Museum for Thorvaldsens Arbeider.
–––––––––
Til Oprettelsen af et saadant Museum stræber en Forening af flere af Hovedstadens ansete Mænd at samle Bidrag. De have udstedt en Indbydelse, som opfordrer hele folket til at bidrage til Værkets Fuldbringelse. Man har til Hensigt i dette Museum at samle alle Thorvaldsens Værker, deels i Marmor, deels i Gibsafstøbninger.
Denne Plan er allerede af flere Blade bleven omtalt, og da Indbydelsen er udsendt rundtomkring, skulde vi have ladet den tale for sig selv, naar vi ikke ansaae det for nødvendigt at møde et Par Indvendinger, der hyppigt gjøres mod den. Man mener nemlig, at vi have altfor faa af Thorvaldsens Arbejder i Marmor, til at vi
derfor skulde tænke paa at bygge et Museum, der let kan sluge et Par hundrede tusind Daler, og at en saadan Bekostning vilde være urimelig for at bevare Gibsafstøbninger; at vi have saa mange offentlige Bygninger, der ikke benyttes, af hvilke man let kunde indrette een, istedetfor ved store Bekostninger at opføre en ny; at et saadant Foretagende ikke kan komme istand, uden at selv de lavere Klasser bidrage, men at disse aldeles intet Begreb kunne gjøre sig herom, og derfor kun ved Autoritet ere at bevæge dertil, hvilket synes en uværdig Tvang; endelig at det er upassende, at tænke herpaa paa en Tid, hvor Alle trykkes af privat og offentlig Nød, og hvor der er saa mange andre vigtige Foranstaltninger, der enten lide af trykkende Pengemangel eller af denne Grund slet ikke kunne komme istand.
Til de første Punkter svares af sagkyndige Mænd, at selv for en Samling af Gibsafstøbninger, naar den er complet, er det Umagen værd at gjøre en betydelig Bekostning; men at Talen desuden ikke blot kan være om Gipsafstøbninger, thi vi have allerede ikke faa af Thorvaldsens Arbeider i Marmor, og vi nære det Haab, at mange flere af disse eengang ville finde deres Hjem der, hvorfra den store Kunstner udgik. Vi formode, at man herved sigter til det Rygte, som sikkert de Fleste af vore Læsere have hørt, at Thorvaldsen skulde have isinde at testamentere til Danmark sin meget betydelige Samling af Kunstværker. Hvorvidt dette Rygte er grundet, kunne vi naturligviis ikke vide, men saa meget synes vist, at Thorvaldsen maa faae langt mere Lyst til at udføre et saadant Forsæt, der er hans Kjærlighed til Danmark og hans broderlige Sindelag for alle sine Landsmænd værdigt, naar han kan vente, at en saadan Gave vilde blive paaskjønnet og rigtig benyttet af Modtagerne. Men at den vil blive paaskjønnet, kan han ikke slutte af hvad der hidtil er skeet. Det haandgribeligste, og for hans Hjerte kjæreste, Beviis herpaa vil han faae ved at see Nationen forene sig for at bevare hans Arbeider i en til deres Værd svarende Bolig. Og da vil der vel ikke kunne være nogen Tvivl om, at det Forsæt, der er udsprunget af Kjærlighed til Danmark, vil styrkes og modnes til Udførelse hos ham, naar han seer, at Danmark ogsaa har ham kjær, og at det ikke blot er Kunstens Venner her som overalt, der beundre og høitagte ham, men at det er Folket, den Ringe som den Store, der elsker ham som en Broder, og er stolt af sin Landsmands udødelige Kunstnerære.
“Men om han vil efterlade Danmark sine uvurdeerlige Skatte, er uvist; hvorfor da, uden at have Vished herom, samle til en Bygnings Opførelse.” Hertil svares ganske simpelt, at der upaatvivleligen ikke vil blive rørt en Skilling af Bidragene, før man har Vished om, at man har Kunstsager, der fortjene en Bygning. Derfor maae sikkert alle Bidragene betragtes som tegnede under denne udtrykkelige Betingelse, der sikkrer mod en overilet, uhensigtsmæssig Anvendelse.
Hvad en ældre Bygnings Indretning til Museum angaaer, da bemærkes der, at dette vanskeligt lader sig giøre, og i alt Fald hellerikke uden store Bekostninger, da Lyset skal falde fra oven, og ældre Bygninger ikke ere saaledes indrettede, at svære Marmorarbeider kunne bringes op i dem. Og selv ved store Bekostningers Anvendelse vilde man dog neppe faae et ret passende Lokale. Der bemærkes forresten, at en nærmere Plan for Bidragenes Anvendelse vil blive lagt, at denne, hvis den bliver udført, i Detail vil blive forelagt Publikum, og at der saaledes, naar den alsidigt drøftes, ikke er Fare for at Folks Penge ville blive anvendte paa en uhensigtsmæssig Maade.
At de lavere Klasser ikke ved etslags Autoritetstvang bør drives til at bidrage, deri ere vi enige, og kan man ikke gjøre Sagen begribelig for Folk, og saaledes bevæge dem til at give deres Skjærv, bør man vist ikke benytte sig af den Indflydelse, som ydre Stilling eller andre slige Forhold give os over de lavere Stænder.
At Tidspunktet i visse Henseender er ugunstigt, nægte vi ikke, men Hovedsagen er dog altid: at man nok har Raad til hvad man ret har Lyst til. Det kommer altsaa meest an paa at vække Sandsen for et saadant Foretagende; Pengene komme da af sig selv. Folk have Lyst til at spille i Tallotteriet, og kaste paa denne Maade aarligen langt større Summer bort end et Museum vilde koste. Desuden maa man vel mærke, at det under kritiske Omstændigheder ikke altid er den forsigtigste Adfærd, der er den rigtigste. For nogle Aar siden forlangte det franske Ministerium af Kammeret en Credit paa over 100 Mill. Francs til at fuldføre Canaler, anlægge Veie, Havne og andre gavnlige Indretninger — og dog havde man netop paa den Tid en betydelig Underbalance. Det var en kjæk, og fuldkommen rigtig Anskuelse: disse 100 Millioner kunde man være vis paa vilde bære rigelige indirecte Renter. Saaledes vil det ogsaa gaae med dette Værk, thi om det end ikke som hine Foretagender vil tjene til den materielle Productions Oplivelse, saa vil det dog ufeilbarligen tjene til at oplive og styrke det, der er ligeså vigtigt som hiin. Vel kunde man endog sige, at den største Deel af den Sum, som vil medgaae til et Museums Opførelse, vil komme Landets Arbeidere tilgode, og altsaa i næringsløse Tider vil stifte en desto større directe Nytte for Industrien, og at Kjøbenhavn blot for et saadant Museums Skyld vil faae mange Besøg, som det ellers vilde savne, hvad der ogsaa vil forskaffe Mange en ikke blot øieblikkelig Fortjeneste. Men herpaa lægge vi ikke saa megen Vægt, som paa de Frugter, dette Foretagende paa en anden Maade vil bære. Det vil vise os, hvad der ved Kræfternes Forening lader sig opnaae, det vil give os Mod og Lyst til også i andre Retninger at samle vore Kræfter til store og velgjørende Øiemeds Opnaaelse; det vil bidrage til at vække og nære den Overbeviisning, at om end vore Kræfter ere ringe, saa kunne vi dog udrette Meget, naar vi blot vove al troe paa Muligheden deraf. Vel sandt, der kan være Foretagender, der ere ligesaa vigtige, men det vil være vanskeligt at finde et, der i den Grad kan vente hele Folkets Understøttelse. Thi den store Mand, som fremgaaer af Folkets Midte, er ret egentlig Folkets Mand; Alle føle sig stolte ved at vide ham fremgaaet af deres Midte, Alle tilegne sig en Deel af den Berømmelse, som tilflyder ham; det er som høstede man, hvor man ikke har saaet.
Og at dette Foretagende vil hjelpe til at vække Kunstsandsen, og altsaa Sandsen for et mere forædlet Liv, i Kredse, hvor den hidtil har slumret, hvo tvivler herom? Skulde et Museum, der indeslutter nogle af de fortrinligste Kunstværker, som den nyere Tid har fremdragt, og hvortil Adgangen forhaabentligen kommer til at staae hele Folket aaben, ikke bidrage til hos dette at vække Sandsen for det Skjønne og Ædle; ikke hos dette fremkalde den Kjærlighed til og Agtelse for Kunsten, som er saa velgjørende baade [for] det enkelte Menneske og for et Folk, og som Kunstværkers Beskuen snarest vækker? Derom kan der vist ikke være mere end een Mening.
Vi ønske da dette nationale Foretagende en ret national Fremgang. Vi kunne ikke tvivle om, at det vil lykkes, naar Foretagendets rette Betydning blot bliver gjort Folket indlysende, at faae dette Nationalmonument reist alene ved private Bidrag, thi at Kongen og den kongelige Familie i dette Anliggende med kongelig Gavnmildhed vil slutte sig til de Private, tør vi vel ansee som afgjort. At et saadant Monuments Vedligeholdelse derimod vil blive overtaget af Staten, synes næsten at forstaae sig af sig selv, thi det maa være Staten vigtigt at eie et ægte Nationalmonument, lige hæderligt for Kunstneren, hvem det reistes, som for Folket, der reiste det.
–––––––––