Kjøbenhavn, den 11te Marts.
Thorvaldsens Levnet, af Prof. Thiele, er nu udkommet. Foran det staaer et aandfuldt Digt af H. C. Ørsted. Denne, hvis Granskning især har gaaet ud paa, at opdage og aabenbare den vise Lovgivning og Sammenhæng i Naturens Indretning, gjør her opmærksom paa, hvorledes en “tænksom Aand” udtaler sig i Marmoret ved vor store Billedhuggers “tankelydige, kunsterfarne Haand”, og at
“Skjønhedsglæden ej sig vil forlige
Med det, som i vort Sind er lavt og slet.”
Selve Thorvaldsens Levnet er skrevet i samme barnlige, folkelige Tone som Luplaus Reformationshistorie, men det vækker langt større Interesse ved blot at skildre en enkelt Person, som endnu lever, og som er vor Landsmand. Hos ham gjenfinde vi den samme Fordringsfrihed og elskelige Beskedenhed som hos H. C. Ørsted. Han tillægger ikke sit Værk stor Fortjeneste, og ønsker bestandig at gjøre det bedre. Var den Mildhedens og Sagtmodighedens Aand hos Alle, som maa vækkes hos Een ved at beskue hans Værker, ved at læse om ham og tænke paa ham, da vilde Tale- og Trykkefrihed snart blive almindelig, selv i de meest despotiske Stater; og Ordet blive elsket af Fyrsterne, ligesom vi her læse at denne Folkemands Person blev det, især naar Sproget blev forenet saa skjønt som hans Værker. Man maa beundre den skjønne Maade, hvorpaa Kong Ludvig hædrede ham, om man saa maa kalde det, paa hans Værksted, og det venskabelige Forhold, som finder Sted mellem Kongen og Kunstneren. Den samme Aand, der bragte denne Fyrste og hans Bajrere til at interessere sig for Thorvaldsen, bringer dem ogsaa til at anlægge Jernbaner og til at forbinde Donau med Rhinen ved en Canal. Det fortjener ogsaa at lægges Mærke til, hvorledes han betager Catholikkerne deres Fordomme, og forbereder en Udsoning blandt de kirkelige Partier ved at hædre Pave Pius den 7des Minde med sin Kunst. Imidlertid maa man beklage, at dette Skrivt ikke er udkommen før Indbydelsen, og at Committeen ikke har valgt den franklinske Fremgangsmaade i at vinde Folk for en god Sag. Den uforberedte Maade, hvorpaa denne er kommen i Gang, har bragt Mange i et Oppositions-Forhold, som de nu mene at maatte forsvare, naar de ikke ville beskyldes for Characteersvaghed. Endnu maa man ønske, at Iveren sagtnedes med at faae Folk til at tegne sig for Bidrag, men at den fordobbledes med at stemme endog Almuen til Velvillie herfor. Da der i nogle faa Uger er tegnet for 26,000 Rbd. fra nogle private Kredse i Kjøbenhavn alene, førend endnu Kongehuset tegner sig, kan der vist ikke være Tvivl om, at man vil kunne skaffe Thorvaldsens Figurer anstændig Bolig. Prof. Hjort maa man være Erkjendtlighed skyldig for den spøgende Ironi, hvormed han er traadt frem som Organ for det Parti, der er for slet begavet til selv at kunne fremstille sine prosaiske Anskuelser, og der mener, at Almuen ikke skal hæves til mere end at være skikkelige Arbeidsdyr, og at det er priisværdigt, at disses Nydelser blot bestaae i at pleie Kjødet og Øjnenes Lyst. Derimod kunne vi aldeles ikke blive enige med nogen om, at der er nogen Classe i Samfundet, som ikke burde bidrage, naar de først vare blevne bekjendte med Thorvaldsen og hans Virken. Ved Læsningen af dette Skrivt, kan Enhver blive det, der kan læse eller har Forstand til at høre. Da burde der udgaae en Opfordring til enhver Enkelt, at bidrage idetmindste een Skilling; og saa ussel er vistnok Ingens Tilstand i Danmark, at Undværelsen af denne skulde kunne stort besvære dem. Naar en Million Mennesker hver gave denne, vilde allerede dette udgjøre en 10,000 Rbd., og hvor mange Voxne ere der ikke, som jo kunne taale at give 10 [skilling]. eller 1 Mk. Det er ikke Forførelse at overtale Andre til at gjøre det, som man er overbeviist om at være godt. I Virkeligheden er det en Glæde at give til et godt Formaal, naar man har Evne dertil. De Lunkne, der misbruge smukke Talemaader, for at give Andre Ulyst hertil, berøve dem denne Sjæleglæde, medens de, der opmuntre hertil, gjøre sig fortjente og elskede. Det falder af sig selv, at man misbilliger enhver Tvang eller uvillig Given; men da saare Mange ikke have nogen selvstændig Mening, kan det ikke være en Fejl, at personlig Indflydelse gjør sig gjældende hos disse, der kun føle sig lykkelige og tilfredse ved at lade sig lede af dem, de have Tillid til. Vil man ikke benytte, udvortes Hensyn, naar disse i sig selv hverken ere uædle eller slette, til at bevæge Folk, men vente paa, at reen Kunstsands alene skal bestemme dem til Opoffrelse, da maa det hele Foretagende vist udsættes til en meget fjern Fremtid.
Den Iver, der vises for en Sag, bør nu vistnok meget afhænge af Eens Overbeviisning om dennes Gavnlighed og Hensigtsmæssighed; men for Øjeblikket kunde der efter vor Mening ikke findes nogen mere passende og værdig Gjenstand til at vise, om den meget omtalte Almeenaand er mere end lydende Malm og klingende Bjelde, og til at overbevise de Vantroe om, at vi ikke befinde os i en Slapheds Tilstand, at det lønner sig at sætte Tillid til Folket, og at dette da er rede til Opoffrelser. Mange smaa Bidrag til at afbetale paa Landets Gjeld vilde næsten være som Draaber i Havet, og hvorfor skulde den nærværende Slægt, som lider af mange Tryk, paatage sig en Byrde, som Efterslægten sandsynligviis langt lettere vil kunne bære, naar vi blot sørge for, at Folkelivet rigtigt bliver vakt, og den aandelige Sløvhed gnedet af Øjnene. Hertil kan Interessen for Thorvaldsen mægtigt bidrage. Den frigjorte Aand og den Folkevarme, som engang var begyndt at brænde reent i Hjerterne, vilde snart omfatte andre Gjenstande, som kunde bringe Velstandskilder til at flyde, forædle Folkets Tænkemaade, som er vigtigere end Straffe-Anstalter — en Benævnelse, som meget er modsat den thorvaldsenske Maade at virke paa Mennesker, og som man maatte ønske, at et christeligt Folk viste liden Deeltagelse for, dersom Straffen skulde være Hovedsagen — og endelig fremkalde Enighed i selve Landet og Udlandets Agtelse, der tilsammen er et bedre Værn end den bedste Centralfæstning, naar Folkeaanden manglede til Forsvar. Vi ønske derfor, at den danske Løve ved denne som herefter ved lignende Lejligheder vil ryste sin stærke Man, og vise, at Folkets Villie er ligesaa kraftfuld som den thorvaldsenske Aand ædel; og da Almuen især skylder vor elskede Konges Regjering og Omhu saa meget, ønske vi at den maa vise at have været dette værd, at den ikke er en nedtrykt foragtelig Stamme, men at dens Tilstand er forbedret og at den er modtagelig for gode Indtryk. Jo mere Alder og Svækkelse hindre Ham i at tage virksom Andeel i Bestyrelsen, desto mere ønske vi, at Han maa glæde sig og faae sine Livskræfter styrkede ved at see mange skjønne Frugter af sin ungdommelige Iver for sit Folks ældre Dage.
Saadanne Folkeskrivter som Franklins og Thorvaldsens Levnet kunde man ønske oversatte og udbredte ogsaa paa tydsk og svensk. Hiint kan lære Folk at tænke paa det Timelige, dette paa det Aandelige. Prisen paa dette er 10 [skilling].
[…]
