Feuilleton.
–––––
Thorvaldsens Modtagelse af Sangforeningerne i Altona.
Altonaer Sangforeningerne havde neppe erholdt Efterretning om Thorvaldsens Nærværelse i deres By, førend de, allerede den allerede den 18 Octbr., bragte ham deres Hylding under Dhrr. Blaun’s og Nopitsch’s Direction. Næste Aften indfandt sig den almindelige Altonaer-Sangforening. — I stort Antal havde Sangere og sociale Medlemmer forsamlet sig i “Tonhalle” og Kl. 9½ begav man sig i et Tog, der var smykket med samtlige Faner, Sangforeningens Banner og mange Laterner og anførte af Sangforeningens værdige Præsident Hr. Dr. Schubart, til Hotellet “Holsteinisches Haus”, hvor Thorvaldsen logerede. Da man var kommet ind i det festligt oplyste indre Gaardsrum, traadte den Feirede frem til Vinduet og efterstaaende, af Clemens digtede Sangerhilsen lød efter en Reichardsk Melodi:
Die da von oben stammt, heilige Kunst
Weit wie die Erde, von Menschen bewohnet,
Reichet auch ihr Vaterland.
Und wo ihr Banner, der herrliche Ruhm,
Zeichen der göttlichen Abkunft, sich kündet,
Reicht die Mitwelt ihren Preis.
Darum erheben auch wir jetzt zu Dir
Unsere Stimmen, Du herrlicher Meister,
Sei gegrüßt am Elbe-Strand.
Da denne Sang var afsjungen, traadte Præsidenten ind i Kredsens Midte og henvendte følgende Ord til den store Mester: “Hvor Konsten, den guddommmelige, udbreder sine hulde Vinger over Menneskene, der fremblomstre Humanitet og Sædelighed og Dannelse og alle Menneskeaandens og Menneskehjertets ædle Egenskaber. Men det er Mennesket selv, det er Menneskets skabende Aand, der hæver Konsten med sig og stedse skaber nye Skjønhedsverdener af Naturen, og studsende og beundrende bøier Med- og Efterverdenen sig for denne ophøiede Genius, for Konstneren i hans Storhed. Os bliver idag den sjeldne Lykke tildeel at hilse en Mand, der har besteget Konstens høieste Trin, en Mand, der rager frem over alle, der søge deres Livsopgave i konstnerisk Stræben. Ogsaa vi bøie os studsende og beundrende for denne store Mester og idet vi bringe ham vor Hylding, føle vi os bevægede og hævede paa en aldrig kjendt Maade. Vel vide vi, at vi Intet Stort kunne byde den store Konstner; men en indre Trang driver os til at udtale vort Hjertes Følelser. Derfor tone da vor simple Sang den ophøiede Mester imøde! Derfor lyde vort glade “Leve” for ham! Hr. Conferentsraad, Ridder Thorvaldsen leve!”
Dernæst begav Sangforeningens Direction sig til den værdige Oldings Bolig for med følgende Tale af Dr. Schubart at overrække ham et smukttrykt Exemplar af ovenstaaende Sang:
“Hr. Conferentsraad! Vi træde frem for Dem som Deputerede fra den almindelige Altonaer Sangforening for at udtale de Følelser af Ærefrygt og Beundring, sammes Medlemmer nære for den store Mester og bede Dem venligt at optage denne nys afsjungne Sang som et lidet Beviis paa deres Opmærksomhed og Beundring.
Vel vide vi, at Deres Høivelbaarenhed er vant til større og mere glimrende Hyldinger; vel er det os bekjendt, at ikke alene de Første og Ædleste blandt de forskjellige Nationer bestræbe sig for at række Dem den velfortjente Laurbærkrands, men at selv Konger og Fyrster sætte en Ære i at anerkjende Deres Høivelbaarenheds Mesterskab. Men vi nære ogsaa det Haab, at De ikke vil forsmaae en lille af et oprigtigt og trofast Hjerte bragt Gave. Og det tør vi paastaa, at vi i glad og oprigtig Anerkjendelse af Deres store Fortjenester af Konsten ikke staae tilbage for Nogen. Tillad, at vi derhos udtale vore oprigtige Ønsker for Deres dyrebare Livs og for deres gode Helbreds lange Varighed.”
Den høithædrede Mester svarede Directionen med nogle hjertelige, inderlige Ord og fulgte dernæst med den ned for at tilkjendegive alle Tilstedeværende sin Tak. Her hilsedes han af et lydeligt “Hurrah!” og et harmonisk “Leve!” ledsagede ham, da han atter begav sig bort. Et “Chor af Chalypso” og “Marrsens Abenlied” sluttede denne Høitidelighed, hvorom Mindet længe vil leve i Deeltagernes Hjerter.