The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 6862 of 10246
Sender Date Recipient
Wolfgang Menzel 29.3.1836 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

See Original

Om Thorvaldsen og hans Værker.

Af Wolffgang Menzel

Thorvaldsen er en smuk Mand, af stærk og ædel Legemsbygning. Kun det hvide Haar bebuder bos ham den nærmende Alderdom. Han bærer det langt og glat nedkæmmet til begge Sider. Hans Klædedragt er høist simpel, sædvanlig en b[]qvem grønlig-graa Frakke. Hans Ansigt har en sund Farve og bærer Præg af en ædel Godhed, der undertiden gaaer over til barnlig Elskværdighed, uden derfor at blive blodagtig. Hvor venlig han end er, vedbliver han stedse at være Mand. Munter sidder han ved festlige Lag blandt de yngste og ubetydeligste Konstnere, og drikker og synger med dem, uden at lade dem føle sin Overvægt, men ogsaa uden at glemme sin Alder. Med Undtagelse af Ludvig Tieck, har jeg endnu ikke truffet nogen aldrende Mand, der er i saa høi Grad elskværdig, som Thorvaldsen. Han taler iøvrigt ikke meget, undtagen naar det angaaer en interessant Gjenstand for Konsten, hvorved han ret kan blive varm. Han standser undertiden i Talen, da han ikke er det tydske Sprog fuldkommen mægtig. Men han taler ikke noget unyttigt Ord, og Alt hvad han siger har Fynd og Klem. Heri ligner han meget vor Uhland, der heller ikke taler flydende, men stedse grundigt.

Thorvaldsens Værksteder befinde sig paa fire eller fem forskjellige Steder i Nærheden af Piazza Barberini. De indeholde Afstøbninger eller Skizzer af alle hans tidligere Værker, tilligemed dem, hvorpaa han nu arbeider. Man har altsaa her et Overblik over hans Genies Rigdom. Det er paafaldende, at han med lige stort Talent afbilder antike, romantiske og moderne Skikkelser og Costumer. Hans Jason, hans Venus, hans Mercur, hans Hyrde, hans Nemesis, hans Alexanderstog synes virkelig at nedstamme fra Oldtiden; hans Maximilian I., hans Copernikus, hans Gutenberg synes at være Værker fra Middelalderen, og hans Byron begrunder egentlig en ny Konst, idet den løser den hidtil uopløste Opgave, at forlige vor moderne Klædedragt med den plastiske Skjønhed, hvilket efter min Mening aldeles ikke er skeet ved vore hidtilhavte Statuer af Generalerne Ziethen og Blücher og den smagløse Goethe i Frakke.

Hvad jeg meest beundrer ved denne Thorvaldsens Mangesidighed, er, at han ikke har sammenblandet den ene Smag med den anden. Der er ikke noget Antikromantisk, Vest-østligt, som hos Goethe, men Alt er skarpt afsondret fra hinanden; her det Antike, der det Middelalderlige, hist det Moderne. Saaledes bor det være. Vee Sammenblanderne!

En ung, meget duelig Konstner fra Berlin, Hr. Matthiä, var netep beskjæftiget med, efter Thorvaldsens Skizzer, at udføre den kolossale Model af Kurfyrst Maximilian I. af Baiern. Jeg tilstaaer, at jeg i Reglen ikke har nogen stor Respect for Statuer af gamle Kurfyrster. Ifølge en uundgaaelig Idee-Association tænker man sig altid noget Kjedsommeligt ved en Kurfyrste, og noget høitidelig Stivt ved Alt, hvad der skeer til Ære for en Kurfyrste. Men Thorvaldsen har, med en selv hos ham endnu overraskende Mesterlighed, forenet sit Billede dybt indre Liv og sand Poesie. Det er hiin Max, der ved Østerrigs Side i andet Geled maatte kæmpe mod Protestanterne, der, ligesaameget fortæret af Skinsyge mod sine Venner som af Had mod sine Fjender, leed usigelige Ydmygelser af Begge; der maatte bøie sig for den spodsk smilende Wallenstein og byde den dødelig forhadte Svensker sin Haand, og som omsider overlevede Alle, baade sine Venner og sine Fjender. I denne noget bøiede, men dog kraftige Holdning paa Hesten, i dette bekymringsfulde Aasyn, hvori de ubehageligste Følelser, en Fyrste kan have, ere blevne overvundne og forstenede af Tidens Længde, ligger Præget af den graahærdede Kæmpes hele mærkværdige Skjebne, og er noget et Mesterværk af Thorvaldsen, saa er det dette.

Det synes at være en Anomali af Naturen, at Sønnen af det fjerneste Norden er bleven den største plastiske Konstner, medens Plastiken kun kan have sit egentlige Hjem i Syden. Men, hans Sjel hænger ved det nordiske Væsen, og han har gjort sig til Opgave, at forlige den sydlige Plastik dermed. Derfor er han ikke bleven staaende ved Efterlignelsen eller Restaurationen af den antike Plastik, men han har ogsaa paany grebet til Middelalderens stive Klædebon og Harnisker, og søgt at bringe meer Grazie og naturligt Liv i denne allerede nordiske Konst; ja han har endog „vidst at aftvinge vort moderne Costume en æsthetisk Side, eller at behandle det saaledes, at det ikke forstyrrer det aandige Udtryk, men snarere tjenende kommer det til Hjelp. Saaledes i det beundringsværdige Billede af Lord Byron.

Disse Værker ere Mønstre for en nordisk Plastik, for en paa det Historiske, paa Costumet og paa det aandige Udtryk grundet Plastik, i Modsætning til den antike, som kun er grundet paa den rene, nøgne Legemsform og dennes naturlig skjønne Situationer.

Thorvaldsen har klart opfattet Ideen om denne Plastik i nordisk Forstand. Derfor har han tænkt over den religiøse Helligelse, som ingen Konst kan undvære og over Plastikens Hensyn til Christendommen og dernæst isærdeleshed til Protestantismen, og Christus med Apostlerne ‒ de skjønne kolossale Statuer, som han tildeels allerede har sendt til Danmark, men af hvilke jeg dog endnu saae nogle i hans Atelier ‒ ere Præget af hans Ideer. Mundtlig meddeelte han mig en eensom Aften, medens han viste mig disse Statuer, en udførlig Forklaring over hans Anskuelse om protestantiske Kirkers konstneriske Udsmykning. Ny er den Mening, at Plastik stemmer overens med Protestantismen, ligesom Maleri med Katholicismen; men den er conseqvent. Er Protestantismen ikke ogsaa i mange andre Henseender vendt tilbage til den classiske Oldtids Dannelse? Thorvaldsen forestiller sig altsaa en protestantisk Kirke paa følgende Maade: Foran ved Indgangen skal Johannes, Christi Forkynder, ligesom indbyde de Christne til at høre Ordet. Indvendig i Kirkens Forhal skulle Propheterne og Sibyllerne, staae; dernæst, i Choret, i to ligeoverfor hinanden staaende Rækker, Apostlerne, og hver af disse skal paa sin Maade udtrykke en egen Kraft eller Dyd, som Christendommen fordrer og fremkalder. Men Endepunktet skal Christus selv danne, saaledes som han kjærlig udbreder Armene: „Kommer Alle hid, I som ere modige og trætte af Dagens Byrde.” Ord og Handling, Tale og Kraft skal fremstilles i Tjenerne, men Kjærligheden, det Høieste, stedse kun i Christo. Foran ham skal en Engel holde Døbeskaalen.

Denne Idee er ligesaa sindrig som skjøn og udentvivl ægte christelig.

Men vil, hvad der som Undtagelse var forbeholdet Thorvaldsens store Genie, ogsaa blive mange andre Konstneres Opgave? Kunne, naar een Kirke saaledes plastisk er udsmykket, ogsaa mange andre vorde det? Vil Nordens Dunkelhed og Armod ikke stedse vedblive kun at være et Exil for den lyse Marmorverden, som fordum? Vil Syden ikke stedse vedblive at være Plastikens sande Hjem, som fordum?

Hvis Nordens Konger aabnede deres Skatte og kjøbte Marmor for Guld; hvis Nordens Folkefærd, i et Anfald af Romerskhed, vilde see deres Forum smykket med Statuer af deres Helte, Lovgivere, Talere, Sangere, og Kirkerne udfyldtes med plastiske Værker ‒ hvilket almindeligt Physiognomie vilde da denne, endnu usandsynlige nye Konstverden have? Jeg seer den i Aanden, jeg forbauses over denne Rigdom i Udtryk, over denne Fylde af Historie, Handling og Tanke, som taler til os igjennem disse Steen- og Malmbilleder. Men jeg siger dog: det er de nordiske Barbarers Konst, det er ikke Grækernes lyse Konst, og fra de skjæggede Konger i Bronze med de takkede Kroner, folderige Klædebon og lange Sværd vil mit Blik svæve henover til den antike Nøgenheds Sneeglands, til en Venus’s Marmorlemmer, til en Hercules’s Sener og guddommelige Skuldre, til en Psyche kyssende Amors Ynde.

Ogsaa hos Thorvaldsen ere de nøgne Skikkelser, de Mythologiske og heroiske Fremstillinger fra Oldtiden, saavel de talrigste, som de skjønneste. Man beundrer ved dem, i Modsætning til Canova, især den kydske utvungne Holdning, Undværelsen af hine coquette Hjelpemidler, ved hvilke Konstneren tiltrækker Sandserne, hvor Skjønhedsfølelsen ikke er tiltalende nok. Man beundrer ved dem en mandig Aand, som stræber at udtrykke Høihed, alvorlig Skjønhed og Poesi, og ikke blot vil vinde Tilskuerne ved et sødt smigrende Smiil, men derimod lære dem at tænke og forherlige dem. I den simple Gruppering af faa Figurer udtrykkes de indholdsrigeste Tanker.

Men ogsaa blandt disse Thorvaldsens Værker ere de simple Skikkelser: Venus, Hyrden, Mercur, Jason etc. igjen de skjønneste. Den nøgne Skikkelse er den plastiske Typus; til den maa Plastiken stedse paany vende tilbage, om den ogsaa en Tidlang har forsøgt, i Sjæleudtryk, Costume, Attributer at kappes med Malerkonsten. Den høieste Opgave bliver stedse, ikke at fremstille Sjælens Skjønhed i det aandige Udtryk eller i Handlinger, men derimod blot Legemets Skjønhed, saaledes som Gud skabte det.

Med hiint beskjæftiger sig, foruden Malerkonsten, ogsaa endnu Musiken og Digtekonsten; dette er kun Opgave for Plastik, fordi alene Plastik fuldkommen kan løse den.

Og er denne Opgave maaskee ringe? Er Legemet, om ogsaa fraregnet den iboende Sjæl og dets characteristiske Handlinger, er Legemet i sig selv ei allerede et Vidunder af Skjønhed?

General Comment

Denne tekst blev trykt i Kjøbebenhavnsposten, 10de aarg. No. 93.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1836, Kjøbenhavnsposten 29.3.
Subjects
Characterizations of Thorvaldsen · Criticism of Thorvaldsen's Works, Positive
Persons
George Gordon Byron · Antonio Canova · Bertel Thorvaldsen
Works
Last updated 19.02.2015 Print