En besynderlig Variant.
I Bogen: Thorvaldsen og hans Værker, anføres iblandt disse Gravmælet over Augusta Bøhmer, og siges derom: „Hendes tidlige Død var ledsaget af Biomstændigheder, der gav Thorvaldsen Anledning til en af hans skjønneste Compositioner. Da nemlig Moderens Liv, uvist i hvilket Aar, truedes af en svær Sygdom, førte den kiærlige Datter hende til Sundhedsbrønden ved Bocklet, i Nærheden af Würzburg, og pleiede hende med en saa opofrende Anstrengelse, at hun derved paadrog sig en Sygdom, som bortrev hende, paa samme Tid som Moderen ved hendes Pleie var bleven helbredet.”
Ikke saa tragisk, men snarere tragicomisk lyder Fortællingen om hendes Død i Allgemeine deutsche Bibliothek V. 78, St. 1, Heft 1-4, S. 33. Jomfru Bøhmer, hedder det her, et ungt Fruentimmer paa 15 Aar, reiste med hendes Moder i Sommeren 1800 til Badet i Bocklet i Franken. Der blev hun, da hun begyndte at menstruere, syg af Blodgang. Hun behandledes af en derværende duelig og i Lægekonsten forstandig Mand, Overchirurgus Büchler. Hr. Schelling kom, da Sygdommen havde varet nogle Dage, til Bocklet, forkastede hendes hidtilværende Læges Kur, skaffede ham af, forordnede den Syge Opium, befalede, at hun skulle drikke Viin ‒ og ‒ den Syge døde. Hun blev idealistisk kureret, men døde reel.
Hr. Schelling kunde dog ikke tiltales for Qvaksalveri. Thi han havde erhvervet sig Ret til ustraffet i hele Verden at slaae Folk ihiel, idet han kort tilforn var bleven Doctor medicinæ i Landshut, paa en Tid, da man for den medicinske Doctorgrad disputerede over saadanne Thesis’r af den transcendentale Idealismus og den saakaldte Naturvidenskab, som følgende ere: „Medicinens Tendents er Tendents til Konsten; Lægen kan kun ved Originalitet ophøie sig til Konsten at helbrede, thi kun det Originale har Realitet, og Tendents til Konsten. ‒ I Medicinen gielder det Omvendte af Plastiken: hist ere de Nye gamle, her de Gamle immer nye. ‒ Menneske-Organismen er den høieste Metamorphose af den mindre cohærente Metalrad. ‒ Intensitets-Graden af den dyriske Varme er nødvendig bestemt ved Stedet, som Dyret indtager paa Stikstofs- polen. ‒ Organismus staaer under den krumme Linies Schema. ‒ I Menneskets Hjerne er Jordens Inderste udfoldet. ‒ Blodet er en fluktuerende Magnet, som hvert Øieblik igjen vækker den uddøende Duplicitet. ‒ Det er en Vildfarelse, at sætte Fødselshjelpens Hensigt i Forløsningen. ‒ Hvo som engang vil construere Sygdom, maa construere sig den under Form af Hypothenusens Qvadrat. ‒ Et sandt medicinsk System maa være excentrisk. ‒ Parabelen er Symbol af al Naturforskning. ‒ Alt Organisk staaer under Ellipsens Schema. ‒ Sygdom er den organiske Magnets Inklination ‒ Sygdoms-Phænomenerne maae construeres efter Løftestangens Theori. ‒ Lægen skal, som Læge, hverken optræde som Naturens Tiener eller Herre, men som Naturen selv. Han er, som saadan, Lys i den høiere Potents, den anden Sol, derfor Apols Mythus. Paa den delphiske Trefod af Physikens tre Kategorier staaer Lægen som begeistret Pythia og Guddommens Repræsentant.”
Det eneste Forstandige i al denne Galimatias er den Paastand, at i Plastiken de Gamle immer ere nye, en uomtvistelig Paastand, da ingen nyere Bildhugger endnu har taget Luven fra de Gamles Bildhuggere, Winckelmann, talende om Sculpturen, endog siger, at hvad der behager ved nyere Værker, bliver ofte, efter opnaaet sand Kundskab om Antikens Skiønheder, modbydeligt, og at den eneste Vei for os til at blive uefterlignelige, er de Gamles Efterlignnig. Men at efterligne dem er umuligt for den, der ikke forstaaer dem. Hvor lidet de her forstaaes, det fremgaaer af den Dekorations-Plan til Universitetsbygningens Forhal, som er forstyrret i dette Blads Nr. 15,16,17.
