The Thorvaldsens Museum Archives

Abstract

Dette er et trykt digt, som optræder i Karl August Nicanders værk Hesperider, 1835, op. cit. Som det fremgår, blev digtet til i anledning af nytårsaften 31.12.1828. Digtet synes ved nærmere betragtning at være en senere refleksion over festen, men det kan dog ikke afvises, at det var skrevet i forvejen og muligvis blev fremført ved lejligheden – og måske endda sunget som en lejlighedssang.

Nicanders nytårsdigt udvikler sig fra at være en skildring af en festlig lejlighed til at blive et lille kunstfilosofisk fragment:
Digtet anslår til en begyndelse temaet tidens gang ved i de to første strofer at hylde det forgangne år og byde det nye velkommen. I “tidens elf”, dvs. i tidens strøm, er alt “i ständig vexling”, som digtet fastslår i strofe 3, men heroverfor står Thorvaldsen, der trodser tidens omskiftelser. Han er ikke afhængig af “årenes gang og skiften” (strofe 5), men repræsenterer en konstant. ”... du varit, är och blir Du sjelf” – han har været / er / vil altid være sig selv i fortid, nutid og fremtid (strofe 3).

Nytårsfesten i Thorvaldsens hjem giver altså digtet anledning til at præsentere to temaer: Tiden, der går, og Thorvaldsen, der står – uden for tiden. Og det synes nu at være digtets pointe, at denne Thorvaldsens eviggyldighed gør ham i stand til at forene ellers uforenelige modsætninger i sin kunst: Det nordiske og det græske, kraften og gratien, skulpturen og maleriet, det kolde og det varme m.m., jf. de metaforer, der bruges i strofe 3 og 4. Den kunstfilosofiske kerne – “Konstens högsta lära” – er altså, at god kunst er skabt som en syntese af modsætninger. Og digtets afsluttende metafor pointerer da også, at Thorvaldsens kunst brød frem som gløder i Nordens sne (strofe 6).

Digtet blev også trykt i Barfod, op. cit.

• Frederik Barfod: Thorvaldsensk Album, København 1844, p. 95-96.
• Karl August Nicander: Hesperider, Örebro 1835, p. 294-295 (sidetallet 295 er fejlagtigt trykt som 395, se scanningen af originalen).