Skizzer og Studier
af Kunstakademiets Udstilling for 1834.
(Fortsatte).
–––––––––
Naar man en Tidlang har fordybet sig i Calmeyers melancholsk-skjønne Partie af Sognefjorden, hvor Frithiofs Bautasteen som en Kjempedødningfinger peger ud af Gravhøien, og samler de vilde Maager i mystisk Stormdands, opløses man snart i en idyllisk glad Stemning ved at kaste Blikket paa Monnies’s fortræffelige Bondepige, hvis rolig slumrende Fader gjør den skjelmske Kunstnerpillegrim dobbelt veltalende. Hvilket Udtryk! Hvilken Sjælerigdom i denne lille Farvedigtning! Man kan næsten ikke løsrive sig derfra, og nødes man dog endelig dertil, vandrer man kun adspredt videre, og Tanken flyver atter tilbage, for at omsværme den yndige Blomst, der er udsprungen i et Morgenkys, som Kunstneren har frarøvet den friske, født drømmende Natur! – Ei, ei! Deres ærbødige Tjener, Hr. Instructeur! – nei! isandhed, det er skuffende ligt; men De seer nu i den deilige Atlaskes Slaaprok saa fornemt mildt ned paa mig, at jeg bliver ganske undseelig, og maa skjule mig lidt i Haven derinde hos Aumonts to velsignede Smaa, hvor det blot bedrøver mig, at jeg ikke kan sætte mig ned og tage een af de venlige Glutter paa mit Knæ, medens den Anden lytter til, og fortælle dem Sagnet om Frithiof og om den velsignede lille Bondepige i næste Stue, der i Grunden dog vist er en Fee, og af hvis lappede Skjørt jeg ikke vilde bortbytte den mindste Trævl for alle de malede Silkeslaaproker, der var i Verden. Men stille! derhenne seer jeg en lille alvorlig Pige med et Speil, hvori hun, for ikke at være Nogen iveien, afsides betragter de mange skjønne Gjenstande omkring sig. Det kunde jeg ogsaa have Lyst til; man saae da Mere maaskee, og hørte maaskee Mindre; men nei! hun seer kun sig selv, Speilet gjengiver kun hendes eget uskyldige Billede; men for hendes Sjæls Paradis vaager Englen med Blufærdighedens Hyazint. Hist hænger det berømte Kaffehuus med den sørgende Laurbærkrands – det stal være mesterligt; Alting løber dog i Eet for mig; jeg kan ikke rigtig skjelne Gjenstandene. Er det Tobaksrøgen, som gjør det, eller Taarer?
De ønsker, smukke Molly, at besøge Thorvaldsens Marmormalerier? For disse to Tryllenøgler af Kortpapir aabner Helligdommen sig for os – seer De; behag blot at træde ind! – De studser, Molly! Deres Beundring er taus som Nattens Marmorlæber, og dog saa veltalende. Hvilken Tonefylde! Hvilken høitidelig, sjælegribende Farvehymne, og dog kun et Blad af den mægtige Klippebetvingers uhyre Kjempedrapa!
Men hvad foregaaer der med mig? Aabner Phantasien en ny Trylleverden af magiske Farver i det Fjerne, for at hylde de hvide Skikkelsers Triumphtog, fremmanet af Frihedssværmerens begeistrede Seerblik? Det er et skjønt, overordentligt skjønt Syn. Med hvilken stille Værdighed drager ikke den hellige Procession frem, udbredende sin aandelige Velsignelse, og ledsaget af Folkets brændende Andagt. Det er det høitidelige Tog ved Christi Legems-Fest, saaledes som det fandt Sted i Slutningen af det fjortende og Begyndelsen af det femtende Aarhundrede. I de smukke Børns Ansigter er Udtrykket høist forskjelligt; men from Uskyldighed er dog den stille Flamme, hvorfra de barnlige Følelser udspringe. Anderledes forholder det sig med de geistlige Hovedpersoner; ved Siden af den udeeltagende, stolte Selvtilfredshed, vandrer det rørte, gudhengivne Sind; ved Siden af tvivlsom Tro, urokkelig, dyb Overbeviisning, men alle Sjælestraaler samle sig mildnede og luttrede i den biskoppelige Oldings fredbesjælede Aasyn, medens den glade, fritopskuende Moder mellem Kriger og Pillegrim fra Tilskuernes knælende Flok besegler Velsignelsen i det uskyldige Barns Smiil paa hendes kjærlige Arm. – Men ikke nærmere, Molly! Denne Farvedrøm maa sees og beundres i en ærefrygtsfuld Afstand, det meest fortryllende Fata Morgana slukker sine Rosenbiileder, naar det umættelige Øie grumt vil gjennembryde Sløret, der er vævet af Sylphevinger og Blomsterduft. Lev vel, Molly! – g.