Thorvaldsen, ved snarest muligt at sikkre Folket Besiddelsen og Nydelsen af hvad han har hidsendt og ogsaa af hvad han fremdeles vil hidsende, end ved, under aarslange Deliberationer, at stille Fordringer og Forventninger saa høit, at baade Thorvaldsens og Publikums Taalmodighed derved sættes alt for meget paa Prøve og Hovedsagen derved kunde geraade i uforudseelige Farer. Disse Grunde vare mig tilstrækkelig – og vilde have været det, selv om den paatænkte Plads frembød endnu større Vanskeligheder og ringere Fordele – indtil den speciellere Comitees fem Medlemmer afgav deres Erklæring. Men ved denne Erklæring af Sagkyndige stilledes Comiteen, efter min Mening, i et yderligere Ansvarlighedsforhold til dens Committenter, paa Grund af hvilket jeg troer os forpligtede til, ikke ubetinget, og uden yderligere Undersøgelser at bestemme Museets Opførelse til den os allernaadigst tilbudne Plads.
Idet jeg derfra med mine Colleger anseer det for en uopholdelig Pligt, allerunderdanigst at vedlægge vor Taksigelse for Hs Maj. Kongen og tillige at underrette Allerhøistsamme om Comiteens videre Forehavende i denne Sag, at anseer jeg det næste Skridt at være, snarest muligt at giøre Restaurationen af den omhandlede Bygning til Gienstand for et architectonisk Project. Forsaavidt er jeg formodentlig enig med Pluraliteten af Comiteen. Men paa samme Tid at udsætte en anden Opgave for et Museum paa en fri Plads, dette anseer jeg at være unødvendigt, misligt og til Hinder i at komme til fuld Erkendelse af den tilbudne Pladses større eller mindre Brugbarhed. Jeg anseer en saadan Opgave for unødvendig, fordi man ikke trænger til Vished for at jo et Museum maa kunne opføres paa en fri Plads, naar de fornødne Capitaler ere tilsted, [mislig] fordi, naar Forholdene skulle være lige, maa Pladsen og dens Særegenheder ligeledes være bestemte, og til Hinder, fordi Architecten, som har flere Opgaver at vælge imellem, hellere projecterer frit, end vælger en Restauration, og fordi det i dette særegne Tilfælde kunde være meget at befrygte, at netop den Opgave, som det især er vigtigt at faae bestemt, let kunde blive aldeles ubesvaret.
Idet jeg saaledes afgiver en Mening, der i enkelte, ikke uvigtige Punkter afviger fra begge de yttrede Anskuelser, om hvad der nærmest er at foretage, andrager jeg i dette mit separate Votum paa:
at Comiteen snarest muligt vedlægger allerunderdanigst Taksigelse for det allernaadigst giorte Tilbud med allerunderdanigst Forestilling om, at den endelige Afgiørelse maatte udsættes, indtil et udarbeidet Project af Restaurationen nærmere kan afgive den fornødne Sikkerhed for Bygningens Brugbarhed for til det Thorvaldsenske Museum, og at dernæst en ikke ubetydelig Præmie udsættes for den Architect, der mest fyldestgiørende besvarer det Spørgsmaal: Hvorledes kan den af Hs. Maj. allernaadigst skiænkede Bygning eller Byggeplads hensigtsmæssigst benyttes til et Museum for Thorvaldsens Arbeider og Kunstsamlinger?
Skulde ingen Architect være istand til at løse denne Opgave tilfredsstillende, da maa det, efter min Mening, være en Selvfølge, at Comiteen, ved at indberette Udfaldet, tillige maa nedlægge allerunderdanigst Forestilling om, at en anden Plads allernaadigst maatte vorde Thorvaldsens Museum indrømmet.
Thiele
Charlottenborg d. 17 Januar 1839