[...]
Fædrelandet
–––––––––
Kjøbenhavn den 4 Decbr. Den almindelige Beundring, som den berømte Johannesgruppe i Frue Kirkes Fronton har vakt hos alle Samfundets Klasser, har bragt os paa den Tanke, at en Beskrivelse af dens enkelte Figurer vil være vore Læsere behagelig.
I Frontenens høire Spidse (henad mod Universitets-Bygningen) hviler en Yngling med Haanden under Kinden og støtter sig paa en Steen, over hvilken han har udbredt sit Overgevandt. Hans Legeme hviler under Aandens anstrængte Virksomhed, thi han synes ganske at tabe sig i Andagt og stille Betragtning. Efter ham følger en siddende Skriftklog med et sort Skjæg i et rigt Gevandt. Ved Døberens dybtgribende Tale hæver han den venstre Arm mod Hjertet, som endnu ængstes af Tvivl. En yndig Moder med sine Børn danne en skjøn Modsætning til den gamle Skriftkloge. Kommen hid for at døbes, er hun, dybt bevæget af Johannes’s Tale andægtig sunken paa Knæ med Armene korslagte over Brystet, medens det skjønne Barn, ledet af Moderen, lader sit fromme Blik hvile paa Taleren. Nu følger en staaende Gruppe, en Fader med sin Søn. Den begeistrede Yngling, som kjærligt støtter sig til Faderen, har sandsynligviis overtalt denne til at følge med ud i Ørkenen for at høre den nye Profet. Den Gamle, som vel ikke kom didhen med store Forventninger, soler sig mægtigt greben, og betragter Johannes med den meest spændte Opmærksomhed. Efter disse to betydningsfulde Figurer, følger en Mand, som staaer Johannes nærmest. For at kunne hvile det med Opmærksomhed opad vendte Hoved i den venstre Haand, støtter han Albuen imod Knæet, som er hævet derved, at han sætter Foden paa den samme Steen som Taleren. Nu ere vi komne til Midten, hvor vi see Johannes den Døber, ganske efter den Typus, som de gamle italienske Malere have fulgt. Denne Figur er 6 Fod, 5 ” høi, og af det ædleste Udtryk. Agnusdeistaven hviler i den venstre Haand, med den høire, der peger mod Himlen, forkynder han, at Himmeriget er nær. Det er den legemsstærke, ved et strængt Levnet hærdede Profet med et Klædebon af Kameelhaar, betegnet som Døberen ved den Concha, der hænger i en Læderrem over hans Skuldre. Hans Aasyn og Stilling bære Udtrykket af den alvorlige og straffende Tale, der udstrømmer fra hans begeistrede Læber. Nærmest ved Profetens venstre Side staaer et smukt ungt Menneske i en Stilling, der viser, at han alene venter paa Slutningen af Talen for at tage Indvielsens hellige Symbol. Som en fraperende Modsætning sees ved hans Side en Pharisæer, der vandrer imellem Tilhørerne, lytter et Øieblik, og derpaa gaaer hovmodig forbi i sit lange, folderige Draperi. Efter ham følger en Jæger, som just vender tilbage fra Jagten, og standser ved at see Profeten midt blandt Folket. Med en flad Hat paa Hovedet, Spydet kastet over Skulderen og holdende en stor Hund med den venstre Haand, lytter han til med from Andagt. Nu følger en Moder med tre Børn. Jægerens Hund tiltrækker sig ganske Børnenes Opmærksomhed. Medens de to Største, en Dreng og en Pige, ikke ret driste sig til at gaae længere frem for Dyrets Skyld, er den Mindste, som Moderen holder tilbage ved Armen, meget begjærlig efter at vove sig henad mod Hunden. Moderens Ansigt er forstyrret; dog vender hun Blikket mod Taleren, for ved sin egen Opmærksomhed at dølge den Uro, som let kunde foranlediges af de Smaa. Denne Kones deilige Hoved er modelleret efter den for sin udmærkede Skjønhed berømte Pige, Vittoria fra Albano (omtrent 3 danske Miil fra Rom).
Niels Ebbesens Billedstøtte. — Som bekjendt, blev Thorvaldsen i No. 44 af “Jyllandsposten” opfordret til at skjænke Fædrelandet en Billedstøtte af denne mærkelige Mand, der ved at fælde den overmodige Grev Geert i Aaret 1340 befriede Danmark fra et utaaleligt Tyranni. I et senere Nummer af samme Blad har en Anonym skildret Kong Christopher den Andens ulykkelige Stridigheder med Adel og Geistlighed og senere paafølgende Krig med den holsteenske Grev Geert. Man kjender af Historien det sørgelige Udfald denne Kamp havde for Kongen, som tilsidst kun beholdt Esthland og en liden Deel af Lolland og Falster tilbage. Alle andre Provindser vare enten i inden- eller udenlandske Herrers Hænder, deels til Eie og deels til Pant. Kongen gik i Graven af Sorg i Aaret 1333, og i hele 7 Aar efter havde Landet ingen Konge. I dette Tidsrum blev Danmark piint og plaget paa det Frygteligste af hine mange Herrer, men ikke værre af Nogen end af Geert, som ved sit Tyranni og sine Udsugelser bevirkede, at Jyderne grebe til Vaaben imod ham. Men den Mægtige drog ind i Jylland med 10,000 Mand, og brændte Byer, Kirker og Klostere. I denne Nød var det, at Niels Ebbesen indgik et Forbund med nogle andre Adelsmænd, mod Landets Fjender. Greven, der laae i Randers med 4000 Mand, lod Helten kalde til sig og søgte baade med det Gode og Onde at drage ham over paa sin Side. Men den uforfærdede Fædrelandsven kastede sin Handske for hans Fødder, og undsagde ham paa Liv og Død, hvor han end fandt ham. To Dage efter denne Samtale var Geert ikke mere, og den første Grundvold lagt til Danmarks Frelse. — Efter saaledes at have med megen Varme skildret denne Begivenhed, opfordrer Indsenderen sine Landsmænd til at offre en Skjerv paa Fædrelandets Altar til Oprettelsen af et værdigt Monument for Danmarks Befrier, og anbefaler som en passende Plads hertil den forhenværende Slotshave i Randers, som nu er forandret til et rummeligt Torv.
I en Anmærkning under denne Artikel bringer “Jyllandspostens” Redaction sine Læsere den i Sandhed glædelige Efterretning, at Thorwaldsen mundtlig har yttret for Bladets Redactør, at han er villig til, uden Erstatning, at udføre Niels Ebbesens Statue, som han sandt at være en i høi Grad værdig Gjenstand for taknemmelige Efterkommeres Erindring. Redactionen haaber, at en Forening af formaaende Mænd vil træde sammen for at indlede en Subskription til at dække de paa Modelleringen o. s. v. løbende Omkostninger, og ønsker tillige at erfare, om dermuligen skulde existere et Portrait af Niels Ebbesen; enhver saadan Oplysning vil modtages med Taknemmelighed. (Sønd.)
–––––––––
[...]
