Thorvaldsens Museum.
„Der staaer den, hvor den stod.”
Øehlenschläger.
Udenfor det store Slot,
Hvor de Pælene nedstampe,
Gad Aladdins Tryllelampe
Et Secund jeg gnide blot.
O hvor skulde, mens jeg gned,
Et Museum snart fremstige,
Som forgjæves søgte Lige
I den ganske Christenhed!
Dog, da Lampen længe man
Nutildags kan lede efter, ‒
Synes det, modsatte Kræfter
Til den Bygning vendes an.
For halvanden Mand det gaaer
Ei aldeles slet frahaanden,
Skjøndt, som sagt, af Lampeaanden
Sagtens ingen Hjælp man faaer.
Regner det, saa øses Vand,
Pent det skeer med Fingerbolle;
Thi en Snegl til det at molle,
Har man ei endnu istand.
Og saa gaaer det ‒ eller nei:
Kryber det, til Vinter kommer,
Saa skal ventes indtil Sommer,
Og ‒ saa slaaer man samme Vei.
Rom blev frelst ved Nøleri, ‒
Sligt System er end i Velten;
Vistnok vredes Marmorhelten,
Naar han Tomten gaaer forbi; ‒
Dog, han sig ei harme skal:
Det er ei saa nemt at bygge
Et Asyl, som kan betrygge
Guder selv for Overfald!
Først saa skal der rives ned
Med Loyalitet for Øie:
Kongeborgens stolte Fløie
Taale ingen Voldsomhed;
Dernæst skal der bygges op,
Salves maae de Stene haarde,
Og saa nær ved Kongegaarde
Sommer sig dog ei Galop!
Derfor med en Gravitet,
Som kun Hastværksfolket dadler,
Men som Borgerværket adler.
Er saa Lidet hidtil skeet;
Og det Haab man har derved:
Findes ei hiin Tryllelampe,
Vil Museet staae i Stampe
End en lille Evighed.
Hvad for Evighed er bygt,
Maa man ogsaa evigt bygge;
Altsaa: Ingen kaste Skygge
Paa de Folk, som sinke trygt!
Taabeligt det var dog jo,
Mere Arbejdskraft at bruge
Og at lade Flere sluge,
Hvad der nydes bedst af To.