Kunstforeningen.
–––––––––––
Udstillingen, som fandt Sted Torsdagen den 5te April, var ret interessant, især ved nogle stukne Blade efter nyere Basreliefs af Thorvaldsen. Som en udmærket skjøn Composition betragte vi Mercur, der fører Psyche gjennem Luften til Olympen. Dette Sujet er udført med en Originalitet og Kjækhed, som kun kan findes hos den fuldendte Mester. Let svæver Hermes gjennem Ætheren, og holder med sin høire Haand fast ved den ungdommelige Psyche, der sidder frit og naturligt paa Gudens venstre Skulder. Hun synes forbauset over hvad hun seer i de høiere Regioner, og tager sig under Hagen i sin Studsen over det usædvanlige Skuespil. Vi længes efter at see Basreliefet selv, hvorom det skizzemæssige Stik vistnok kun giver en svag Idee. Som et Sidestykke hertil kan man vel ansee “Ørnen, der røver Ganymedes.” Saavel Fuglenes Konge som Hyrden fra Ida sees i Profil. Ynglingen, i hvis Blik og halvaabne Mund Forfærdelsen staaer udtrykt, holder sig ængstelig fast med den høire Haand om Ørnens Hals og med den venstre i Fuglens mægtige Vinge. En tredie Composition kan paa en Maade betragtes som en Fortsættelse heraf. Dette Basrelief viser os Hebe, der overleverer Ganymedes Nectarskaalen, som han synes kun at ville modtage, fordi den mægtigste Villie byder det. Man kan ikke forestille sig noget yndigere end den jomfruelige, neppe udvoxne Hebe, som i sit smukke Draperie danner en Modsætning til den ubedækte Hyrde, hvis ungdommelige, fiint dannede Former ere af en indtagende Skjønhed. Gratierne selv styrede Thorvaldsens Haand, da han gav denne Tanke Liv. Det fjerde Basrelief forestiller Parcerne. Til høire sidder Klotho og holder Traaden, som gaaer forbi den i Midten værende Atropos over til Lachesis, der sidder og spinder paa den modsatte Side af Basreliefet. I Midten staaer Livets Genius med brændende Fakkel ved Siden af den strenge Atropos, der holder i sin høire Haand et Timeglas, som hun betragter nøie, medens hun med Saxen i den venstre venter paa Minutet, da hun stal sende en Sjel til Underverdenen. Det femte Blad, som er understrevet “Raffaele il grande,” viser os denne store Kunstner siddende paa en Frise, ifærd med at tegne i en Mappe, som holdes af den guddommelige Kjærlighed i et bevinget Barns Skikkelse. Paa den ene Side staaer Kunstens Genius med brændende Fakkel, og paa den anden kommer Victoria med Krands og Palme. Muligen har Thorvaldsen villet udtrykke de tre forskjellige Manerer eller, rettere sagt, Grader i Raphaels Kunst derved, at han lader den store Maler sætte den ene Fod paa en simpel Basis og den anden paa et mere uddannet Capitæl, og endelig har smykket Frisen, hvorpaa Raphael sidder, med Figurer, som paa en sindrig Maade forestille Poesie, Gratie og Harmonie. Denne Composition blev til, da man i Aaret 1833 opdagede den berømte Malers Grav i Pantheon, og vilde vel være bleven udført i Marmor, hvis ikke den i samme Anledning udnævnte Commission havde erklæret, at Billedstøtten af en Madonna, som Raphael selv har ladet sætte paa det Altar, hvorunder han ligger begravet, skulde tjene som Monument.
Vi bleve samme Aften nøiere bekjendte med en af Thorvaldsens bedste Elever, Piemonteseren Luigi Bienaimé, efter hvis Compositioner der udgives en Samling kobberstukne Blade med Text. Af de fem Blade, som vi havde for Øie, vare følgende fire tegnede af Guglielmi og stukne af Wenzel: 1) Mercur, en ædel Figur i en fri naturlig Stilling med den høire Haand i Siden og Caduceus i den venstre Haand. 2) Zephyr, en ungdommelig, næsten qvindelig Skikkelse med fine Sommerfuglevinger. Han iler fremad med Blomster i sit Gevandt, som om han vilde udstrøe den skjønne Farvepragt over Jorden. 3) Uskyldigheden, fremstillet som en ung Pige, der med rørende Ømhed varmer en Slange ved sit Bryst. Saaledes hengiver den uerfarne Mø sig i sit Hjertes Reenhed til den kolde, følesløse Forfører, og aner ikke, at et svagt Øieblik kan dræbe hendes Livs Lykke! Saaledes bedaares mangt et ufordærvet Hjerte af Falskhed og Forræderi! Ifølge vor Anskuelse har Kunstneren med Klarhed og dyb Følelse vidst at udtrykke denne Idee. 4) Psyche i en staaende Stilling, prøvende Spidsen af en Piil. — Disse Blade ere vel ikke Mesterstykker, men kunne dog tjene til at give en Idee om Compositionen i disse Arbeider, der, fornemmelig hvad Mercur og Zephyr angaaer, vise os Thorvaldsens Eleve. Paa det femte Blad, tegnet af Guglielmi, stukket af Marchetti, see vi en siddende ung Hyrdinde, ifærd med at binde en Blomsterkrands. Ved hendes Side sidder den troe Hund, og seer op til sin Herskerinder.
[…]