(…)
D. 20. Octbr.
Det har kun i ringe Grad vakt Pressens Opmærksomhed og Omtale, at Thorvaldsens Museum er blevet aabnet, og maaskee er der heller ikke Meget at sige derom, eftersom en Kritik over Anstaltens Indretning og Udstyrelse nu vil være temmelig frugtesløs. Det faaer imidlertid være tilladt at udtale en Mening om Et og Andet. Saaledes gjøre Malerierne paa den Muur, der vender mod Canalen, strax et underligt Indtryk; de forestille Thorvaldsens Hjemkomst og danne adskilte Grupper, som hver for sig ere et Genrebillede. Der er en underlig, prosaisk Hverdagsstiil i disse Tegninger, den store grandiose Bygning taler Dramaets heroiske Sprog, Malerierne løbe ved Siden af og snakke Kjøbenhavnsk. Paa den anden Side imod Slottet, findes derimod et Billede, forestillende Løven fra Luzern, der bliver kjørt hjem til Museet; det er en naiv Fortælling om Bygningens Tilblivelse, overantvordet til kommende Slægter, og hvad det Kunstneriske angaaer, da gjør det ædle Dyr i det hvide Marmor en herlig Effect ved Siden af de travle, arbejdende Mennesker. Men har det ikke været Tilfældet med Flere, at de ved Indtrædelsen have følt sig ligesom tyngede af de mørke Farver, der ere anvendte? Kunsten er glad og elsker det Lyse, men her maa den antike Skjønhed staae som i Munkeceller. I Vaticanet er der overalt anvendt simple lyse Farver undtagen i det ægyptiske Museum, hvor de mørke Broncestatuer af Osiris og Isis staae som mellem mørkerøde Klippevægge, under gyldne Stjerner paa den evigblaa Himmel. — Et Sted er der i Museet, hvor man befinder sig som i en Kirke; det er Salen med Christus og Apostlene og Englen med Døbefonden, og udenfor i den dejlige aabne Gaard er Thorvaldsens Grav, bedækket med Blomster. Der holdes i Sandhed Gudstjeneste. Hist nedenfor ligger Thorvaldsens Legeme: nøgen kom han af sin Moders Liv, og nøgen gik han herfra; men Sjælen har reist disse Mure, denne hele Bygning og fyldt den med Skatte. Hele Mythen om Skabelsen bliver her mathematisk beviist, og kommer Nogen til dette Sted, tynget og træt af Tidens Kamp, tvivlende om Mennesket og dets guddommelige Sjæl, saa gaaer han kvæget og styrket derfra.
(…)