Om Folkets Interesse
for
Thorvaldsens Museum.
Mænd, som i Begyndelsen af indeværende Aar, aabnede en Subscription paa Bidrag til Oprettelsen af et Musæum for de Konstværker, Thorvaldsen har skjenket det danske Folk, have nu tilendebragt deres Hverv ved at opfordre til og forestaae Valget paa „de Mænd, der, i Forening med Thorvaldsen, skulle, paa samtlige Bidragendes Vegne, forestaae de indkomne Summers Anvendelse og afgjøre Alt hvad der i denne Sag kan komme under Overveielse.”
For at vælge Bestyrelsen vare altsaa Deeltagerne sammenkaldte, og ikke for at deliberere over noget Andet, Sagen vedkommende. De Mænd, fra hvem Indbydelsen er udgaaet, og som have ledet de forberedende Skridt, vare beføiede til at foranstalte en bestyrende Commission valgt, og det stod til dem at henvise Deeltagerne til den valgte Bestyrelse med ethvert Spørgsmaal, som disse maatte finde sig foranledigede til at fremsætte og fordre drøftet.
Der opstaaer nu Spørgsmaal, om det er ønskeligt at en Generalforsamling sammenkaldes! Det er indlysende, at Bestyrelsen ved en Sag som denne, hvor saa mange techniske og konstneriske Hensyn gjøre sig gjeldende, maa have en udstrakt Virkekreds, og at mange Bestemmelser, betreffende disse Hensyn, ere af den Natur, at man ikke kan forudsætte en saadan Indsigt hos Generalforsamlingen, at den fornuftigviis kan afgive nogen Stemme desangaaende. Men det er ligesaa vist, og det er ofte sagt, at Oprettelsen af et Museum for Thorvaldsens Værker ikke alene har Interesse med Hensyn til Konsten, men ogsaa med Hensyn til Folket, man kalde det nu Nationalsag eller Folkesag. Seet fra denne Side fremviser Sagen Spørgsmaal, der ikke kunne betragtes som liggende udenfor en Generalforsamlings Indsigt. Men er dette Tilfældet, da maa man vistnok ønske disse Spørgsmaal forelagte en Generalforsamling; og det ikke blot fordi det er passende, ei at omgaae dennes, paa tilstrækkelig Indsigt grundede Villie, men ogsaa for at vedligeholde Interessen for Sagen. Man maa paa det bestemteste undgaae ethvert Skin af, at der ved Pressen skulde være virket til at fremkalde Folkets Interesse, saalænge Talen var om at bidrage, og at man senere, medens de afgjørende Skridt blive gjorte til Opførelsen af Bygningen, forsømmer et virksomt Middel til at vedligeholde og forhøie denne Interesse.
Som Exempler paa saadanne Spørgsmaal, der bør afgjøres paa en Generalforsamling, hensættes:
„Bør Projectet til Museet, hvis tilstrækkelige Midler haves til at opføre en Bygning, udføres ved Concurs?”
Besvarer Generalforsamlingen dette bejaende, saa kan derfor gjerne, om det findes rigtigst, uindskrænket Fuldmagt med Hensyn til Bedømmelsen af de indkomne Arbeider tildeles en Committee, der er valgt mellem Bestyrerne eller samtlige Deeltagere.
„Kan der, for at erholde Summer til Hjelp ved Bygningens Vedligeholdelse, eller af nogensomhelst anden Grund, fordres nogen Afgift af dem, der besøge Museet, eller bør Adgangen staae Folket aaben?”
„Skal Indcasseringen af Bidragene begynde forinden det er afgjort, haad [sic] man kan udrette med de 57,000 Rbd., der nu ere lovede, eller kan man vente at denne Sum endnu vil stige?”
„Dersom Indcasseringen begynder strax, hvorledes skal da den indkomne Sum anvendes, saafremt senere uforudsete Omstændigheder skulde forbyde den paatænkte Anvendelse af den?”
Disse og flere Spørgsmaal ville vistnok passende være at besvare af en Generalforsamling. Mangfoldige have uden Tvivl, ved at skrive sig paa Indbydelseslisten, tænkt sig en eller anden Betingelse opfyldt, uden hvilket han ikke vilde have bidraget. Gjøres nu alle fundamentale Bestemmelser, hvorpaa ovenfor ere givne Exempler, til Gjenstand for en Generalforsamlings Drøftelse, da har Enhver Leilighed til at fremsætte sin Mening, og kan han ikke giøre den gjeldende, saa faaer han dog Modgrunde, der kunne bringe ham fra at lægge alt for megen Vægt paa sin Anskuelse over et enkelt Punkt. Bestemmes derimod Alt, selv det Folkeligste i Planen, udelukkende af Bestyrelsen, og drøftes af den inden lukkede Dørre, da kunne de Deeltagere, der differere med Bestyrelsen over vigtige Puncter, og hvis begrundede Mening ikke paa nogen Generalforsamling lovligen har kunnet gjøre sig gjeldende, ingenlunde finde sig tilfredsstillede ved det Resultat, Bestyrelsen naaer, i hvor dygtige end de Mænd ere, der med modent Overlæg have drøftet Sagen; og Mange ville ikke kunne, i Udelukkelsen af Meningsyttring paa en Generalforsamling over saadanne fundamentale Puncter, som Deeltagerne i Almindelighed have Indsigt i, see en Sag, der er det danske Folk saa kjær, behandlet med den Agtelse, den for sin egen og for Folkets Skyld kan gjøre Fordring paa. Afgjør Bestyrelsen den hele Sag, uden at henstille til Deeltagernes Dom det, hvorom de kunne dømme, da vil den Sands for Konsten, den Kjærlighed til Konstneren, og den Yttring af Folkets Livskraft, især Hovedstadens Indvaaneres, der her have gjort sig gjeldende, ikke ved det udførte Arbeid oplives og udvikles videre, saaledes som man kunde vente; thi det kommer her netop ret væsentligt an paa at saa meget som muligt drøftes for og af Deeltagerne, hvis disse ret levende skulle beholde Bevidstheden om at det er dem, der have opført et Museum for den største Konstners Arbeider, og derved værdigen erkjendt den Gave, han med disse har giort sit Folk; det kommer ret væsentligen an paa at fjerne fra en saa god og hæderlig Sag enhver Anledning til Misnøie og bitter Følelse hos dem, der virke for den.
Man indvende ikke, at den offentlige Forhandling af de fundamentale Spørgsmaale vil kunne bevirke Forringelse i Pengemidlerne, derved at Deeltagere kunne finde sig foranledigede til at træde tilbage. De, der angaaende et Hovedspørgsmaal muligviis kunne staae i en saa stærk Opposition til Majoriteten, at ikke dennes Grunde kunne bringe dem til at cedere uden at fratræde, maae heller have Leilighed til at forlade en Sag, der saa lidet stemmer med deres Overbeviisning, end vedblive at virke for den imod deres Overbeviisning; og det maa derhos bemærkes, at en saadan Minoritet rimeligviis ikke vil finde Sted, naar Sagen behandles offentligt, og derved Leilighed gives til at Majoritetens Grunde kunne gjøre sig gjeldende.
Man indvende ikke, at en Generalforsamling, der ikke tæller flere Medlemmer, end den, der nu har funden Sted, nemlig 206, Intet har at betyde som Repræsentation for det langt overveiende Antal Deeltagere; thi det er udenfor al Tvivl, at en Generalforsamling, der var sammenkaldt for at drøfte og afgiøre Spørgsmaal af en saa stor Vigtighed, og hvilke Bestyrelsen havde givet den Leilighed til i Forveien at sætte sig ind i, vilde vorde meget talrig, og det saa meget meer, da Hovedstaden har contribueret henved tre Fjerdedele af den hele indkomne Sum.
Men vil Generalforsamlingen vide at tage passende Hensyn til den Mands Mening og Ønsker, der her maa have en saa særdeles stor Vægt? Vil Generalforsamlingen vide at paaskjønne de overordentlige Opoffrelser af en enkelt Mand ? Et fuldt, et bestemt Ja maa Enhver svare, der erkjender hvor væsentlige Charaktertræk Taknemmelighed og Billighedsfølelse ere hos det danske Folk, Enhver, der erindrer den Velvillie, hvormed Ideen om Oprettelsen af et Musæum for Thorvaldsens Værker blev optagen, Enhver som ikke undervurderer Folkets gode Villie, fordi Summen ikke er saa stor, som altfor sangvinske Forhaabninger kunne have ladet vente.
Det formenes saaledes, at det er nødvendigt til Vedligeholdelsen af den levende Interesse, uden hvilken det færdige Musæum ikke vil tiltale Folket saaledes som Indbydelsen, at Bestyrelsen forelægger en Generalforsamling de fundamentale Spørgsmaal, der passende kunne drøftes af en saadan, efterat den i Forveien er gjort bekjendt med Gjenstanden for Discussionerne.
Det kunde synes, at det i det Foregaaende altfor ubetinget er antaget, at Bestyrelsen ikke agter at sammenkalde Deeltagerne; men er dette dens Hensigt, saa er det i alt Fald godt at forsøge tydeligt at paapege den Værdi, en saavidt mulig offentlig Forhandling af denne Sag har. Seer man derimod hen til, at Bestyrelsen skal „paa samtlige Bidragendes Vegne, forestaae de indkomne Summers Anvendelse og afgiøre Alt hvad der i denne Sag kan komme under Overveielse”, da kan det vel ikke være Tvivl underkastet, at bestyrelsen har uindskrænket Myndighed; men netop derfor sømmer det sig ogsaa, at der yttres og motiveres et Ønske om, at den vil gjøre Afkald paa noget af denne Myndighed til Bedste for Sagen.
Den 22de Juni 1837.
Adolf Fibiger.