Der er, i Anledning af Forhandlingerne om det Thorvaldsenske Museum, paa mere end eet Sted og af agtede Forfattere blevet ført Klage over “et Anathema mod Talefriheden”, et “Interdict”, et “Taushedsbud”, en imponerende, og truende “Opfordring til at tie med de Indvendinger, man har imod Planen” og mere Lignende, som har skullet være at læse i Folkebladet.
Naar en saadan Klage engang er bleven fremført i bestemte og stærke Ord, finder den let Indgang og Tiltro. Det kan komme dertil, at det ansees som afgjort og beviist — hvor usandsynligt det end i sig selv maa synes —, at en saadan Trusel og Bandlysning mod Yttringsfrihed virkelig har været given paa Prent i Folkebladet; og man har Exempler paa, hvor længe et saadant Sagn kan vedligeholde sig, og ved hvormange Lejligheder det kan blive trukket frem paa ny.
Jeg bør derfor, paa Folkebladets saavel som paa egne Vegne, ikke undlade, endnu engang at gjentage den paaankede Yttring i dens Sammenhæng, for at sætte enhver Læser selv i Stand til at dømme om Ordenes rette Mening, og om den Forklaring, som er given derover.
“Men saa store Anstrengelser — vil En og Anden indvende — saa store Summer anvendte paa et Værk, som, hvor smukt og betydningsfuldt det end kan være, dog ikke hører til dem, der betale sig med Renter! og det paa Tider, hvor Alt gjenlyder af Klage og Bekymring over Fædrelandets Fremtid! — Vi ville for det Første formane Enhver, som fører denne Tale, til at lægge Haand paa Brystet, og svare sig selv i al Oprigtighed: om han da er tilsinds at offre det Bidrag, for hvilket han her krymper sig, paa Fædrelandets Alter? og om han med lige Tapperhed afviser Fristelser af ganske anden Art, hvor det gjælder Udgifter til Forlystelser, Vellevnet eller Forfængeligheds Tilfredsstillelse? Hvo som ikke trøster sig til at svare bejaende paa disse Spørgsmaal, lade sig i det Mindste nøie med, stiltiende at holde sin Skjerv tilbage, som Ingen kan ønske at modtage, men misbruge ikke, ved en Lejlighed som denne, patriotiske eller oeconomiske Tankesprog til, hos Andre at kjøle en ædel Begejstrings Varme!”
For det Første seer man, at her aldeles ikke er Tale om Indvendinger overhovedet imod Planen, men alene om den Indvending, som ligger nærmest ved ethvert Foretagende, der ikke har den Enkeltes Interesse til Formaal: den, som hentes fra Sparsommeligheds-Hensyn. Men dernæst — og dette er Hovedsagen — maa dog selv den flygtige Læser see, at der her ikke tales imod denne Indvending i sig selv, men om den Maade, hvorpaa denne Paaberaabelse af Spare-Pligten pleier at blive misbrugt. Der er ikke Tale om dem, der holde sig tilbage, fordi Nødvendigheden paalægger dem streng Sparsommelighed, ligesaa lidt om dem, der nu engang holde sig overbeviste om, at andre fædrelandske Anliggender have større Krav paa Opoffrelse, men alene om dem, der just ved denne Leilighed paaberaabe sig Fædrelandets Trang, medens dog Villien ikke viser sig virksom til at komme denne Trang til Hjalp, og om dem, der just ved denne Lejlighed tale om Pligten at spare, medens de ved saamangen anden Lejlighed have tilovers for “Vellevnet, Forlystelser og Forfængeligheds Tilfredsstillelse.” Naar der om Disse, og om Disse alene, yttres det Ønske, at de ville nøies med, “stiltiende” at holde deres Skjerv tilbage, da er dette med andre Ord et Ønske om: at oprigtig og alvorlig Selvprøvelse maa gaae forud for Talen, at kun Den vil træde frem med Ordet imod Sagen, som har en reen og prøvet Overbeviisning at udtale. Den Yttringsfrihed, som finder sig generet ved denne Betingelse, har vist ingen Ret at paatale.
Saa glædeligt som det, fra een Side betragtet, er at see, hvor alvorlig en Indsigelse der fremkaldes ved en Yttring, hvori man har troet at finde en Opfordring til at tie med det, man har paa Hjertet, saa er dog, paa den anden Side, en Forfatter at beklage, naar Ord, som de ovenfor anførte kunne være udsatte for at blive udraabte som “Anathem og Interdict” imod Yttringsfriheden.
H. N. Clausen.