Thorvaldsen.
(Fortsættelse.)
Omsider skulde han i Aaret 1796 begive sig paa Reisen og navnligen til Italien. Men Sygdom hindrede ham i at reise tillands, og dertil meente ogsaa hans Venner, at han var for uerfaren i Verden og ikke kyndig nok i fremmede Tungemaal. Da derfor just paa samme Tid en Orlogsfregat: „Thetis” ‒ det samme Navn, som den førte, der under hans sidste Ophold i Italien førte hans Kunstskatte hertil ‒ blev udrustet for at gaae til Middelhavet, fandt man at det vilde være en beqvem og hurtig Leilighed for den unge Kunstner at komme til Italien. Tilladelsen var lettelsen udvirket, men det var nu en tung Sag for den kjærlige Søn at forlade de fattige Forældre, der vare reent utrøstelige over hans Afreise, især Moderen, endskjøndt han dog saae sig istand til at kunne efterlade dem en lille Æske, hvori han havde sammensparet nogle Dukater.
Den 20de Mai 1796 forlod han for første Gang sit Fædreland, som han nu ikke skulde gjensee førend efter en Fraværelse af 23 Aar, da han atter vendte tilbage som dels Stolthed og Ære. Reisen blev imidlertid ikke saa beqvem, som man havde tænkt, at den vilde blive; thi først gjorde Fregatten et Krydstog i Nordsøen og siden hengik Sommeren indtil October, førend den ankom til Middelhavet. Her foer den frem og tilbage imellem Malta og Røverstaterne, og saa fredelig Thorvaldsen end var af Naturen, maatte han dog i Krig med Barbarersken. Efter adskillige udstandne Genvordigheder, hvortil endnu kom hans Længsel efter Hjemmet, besluttede han sig til i Begyndelsen af det næste Aar at forlade Skibet, for paa en aaben Baad at gaae fra Øen Malta til Palermo paa Sicilien, og herfra slap han omsider til Neapel.
I denne ellers saa lystige By følte han sig saare ulykkelig, deels fordi hans Helbred var svækket, deels ogsaa fordi han havde Nød med at gjøre sig forstaaelig i det fremmede Tungemaal. Han var nu kun nogle Dages Reise fra Rom, men desuagtet manglede der kun, at en Skibsleilighed havde været forhaanden, og han havde sikkerligen i sin tungsindige Stemning besluttet sig at vende tilbage til Danmark. Men tillykke følte han med Skamfuldhed, at den Svaghed, hvortil han havde overgivet sig, var ham uværdig, og saaledes begav han sig da paa Veien til Rom, hvor han ankom den 8de Marts.
Han medbragte fra Kjøbenhavn en Skrivelse til den danske Lærde, Zoega, der ved den Tid opholdt sig i Rom, og da han deri var anbefalet til hans Raad og Vejledning, viste han ham og i Begyndelsen sit Arbeide, for at høre hans Mening. Dog, da denne Mand blev ham altfor stræng og vanskelig at tilfredsstille, anstillede han sig i lang Tid, som om han drev om uden at foretage sig noget; men hemmelig arbeidede han og paa egen Haand, baade om Natten og om Dagen, naar Ingen kunde bemærke det. Og paa denne Maade følte han sig snart i sit Element og var saa flittig, at det næsten er ubegribeligt, hvorledes han fik saa meget fra Haanden.
Men der var allerede dengang vaagnet en ganske anden Aand i ham end hidindtil. Han har selv sagt om denne Tid, at da tøede Sneen ham bort fra Øinene, og dette nye Liv yttrede sig ikke alene i hans Arbeider, men ogsaa i en alvorlig Bestræbelse efter at lære saa meget af Videnskaben, som han behøvede for at være fri i sin Kunst.
(Fortsættes.)