– Igaar Aftes aabnedes det kongl. Theater efter den stille Uge med en Sørgefest for Thorvaldsen, bestaaende af Øehlenschlägers „Hakon Jarl” med en Ouverture af Hartmann og en Prolog af Heiberg, som i sin klare Simpelhed og mandige Kraft endelig var e[n] værdig Ordets Hylding af Danmarks største Søn. Da den alt er udkommen i Trykken, vilde det, om endog Pladsen havde tilladt det, neppe være passende her at aftrykke den, men følgende Fragment være det os dog tilladt at meddele:
Navnkundigheden er et magisk Ord,
Der virker blindt og umodstaaeligt;
Og visselig fortjener den sin Magt,
Naar den har grundet sig i store Værker,
Og har sig underlagt den vide Verden.
Vel tæller Danmark andre skjønne Navne,
Og skylder dem ei mindre Tak end dette;
Men Marmorstøtten taler ei et snevert
Begrændset Folks kun lidt bekjendte Sprog,
Den taler hele Verdens Tungemaal,
Den har sit Fædreland ei her, ei hist,
Men overalt, hvor Konstens Vugge stod.
Da Holberg døde, fældte Danmark Taarer,
Men det begræd dog kun sit eget Tab;
Men her begræder det, hvad Verden tabte,
Og hvad den tabte, var dets egen Borger;
Her fødtes han, her døde han, her skjænker
Den moderlige Jord ham sidste Hvile.
Derfor hans Ligfærd blev til et Triumftog,
Ei blot i vort, men i Europas Navn;
Men Danmark gik, som nærmest Slægtning, nærmest,
Og følte Sorgen hundredfold fordobblet,
Thi Verdens Sorg var lagt paa Danmarks Skuldre.