Thorvaldsens Ungdomshistorie. (1770‒1804).
Efter den afdøde Kunstners Brevvexling, egenhændige Optegnelser og andre efterladte Papirer. ‒ Vi henlede Publikums særdeles Opmærksomhed paa dette i disse Dage paa Reitzels Forlag udkomne høist interessante Skrift; det er Forfatteren Justitsraad Thieles utrættelige og ufortrødne Arbeide vi have at takke for dette skjønne Værk, som sikkert fortjener megen Paaskjønnelse. Vi tillade os at afskrive af Forfatterens Fortale Følgende:
„Thorvaldsens Bolig i Palazzo Tomati havde altid. selv da den stod smykket med hans Samlinger og Kunstværker, været lidet hyggelig. Nu, da Alt var borte, med Undtagelse af de gamle Meubler, der neppe taalte at flyttes, var det næsten ikke til at udholde.
„Imellem adspredt Halm, Bunker af Saugspaaner, splintrede Brædestumper og andre saadanne Levninger fra Indpakningen stode det gamle, brøstfældige Chatol og de haltende Stole og Borde, som om de selv mistvivlede om, at Nogen skulde ville kjøbe dem paa den forestaaende Auction, uagtet de dog havde tilhørt den store Thorvaldsen. Huset var saagodt som opgivet, og ingen Laas og intet Tilsyn var længere fornødent.
„I saadan Tilstand vare disse Værelser, da jeg faaee dem igjen, ‒ disse Rum, hvorhen mine Tanker langveisfra saatidt vare fløine i de Aar, siden jeg første Gang her besøgte Thorvaldsen.
„I en veemodig Stemning gik jeg omkring og sparkede i det Uføre, som bedækkede Steengulvets Fliser, og tog op, hvad der, nu og da, kunde tildrage sig Opmærksomhed.
„Hist og her kigede Papirstumper frem igjennem Halmen. Det var Breve, eller Stykker af Breve, Visitkort og deslige, men paa nogle af dem var Spor af Tegning eller Skrift af Thorvaldsens egen Haand.
„Det blev mig snart et Arbeide, at samle alle disse vildfarende og lidet paaagtede Stykker, og jo mere jeg samlede sammen, desto mere levende gik det op for mig, at her var Adskilligt at varetage for Thorvaldsens Biograph.
„I det gamle Chatols Skuffer var der endnu adskillige Levninger tilbage, Stykker af Redskaber, tømte Æsker og andet Sligt, som bliver aldeles værdiløst, naar Eieren døer. Ved en nærmer Undersøgelse kom ogsaa en gammel, messingbeslaaet sort, skimlet Brevtaske for en Dag, og dens ærværdige, massive Exterieur førte Tanken til Thorvaldsens Oldefædre paa Island.
„Ved at aabne den ‒ hvilken Overraskelse! ‒ fandtes et Par Breve, indsvøbte og omhyggeligt bevarede. Disse Breve vare fra Hjemmet, ‒ fra hans Fader og Moder.
„Nu blev Sagen alvorlig! At der kunde være noget Sligt tilbage fra vor Kunstners tidligere Aar, derom havde jeg aldrig vovet at gjøre mig Haab. Begjærligheden efter at finde mere blev nu umættelig.
„Jeg havde allerede i Kjøbenhavn, medens Thorvaldsen endnu levede, oftere modtaget Hobe af Breve, som ved Udpakningen af hans hidsendte Arbeider stundom fandtes indstoppede som til Fylding i de gabende Huller. Saa ligegyldigt havde han behandlet sine Breve!
„Vel vare alle disse allerede af mig tagne til Indtægt, men de. henhørte til de senest afvigte Aar og vare saaledes maaskee kun blevne reddede, fordi de havde ligget ham nærmest forhaanden, da han indpakkede sine Arbeider og trængte til noget et fylde ud med.
„Men hvormeget var altsaa ikke gaaet tilgrunde paa denne og andre Maader!
„Jeg mindedes, ‒ og Enhver, der stadigt er kommen til Thorvaldsen i Palazzo Tomati ‒ vil mindes, ‒ et lille Kammer ud imod Gaarden, hvor man altid fandt Overflødighed af Papirer i en henstillet Fyrrekasse, hvor man ikke alene tillod sig stundom at læse i de lidet bevogtede Breve, men hvor man ogsaa kunde finde Haandtegninger af Thorvaldsen, som den lykkelige Finder uden Samvittighedsskrupler kunde tilegne sig for sin Portefeuille. Meget maatte Aar for Aar være adspredt og ødelagt her, og jeg havde ofte tænkt derpaa med Beklagelse.
„Men, nar man betænker, hvilken Mængde Breve, Thorvaldsen i Aarenes Løb maa have modtaget, saa var det dog for lidet at regne, som saaledes kunde være gaaet tabt; dog ‒ der var intet mere at ses; alle Rum vare tømte.
„Under saadanne Overveielser og Betragtninger blev det anført som et særegent Træk Hos vor Kunstner, at han aldrig forsætlig ødelagde Papir, og at de Breve, han modtog, derfor pleiede at opdynges omkring ham, indtil han omsider blev nødt til at rydde op, for at skaffe sig dem fra Haanden.
”Men hvor gjorde han saa af dem, naar han dog ikke brændte dem?
„Paa engang faldt det som Skjæl fra vore Øine!
„Fra Thorvaldsens Værelser, førte en Trappe forbi en næsten altid lukket Gadedør, ned i en dyb Kjelder. Denne Kjelders Tilværelse var mig bekjendt fra mit tidligere Ophold i Rom, da jeg engang tilfældigviis havde været dernede med Freund, som dengang boede hos Thorvaldsen. Nu syntes denne Nedgang ufremkommelig; i de senere Aar havde den været benyttet til Opbevaringssted for afbrugte Gibsforme og deslige. Den maatte altsaa undersøges!
„En Lygte blev hentet, Nedgangen gjort noget ryddelig, og kun en Gruusdynge holdt den gamle Fjæledør lukket.
„Det første, vi stødte paa, var en Bunke Leer, som i sine tørre Klumper bar Præg af Kunstnerens Haand. Opdynget, skjulte dette Leer næsten ganske et, plat paa det fugtige Gulv liggende Marmorbasrelief, et bozzeret Exemplar af Musernes Dands paa Helikon, som Thorvaldsen vel engang har sat tilside her og tiden ganske glemt.
„Dybere inde i den raa, mørke Kjelder, som syntes at d[?]ge Slanger og Skorpioner, skimtede vi ved Hjælp af Lygten et Par store Foustager, nogle Brædekasser og andre Skramlerier, og i det næste Øieblik havde vi Forvisningen om, at vi her stode ved Afløbsstedet for al den Papiroverflødighed, Thorvaldsen i en Række af Aar havde vidst at skaffe sig fra Haanden.
„Her laa altsaa en vid Mark for Undersøgelser og Opdagelser. Men Begærligheden efter at komme i Besiddelse af denne Skat mødte, som sædvanligt, endeel Modstand af Mørkets Magter, der her, i Skikkelser af Muursteen, Glas og deslige, protesterede mod hvert Indgreb.
„Maaskee for at tvinge de uregjerlige Papirer ned i disse aabne Gjemmesteder, eller maaskee for at ikke Uvedkommende eller Nysgerrige ‒ til hvis Klasser jeg naturligviis ikke henregnede mig, ‒ saa let skulde gjøre Undersøgelser, synes den Gamle, efterhaanden som han her deponeredes sine Papirer, at have kastet Muursteen, Glas, Leerklumper og andet Sligt ovenpaa, og var det ogsaa unegtelig lykkedes ham, at gjøre Udpakningen besværlig og vanskelig, især da det her kom an paa, ikke at sønderrive de temmelig fugtige og muldnede Papirer.
„Vi maatte altsaa vælte disse Foustager om paa Siden, og nu begyndte et Arbeide med at samle, udlufte og tørre de udpillede Papirer, som varede i flere Dage, men som syntes rigeligen at lønne sig. Vel var der mellem disse Masser af Breve ogsaa en Overflødighed af Stykker af Breve, som vanskeligt nok efter en saadan Forvirring vilde finde de tilsvarende, vidtadspredte Fragmenter, men saameget mere vigtigt blev det, at selv ikke den ubetydeligste Lap blev upaaagtet, men Alt tilhobe indsnøret i Bundter og nedlagt i Kasser til Forsendelse.
„Ved disse Sagers Ankomst til Kjøbenhavn begyndte, som man kan tænke sig, det interessanteste, men tillige det Møisommeligste Arbeide ved disse Undersøgelser.”