En Skrivelse fra Rom
(Sluttet.)
–––––––––
Thorvaldsen.
Havde jeg lært at høiagte og beundre Thorvaldsen som Kunstner, saa lærte jeg at elske ham som Menneske. Jeg saae ham sidenefter oftere i en fortrolig Kreds af nogle faa Venner. Disse snevrere Kredse foretrækker han for alle andre glimrende Selskaber og større Cirkler, hvis Prydelse han dog er og hvor man vilde modtage ham med Interesse. Her sad han blandt os, røgende sin Cigar, munter og ungdommelig, osende Glæde og Fornøielse af enhver Anledning, en Ven af Musik, opmuntret ved Guitarrens spøgende Klang. Med Velbehag hører han vore Wiener-Nationaldandse. Uagtet de Udmærkelser, der ere blevne ham til Deel, og uagtet sin Stilling fører han dog endnu bestandig sit forrige geniale Kunstnerliv. Det er en gammel Skik, at en Kunstners Ankomst altid bliver tidligere forkyndt i Rom, hvor da de romerske Kunstnere tilligemed andre Landsmænd drage de nye Kunstkammerater imøde og modtage dem i et lille Gjæstgiversted paa den anden Side Ponte molle. Dette kalder man at give en Ponte molle. Den Kommende beværter det Selskab, som drager ham imøde, den Afreisende derimod maa Selskabet beværte. Her under den fortrolige Bægerklang forenes alle Forlystelser, som udmærke glade og muntre Kunstnergilder, Musik, Sang, Skjemt, Toaster o.s.v. Blandt disse som oftest ungdommelige Kunstnere mangler Thorvaldsen aldrig, han deeltager ganske ungdommelig i Glæderne og gjør selv enhver Spas med, som i sine yngre Dage. Først i de sidste to Aar har man sporet en Aftagen i hans Munterhed. Dog havde han endnu i disse Dage det lystige Indfald, selv at give en Ponte molle, for at fornye Erindringen om hans første Ankomst til Rom. Saa ubunden Thorvaldsen er i sin Omgang med Kunstnere, saa forekommende og venlig er han mod enhver Fremmed. Han er ganske fordringsløs, uden det ringeste Spor af Misundelse, han forlanger ikke den mindste Virak for sig, han erkjender og skatter enhver Fortjeneste, han er i enhver Henseende en Dannemand.
Thorvaldsen er velhavende; jeg har seet mange Træk af hans stille Velgjørenhed, dog omgaaes han i de sidste Aar forsigtigere med Penge, idet han altfor ofte er bleven et Bytte for sin Godmodighed, hvoraf Uværdige vidste at betjene sig. Han har en Datter, som han elsker høit – hun blev for to Aar siden gift med en dansk Offticier af høiere Rang i Rom. Thorvaldsen elsker sit Fædreland og taler med hjertelig Varme derom. Alt længe har han havt i Sinde at besøge det; men hans mangesidige Beskjæftigelse forhindrer altid Udførelsen af hans Forsæt. Han lever bestandig i Rom, og gjør kun undertiden smaa Udflugter i Omegnen, hvorhen sædvanligviis nye Udgravninger og Opdagelser kalde ham. For nogle Aar siden har han bereist en Deel af det nordlige Italien. Mangt ubemærket Kunstværk har der ved hans Dom faaet Betydning, og paa mange Steder vidste hans rigtige Smag at fremkalde fordeelagtige Forandringer.
Thorvaldsens Bolig (Via Sistina) er et sandt Gallerie, dog i kunstnerisk Uorden. Mange Büster og Modeller staae rundt omkring, Væggene ere smykkede med Malerier. Da han hyppigen bliver besøgt af Fremmede, er det ham umuligt at føre hver Enkelt om; sædvanlig arbeider han rolig videre, medens Selskabet vandrer gjennem hans Værelser. Jeg var hos ham med en af hans fortroligste Venner, og havde den høie Nydelse at blive ført om af ham selv og at høre Forklaringen af hans Mund. Jeg kan endnu see ham i hans graa Sloprok med Tøfler og sort Baret, hvor venlig og taalmodig han lod sit Lys skinne for Lægmanden. Han var netop beskjæstiget med et Basrelief, som han modellerede i Leer. Med Fornøielse saae jeg paa dette Arbeide. Paa en sort Plade, som hviler paa et Staffelie, lægges et Lag fugtigt Leer, saa fast som det er nødvendigt. Af denne uformelige Masse bliver Modellen formet, som foresvæver Kunstnerens Phantasie. En simpel Spade af Træ er hele det Værktøi, som danner det bløde Leer, til Bøiningerne og Nuanceringerne blive Fingerspidserne benyttede. I disse Fingerspidser ligger hans uopnaaelige Kunstskabelsers hele Færdighed. Med Beundring seer man Ansigtets Udtryk, Legemets Holdning og Gevandtets Folder udvikle sig under disse. Er Modellen af Leer færdig og fuldkommen udarbeidet, saa trækkes en Støbning af Gibs derover, og naar Gibset er blevet fast, bliver Leret vasket ud af denne Gibsafstøbning. I den Fordybning, som herved tilveiebringes, skeer nu en anden Støbning af Gibs, og da bliver den første Støbning med Forsigtighed slaaet af. Denne Model af Gibs kommer ind i Værkstedet; nu er Hovedsagen gjort. Nu arbeide duelige Medhjælpere paa den raa Marmorblok og skaffe deraf med Forsigtighed og Kunstfærdighed ved Afmaaling af Forhold, Vinkler og Bøininger, det tro Billede af Modellen tilveie. Er dette sin Fuldendelse nær, saa retoucherer Thorvaldsen sædvanligviis Arbeidet endnu engang med Meiselen. Dog seer man ham ofte ogsaa selv med vældige, men sikkre Slag at hugge løs paa den raa Steen. Han har et uhyre Antal Bestillinger, og hans Liv vil vistnok ikke være tilstrækkeligt til at realisere dem. Desuden vælger han sig endnu ogsaa nye Stoffer, hvortil hans Genius tilskynder ham.
Blandt de Malerier, som pryde hans Bolig, bemærker jeg her kun eet af en tydsk Kunstner, ved Navn Riedl fra Baiern, hvilket Thorvaldsen med Fornøielse viser til enhver Fremmed. Det forestiller en Scene af det neapolitanske Fiskerliv: Havets Strand med en Baad, en Fisker, som spiller paa Guitar, ligeoverfor ham en Kone, siddende paa Jorden, bagved hende en Pige. Over den hele Gruppe aander en Lystighed, saaledes som man kun kan finde den hos hiint harmfrie Fiskerfolk. Composition, Tegning, Anordning af Farverne og Charakteristik lade Intet tilbage at ønske. Foruden dette Malerie ere endnu tvende Genrestykker af Meyer o. m. a. Malerier roesværdige; men at opregne dem vilde her optage for megen Plads.
Nærved Piazza Barberini findes Thorvaldsens Studier (hans Atelier). Localet bestaaer af flere vidtløftige Sale paa den flade Jord, der ere næsten fuldtproppede af alle Slags Billedhuggerarbejde, og hvor meget Paabegyndt og Halvtfærdigt endnu seer sin Fuldendelse imøde. Vi ville her kun nævne Bjergprædikenen (“Johannes den Døber, der prædiker i Ørkenen”), en herlig Gruppe af omtrent tyve fuldstændige Figurer, bestemt til en Kirke i Kjøbenhavn (Frontonnen til Frue Kirke) en Rytterstatue af den gamle Maximilian, Churfyrst af Baiern, bestemt til München. Til hans større Basrelief-Arbeider hører Alexanders Triumphindtog (opstillet i Vaticanet), som af Napoleon blev bestemt for Kongen af Rom, og som man alt oftere har copieret; dernæst Kunsternes Triumphtog, som der dog først er begyndt paa. I August Maaned dette Aar ankrede ved Neapel en kongelig dansk Fregat, der blev afsendt fra Danmark, for at tage de til Kjøbenhavn bestemte Arbeider af den store fædrelandske Kunstner ombord. Fregatten seilede derfra til Livorno, hvor den skulde lade de Kunstskatte af den samme Mester, som befinde sig i Carrara.
Thorvaldsens Ungdomsaar ere interessante og rige paa Belæring, især for Kunstlærlingen. Som man haaber, vil snart Thorvaldsens fuldstændige Biographie, øst af den store Mesters egne Meddelelser, komme i Boghandelen, og vi indskrænke os til foreløbigen at gjøre opmærksom paa denne for ethvert dannet Menneske vistnok velkomne Gave.
