Konstudstillingen.
–––––––––
IX.
Førend vi forlade tredie Stue, ville vi endnu kaste et Blik paa Hr. Jerndorfs “Parti af Frederiksborg” (82). Det kan ikke negtes, at dette lille Malerie viser Hr. J’s Konstnertalent fra en bedre Side end hans Nr. 81. Er der end ikke megen Poesi deri, saa er der dog Intet at dadle; det er correct, grundigt opfattet og røber i langt høiere Grad end hans forrige hans Stræben efter Naturtroskab, saa vi ikke kunne Andet end ønske ham lige saa godt Held til sine tilkommende Arbeider; naar der da træder en større aandig Fylde, en større Ideegehalt til, da vil Hr. J. vistnok hævde en hæderlig Plads [i] Konstnernes Række.
Vi forlade derpaa tredie Stue, og begive os ind i fjerde. Hvilken Mængde Mennesker! Herrer og Damer, Briller og Lorgnetter, – Alt i Bevægelse mellem hinanden. En enkelt Konstner staaer bagved en eller anden kritiserende Gruppe og lytter ubemærkt. Hist er en Herre sysselsat med at forklare et Par Damer sine uforklarlige Tanker om Hr. Holbechs Blomsterpige Nr. 174. “Især maa jeg gjøre opmærksom paa det nydelig Rørende i hendes store Øine,” – siger Ciceronen – “og see hvor naivt hun rækker Blomsterne frem imod os, ligesom hun vilde bede os at kjøbe dem.” – “Aa ja!” svarer Damen – “hun seer ud som hun havde læst alle Lafontaines Romaner.” – Og denne Dame har Ret. Det synes som om Konstneren har villet vise os den personificerede Sentimentalitet, og vi kunne ikke undlade at advare mod denne Forvexling af Følelse og Føleri. Den samme falske Følelse, som i Poesien især gjorde sig gjeldende i den lafontaineske Skole, synes her at være stærk fremtrædende. Vi kunne saaledes ikke Andet end ansee Udtrykket i hele denne Figur for forfeilet. – Lad end være at Tegningen er upaaklagelig, Coloriten er dog ikke alene tør, men og tildeels urigtig; skyggerne paa hendes Arm, hendes Kjole og mange andre Steder ere altfor korte; Haaret ligner glindsende Høvlespaaner; Motiverne i Drapperiet ere ret heldige, dog noget stive.
Vi komme nu til “Parti af øvre Tellemarken” af Hr. Louis Gurlitt. (Det staaer ikke anført i Kataloget). Vi vilde meget beklage, om Publikum, naar det kommer til dette Maleri, allerede skulle være træt af al den Norskhed, der i Landskaberne paa denne Udstilling har gjort sig saa gjeldende; vi vilde beklage det, sige vi; thi dette Maleri fortjener at betragtes. Allerede det er et Fortrin, at dette Stykke virkelig giver en norsk Natur. Tonen deri er godt vedligeholdt; det Imponerende er godt fremtrædende, men – for ikke at tale om det uheldige Skum paa Vandfladen tilvenstre: – Træerne ere udelicat gjorte. De ere mere kradsede frem end malede. Blandt Stykkets Fortrin maa det og bemærkes, at man seer Blæsten i alle Træer, i Luften o. s. v. Nær herved hænger “Parti af Valders,” som ikke staaer i Kataloget, og “Parti af Søefjorden.” (72), begge af samme Konstner. Med Hensyn til det første af disse Malerier maae vi bemærke, at Træerne i Forgrunden mangle Kraft og Runding; de skille sig ikke fra hinanden; og det Samme gjelder om Græsset og Urterne, som, naar man træder tilbage i den rigtige Distance, løber i een Masse; Harerne, (eller maaskee det skal være Kaniner?) forsvinde næsten aldeles – i den rette Distance. Tonerne i Maleriet ere fortræffelige; men da dette hører til de Malerier, hvortil der aldeles ikke hører nogen Tegning (i dette Ords uphilosophiske Hverdagsbetydning); da det tvertimod kun virker ved Farvernes Effect, er egentlig Alt sagt, naar vi sige, at Tonen er ypperlig og Coloritens Eenhed vel vedligeholdt. – Med Hensyn til Nr. 72 bemærke vi, at Skyerne ere saa svære, saa tunge, at man maa ængstes for, at de skulle falde ned; derimod ere Bjergene i Baggrunden særdeles heldige; deres Former som og Farvetonerne ere meget skjønne. Figurerne tilvenstre oplive Landskabet, og svare meget godt til den Grundfølelse, Hr. G. har udtrykt; de synes ret at nyde den Hvile, hvortil denne Landskabets Rolighed og Stilhed indbyder. Det var meget ønskeligt, om Landskabsmalerne stedse vilde beflitte sig paa, at de Figurer, de sætte paa deres Landskaber, udtale den samme Grundfølelse, som det øvrige Maleri; men man troer i Almindelighed, at det er nok, naar kun disse Figurer, som Staffage, ikke modstride ligefrem Grundfølelsen i Landskabet, eller med andre Ord: at det er nok, naar kun det, Figurerne gjøre og foretage, kan gjøres og foretages ifølge de fremstillede Omstændigheder. Enhver tænkende Konstner vil derimod dog vist let indsee, at han herved berøver sig selv et væsentligt, om ikke det væsentligste Middel til at bibringe Beskueren den samme Følelse, som den, der i Begejstringens Øieblik greb ham; og dette er dog vel hans nærmeste Hensigt, eller bør dog være det. Men hvor sjelden venter ikke Konstneren, til Begejstringen kommer, – og kommer den, hvor sjelden venter han da, til den klare Besindighed træder tik, saa at det bliver en besindig Begejstring, i hvilken Konstneren er Seer, er Clairvoyant, og frembringer et genialt Værk, et Værk for Evigheden! Det er – mene vi – ikke nok, at Figurerne i et Landskab kunne foretage sig, hvad de nu paa Maleriet foretage sig; thi dette vilde kun være at sige: “Figurerne ere gode, naar de kun ikke ligefrem modstride Landskabets Grundidee.” Men vi gjøre den Fordring til et landskabsmaleri, at Figurerne – enkelrviis, som i Gruppering – skulle paa der bestemteste udtale den samme Grundidee paa deres Viis, fremstille den fra en ny Side, saa den klarere fremstiller sig for Beskueren, ja først naar den saaledes paatrænger sig Beskueren, at han ikke kan Andet end recipere den i al dens Klarhed og Bestemthed, først da har Arbeidet ægte ideel Eenhed. Men vi sige kun dette i Forbigaaende, uden at ville have vore Ord applicerede paa dette Maleri af Hr. Gurlitt, hvori vi netop finde Figurerne heldige.
Vi vende os da nu til Hr. Blunks “Portrait af Etatsraad Thorvalden.” (55). og man kan vist ikke miskjende Hr. B’s Bestræbelse efter at fremstille den tænkende, geniale Konstner i al sin Eiendommelighed, og vise ham selv med al den Fylde af Aand, den Ideeverden, der, levende i ham, født af ham, udstrømmer over Europa, og forbavser Landene. Det kom da her an paa at vise os ikke et Ansigt, men en heel Figur, gjennemstrømmet af en Ideeverden, og saa at sige opløst i lutter Aand. Om dette er lykkedes Hr. B.? vi mene det ikke, skjøndt vi vel kunne spore Bestræbelsen derefter i det tænksomme Blik. Vi vilde let blive uretfærdige, hvis vi vilde sammenligne dette Portrait med Hr. Professor Eckersbergs Portrait af Thorvaldsen; vi ville derfor kun betragte det for sig selv; Blikket altsaa, som vi nævnede, er vel tænkende, men vi skulde tage meget feil i at mene, at Øiet, hvis dets Retning forfølges, gaaer forbi Gratierne; hvem seer det da efter? eller hvorfor motiveres og forklares ikke dette Blik? Hele Stillingen er stiv og indholdsløs ; Forholdene ere smaalige og forfejlede; thi Overkroppen er for lang imod Nederdelen, Førelsen for stor imod Høiden. Allerede ved disse Misgreb, der ere saa iøinefaldende, at Enhver maa kunne see dem, kommer der noget Smaaligt i hele Figuren, som intetsteds har mindre hjemme end hos Thorvaldsen; men desuden ere de enkelte Forholde smaalige; saaledes kunne vi nævne Laarene, der have Lighed med Pølser, og netop faae det Smaalige derved, at de mangfoldige forskjellige Linier ere fattige i Slyngninger og Brydninger; ogsaa Benene og Fødderne ere for korte. Hænderne ere fortegnede; Pegefingeren paa høire Haand er næsten dobbelt saa tyk som Tommelfingeren paa venstre. Haaret er ikke naturligt nok; man skulde troe, at Konstneren har villet vise ethvert enkelt Haar; men det er kun for Vorherre, at hvert Haar paa vore Hoveder ere talte, og ikke for Hr. Blunk. Ifølge dette er Haaret blevet mindre godt behandlet med Hensyn til Lys og Skygge. – I Henseende til de omkringværende Ting bemærke vi her kun, at Hovedet paa den ene Gratie er noget ugratiøst: Næsen er fladtrykt; Munden sidder skjævt i venstre Side af Hovedet, og Øinene ere for store.
Maaskee tage vi feil; men det forekommer os, at det har været Konstnerens Hensigt at vise Thorvaldsen tænkende, men dog med et hen i Luften stirrende Blik; sandsynligviis er Gjenstanden for hans Tanker Gratierne; idetmindste maae vi slutte dette af hans Stilling og Forhold ligeoverfor dem, endnu med Værktøiet i Haanden: men vi see dog ikke Thorvaldsen gjennemstrømmet af og ligesom levende i den Forklarelse, som Ideen til dette Mesterværk maatte udbrede over ham. Forresten kunne vi ikke forlade delte Maleri uden at gribe Lejligheden til at gjøre Publicum opmærksom paa den konstneriske Frihed, der i Hr. Blunks Arbeider er kjendelig fremtrædende; dette er mindre Tilfældet i det her omtalte Maleri, mere i hans “Amor sovende paa en Klippe i Havet”, men især i det for et Par Aar siden udstillede Maleri, “Amor blandt Satyrerne.” Vi tænke her paa Konstnerens Stræben efter at give sin egen Ideegehalt, idet han giver Naturen, netop i Bevidstheden af at Ideegehalten kun har Værd, for saa vidt som den er overeensstemmende med Naturen; men dette er den, naar den er overeensstemmende med sig selv, saa at den ei indeholder nogen Modsigelse mod sig selv. Og atter Naturen har kun konstnerisk Værd, forsaavidt den er er overeensstemmende med Ideerne (og da her nærmest det Skjønnes Idee) og dermed overensstemmende med sig. Det er i Bevidstheden herom, at Hr. Blunk dristig, og tilvisse med Rette, gaaer ud over Det, han seer for sine legemlige Øine, og med konstnerisk Frihed bortskærer det Uoverensstemmende, og tilsætter det Overensstemmende; kun saaledes nærmer Kunsten sig i sine Fremstillinger til Idealet; og den konstneriske Frihed bestaaer især i denne frie Tilnærmelse til Idealet.
Vi forlade da dette, og vende os – men hvorledes? Stuen er næsten bleven tom? mon konstnerisk Frihed og Idee kan skræmme Folk saa snart? hist staaer kun en Herre og en Dame ved Hr. Küchlers “Familiescene” (62); Damen er smuk: hun har store blaae Øine, græsk Næse og de blonde Lokker stjæle sig frem under hendes Hat. Den unge Herre er begejstret; de maae vist være forlovede: thi hun lader noget kold ved hans konstneriske Begejstring. “Men, søde Emilie! føler Du da ikke Skjønhederne i dette mesterlige Maleri?” – “Hm! jo, kjære Ven! men saa græsselig begejstret – – ?” – “Begejstret!” – gjentager han – “maa da ikke Enhver føle sig begejstret ved dette? disse sorte, glindsende Silkelokker, disse store sorte Øine, der vise, at hun kan hade og elske, den ægte romerske Næse, der røber Kraft, hvad enten i sin Elskov eller i sit Had; denne Mund, der er som skabt til et Flammekys; dette Smiil om Loeberne, som viser hendes ungdommelige Forfængelighed ved at blive pyntet, – Alt er fortræffeligt.” – “Du synes?” – spørger den græskformede Emilie kold. “Om jeg synes det?” svarer den unge Mand, og vender sig – “i Sandhed, bedste Emilie! Du er distrait; Du er bestemt distrait.” – “Aa nei! jeg stod kun fortabt i Beskuelsen af den unge Romer, der gaaer hist forbi Døren; jeg troer aldrig at have seet en kraftigere Mandsfigur.” “Det synes jeg just ikke,” – svarer hendes Ledsager. “Denne raske Stilling klæder ham usigelig godt; ikke sandt?” – spørger Emilie med hemmelig Glæde. “Aa! jo saamænd!” – svarer Cavalieren, idet han kaster et spørgende Blik paa sin Dame, men Emilies Øine gløde, og ere stivt hæftede paa Romeren. “Det Blik” – vedbliver hun som i Tanker – dette Blik, som han hemmelig kaster til den smukke Romerinde, det røber et Vesuv i hans Hjerte; er det da underligt, om del fænger hos Romerinden? Inden hun kommer fra Kirken, vil hun have modtaget en hemmelig Billet til et Stævnemode; hun vil bære hans Blomst paa Brystet, og – ikke sandt, søde Charles! en Pige er ikke at fortænke, om hun er svag nok til at indvillige i et Stævnemode med en saa glødende, saa mandigskjøn Elsker?” – “Kom! lad os gaae!” svarer Charles. “Hvorledes? jeg troer ordentlig, at Du er jaloux?” spørger den skjælmske Emilie, idet hun glæder sig over sin Hævn. – “Kom, Emilie! der staaer En! lad os gaae! Ja – kom! kom! – Gud om det skulde være Kritikeren i Københvnsposten, der har staaet og hørt Alting!” – Og det var virkelig ham, der havde staaet og hørt Alting. Imidlertid vil den smukke Emilie, der i Skjønhed ikke giver Küchlers Romerinde Noget efter, ikke vredes paa os, naar vi give hende Ret i Alt, hvad hun om Romerens ægte mandige Skjønhed har sagt; men heller ikke maa hun vredes over, at vi give hendes Forlovede Ret i, hvad han sagde om Romerinden. Endydermere tillade vi os at tilføie Følgende.
Udtrykket i Moderens Ansigt, medens hun pynter sin Datter, er mesterligt; Glæde over den skjønne Datter og Tilfredshed med Pynten har udbredt Forklarelse over hendes rynkede Ansigt. De to Veninder – deilige som Italiens Himmel – ere tabte i Beskuelsen, og det er, som om den Tanke stjæler sig over deres Pander: “gid Du dog var saa smuk som hun! De vide ikke, at de ere ligesaa smukke. Veninderne med Psalmebøgerne, Kirken ligeoverfor, en glødende Romer, en henrivende Romerinde, og en gammel venlig livsklog Moder – kunne vi andet end give den smukke Emilie Ret i den Formodning, at den unge Knøs vil passe paa Lejligheden i Kirken? Det er en fuldendt skjøn Expositionsscene til en Novelle, Hr. K. her har fremstillet. Da man endelig ikke kan fæste sit Øie paa noget Punkt af dette Maleri uden at opdage en Skjønhed, ville vi kun ved Hovedfiguren – den pyntede Romerinde – fremhæve den deilige Bølgeform fra hendes Skulder langs Armen, der hviler i hendes Skjød, og langs Siden ned til Foden. Kjødfarven i hendes Arm er saameget mesterligere, som den paa det hvide Forklæde, er vanskeligere at gjengive; de gjennemskinnende Tinter fra hendes grønne Kjole, Lysvirkningen – Alt er fortræffeligt. Et Gjenskin af dette finde vi i samme Konstners “lille Abbate” (61). Men der er og kun et Gjenskin; det mangler Ideegehalt i samme Grad, som hiint netop har Ideefylde; og den gode Technik er det kun, som lader os gjenkjende Hr. Küchler.
Da Hr. A. A. Müllers “Nausikaa med hendes Terner” (63) tilforn Har været underkastet en Kritik, forbigaae vi det her, da desuden Rummet vilde forbyde os at udbrede os over de Ting, hvori vi maaskee vilde være afvigende fra hiin Kritik. Her tillade vi os kun at bemærke, at vistnok Hr. Eddeliens Ulysses og hans guuldrapperede Terne staaer over Hr. M’s Ulysses og hvilkensomhelst af hans Terner; men paa den anden Side har Hr. M’s Maleri ikke saa fremtrædende Misgreb som Hr. E’s.
* – n.
