Kjøbenhavn, den 18de Januar 1839.
‒ Naar vi i Dag vende tilbage til det Thorvaldsenske Museums Anliggende, saa er det ikke for at gaae ind i Realiteten af en Undersøgelse, der for Øieblikket er blevet saa indviklet, at der, for med Sikkerhed at kunne udtale nogen bestemt Mening derom, hører en Masse af factiske Oplysninger og et Overblik over de forskjelligste Hensyn, som det turde være vanskeligt om ikke umuligt at have, i det mindste for den, der ikke er inde i hele Detaillen af Forhandlingerne. Hvad vi, strax da Sagen kom paa sit nærværende Standpunct, derom yttrede, var fornemmeligen skrevet i den Hensigt at berolige de allarmerende Rygter, som derom vare satte i Circulation, og ligesom vi troe, at denne Hensigt ikke blev forfeilet, saaledes formene vi, at de der paapegede Betingelsers Rigtighed endnu er det eneste, som kan siges at være paa det Rene, medens Meningerne om Betingelsernes Tilstedeværelse endnu maa ansees at være deelte, skjønt det rigtignok synes, at Vægtskaalen stedse mere helder til et Nei. Vi ere altsaa enige i hvad der nyligen er blevet yttret, at den offenlige Debat for Øieblikket bør holde sig tilbage, og give Sagen Tid til at rede sig ud af sine indre Forviklinger, eller at i det mindste kun da en ydre Indblanden vilde være gavnlig, naar der var Grund til at frygte for, at et eller andet vigtigt Hensyn ikke paa anden Maade kunde skaffe sig den tilbørlige Paaagtning. Men anderledes forholder det sig, naar Spørgsmaalet er om de Personer, i hvis Hænder Sagens Fremme for Tiden berøer, og her kunne vi da ikke andet end udtale den Overbeviisning, vi paa mange Maader have fundet bekræftet, at Sagens Venner under de nærværende Omstændigheder ikke uden den største Mistillid see Hr. Conferentsraad Collin staae i Spidsen for samme. At Hr. Collin blev valgt til en af Repræsentanterne paa den af Contribuenterne afholdte Generalforsamling finde vi aldeles naturligt, da der vel ikke kunde være deelte Meninger, om at han kunde være til Nytte for Sagen; men ligesaa overbeviste ere vi om, at han ikke vilde være bleven valgt til Formand, om et saadant Valg der var blevet foretaget, selv om denne Mands anmassende Egenraadighed kun havde været bekjendt af hans Færd paa selve hiin Generalforsamling. Et saadant Valg fandt ikke Sted, og man havde altsaa Grund til at haabe, at den, som fik flest Stemmer, nemlig Professor Clausen, vilde faae den øverste Ledelse. Dette har hidtil ikke været Tilfældet, ligesaa lidet som den valgte Committee selv har valgt sig nogen Formand, men den selvgjorte President ved Indbydelsen, Conferentsraad Collin, har uden videre, efter nogle tomme Becomplimenteringer, vedblevet Forsædet. Dette fik nu at gaae, saalenge Sagen gik sin rolige jevne Gang; men anderledes er Forholdet under de nu opstaaede Forviklinger. Discretionen forbyder at gaae i Detaillen af den Maade, hvorpaa Hr. Collin hidtil har drevet Sagen, af den Maade, hvorpaa han navnligen i den seneste Tid har behandlet sine Medcommitterede; men saameget er vist, at der under de nuværende Forhold udfordres mere end Routine i de Manøvrer, hvori l’ancien régime seer al Regeringsviisdoms Fylde, mere end administrativ Dygtighed, for vel at lede dette vigtige Anliggende. Det glæder os derfor, at Conferentsraad Collin ikke er Committeens legitime Formand; og at vi altsaa have al retlig Adkomst til at opfordre Professor Clausen til enten selv at overtage Sagernes Bestyrelse, eller at foranledige Valget af en virkelig Formand. (P.S. Gjort opmærksom paa, at det med Hensyn til Committeens Medlemmer vilde være rigtigst, om Forfatteren til disse Linier specielt navngav sig, er det ham en Fornøielse at følge dette Vink.)
Orla Lehmann.